DOHA — Det var ikke tilfældigt, at det netop var i Qatar at den palæstinensiske Fatah-leder og PA-præsident, Mahmoud Abbas, i mandags enedes med Hamas’ politiske chef, Khaled Mashaal, om at bilægge fem års fjendskab og danne en national samlingsregering.
Ligesom det ikke var tilfældigt, at Hamas’ premierminister i Gaza, Ismael Haniyah, i sidste uge prædikede ved fredagsbønnen i Dohas Wahab-moské. Han glemte ikke at lovprise Qatars leder, emir Hamad bin Khalifa al-Thani, for hans »eksemplariske rolle, moralsk, politisk og finansielt i støtten til det palæstinensiske folk«.
Således er Qatar, den sandede knast på Den Arabiske Halvø, så stor som Sjælland og Fyn med kun 260.000 indfødte indbyggere, trådt til, hvor Egypten og Syrien måtte slippe. Forliget, der blev fejret med kindkys, er det sidste eksempel på Qatars balancegang i det politiske tomrum, der er opstået efter de arabiske revolters kaos, og som emiren udfylder med et miks af islamisk fundamentalisme og politisk opportunisme. Qatar anklages for at være for tæt på USA og Israel, men forgylder Hamas og Taleban. Det Arabiske Forår støttes i nogle lande og ignoreres i andre (f.eks. Bahrain, hvor shia-muslimer fører an). Og med Hamas-forliget har emiren udført en dobbelt skrue: Han har givet Syriens al-Assad en begmand og løsrevet Hamas fra Iran til glæde for USA og Saudi-Arabien. Og for tiden beværter han en amerikansk delegation, der drøfter en afghansk fredsplan med Taleban — præsident Hamid Karzai sidder tilbage i Kabul.
Vestens megafon?
Den iranske presse kalder emiren for ’Vestens megafon’, men USA’s Hillary Clinton roser hans mest effektive udenrigspolitiske værktøj, satellitkanalen Al Jazeera, for at sende »reelle nyheder«. For ni år siden foreslog George W. Bush at bombe senderen. Men det var den gang.
I dag er Qatar tilbagevendende politisk aktør i det globale spotlys. Forrige uge var det premier- og udenrigsminister Hamad bin Jassem al-Thani, en fætter til emiren, der tog scenen i FN’s Sikkerhedsråd med sin besked til de 15 medlemslande om, at ‘den syriske dræbermaskine stadig er i arbejde’ og at ‘det arabiske initiativ for at stoppe volden mod civile har været forgæves’. Hvad han formentlig mente, var, at hans initiativ var forgæves.
Med alvorstungt ansigt, der brænder igennem tv-skærmens digitale kølighed, har han løftet Den Arabiske Liga ud af årtiers dvale som marginal papirtiger. Med naturgas-milliarder som middel og al-Jazeera som kataly-sator for de arabiske revolter er Qatar i orkanens øje med en ny standard for ’broderlig’ indblanding i naboers anliggender. Hvad Gaddafi måtte sande, og Bashar al-Assad nu erfarer.
Oplyst enevælde
Selvfølgelig har emiren mødt kritik, ikke kun udefra, men også i sit konservativt-fundamentalistiske bagland. Den imødegås med gavmildhed.
Indenrigspolitisk har han for nylig garderet sig mod en lokal version af Det Arabiske Forår, han støtter andre steder, ved at øge soldaters og politibetjentes løn med 120 procent, mens øvrige offentligt ansatte fik et løft på 60 pct.
Eftersom 88 af 100 qatarer er ansat i offentlige eller halvoffentlige jobs, er det en helgardering møntet på at sikre loyalitet. Risikoen for kup er aldrig helt ude af syne, hvad emiren ved alt om. Han afsatte i 1995 sin far ved et ublodigt palads-kup, som blev besvaret med et forgæves modkup. Far og søn er siden blevet forsonet.
Information har besøgt emiratet for at lodde dybden af emirens demokrati-offensiv i den arabiske verden.
Den synes mest til udvortes brug. Internt er det emiren, der bestemmer. Som en royal rådgiver forklarede: »Her i Qatar har vi oplyst enevælde.«
Ganske vist har qatarerne stemt ved tre lokalvalg siden 2004, og emiren har besluttet at der skal holdes parlamentsvalg i 2013. Folkevalgte vil udgøre to tredjedele af den lovgivende forsamling, den sidste tredjedel udpeger emiren selv. Og han beholder sit veto mod lovgivning, der ikke måtte passe ham. Selvfølgelig gør han det. Han regerer jo med oplysning.
Kommentarer