Opslag til denne artikel

Emneord:handicappede, prostitution, sex, sundhed

’Handicappede skal da have støtte til at gå til prostituerede. Sex er en del af deres seksuelle praksis, og det er et helt afgørende led i deres livsudfoldelse og sundhed.’

Sådan lyder kerneargumenterne fra tilhængerne af, at offentligt ansatte pædagoger og plejepersonale hjælper handicappede med at finde vej i prostitutionsjunglen.

Gemt bag argumenterne ligger en ny tematisering af forholdet mellem sundhed og seksualitet. Den gør seksualiteten til en del af det sunde liv og sundheden en del af seksualiteten. Fornægtes seksualiteten, fornægter man dermed det sunde liv.

Seksuel sundhed handler derfor om at fremme sundhedsmæssige aspekter af seksualiteten, men at bruge seksualitetens opnå sundhed. Seksualiteten bliver en selvfølgelighed, hvis rolle man ikke kan fornægte.

Problemet opstår, når seksualitet ikke adskilles fra seksuel udøvelse: Afståelse fra sex eller mindsket seksuel udøvelse anses pludselig for at være usundt. Rationaler som naturlighed, trang og frustration bruges til at påvise den ubalance og risikobetonede usundhed, som manglende seksuel udøvelse fremtvinger.

Debatten om handicap og prostitution står midt i dette morads af grundlæggende rationaler og idealer. Derfor er det naivt at koge spørgsmålet om en revideret vejledning til seksualitet og handicap ned til et spørgsmål om det moralske eller umoralske i formidling af prostituerede. Problematikken handler i langt højere grad om, hvordan vi anskuer sundhed, menneskets behov og dets evne til at distancere sig fra naturen.

Ind til videre har debatten dog ikke tydeliggjort de idealistiske lag. I stedet florerer den pragmatiske vinkel: Handicappede har også drifter.

Forsludret vejledning

En vigtig del af grundlaget for debatten om handicap og seksualitet er Socialministeriets vejledning Seksualitet — uanset handicap fra 2001. Den vejleder om håndteringen af seksualitet i forhold til handicappede og tematiserer oplysning samt hjælp og støtte til selvhjælp.

Vejledningen indledes med en indføring i handicappedes rettigheder. Dette punkt er helt afgørende, fordi det er grundlaget og retfærdiggørelsen for de praktiske forslag til pædagoger og støttepersoner.

Her fremgår det, at »i FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede (standardregel nr. 9) understreges det, at mennesker med nedsat funktionsevne skal have mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold på linie med andre mennesker, og at de i denne forbindelse skal støttes gennem lovgivning samt med relevant rådgivning«.

Socialministeriet bruger altså FN til at blåstemple den danske politik på området.

Problemet er imidlertid, at der er tale om en gigantisk fejlfortolkning af FN’s dokument. En fejlfortolkning, der har haft enorme konsekvenser for litteraturen om handicap og seksualitet. Den oprindelige FN-tekst fra 1994 lyder:

»Mennesker med handicap må ikke nægtes mulighed for at opleve deres egen seksualitet, have seksuelle forhold og blive forældre. Idet der tages hensyn til, at mennesker med handicap kan have svært ved at blive gift og stifte familie, bør de enkelte lande støtte oprettelse af relevant rådgivning. Mennesker med handicap skal have samme adgang som andre til svangerskabsforebyggende midler samt til oplysning i tilgængelig form om deres seksuelle funktion«.

En række fejltagelser springer i øjnene, når man sammenligner med Socialministeriets vejledning.

For det første har 2001-vejledningen ændret kravet om ikke at blive nægtet muligheder for seksualitet til, at mennesker med nedsat funktionsevne skal have mulighed for seksuel udfoldelse. Socialministeriet har altså vendt den negative formulering til en positiv. Konsekvensen er, at rettigheden, som skulle beskytte handicappedes seksuelle udfoldelse, omdannes til et krav om at have mulighed for seksuel udfoldelse. Seksualiteten er blevet til en naturlig drift, der skal aflastes for at undgå indre ubalance.

For det andet sondres der i FN-dokumentet mellem egen udfoldelse af seksualitet og oplysning. Seksualitet og muligheden for at stifte familie er en rettighed, man ikke må nægtes, mens adgang til oplysning om seksualitet og svangerskabsforebyggelse er en rettighed, som handicappede har på lige fod med andre.

Det er denne sondring, Socialministeriet har fejlfortolket: FN billiger ikke en ret til seksuel udfoldelse i forhold til nogen. Der er ikke en standard for, hvilke seksuelle ydelser man som minimum har krav på.

I 2001-vejledningen dyrkes seksualiteten i forhold til en normalitet — kravet handler om seksuelle forhold på lige fod med andre. Der fastlægges altså en klar norm for seksuel udøvelse i livsudfoldelsens navn.

Ret til driften?

Tankegangen fra 2001-vejledningen har bidt sig grundigt fast i den danske debat om handicap og seksualitet. Det ser man f.eks. tydeligt i bogen Handicap som krydsfelt, som Videnscenter for Bevægelseshandicap udgav i 2009. Ifølge forfatteren præges debatten af en unuanceret konflikt mellem to humanistiske lejre. På den ene side står omsorgen for det handicappede menneske med seksualitet og behov for udlevelse, på den anden opfattelsen af, at prostitution er udnyttelse.

I bogen skyder formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, med skarpt på Københavns Kommunes afvisning af 2001-vejledningens opfordring til at benytte sig af prostituerede.

»I vejledningen (Socialministeriets) er der et grundlæggende menneskesyn, og det er det, Københavns Kommune nu gør op med. Igennem tiderne har vi altid arbejdet hen imod, at alle mennesker skal have samme rettigheder, og den handicappede skal om nødvendigt hjælpes til denne ligestilling. Men her fratager vi nogle mennesker en ret til at have en seksuel identitet og aktivitet. Det er et alvorligt rettighedsproblem.«

Citatet viser præcis, hvordan misfortolkningen af FN’s dokument forplanter sig. Fejllæsningen har skabt et konfliktrum mellem rettigheden til og muligheden for aktivitet. Langvad forstår Københavns Kommunes afvisning som brud på nogle rettigheder, der er kulmination af århundredes ligestillingsarbejde. Man fratager handicappede en ret. Men der jo ikke tale om en rettighed til seksuel udøvelse. Der er tale om en ret til ikke at blive forhindret i sin seksuelle udfoldelse, og det er ikke det samme som at opstille et positivt ideal for seksuel udfoldelse og realisering.

Bredere debat

Debattens frugtesløse polarisering kunne brydes ved at tage stilling til de idealer, der ligger til grund for holdningerne. Hvis man vil tale rettigheder, har man dog det problem, at Socialministeriets vejledning fra 2001 har gengivet en rettighed fejlagtigt. Alene af den grund må vejledningen revideres grundigt — hvilket den i øvrigt er ved at blive.

Andre vil insistere på, at Serviceloven i forhold til voksne med nedsat funktionsevne sigter på at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse. Spørgsmålet er, om seksualitet er en del af den bestræbelse. Hvis den er det, hvordan stiller det så voksne, der ikke er handicappede, men har svært ved at engagere deres seksualitet? Vil man også her bruge det utømmelige sundhedsbegreb som argument for rettigheder og krav? For at finde dækkende svar på spørgsmålet om handicappedes seksuelle rettigheder, må man diskutere spørgsmål om sundhed, seksuel sundhed, seksualitet, natur og menneskelighed. Det handler bestemt om principper, men ikke kun om en moralsk afstandtagen til seksuelle idealer som Anders Haahr Rasmussen konkluderer i artiklen »Sexkrigen« (1. februar).

Debatten om prostitution og handicap hviler med andre ord på større diskussioner, der er relevante for alle. Det er værd at diskutere, hvorvidt det er en rettighed at udfolde sin seksualitet — og i givet fald inden for hvilke rammer. Legitimeringen kan ikke findes hos FN. Den skal findes andetsteds.

Nicolas Schunck er cand.pæd. i pædagogisk filosofi og fungerer som videnskabelig assistent på Forskningscenter GNOSIS, IUP (DPU), Aarhus Universitet

Fakta: Social­ministeriets vejledning

Af vejledningen Socialministeriets vejledning ’Seksualitet – uanset handicap’, som blev udsendt til kommunerne i 2001 fremgår det, at der må ydes hjælp til:

- oplæring til onani
- personer, der ønsker samleje med hinanden
- at kontakte en prostitueret