Det frygtløse sandhedsvidne

Når det gælder journalistisk mod og humanistisk heroisme, er der ikke mange på niveau med Anna Politkovskaja. Fra 1999 til 2006 var hun engageret og undersøgende reporter for Novaja Gazeta — en beskeden avis, men Ruslands farligste oppositionsmedie. I sit virke for at blotlægge skyggesiderne ved Vladimir Putins Rusland skabte hun sig mægtige fjender. Derfor var det heller ikke overraskende, at det gik som det gik: En oktoberdag i 2006 blev hun med fem pistolskud mejet ned ud for elevatoren i sin opgang. En grumset politiefterforskning bragte siden mistænkte for en dag og førte til anholdelser. Hvem der bestilte mordet, og hvad motivet var, henligger dog fremdeles i mørke. Om den fulde sandhed nogensinde kommer frem er tvivlsomt, men Politkovskajas familie og flere menneskerettighedsaktivister er ikke i tvivl: Medarbejdere i de russiske statssikkerhedspoliti var involveret i mordet.

Nu foreligger på dansk et udvalg af Anna Politkovskajas artikler fra denne perioden, deriblandt muligvis også de, der førte til drabet på hende. I bogen er også medtaget de sidste tekster, hun skrev. Det er rystende og dystre skildringer, som viser, hvor stærke kræfter hun var oppe imod. At de begivenheder, der omtales ikke er dagsaktuelle længere, betyder mindre. Selv efter alle disse år fungerer disse tekster fremragende som belysning af mekanikken i ’systemet Putin’, der er forblevet intakt frem til i dag, og i næste måned bliver Putin atter overboss i Kreml efter en periode som premierminister.

Dybsort sarkasme

Hvad udvalgets artikler optegner, er frem for alt et skærende misforhold mellem statspropaganda og virkelighed, der synes indgroet og kronisk. At læse disse fremadskridende afsløringer som døgnets dokumenter — sådan som de blev skrevet, artikel for artikel, i kampens hede i en fortsat journalistisk proces — gør stoffet mere medrivende og nærværende, end hvad nogen bagudskuende ’samlet fremstilling’ ville kunne præstere. Politkov-skajas skrivestil er præget af dybsort og tilintetgørende sarkasme. En svaghed kan dog være, at hendes artikler har karakter af partsindlæg. Indimellem klinger det rethaverisk eller endda paranoisk og konspiratorisk. Som læser ved vi ikke altid, om hendes påstande, antydninger og konklusioner har vist sig at stå til troende. I det omfang noget sådant overhovedet kan afklares — det er sikkert ikke let — kunne forlaget godt have anført dette. I stedet har man nøjedes med en i øvrigt god og personlig indledning af Ruslandskenderen Vibeke Sperling, der var god bekendt af Anna Politkovskaja.

Bogen indledes med et miniessay, der blev fundet i Politkovskajas computer efter hendes død. I dette definerer hun de såkaldte koverny — ’klovnejournalister’. Herved forstår hun den aktuelle generation af systemtro russiske journalister, der ser det som deres fremmeste opgave at underholde offentligheden og glorificere status quo. Journalister, som ikke indordner sig derimod, bliver ikke blot til pariaer, men udsat for giftmordforsøg, vilkårlige anholdelser og dødstrusler per telefon eller mail. Hun afviser også den falske romantik, som nogen vil forbinde pariajournalistens rolle med. »Jeg ser ikke mig selv som politisk nævekæmper,« skriver hun, men som en »strandet delfin« — »jeg hader denne livsform«, hedder det.

I bogen fremstår Putins Rusland som et gennembrutaliseret og gennemkorrupt samfund, hvor de institutioner, der skal forestille at opretholde demokrati og retsstat — politi, domstole, statsapparat — nok har nominel eksistens, men i absurd grad er præget af løgnagtighed, kriminalitet og magtinstrumentel voldsparathed. Grellest udfolder dette sig i forhold til de ubegribelige helvedestilstande i den nordkaukasiske konfliktzone, hvor russiske sikkerhedsstyrker og deres af Kreml indsatte tjetjenske allierede i stor stil terroriserer civilbefolkningen. Det er ikke en bog for sarte sjæle. I Politkovskajas optik bliver krigen i Tjetjenien til et regulært folkemord med massehenrettelser, massevoldtægter, mordbrande, ligskænderi, knuste testikler, elektrochok, ører, der flås af, fingre, der bliver mast i dørkarme osv. Tjetjeniens aktuelle hersker, den Kreml-tro Ramzan Kadyrov, betegner hun som en »retarderet«, der ynder at »ophidse mennesker, som var de kamphunde«.

Den vantro bøddel

Kvalmende er det lange midterafsnit om retssagen mod ’Kadetten’, en morderisk torturbøddel fra indenrigsministeriets specialstyrker. Igennem sin ihærdige dækning af denne sag bidrog Politkovskaja til at fastholde et offentligt fokus, og for en sjælden gangs skyld blev en straffesag ført til doms, trods mange krumspring fra retsmyndighedernes side, deriblandt den intimiderende tilstedeværelse af indenrigsministeriets politibøller under selve retssagen. Politkovskaja må hjælpe retten med bevismateriale, der ’bliver væk’, men som hendes avis til alt held har i kopi, og andre aldeles uønskede, men afgørende oplysninger til identifikation af gerningsmænd. Den vantro bøddel ’Kadetten’, der ustraffet truer hende på livet flere gange, har svært ved at fatte, at retshandlingerne til sidst ikke længere er tomt teater, og at det system, han mente at tjene eksemplarisk, pludselig ofrer ham. Hans overordnede, derimod, går fri.

Anna Politkovskaja er også pletten under gidselaktionen i et teater i Moskva i 2002, hvor hun med »bævende knæ« forsøger at forhandle med de tjetjenske terrorister om at skåne børnene blandt gidslerne. Sidenhen forsøger hun at bore i aktionens tragiske forløb, hvor sikkerhedsstyrkernes forkludrede overrumplingsangreb ender med over 100 dræbte. Det forbliver ved en antydning af, at efterretningstjenesten havde forhåndskendskab til aktionen, men valgte at lade den passere, fordi det kunne udnyttes politisk. Der er ikke noget som truende terrorisme til at styrke sikkerhedsapparatets anseelse og beføjelser.

Hjem i ruiner

I andre artikler portrætterer hun de trøstesløse tilstande i det russiske sundheds- og socialvæsen, hvor de svageste ikke har en chance. Bevægende er skildringerne af de pensionister, hvis hjem i Grosnij blev lagt i ruiner af russiske bomber — nu må de i deres høje alder hutle sig igennem som trappevaskere i Moskva. Stærkt står også et portræt af moderen til en norsk sygeplejerske, som blev dræbt på en Røde Kors-mission i Tjetjenien.

Som afslutning på denne lidet flatterende skildring af det russiske samfund bringes en række rørende erindringsglimt og hyldestvidnesbyrd fra journalistkolleger, familie og venner, deriblandt fra Anna Politkovskajas mand, Aleksandr Politkovskij, om denne kompromisløse kvinde, som ofte brød sammen i gråd og angst. Hun ønskede blot at gøre sit arbejde som journalist — at søge sandheden og at nægte at lyve — så godt som muligt. Det kom hun i sidste ende til at betale den højeste pris for. Ikke desto mindre satte hun et inspirerende eksempel til efterfølgelse, som vil blive stående i lang tid. Som Salman Rushdie skrev ved hendes død: »Vi vil blive ved med at læse Anna og lære af hende i mange år frem.«