Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) bliver nedlagt som en selvstændig enhed i forbindelse med fusionen mellem Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Det siger direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith til Dagens Medicin.

IRF fungerer som især de praktiserende lægers vagthund. Instituttet forholder sig kritisk over for medicinalindustriens forskning og markedsføring og rådgiver de praktiserende læger om, hvilken medicin de skal udskrive til patienterne.

Ledende overlæge på Bispebjerg Hospital og medlem af redaktionskomiteen for IRF’s månedsblad Hanne Rolighed Christensen kalder udmeldingen for »meget trist«:

»Vi har i den grad brug for en instans, som giver uvildig og afbalanceret oplysning om lægemidler.«

Som Information i de seneste dage har beskrevet, sidder medicinalindustrien tungt på forskningen i lægemidler herhjemme. Ikke så sjældent er der brug for, at nogen kan forholde sig kritisk til industriens forskning og markedsføring. Der har IRF været vigtig, mener Hanne Rolighed Christensen.

»IRF har været lægernes bolværk imod medicinalindustriens markedsføring,« siger hun.

IRF sammenligner blandt andet medicinpriser og påpeger, hvis en sygdom kan behandles lige så effektivt med en billigere type medicin — til gavn for både patient og samfundet.

Dobbeltmoral

Det er endnu uvist, hvad der skal ske i forhold til de opgaver, IRF varetager i dag. Meningen er, at instituttets opgaver skal integreres i det nye store Sundhedsministerium, men det ligger fast, at IRF bliver nedlagt som selvstændig institution, og at stillingen som leder af instituttet — som har været ledig i flere måneder — ikke bliver genbesat:

»Det er meget svært at se det som andet end en nedgradering af området,« siger Hanne Rolighed Christensen, som mener, at det giver en øget styrke at have eget institut og egen leder.

Samme holdning har den tidlige leder af IRF, Jens Peter Kampmann:

»Det er helt forfærdeligt og meget forkert. Det er helt gakkelak. Politikerne står i fjernsynet og siger, at de gerne vil have uvildig, offentlig lægemiddelinformation, og så nedlægger de det, vi har — uden at sætte noget andet i stedet. Det har vi hørt før — det kaldes hykleri,« siger han til Dagens Medicin.

Hanne Rolighed Christensen mener, nedlæggelsen går »stik imod tidsånden«:

»I de seneste år er man netop begyndt at fokusere på, hvor vigtigt det er at have uvildig information. Ministre og andre har sagt, at nu skal der ske noget. Derfor er jeg forundret over, at man nedlægger IRF. Det hænger ganske enkelt ikke sammen med det, man har sagt tidligere,« siger Hanne Rolighed Christensen.

Også formand for de praktiserende læger Henrik Dibbern er kritisk over for lukningen. Hvis ikke samme funktion fremover bliver varetaget af andre instanser, vil der fremover blive udskrevet mere dyr medicin til patienterne, vurderer ham.

Tvivlsom kvalitet

Mindre bedrøvet er man i lægemiddelindustriens brancheorganisation, LIF:

»Jeg finder det helt naturligt,« siger viceadministrerende direktør i LIF Henrik Vestergaard, som er medlem af IRF’s styregruppe.

Han mener, at mange af opgaverne fortsat vil blive varetaget i Sundhedsministeriet, og at man blot mister sit brand, hvilket giver nye udfordringer.

— Man samfundet har vel mistet en vagthund?

»Jeg ved ikke, om man kan kalde IRF for en vagthund. De kom ofte med en spids og hurtig kommentar, men det er en lille institution, som har skullet gabe over meget. Derfor har kvaliteten af deres arbejde heller ikke altid været lige høj. Det kan den nye struktur måske bidrage til at gøre bedre,« siger Henrik Vestergaard.

I Lægemiddelstyrelsen er alle medarbejdere blevet bedt om ikke at udtale sig til pressen om sagen. I stedet henviser man til direktør Jytte Lyngvig. Hun henviser imidlertid til direktør for Sundhedsstyrelsen, Else Smith, som er på ferie og derfor heller ikke har mulighed for at svare på, hvad tankerne bag lukningen er. Styrelsens presseafdeling sender dog en mail med følgende udtalelse fra Else Smith:

»Institut for Rationel Farmakoterapi har stået for en masse vigtig rådgivning til bl.a. de praktiserende læger, men det arbejde har overlappet med opgaver i Sundhedsstyrelsen. Det arbejde lægger vi nu sammen i den nye Sundhedsstyrelse, og derfor vil der ikke fremover være et institut, der hedder Institut for Rationel Farmakoterapi, og den ledige direktørstilling vil heller ikke blive genbesat.«

Denne artikel er anbefalet af: