Det tog måneder at forhandle en tekst til en FN-resolution om den syriske krise på plads, og så endte bestræbelserne alligevel i en total fiasko, da Kina og Rusland valgte at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet sidste lørdag. Det til trods for at Marokko på vegne af Den Arabiske Liga fremlagde resolutionsforslaget, og at lande som normalt stiller sig skeptiske over for vestlige interventioner, som f.eks. Indien og Sydafrika, stemte ja. Hvis Brasilien havde været medlem af Sikkerhedsrådet, ville det uden tvivl også have bakket op om Syrien-resolutionen.

Det eneste, man med sikkerhed kan sige om resolutionens fald, er, at det internationale diplomati har storsvigtet i en situation, der krævede sammenhold, ekstrem bevågenhed, vilje til kompromis og handlekraft. Syrien er ikke alene en humanitær krise af uhyggelige dimensioner med utrolige menneskelige lidelser; den væbnede konflikt risikerer endvidere at blive forvandlet til en veritabel borgerkrig i et nabolag af stor geopolitisk strategisk betydning — en lang borgerkrig, som kan inddrage Tyrkiet, Iran, Irak, Libanon og Israel.

Når man tager ibetragtning hvor meget der stod på spil i lørdags og hvor lang tid diplomater i FN havde prøvet at findes fælles fodslag, er det fristende at konkludere, at man denne gang bør undlade at lægge hele skylden på den obsternasige side, altså på de evindelige syndebukke, Rusland og Kina. Ja, disse to stormagter er tilbøjelige til at tage mere højde for deres egne nationale interesser og suverænitet — begge stater regerer over multietniske befolkninger — end andre stormagter i Sikkerhedsrådet i denne type krise. Vi så det med Kinas åbenlyse støtte til den sudanesiske centralregering, alt imens den nedkæmpede oprørerne i Darfur-regionen. Kinas industri er ekstrem afhængig af importeret energi, og Sudan ville hellere end gerne sælge sin olie.

Nu optræder Rusland ikke overraskende i samme rolle i Syrien — dens sidste allierede i Mellemøsten, hvor den tidligere supermagt plejede at øve næsten lige så meget indflydelse som USA. Russernes eneste udenlandske flådebase ligger i den syriske havneby Tartus. Den russiske ordrebeholdning på våben bestilt af Syrien løber op i fem mia. dollar. Hertil skal lægges Ruslands tab af våbenordrer fra Libyen til en værdi af 4,5 mia. dollar og 13 mia. dollar fra Iran (på grund af sanktioner). Økonomisk set har Kina langt mindre på spil i Syrien. Beijings veto er derfor nok så meget en sympatistemme med Rusland som en uartikuleret protest mod, hvad det kinesiske styre opfatter som Vestens slet skjulte bestræbelser på at effektuere regimeskifte i Syrien og andre steder.

For at forstå lørdagensvetoer er det således nyttigt at trække en linje tilbage til Ruslands og Kinas erfaringer fra Libyen, Darfur og Jugoslaviens opløsning i 1990’erne. På Balkan gik Moskva først stiltiende med til etableringen af humanitære korridorer, FN’s sikkerhedszoner, flyveforbud og til sidst luftangreb på serbiske stillinger i Bosnien. Men som tiden gik, løb Rusland sur i det. USA og de europæiske NATO-lande mente, at de i kraft af deres militære overlegenhed omkostningsfrit kunne se bort fra Ruslands interesse i at beskytte sin hovedallieret Serbien. Det er noget, man ikke har glemt i Moskva.

Erfaringerne fra Libyen er mere nærværende. Her gik Rusland og Kina med til at undlade at nedlægge et veto mod resolution 1973, der bemyndigede FN’s medlemstater til at oprette en flyveforbudszone over Libyen. Man kan indvende, at regeringerne i Beijing og Moskva var naive, hvis de havde forestillet sig, at et flyveforbud ville bløde Gaddafi op og bane vej for en dialog og en politisk løsning på konflikten. Men kendsgerningen er, at NATO soleklart strakte resolutionsteksten langt hinsides den oprindelige intention. USA, Europa og nogle arabiske stater valgte klart side i konflikten og effektuerede et regimeskifte i Libyen.

På denne historiske baggrund er det derfor ikke spor besynderligt, at Kina og Rusland er blevet mere varsomme med deres stemmeafgivning i Sikkerhedsrådet. I denne omgang ville de have udstedt garantier for, at den foreliggende resolution ikke åbnede for en håndfast indgriben som f.eks. våbenleverancer til den syriske frie hær, oprettelsen af humanitære korridorer nær Tyrkiet, et flyveforbud (der er rygter om at Assad-regimet vil indsætte kamphelikoptere) og i sidste instans militær intervention.

Den garanti blev ikke indbygget i resolutionsteksten. Det kan der være gode grunde til. Uden pres vil Assad næppe træde tilbage og lade en neutral politisk leder mægle mellem de stridende parter. Men hvorfor kunne afstemningen ikke vente, indtil Ruslands udenrigsminister aflagde besøg i Damaskus mandag? Hvad har de 13 lande, der stemte ja, egentlig fået ud af denne FN-eksercits andet end en større risiko for total borgerkrig og flere menneskelige lidelser? Sikkerhedsrådet er en konsensusklub; når det en enkelt gang i en sag af stor betydning kommer til åbenlys splittelse, ved vi, at noget er gået virkelig galt. Det var desværre tilfældet sidste lørdag.

Denne artikel er anbefalet af: