Det er velkendt grund, den britiske instruktør James Watkins betræder i sin gyserfilm, The Woman in Black, der er baseret på en bog af Susan Hill, og engang i 1980’erne blev filmatiseret til tv. Heldigvis er instruktøren ikke interesseret i voldsomme, pågående og blodsprøjtende effekter, men i stemningsbåret, gotisk gys, som bedst skabes med en bevægelse set ud af øjenkrogen, et utydeligt ansigt i et vindue og titlens kvindeskikkelse i sort. Hovedpersonen i The Woman in Blacker den unge enkemand og advokat Arthur Kipps (Daniel Radcliffe), som efterlader sin lille søn hos barnepigen i Victoria-tidens London, fordi han skal ordne en afdød klients papirer i en afsidesliggende landsby. Arthur finder ud af, at spøgelset af en vred og ulykkelig kvinde hjemsøger landsbyens beboere, og han begynder at grave i de ulykkelige begivenheder bag.
The Woman in Blackbyder på flere pludselige chok, og der er stemning og snigende uhygge i filmen, som er noget så sjældent som en gammeldags spøgelseshistorie med et såre menneskeligt og psykologisk udgangspunkt. Der kunne dog godt være mere kød på historien, og selv om Daniel Radcliffe (kendt som Harry Potter) gør det udmærket som Arthur Kipps, er han trods alt lidt for ung til rollen som sørgende enkemand.
The Woman in Black. Instruktion: James Watkins. Manuskript: Jane Goldman. Britisk (En lang række biografer landet over)








Kommentarer