ROM — Unge italienerne må vænne sig til at skifte job. Ifølge Italiens premierminister, Mario Monti, er det »monotont« altid at bestride det samme job. Udtalelsen faldt i et tv-program i forrige uge og har vakt debat om forholdene på det italienske arbejdsmarked. Den nuværende lovgivning gør det sværere for de unge at vinde indpas på arbejdsmarkedet, hævder Monti:

»Italienerne og de unge er som regel for skeptisk indstillet over for forandringer og mobilitet,« uddybede den italienske regeringsleder i et interview med avisen La Repubblica og tilføjede:

»Det er positivt at blive udfordret af forandringer i løbet af ens liv, det er stimulerende. For at kunne give de unge et arbejde er det nødvendigt at yde lidt mindre beskyttelse til dem, der allerede er beskyttede eller næsten fredede, mens der er andre, der befinder sig i en ekstremt prekær situation, der næsten minder om trældom.«

Den nye italienske regering vil afskaffe en bestemmelse i arbejdsmarkedslovgivningen, paragraf 18, som giver fyrede lønmodtagere ret til at indbringe deres sag for en domstol og gøre krav på genansættelse eller erstatning, hvis de får medhold i, at afskedigelsen er uberettiget. I 2011 blev 20 lønmodtagere genansat som følge af denne regel, som kun omfatter en tredjedel af arbejdsstyrken. I 1996 blev der indført tidsbegrænsede kontrakter, som langt de fleste unge lønmodtagere er ansat på. Investorer bliver afskrækket fra at satse på italienske virksomheder på grund af arbejdsmarkedslovgivningen, mener Monti, mens regeringens kritikere hævder, at problemet snarere er organiseret kriminalitet, korruption og lang sagsbehandlingstid i bureaukratiet og retsvæsnet. Monti fremhæver fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked som vejen frem:

»Forbilledet er Danmark, selv om vi dog ikke alle sammen skal til at være danskere.«

Idylliske forestillinger

I den politiske debat i Italien bliver la Danimarca idilliaca, det idylliske Danmark, ofte brugt som eksempel på et idealsamfund. Men ifølge den 33-årige ph.d. i politologi Matteo Toaldo er det kun fleksibiliteten, der interesser den italienske regering:

»Vi kan ikke stole på løfterne om et bedre socialt sikkerhedsnet på et tidspunkt, hvor krisen har bragt landet på fallittens rand. Bedre offentlig transport og flere børneinstitutioner er forudsætninger for fleksibilitet,« siger Mattia Toaldo til Information og påpeger, at Italien og Grækenland er de eneste EU-lande uden mindsteløn:

»Jeg tror ikke, at mere fleksibilitet skaber mere arbejde. Problemet er snarere det meget lave lønniveau. Jeg har tre jobs og tjener i alt 1.500 euro om måneden (11.100 kr., red.), hvoraf halvdelen går til husleje. Hvis jeg bliver afskediget, får jeg ingen understøttelse og vil i løbet af blot en måned blive tvunget til at forlade min lejlighed.«

Også sociologen Luciano Gallino mener, at henvisningerne til dansk velfærd er misvisende:

»Der er mange misforståelser, hvad angår flexicurity. De danske statistikker bliver lavet på en måde, så den reelle arbejdsløshed bliver skjult. De, der har mistet deres arbejde og bliver sendt på efteruddannelse eller kursus på et jobcenter, tæller ikke med. Det er dog ikke sikkert, at de efterfølgende finder plads på arbejdsmarkedet, og derfor må de betragtes som arbejdsløse. Heller ikke førtidspensionister regnes med. Således har Danmark i 2011 angivet et arbejdsløshedstal på fem pct., men ifølge pålidelige skøn er den reelle arbejdsløshed på helt op til 15 pct.,« udtaler Gallino til den italienske fagbevægelses hjemmeside rassegna.it og tilføjer:

»Den ekstreme fleksibilitet på det danske arbejdsmarked får hvert år omkring 30 pct. af de beskæftigede til at skifte job og måske også flytte. Men Danmark er et lille land. Tænk på, hvilken effekt det ville have i Italien, hvis 30 pct. af de beskæftigede (seks mio. personer) hvert år skulle flytte bopæl på en halvø, som er 2.000 km lang. Alle disse aspekter bliver helt ignoreret i den italienske debat.«

Denne artikel er anbefalet af: