Qatar: Forkæmper for den arabiske drøm — i andre lande

DOHA — Så det her er altså hovedsponsoren for den arabiske drøm. I paskontrollen får jeg besked på at stå inde i en cirkel på gulvet med øjenkontakt til en kameralinse i en stålsøjle bag pasbetjenten. Jeg godkendes og roder efter en pengeseddel til det udstedte visum, men møder betjentens kolde, afmålte blik: »Her bruger vi kreditkort«. Som Husam, en kollega i Beirut, sagde, da han hørte om den forestående tur til Qatar: »Det sted har ingen sjæl.«

At Qatar er velhavende viser sig allerede på toilettet nær bagagebåndet, hvor ikke én, men to filippinere renser kummer med klud og børste. I orange kedeldragter leder de tanken hen på Guantanamo. Ikke at de overhovedet kan sammenlignes med staklerne på Cuba, men alligevel: i en vis forstand frister de en parallel skæbne, omend de kan rejse hjem i morgen, hvis de ellers kan betale billetten.

Majid, en af flere srilankanske chauffører, der kører mig rundt i Doha — meget rundt, faktisk, eftersom han ikke selv aner, hvor han er — kan ikke. Han forsørger kone og tre børn på Sri Lanka og ser frem til at se familien i 2013.

»Jeg har ikke råd i år,« klager han under endnu en bakkemanøvre fra endnu en mørk blindgyde, han har forvildet Honda’en ind i, »og det er ikke godt, for min søn er fyldt tolv og begyndt at svare sin mor igen. Det er på tide, der er en far i huset«. Majid er 42 år, af hvilke han har arbejdet de 23 i Kuwait, Saudi-Arabien og nu Doha, næstefter Dubai den dyreste by i Mellemøsten, hvortil han ankom for fem måneder siden.

»Et værelse her er dobbelt så dyrt som i Kuwait,« siger han, »og fødevarer er dyre«. Huslejen for et hummer i den lejlighed, han deler med fire andre srilankanere, er på 1.000 riyal, omkring en tredjedel eller mere af hans månedsløn, der for hans job-kategori er på 2.500-3.000 riyal, godt og vel 5.000 kr.

En tredjedel sendes hjem til familien og den sidste tredjedel går til kost og mobiltelefon.

Retsløsheden

Fangenskabet er økonomisk, og at det er selvvalgt, betyder ikke, at det er tilvalgt. Og bliver en expat, en tilkaldt udlænding som Majid, et ’problem’, er det ud af vagten. Hans opholdstilladelse kan inddrages uden varsel og efter skøn, der ikke kan ankes, idet der ikke er nogen formel ankeinstans ud over — i princippet — emiren. Og ham kender Majid lige så lidt, som han kender Dohas gadenet.

Retsløsheden gælder ikke kun proletariatet af lokumsrensere, gadefejere, barnepiger, rengøringskoner, chauffører og opvartere fra Bang-ladesh, Sri Lanka, Filippinerne eller Nepal — også musikerne i emirens importerede symfoniorkester og de teknikere, læger, eksperter og professorer, der holder Qatars skoler, institutioner, universiteter og tænketanke kørende, er i risikozonen.

En af dem — han omtales stadig med en vis gysende respekt — var dr. Momtaz Wassef, en amerikaner ansat i Qatars sundhedsstyrelse, der for to år siden tog bladet fra munden og fortalte The New York Times, at emirens lille smørhul »ikke er andet end fup og fernis«.

Næste dag fik han ordre til at pakke og forsvinde — hvad han dog under alle omstændigheder havde tænkt sig, hvorfor han ikke var bange for at blive citeret.

Men det er langt de fleste, uanset om de er expats eller qataris. Udlændinge smides ud, og de indfødte mister job og position ved dissens, så folk er følgelig forsigtige med at sige noget til citat, hvad jeg skulle erfare de næste dage.

Hvor jeg tillige hørte om karakteren af emirens politiske opposition, der ikke just er sekulær. Som bloggeren Sultan al-Khulaifi, der i blev hentet af sikkerhedstjenesten i marts, angivelig på ordre fra Qatars anklagemyndighed.

Den konservative kritik

Ifølge arabiske menneskerettigheds-netværk, bl.a. Alkarama (værdigheden), blev Khulaifis hus stormet, hans hus og bil ransaget og han selv ført bort med magt til en ukendt adresse og uden at årsag, anholdelsen, endsige sigtelse eller tiltale blev offentliggjort.

På den anden side gav årsagen sig selv — Khulaifi, en konservativ islamist, bloggede ikke kun om fraværet af menneskerettigheder i emirens smørhul, herunder anholdelsen af tre andre menneskeretsaktivister, han kritiserede også emirens »islamiske moral« — hans mest sårbare punkt.

Qatars officielle religion er en aflægger af Saudi-Arabiens wahhabi-islamisme, men mere moderat — ingen selvbestaltet islamisk ord-ensmagt prygler ugudelige, som det er tilfældet i det store naboland. Men der holdes øje med sædeligheden, og alkohol udskænkes kun på de internationale hoteller og kun til expats. I hotelbarer legitimerer man sig med nøglekort eller id, der dokumenterer, at man ikke er indfødt. En regel, der blev indført efter en skandale for nogen tid siden, hvor purunge qatari-piger smed niqab’ens sorte ornat, der tildækker legeme og ansigt, og slog gækken løs i lårkort. Så støjende, at ordensmagten blev tilkaldt og blamagen blev offentlig.

Men hvad episoden viste var ikke kun diskriminationen af unge qatari-kvinder, der er normen på den arabiske halvø, men emirens tolerance over for vestlige expats uden hvilke hans smørhul ville være ilde stedt, da de udgør mere end 90 pct. af den samlede arbejdsstyrke og tre fjerdele af en befolkning på 1,6 mio. Denne balancegang mellem pragmatik og moral styrer emirens ageren i stort og småt og er målområde for kritik, ikke fordi den er konservativ, men fordi den ikke er konservativ nok. Som bloggeren Sultan al-Khulaifi, der — som Amnesty International anførte i en protest mod anholdelsen — »i høj grad er kritisk over for Qatars sekulære tilgang til regeringsførelse og tolerance over for Israel og Vesten«.

Amnesty International citerede desuden endnu et rygte, der verserer i Doha om et kupforsøg mod emiren, hvor 66 ’personligheder’, heraf 16 medlemmer af hans egen al-Khalifa-klan (der tæller ca. 2.500 individer) skrev under på, et han havde »tabt sin legitimitet« som følge af »hans politiske tendens til at læne sig op ad Israel og Vesten«.

»Men«, som en vestlig diplomat sagde over en frokost i en befæstet Doha-compound beboet udelukkende af expats, »alt, hvad vi hører her, er rygter. Så det, vi gør, er at sammenligne dem.«

Kupforsøget kunne naturligvis ikke bekræftes, og muligvis har det aldrig fundet sted. Derimod er bloggeren »for længst løsladt«, fortæller en chefredaktør — i et lidt irriteret tonefald, som om jeg havde spurgt ind til en fnugget bagatel.

Da en bekendt kører mig ad brede motorgader til mit første interviewmøde, udpeger hun en mur til venstre, bag hvilken man skimtede lave bygninger. »Det er et af emirens paladser«.

Jeg peger på en ringmur med cylinderformede hjørnetårne til højre, ikke 200 meter fra emirens residens.

»Det palads ligner et fængsel?«

»Det er et fængsel.«