Tror du på, at taberdrengene findes?
Jeg kan ikke lide ordet taberdrenge. Jeg synes ikke, der er nogen, der skal stemples som tabere. Men der er nogle grupper af drenge, som har nogle særlige udfordringer i forhold til at klare sig i uddannelsessystemet. Der er markant færre drenge end piger, der får en videregående uddannelse, og drengene er f.eks. også overrepræsenteret i specialklasserne. Vi skal have drengene tilbage på uddannelsessporet, og vi skal sørge for, at færre drenge mistrives i skolen. Derfor vil regeringen sætte ind der med en helhedsorienteret indsats.
Hvad betyder ligestilling for dig?
Ligestilling bygger på ideen om, at alle mennesker er ligeværdige. Det betyder, at kvinder og mænd, piger og drenge, har lige muligheder. Ligestilling er, at den enkelte kan udfolde sig frit og forfølge sine drømme — uanset køn. For samfundet betyder det mere innovation, vækst og den bedste brug af det enkelte menneskes kompetencer og kvalifikationer. Derfor er ligestilling også sund fornuft og en vinderstrategi.
Man hører tit, at ligestillingskampen er slut i Danmark. Har vi ligestilling mellem kønnene?
Ligestillingskampen er ikke slut. Hverken i Danmark — og slet ikke globalt. Vi er nået langt i Danmark, men der er stadig store udfordringer. Det kønsopdelte arbejdsmarked, løngabet mellem kvinder og mænd, og en meget skæv barselsfordeling er blot et par af de største Og ikke mindst vold mod kvinder og handel med mennesker til prostitution.
Hvor skal der sættes ind efter din mening?
Vi skal sætte ind i forhold til arbejdsmarkedet, hvor udfordringerne er tydelige for eksempel i forhold til barsel og ligeløn. Vi skal bekæmpe vold mod kvinder og handel med mennesker. Og så skal vi bryde med de stereotype kønsroller, der er med til at påvirke kvinder og mænd, drenge og pigers valg og fravalg i livet — for det er her mange af problemerne opstår.
Er det for dig ligegyldigt med få kvinder i chefstillinger og få mænd på barselsorlov? Vil du ændre balancen eller synes du selv det handler mere om, at mænd og kvinder selv skal vælge, hvad de vil, som Venstre-ligestillingsministrene så ofte har fremturet?
Nej, det er bestemt ikke ligegyldigt. Der er ingen tvivl om, at der skal ske noget. I forhold til kvindelige ledere og kvinder i bestyrelser går udviklingen simpelthen for langsomt. Men det er også vigtigt for regeringen, at vi ikke bare trækker uovervejede modeller ned over hovedet på virksomhederne — og på kvinderne. Vi skal skabe en dansk model, der nyder bred opbakning. Kun på den måde kan vi skabe reelle forandringer på ledelsesgangene og i bestyrelseslokalerne.
Skal vi have øremærket barselsorlov til mænd?
Ja, vi skal. I Danmark tager mænd i dag kun 7,7 procent af den samlede barselsorlov. Erfaringerne fra de lande, der har valgt at øremærke, viser, at det er en stor hjælp for fædrene. Den betyder simpelthen, at fædrene undgår at blive stigmatiseret på jobbet og i deres omgivelser, når de ønsker at gøre brug af muligheden for at få en tæt tilknytning til deres barn. Og så er mere barsel til far ikke bare vigtig for fædres rettigheder, det har også en positiv effekt på ligestillingen i hjemmet og på arbejdsmarkedet.
Er målet på lang sigt 100 procent ligestilling?
Ja, hvis det betyder, at både kvinder og mænd har reelt lige muligheder for at leve deres drømme ud. Men det betyder selvfølgelig ikke, at kvinder og mænd skal gøres ens, eller at der nødvendigvis skal være en helt ligelig fordeling af mange kvinder og mænd i alle slags job.
Er kirke og stat adskilt om 20 år?
Nej. Der står i Grundloven, at staten skal understøtte folkekirken, og det bliver ikke ændret foreløbig. Og jeg synes faktisk, at det er en fin ordning. Det forhindrer i hvert fald ikke, at folkekirken kan og skal udvikle sig og efter min mening blive mere levende og åben.
Er der for mange kirker i Danmark?
Ja, det tror jeg. Men det er ikke mig, der skal bestemme det. Jeg tror, at de kirker, som i dag står tomme, skal bruges på noget andet. På noget levende, på glæde.
Dit parti er trukket pænt til højre økonomisk og socialt siden Nyrup-regeringens tid. Er det et fremskridt?
Jeg mener bestemt ikke, at Det Radikale Venstre er trukket til højre. Vi har altid været og vil altid være et økonomisk ansvarligt parti. Og når vi som i dag har en økonomisk krise, så bliver det nok tydeligt for alle, at vi har den holdning. Der skal simpelthen være styr på pengene i Danmark — også af hensyn til de svageste. Det er de svageste, der kommer til at betale regningen, hvis tingene flyder, og der ikke er styr på økonomien.
Bliver du ved med at skrive børnebøger?
Som minister har jeg desværre ikke så meget tid til at skrive som før og slet ikke de store bøger. Men jeg har dog i julen skrevet en lille børnebog, da det er mere overkommeligt med en presset kalender. Jeg elsker at skrive, og det giver mig rigtig meget energi. Og selvfølgelig er jeg meget glad for alle de reaktioner, jeg konstant får fra læserne. På en måde er mit skriveri med til, at jeg holder forbindelsen til den kreative side af mig selv og til børnene.
Hvis du skulle vælge en deltager fra ’Paradise Hotel’ at drikke en pina colada med — hvem skulle det så være?
Jeg ser ikke Paradise Hotel. Men hvis jeg helt selv måtte vælge, hvem jeg kunne drikke pina colada med på en strand, skulle det være Messi og George Michael. Verdens bedste fodboldspiller og verdens bedste sanger. Og hvis Birthe Rønn Hornbech har lyst til at kigge forbi, er hun velkommen.
Hvorfor kom du cyklende fra Amalienborg på sådan en gul Bullit-cykel, da du blev udnævnt som minister — er det ikke lidt poppet, et plat mediestunt?
Jeg kom cyklende, fordi jeg har cyklet hele mit liv. Jeg cyklede under valget, og det gjorde jeg selvfølgelig også efter valget. Lige nu cykler jeg ikke så meget på grund af vejret, men når vejret bliver godt igen, cykler jeg også igen.
Hvis du ikke skulle bo i Danmark — hvor så?
Så ville jeg bo i Tyskland. Jeg elsker Tyskland, og især Berlin og Sydtyskland. Jeg er dernede et par gange om året, og hvert andet år tager mit fodboldhold til Berlin og spiller fodbold med vores tyske venner.
Næste uge:
Katrine Marie Guldager
Forfatter Katrine Marie Guldager er aktuel med romanen ’Lille hjerte’ og svarer i den forbindelse på læsernes spørgsmål.
Send spørgsmål seneste tirsdag til








Kommentarer