Det mentale frysepunkt

John le Carré-filmatiseringen ’Dame, konge, es, spion’ er en exceptionelt sober film om de bistre funktionelle alkoholikere, der skulle beskytte os under Den Kolde Krig

Skuespil. Med Gary Oldman (t.h.) i front får man lejlighed til at se en række stortalenter arbej-de, blandt andre danske David Dencik (t.v.).

SF Film

I midten af 1970’erne hænger den britiske efterretningstjenestes ry i laser. Russerne infiltrerer den tilsyneladende så let som ingenting, og da en mission i Ungarn ryger af sporet, leder det ad omveje til, at agenten med det brutalt ironiske navn Smiley (Gary Oldman) skal finde ud af, hvilket medlem af inderkredsen, der er ’muldvarp’.

John le Carrés roman Dame, konge, es, spion er i Tomas Alfredsons kyndige hænder blevet til en af den slags uhyre gennemarbejdede film, der suger tilskueren ind i sit univers. Desværre, fristes man til at sige, skønt det ville være unfair. For hvor nedslående en oplevelse filmen på mange måder er, kan man ikke andet end beundre de massive mængder talent, der ligger bag. Sjældent har disse anmelderøjne set så betagende ussel og uskøn en verden af melankoli og paranoia. En verden, hvor et lidt støvet look og nuancer af grå og brun dominerer, og hvor der er lige så langt mellem solstrålerne som mellem de sunde menneskelige relationer.

Banale øretæver

Præcis hvad det er, der får filmens agenter ud af sengen om morgenen, er svært at sige, men fædrelandskærlighed ville være et dårligt bud. Med et råt og regnfuldt London som baggrund ligner det hele et stort, mudret dobbeltspil, hvor ingen deltager har mulighed for at vinde noget. Filmen rummer dermed heller ikke antydningen af nostalgisk længsel efter en tid, hvor fjenden var lettere at identificere end i vore dage. Næppe tilfældigt er et af de få symboler på patriotisme, vi ser, ren kitsch: To bulldog-porcelænsfigurer svøbt i Union Jack.

Det er skuespil, snarere end skuddueller, der driver Dame, konge, es, spion. Med Gary Oldman i front får man lejlighed til at se en række stortalenter arbejde, blandt andre danske David Dencik. Uden disse stortalenter var det næppe heller gået, da dramaet altså primært udspiller sig mellem sammenbidte mænd med diskrete armbevægelser.

I en bestemt scene fanger Alfredson lige på kornet, hvor hærdet (hvis ikke direkte afstumpet) den midaldrende Smiley er blevet: En af hans yngre kollegaer begynder at tæske løs på en anden, og uden skyggen af bestyrtelse beordrer Smiley med en minimal gestus en tredje kollega til at sætte en stopper for det. Det er tydeligvis bare another day at the office.

Anti-Bond

Fælles for agenterne er, at deres utvivlsomt jobrelaterede sjælekvaler med allerstørste selvfølgelighed dulmes med rigelige mængder hård sprut. Sjældent har den berømte britiske stoicisme taget sig mindre heroisk ud.

Er man vaks, kan man i øvrigt spotte nu 80-årige le Carré som en af gæsterne ved efterretningstjenestens julefest. Det er i samme scene, at vi får en humoristisk vinkel på temaet om det hullede Jerntæppe i form af en julemand iført Lenin-maske, der leder forsamlingen til at bryde ud i sang — på russisk!

Forklaringen på filmens overbevisningskraft skal ud over dens tekstur og eminente skuespillerpræstationer findes i dens detaljerigdom, som når nogen har skrevet ’Do not disconnect!’ på væggen bag et elektrisk apparat. For da slet ikke at nævne det skilt i efterretningstjenestens elevator, der advarer brugerne mod at få »hovedet fanget« (i dørene). Den kommer mere end en enkelt ombæring for sent.

I år er det 50 år siden, at den første James Bond-film ramte lærredet. Hvor mange drengedrømme dette kulørte sex- og martini-univers har drejet i efterretningsretningen, er ikke godt at vide. I Dame, konge, es, spion, derimod, er agenttilværelsen altså i ret bogstavelig forstand falmet, og den fremstår akkurat så attraktiv som et svovlsyrelavement.

 

Dame, konge, es, spion. Instruktion: Tomas Alfredson. Manuskript: Bridget O’Connor og Peter Straughan. Fransk, britisk og tysk (en række biografer landet over)

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Der var jo hele tiden trusselen om at lortet skulle ryge i luften. Og officielle ikke-relationer som krævede uoficielle relationer for at holde den sidste tråd af kommunikation kørende. Da ellers hele lortet sandsynligvis netop ville være røget i luften.

Det kan være det var dét der fik dem op om morgenen. I såfald langt mere heroisk end det dér vattede begreb fædrelandskærlighed.

anbefalede denne kommentar