Kriser opfatter vi som midlertidige forstyrrelser. Det er noget ubehageligt, der skal overvindes, så vi kan vende tilbage til den daglige orden. Vi kender det til hudløshed fra de tilbagevendende større og mindre økonomiske kriser. Det gælder også politiske kriser — og de ægteskabelige med for den sags skyld. En balance er blevet forrykket og skal genfindes.
Med kriserne i EU-samarbejdet er det anderledes. De har lige fra begyndelsen fungeret som en særlig dynamisk drivkraft i udbygningen af samarbejdet, fordi det fra begyndelsen byggede på en kombination af en højtflyvende vision og jordnær pragmatisme. Tilbage i 1950, hvor det hele begyndte, var visionen at skabe et så integreret samarbejde mellem de europæiske lande, at det ville stille sig hindrende i vejen for en ny, stor krig på det europæiske kontinent.
Stål og kul
Men de første byggesten lå langt fra højtflyvende resolutioner om unionsplaner og etablering af nye overnationale organer. De første seks lande begyndte helt nede på jorden med at etablere en fælles styring af deres kul- og stålproduktion. På dette smalle fundament er der siden lagt lag på lag af nye samarbejdsområder. Flere gange er det sket, fordi man havnede i en krise eller er stødt ind i et problem, der kun kunne løses ved at brede samarbejdet ud. Den frie bevægelighed af arbejdskraft, varer og kapital har f.eks. gjort det uomgængeligt også at samordne store dele af erhvervs- og arbejdsmarkedslovgivningen og at etablere en fælles pengepolitik, herunder den fælles mønt. Men hver gang man har løst et aktuelt problem med yderligere samordning, har man samtidigt lagt kimen til yderligere, fremtidige problemer, som kræver endnu mere integration. Status quo er ikke en option. Det reelle alternativ til yderligere integration er at gå baglæns, dvs. at opgive dele af det hidtidige samarbejde.
Det gælder også håndteringen af den aktuelle finansielle krise. EU’s økonomiske håndsrækning til de overforbrugende, gældsplagede sydeuropæere er nødvendig for at opretholde den fælles pengepolitik. Men en sådan ’udligningsordning’ mellem Nord- og Sydeuropa kan ikke opretholdes uden en finanspolitisk EU-styring af medlemslandenes offentlige udgifter. Sidste uges beslutning om en ’finanspagt’ er et første skridt i den retning. Men væsentlige yderligere skridt forudsætter en europæisk fællesskabsfølelse, som er svær at få øje på.
Uden fundament
Det var måske lettere for 62 år siden, da det skelsættende initiativ til det europæiske samarbejde blev taget i skyggen af 2. verdenskrigs gru. I dag opleves truslen om en ny europæisk krig fjern og uvirkelig for de fleste af os. Og der er ikke i mellemtiden skabt et andet og mere nutidigt fundament at bygge det europæiske skæbnefællesskab på.
Derfor står de europæiske politikere over for et svært valg. Enten at fortsætte det fælles projekt mod europæisk enhed på et meget tyndt grundlag. Eller at løbe risikoen for, at det hele forfalder. Spørgsmålet er, om den finansielle krise og dens følgevirkninger blandt os europæere opleves som så alvorlig, at også denne krises dynamik kan give afsæt til en forsat udbygning af samarbejdet.
Kommentarer