Arafat vandt en vigtig omgang i spillet om, hvem der er den svage part i den palæstinensisk-
israelske konflikt, da EU’s regeringschefer efter topmødet i Berlin offentliggjorde den hidtil stærkeste erklæring om støtte til oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat.
Udover den umiddelbare diplomatiske succes, som den palæstinensiske præsident, Yassir Arafat hermed indkasserer efter sin diplomatiske rundtur i Europa og USA - aldrig har det været tydeligere, at Arafat bliver taget alvorligt på højeste plan - er det Palæstinensiske Selvstyres forhandlingsposition blevet styrket.
Først og fremmest fordi det afgørende spørgsmål, om der skal være et Palæstina, er blevet reduceret til en teknikalitet: Når forhandlerne sætter sig til bordet efter det israelske valg for at tage fat på de såkaldt endelig-status-drøftelser, vil Israel være det eneste land, som aktivt modarbejder en palæstinensisk stat. Og USA og Mikronesien de eneste lande, som ikke offentligt har støttet oprettelsen af en sådan stat.
For det andet fordi Clinton i sidste uge lovede Yassir Arafat at presse en tidsramme igennem for forhandlingerne og de europæiske regeringsledere tre dage senere markerede, at 12 måneder bør være denne ramme.
For det tredje: Selv om de europæiske regeringsledere klart foretrækker, at parterne forhandler sig frem til en løsning, står der ingen steder i Berlin-erklæringen, at forhandling er den eneste vej frem. Tværtimod understreges, at Israel ikke har ‘veto’ angående palæstinensisk selvbestemmelse.
Dermed er der åbnet en ny mulighed for, at EU’s medlemslande anerkender en palæstinensisk stat om et år - uanset, hvad Israel måtte mene om den sag til den tid.

Det israelske dagblad Ha’aretz refererer kilder i det amerikanske og europæiske diplomati for sige, at EU’s erklæring er udarbejdet i et uformelt samarbejde med USA.
Formålet er dels at dulme de palæstinensiske frustrationer over, at Netanyahus regering ikke har opfyldt sin del af Wye-aftalen fra oktober sidste år.
Dels at rejse en stige, så Arafat kan kravle ned fra den trækrone, hvor han sidder og - afhængig af tilhørernes temperament og overbevisning - lover eller truer med at udråbe den palæstinensiske stat den fjerde maj (den femårsdag som Oslo-aftalens satte som tidsramme for forhandlingerne om Vestbreddens og Gazas fremtidige status).
Både den amerikanske, de europæiske og de arabiske nabolandes regeringer er nemlig overbeviste om, at Netanyahu bliver styrket ved det isralske valg d. 17. maj, hvis Arafat gør alvor af sin trussel om at udråbe en palæstinensisk stat. Og overbeviste om, at fredsprocessen i så fald går helt i stå.
Hverken EU’s regeringsledere eller USA’s præsident siger direkte, at de helst ser Netanyahu forflyttet til de meniges rækker i Knesset. Men Clinton antyder det i næsten fornærmende grad, ved at nægte at mødes med den israelske premierminister - mens Yassir Arafat har haft fornøjelsen af at mødes med sin gode amerikanske ven hele tre gange siden Wye-forhandlingerne i oktober.
Samme signal gav vicepræsident Al Gore, da han afviste at møde Netanyahu på det økonomiske topmøde i Davos, og Madeline Albright, da hun afviste at møde Ariel Sharon, som sidste måned var i Washington. Man skal nok heller ikke regne med, at Hillary Clinton, der lige nu rejser rundt i omegnen, smutter inden om Israel.

Så det er ikke underligt, at Benjamin Netanyahu reagerede på EU’s regeringslederes erklærede støtte til en palæstinensisk stat, som en mand, der er trængt op i en krog, og maler den store fanden på væggen, for at skræmme sine forfølgere:
“En sådan stat vil være i stand til at oprette en stor hær, bruge den ubegrænset, indgå alliancer med regimer, hvis mål er at udrydde Israel, og fungere som en base for stigende terrorisme mod Israel,” sagde han.
Udover den totale mistillid, som Netanyahu dermed viser de palæstinensere, som han til andre tider insisterer på, at han er villig til at forhandle fred med, så er hans udtalelse et forsøg på at generobre rollen som spillets svage part fra Arafat.
Med direkte sigte på Tyskland, som har formandsskabet for EU, vred Netanyahu kniven om i europæernes dårlige samvittighed og beklagede, at, “Europa, hvor en tredjedel af det jødiske folk omkom, prøver at gennemtvinge en løsning, som bringer staten Israel i fare.”
Svaghed og magtesløshed spiller nemlig lige så stor rolle som styrke og magt i Israels mirakuløst-tragiske historie: Lige så fantastisk det er, at det jødiske folk, som var forfulgt, truet af udryddelse og aldeles magtesløst for et par og halvtreds år siden, i dag har deres egen stat og en stærk hær - lige så sørgeligt er det, at denne magt bruges til at skrive endnu et kapitel af de stats- og retsløses lange historie, denne gang med palæstinenserne i rollen som de magtesløse.
Udenrigsminister Ariel Sharon var da heller ikke i stand til at synge med på magtesløshedens melodi, og besvarede Berlin-erklæringen med at gentage den israelske regerings trusler om, at Israel vil gengælde en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat - uanset om den bliver udråbt om en måned eller om et år - med øjeblikkeligt at sætte israelske styrker ind i Vestbredden og Gaza.
Arafat har endnu ikke offentligt afblæst selvstændiggørelsen den fjerde maj. Men EU og USA har givet ham muligheden for at trække sine løfter så værdigt tilbage, at hans politiske bagland ikke eksploderer - så det gør han snart.
En palæstinensisk stat vil også have det dårligst mulige udgangspunkt, så længe de fundamentale problemer ikke er blevet løst: hvordan skal vandressourcerne fordeles, hvad med alle de palæstinensiske flygtninge og de jødiske bosættelser på Vestbredden, og hvad skal der ske med Jerusalem?