BERLIN — I et tv-interview, der mandag aften blev sendt i både Frankrig og Tyskland, diverterede Europas to førende politikere med gensidig smiger.
»Jeg nærer beundring for fru Merkel,« sværmede den franske præsident og slog kærligheden fast med syvtommersøm: »Vi vil følge Tysklands eksempel.«
Angela Merkel kvitterede med tilsvarende forsikringer om loyalitet:
»Jeg støtter Nicolas Sarkozy på alle ledder og kanter, fordi vi tilhører partier, der er venner.«
Det ligner en politisk kærlighedserklæring, men alliancen mellem regeringscheferne i Berlin og Paris kan ende med at give bagslag i deres respektive hjemlande.
»Hvad Sarkozy angår, kan man mistænke ham for at skyde sig selv i foden. Når man læser den franske presse, er man ikke begejstret for hans kærlighed til Tyskland. Man kan forestille sig en modreaktion, også hos hans egne vælgere,« siger Tanja Börzel, EU-ekspert ved Jean Monnet-centret, Freie Universität Berlin.
Ifølge Ulrike Guérot fra tænketanken European Council of Foreign Relations skal Merkels indblanding i den franske valgkamp imidlertid ses som et signal om, at den europæiske offentlighed fremover må vænne sig til, at nationale valg ikke længere er en nationalsag:
»Hvis logikken er, at vi vil have et budgetfællesskab og fælleseuropæiske statsobligationer og en delvis opløsning af national suverænitet med hensyn til finansloven, giver det særdeles god mening at signalere over for både franskmænd og grækerne, for den sags skyld, at enhver national valgafgørelse har konsekvenser for hele Europa,« siger Ulrike Guérot og betegner det som en historisk situation for kontinentet.
’Pinlig tv-optræden’
På trods af den historiske alvor vækker Merkels støtte til Sarkozy, der endnu ikke officielt har annonceret sit kandidatur, betænkeligheder hos ledende oppositions- politikere i Tyskland. Den socialdemokratiske formand Sigmar Gabriel betegner Merkels tv-optræden som »pinlig«, mens Jürgen Trittin fra De Grønne vurderer, at Merkel skader de tysk-franske relationer ved at støtte »en præsident, der står med ryggen mod muren«.
Selv om et fransk-tysk samarbejde ikke er et særsyn i Europa, vidner Merkels uforbeholdne støtte til Sarkozy om en usædvanlig sammensmeltning af politiske interesser, der rækker videre end tidligere samarbejder mellem eksempelvis Mitterrand og Kohl eller Giscard og Helmut Schmidt, vurderer Tanja Börzel.
»Tidligere har Merkel altid betonet, at hun gør den slags som CDU-formand. Ved mandagens fælles tv-interview understregede hun, at hun sad der som kansler.«
Det er samtidig blevet nemmere for Merkel at støtte Sarkozy. Trods mindre uenigheder om eksempelvis private kreditorers rolle i den græske gældssanering har den franske præsident i løbet af krisens udvikling bøjet sig for Merkels ønsker om at indføre gældsbremser i EU-medlemslandenes forfatninger. Sarkozy har desuden givet afkald på tidligere krav om, at den europæiske centralbank skulle købe statsobligationer, hvilket den tyske regering har været imod. I det seneste par måneder er uenighederne blevet mindre, og Frankrig har nærmet sig Tyskland.
Ifølge Tanja Börzel er Sarkozys kurs langtfra risikofri:
»Det vil mange franskmænd se skeptisk på,« siger Tanja Börzel.
Vil gå imod finanspagt
Vinder Sarkozy endnu en embedsperiode, kan Merkel imidlertid vinke farvel til eventuelle problemer, der måtte opstå i kølvandet på en valgsejr til Sarkozys direkte rival, socialisten Francois Hollande, som i øjeblikket ligger pænt i meningsmålingerne. I tilfælde af sejr til de franske socialister er der lagt i kakkelovnen til en konfrontation mellem Frankrig og Tyskland.
Til Merkels misfornøjelse går Hollande nemlig til valg på en genforhandling af den finanspagt, som Merkel og Sarkozy møjsommeligt har forhandlet på plads som en reaktion på den græske gældskrise. Blandt andet går Hollande ind for fælleseuropæiske statsobligationer som kur mod eurokrisen. Samtidig vil han sænke pensionsalderen i Frankrig fra 62 til 60, hæve offentlige lønninger og gennemføre en ekspansiv vækstplan. Alt sammen kolliderer med finanspagtens retningslinjer.
»Selv om det juridisk ville være muligt at tilbagerulle finanspagten, ville det politisk set være meget uklogt,« siger Tanja Börzel. »Der ligger meget valgkampretorik bag. Naturligvis har en socialistisk præsidentkandidat sværere ved at understøtte en finanspagt, der i højere grad sigter på at skabe budgetdisciplin end på at stimulere vækst. Men at træde ud af finanspagten ville få massive konsekvenser for Frankrigs position i forhold til de internationale finansmarkeder.«
Ny fransk ansvarlighed
Mens Merkel således har en klar interesse i at forhindre Hollande i at komme til fadet, ser Nicolas Sarkozy alliancen med sin tyske kollega som en genvej til at demonstrere ansvarlighed i lyset af en alvorligt svækket fransk økonomi.
»Den nylige nedjustering af den franske kreditværdighed spejler den økonomiske situation i Frankrig. Det svækker ikke blot Frankrig økonomisk, men også politisk, og efterlader også Sarkozy svækket, fordi der er tale om resultaterne af hans økonomiske politik. Af den grund er det mit indtryk, at han nu træder frem og vil gennemføre reformer for at vise, at han har forstået, at en ny politik efter tysk model er nødvendig.«
I går afslørede nye tal, at det franske underskud på handelsbalancen i løbet af 2011 er vokset til 69,6 mia. euro. De alvorlige udsigter har i den senere tid styrket Sarkozys beundring for den tyske vækstmodel og den eksportbaserede økonomi samt ikke mindst de tyske arbejdsmarkedsreformer, der under navnet Hartz IV blev gennemført af Gerhard Schröder i midten af forrige årti.
Ved mandagens ministerkabinetmøde i Paris præsenterede Merkel og Sarkozy sig som en enig front under diskussionerne af en eventuel græsk statsbankerot, der på grund af græsk genstridighed i forhandlingerne med trojkaen bestående af EU-Kommissionen, ECB og IMF bliver stadig mere sandsynlig.
Derfor foreslog Merkel og Sarkozy i går at etablere en separat konto i tilfælde af vedtagelsen af yderligere lån til Grækenland. På den måde vil trojkaen sikre sig, at grækerne betaler af på deres gæld før dækningen af statslige udgifter.
Meldingen er blevet modtaget med vrede af græske politikere, der udlægger forslaget som et angreb på Grækenlands nationale suverænitet.
Kommentarer
Med den konservative tyske kanslers overraskende beslutning om at deltage i den franske præsidentvalgkamp til fordel for den konservative kandidat og mod den socialistiske kandidat har europæisk politik taget det første skridt imod en udpakning og normalisering af det politiske landskab i Europa. Europæisk politik har forlængst antaget karakter af indenrigspolitik, men er blevet dikteret af de stærkeste nationalstater i ministerrådet. Med Merkels initiativ åbnes der op for, at politiken fremover bestemmes i en kamp mellem højre og venstre på europæisk plan og ikke i en kamp mellem nationalstaterne. Hun siger selv, at initiativet er naturligt, da hun og Sarkozy tilhører ‘samme familie’. Fint, det er det, der er brug for, en opdeling i politiske familier på tværs af Europa. Merkels indblanding i franske forhold bør derfor hilses velkommen og følges op af et krav om fuld bestemmelsesret til Europaparlamentet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, vi har før haft grænseoverskridende politisk engagement, f. eks. kendes sætningen “Arbejdere i alle lande, forén Eder”.
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_poli…
Jeg tror nu Merkels indblanding i Frankrigs præsidantvalgkamp er udtryk for desperation. Hun og Sarkozy har fået et skæbnefællesskab, de kæmper som heste så blodet springer for at undgå euroens endelige sammenbrud, så alle midler må i brug.
Denne kommentar er anbefalet af:
At politik og præsidentvalg nu krydser grænser og alliancer opstår er vel blot udtryk for, at EU bevæger sig mod en overnational statsdannelse, hvilket euroen blot var det første instrument til. For dem der ønsker denne udvikling er gældskrisen som opfundet til lejligheden
Nationalisme….det er sgu mig, der er gift med en tysker og har boet i München.
Det kunne jo også tænkes - sarkasmefont aktiv - at jeg faktisk kender det land, ved hvad tyskerne mener om os - og andre europæere - fordi jeg tit og ofte har siddet og snakket politik med medlemmer af dén stamme.
Lad være med at slynge om dig med ord, du ikke forstår og som ikke passer.
Påstanden om at EUs politik og konstitution skulle være mere neoliberalistisk end Danmarks egen mangler desuden realt grundlag. Det er EU modstander spindoktori - ikke andet
Robert O. Jensen,
Så er det da underligt, at flere og flere grækere (og med dem flere og flere borgerlige økonomer) hælder til den overbevisning, at Merkels “løsning” på vejen ud af den finansielle suppedas, Grækenland er havnet i, støtter grækernes egne chancer for at løse dilemmaet, som rebet støtter den hængte.
Men grækerne er jo heller ikke, som du og jeg, blevet spurgt, om de ønskede at skifte deres nationale møntfod ud med den EURO, som Merkel for enhver pris ønsker at bevare og beskytte for at beholde sin position som EURO-zonens svar på jernladyen Margaret Thatcher.
Det er politik Grete, et spørgsmål om hvem og hvilke kræfter vælgerne giver magten - ikke andet
EU er en politisk kamplads akkurat som de enkelte lande er det
At EU er en politisk kampplads, behøver du ikke at fortælle mig, Robert.
Det har jeg vidst siden 1972, da Unionstanken var en “død sild” og vi skulle skræmmes ind i det store forkromede Europæiske Fællesmarked for at sikre eksporten af bacon og smør til UK.
Hvor mange danskere tror du besværede sig i 1972 med at læse Romtraktaten, før de gik i stemmeboksen og satte deres kryds?
Jeg kender ikke ret mange (andre andre end mig selv og andre nejsigere) fra dengang, der gjorde sig den ulejlighed frem for bevidstløst at slå deres lid til De forenede danske Landboforeninger, Dansk Arbejdsgiverforening og LO-pampernes unisone reklamefremstød for at lokke “Mads og Maren i Kæret” med på den galej.
Det er de samme, der vil, og nu vil de igen. Går den, så går den.
Og hidtil er det jo gået meget godt, som manden sagde, da han sprang ud fra 127. etage og hang i luften ud for den tyvende. .
Overnationalt samarbejde er fremtiden, som opner op for global indflydelse og multiculturelt demokrati og samarbejde. Nationalstaten repræsenterer fortiden, fort Danmark. Små nationalstater, som alle europæiske lande er per definition, har ingen eller begænset global indflydelse. Kun EU giver mulighed for global indflydelse, uden EU overlader vi den globale scene til store nationer som Rusland Indien KIna og USA.
Danmark er en landsby i en global virkelighed, kun EU giver os mulighhed for indflydelse på denne globale virkelighed.
EU skal forbedres ved at man vinder folkelige flertal for forbedringer og demokratiseringer,
P.P.S. Robert,
“Danmark er en landsby i en global virkelighed, kun EU giver os mulighed for indflydelse på denne globale virkelighed.”
Pas på at du ikke kommer til at holde idealets blå-gule stjernebanner så højt, at du taber jordforbindelsen komplet.
Hvor ser du idealer? Jeg ser ikke idealer, men en verden hvor verdensmarkedet dominere og vil dominere i tiltagende grad. Jeg ser realiteter, globaliseringen er kommet for at blive og videreudvikle sig, det er rialiteter - ikke idealer!
vores opgaver er at sikre et minumum af indflydelse på den udvikling, og det kan vi ikke på nogen anden måde end gennem overnationalt samarbejde.
Sår er der miljøproblermene - de kender ikke nationale grænser - og de kan kun løses via overnationalt samarbejde. Det er realiteter, det er virkeligheden.
Vi kan ikke opløse virkeligheden og vælge os en anden
Robert:
Vi kan ikke opløse virkeligheden og vælge os en anden
Det er jo det, du lige gør.
Når du taler om miljøproblemerne - hvor mange af dem er så et produkt af CAP og af det indre marked?
Dine plusord er ganske enkelt lamme. Hvor lang tid har EU f.eks. vidst, at der var brugt industriel silikone i brystimplantater?
Og - så skulle der vælges mellem beskyttelse af nogle tusinde kvinder og beskyttelse af en fransk medicinalvareproducent.
Du må selv gætte på, hvordan det gik.
I øvrigt skylder du mig stadig en undskyldning.
“Vores opgave” - hvem er det “vi”, du taler om?
Det “vi”, hvis historiske opgave er at sikre det sammensurium af nationaliteter, sprog og kulturer, Den europæiske Union består af, “et minimum af indflydelse” på livsvilkårene på en klode, der hverken er mere eller mindre “global”, end den har været i al den tid, du og jeg har vandret på den?
Det er en ærlig sag lade sig friste til at se bort fra ubehagelige kendsgerninger, man ikke bryder sig om at konfrontere, men med realitetssans har det ikke meget at gøre.
Du tror da vel ikke for alvor på, at fru Merkels genistreg af en fællesuropæisk finanspagt er løsningen på andet end de problemer, der kan ende med at koste hende kanslerposten ved det næste ordinære valg til Forbundsdagen?
“Vi kan ikke opløse virkeligheden og vælge os en anden.”
Nej, det skal guderne vide, at vi ikke kan. Men det ikke forbudt at tænke sig om, før man lægger sit beskedne lod i vægtskålen til fordel for den ene eller den anden part i et slagsmål om, hvem der skal betale regningen for et kuldsejlet politisk prestigeprojekt som indførelsen af en fælles møntfod i en så politisk og økonomisk uhomogen alliance som Den europæiske Union.
I dag er det grækerne, der står med ryggen mod muren. I morgen kan det meget vel blive os, hvis Angela Merkel og Nicolas Sarkozy får det ud af deres politiske rænkespil, som de lægger op til at få.