Opslag til denne artikel

Emneord:krig, militær, statskundskab, strategi
Personer:Carl von Clausewitz
Steder:Afghanistan, Danmark, Irak

Tiden nærmer sig, hvor vi må gøre boet op efter Irak- og Afghanistankrigene. I den anledning skrev min kollega professor Sten Rynning en udmærket kronik i Information den 30. januar. Hans hovedpointe er, at den danske debat om krigene styres af jura, mens krigens politiske mål forbliver dunkle. Spørgsmålet er imidlertid, om det er så enkelt at få de politiske mål til at styre krigen.

Vil man have et svar, er det værd at konsultere den tyske krigsfilosof Carl von Clausewitz.

En af Clausewitz’ mest kendte doktriner er, at »krig er forlængelse af politik men iklædt andre midler.« Krig kunne således være et politisk middel, men udgør i sig selv et andet middel. Den pointe er fatal. Og den er afgørende.

Clausewitz skrev efter napoleonskrigene det digre værk Om krigen, som er for krigsforståelse, hvad Biblen er for kristendommen. Her viser Clausewitz, at politik kun kan styre krig i begyndelsen og i slutningen. Det politiske system kan iværksætte krige. Derefter forløber krige, som krige nu gør. De kræver sit og sine.

Til slut, når alt er gået anderledes end planlagt, når der er brugt langt flere ressourcer, brugt flere penge og flere mennesker er blevet ødelagt, end de politiske strateger i deres vildeste fantasi har drømt om, vil det politiske system ikke brødføde krigen med flere ressourcer. Så begynder politik igen at styre. Soldaterne får rettigheder. Modstanderne får rettigheder. De pårørende råber op og får ret til indsigt og indsigelser. Skattebetalerne siger nej. Medierne udstiller fadæserne.

Overmod

Desværre er der mange beslutningstagere i Danmark, Storbritannien og USA, der ikke har formået at gennemtænke Irak- og Afghanistankrigenes scenarier med Clausewitz.

Den daværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld udtalte i 2003, at Irak ville blive en »cakewalk«. I dag er der 19 selvmord blandt amerikanske soldater — om dagen. Ca. 6.000 om året. Dobbelt så mange som antallet af dræbte 11. september.

Læg dertil de tidligere soldater, der er endt som alkoholikere og narkomaner, over 100.000 hjemløse krigsveteraner og et utal af rystede pårørende.

Bush og Fogh gik ind i to krige og satte i næsten eventyrlig stupiditet skatterne ned imens. Samtidig sænkede deres centralbanker renten. Resultatet er forudsigeligt og velkendt — det har det været i mere end 500 år: Finanskrise.

Antallet af amerikanske soldater, der har taget livet af sig efter at have deltaget i Vietnamkrigen, er højere end de 56.000, der blev dræbt under Vietnamkrigen. Soldater bliver ikke helte af at have været i krig. De bliver til tragedier.

Krigen er en kamæleon

I sit store værk Om krigen fra 1832 viste Clausewitz, at krigen rummer tre former for vekselvirkninger. Den første består i, at man begynder en kamp om baser, erobringer, grænser og nedkæmpelse af materiel. Den anden i, at parterne kommer i kamp med modparter, der kan identificeres og nedkæmpes. Den tredje i, at kampene forsøges afgjort hurtigst muligt. Alle tre former forskyder sig, og krigen bliver en kamp om ressourcer, forsyninger og nedslidning. Om finanser og kredit og offentlig støtte.

Samtidig kommer krigen til at handle om, hvem der overhovedet er parter og modparter: Soldater bliver til partisaner klædt i civil. Børn, mødre og pårørende inddrages. Soldaterne nedslides psykisk, når de udsendes anden, tredje og fjerde gang. Det samme gør deres familier, og til sidst bryder de sammen.

Sidst men ikke mindst bliver krigen til en krig om tid, altså om hvor lang tid krigen skal fortsætte, udskydes og vare ved.

Krig er risikabel. Krigen skifter farve, »som en kamæleon«, siger Clausewitz. Ét er altså at have en stor hær udsendt i to måneder, noget helt andet at have to store hære udsendt i 10 år. Den bliver ustyrlig.

Lige præcis det havde de strategiske eksperter advaret om allerede før 11. september. Krigen bliver til en såkaldt asymmetrisk langtrukken krig. En sådan krig kan den stærke part paradoksalt nok ikke vinde. Man vidste det. Scenariet var allerede gennemanalyseret.

Lyttede ikke til historien

Resultatet af en sådan krig er ikke efterstræbelsesværdigt. Det ved man også fra historien. Briterne havde lært araberne at føre den type asymmetrisk guerillakrig mod Osmannerriget under Første Verdenskrig. Resultatet blev briternes fatale opdelinger af Osmannerriget, med nye lande og befolkninger, der ikke vil anerkende grænser og dominansforhold.

Da man efter 11. september besluttede at intervenere i Afghanistan, forskød krigen sine grænser. Al Qaedas baser blev hurtigt opløst, men krigen forskød sine grænser ind i Pakistan såvel som ind i de små hjem i USA’s mindre velstillede befolkning og videre ind i de mindre velkonsoliderede banker for derfra at ramme hele den vestlige verden.

Det politiske system tænker tilsyneladende altid i overoptimistiske scenarier. Men hvor var Forsvarskommandoens og Forsvarsakademiets advarsler tilbage i 2001, 2002 og 2003? Kunne de virkelig ikke deres Clausewitz? Regeringerne i de politiske systemer vil gerne vise handlekraft og demonstrere kontrol. Men de kan ikke og vil ikke tænke negativt. De kan ikke tænke i risici og worst case-scenarier.

Som den israelske militærekspert Martin van Creveld har sagt, talte det militære establishment sig »helt blå i hovederne om den såkaldte revolution i militære anliggender«. Denne såkaldte ’Revolution in Military Affairs’ (RMA) skulle, gennem et input på tusinder af milliarder kroners investeringer i it-isenkram og materiel, sikre sejren. Forkortede akronymer som RMA, GWOT (Global War on Terror) og WHAM (Winning Hearts and Minds) fløj om hovederne på de taktiske eksperter, og de følte vist, at de kunne sikkert vinde Anden Verdenskrig endnu en gang.

De var fantastiske til at kommunikere med sig selv, men anede ikke, hvordan kommunikationssystemer fungerer.

Modparten behøvede imidlertid blot gødning og mobiltelefoner for at stikke en kæp i strategernes hjul og trække krigen i langdrag.

Jura er vigtig

Churchill, der var ansvarlig for mange frygtelige scenarier i nedkæmpelsen af Osmannerriget, lærte åbenbart af sine fejl. Den 13. maj 1940 sagde han i hvert fald berømte ord om, at det eneste han kunne love i den aktuelle krig var »blod, slid, sved og tårer«. Den tidligere danske regering havde ikke samme visdom. Den bildte danske soldater ind, at de »kunne gøre en forskel«. Mange af dem tror, at det er derfor, de er i det Afghanistan, der helt forudsigeligt bryder sammen i et inferno af ingen ved hvad, når amerikanerne igen trækker sig ud.

Krig fører til blod, slid, sved og tårer. Med Clausewitz’ ord er »krigen ikke noget tidsfordriv, ikke beregnet til lyst, til vovemod og til heltegerninger, intet værktøj til begejstring; krigen er et alvorligt middel til et alvorligt mål.«

Problemet er, at midlet tager magten over de politiske mål, indtil det hele er blevet så nedslidt og det politiske hykleri så infamt, at krigens virkelighed indhenter krigens egen abstrakte logik og får stoppet det vanvittige brug af ressourcer. På det tidspunkt sætter politikken grænser for krigens ressourceforbrug.

Danmark gik med i en bundulovlig Irakkrig. Problemet med ulovligheden af det, Bush kaldte præventiv krigsførelse, er, at den type krigsførelse kan skabe præcedens for hvad som helst.

Derudover løj man beviseligt. Og derfor er det magtpåliggende at få den slags stoppet og dømt, og gerne med rigsretssager. I det mindste for fremtidens skyld. Det er trods alt også gigantiske forbrydelser mod menneskeheden, vi taler om.

Hvem tager ansvaret for krigenes millioner af tragedier? Det er der nogen, der skal gøre. Og det er derfor, det juridiske efterspil er så vigtig en del af den danske krigsdebat.

 

Gorm Harste er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet

Denne artikel er anbefalet af: