Det er en almindelig anekdote om kulturforskelle: Du sidder i en båd med dit barn, din kone og din mor. Båden tager vand ind, den begynder at synke, og du er den eneste, som kan svømme. Spørgsmålet er nu: Hvem redder du først?
Det konventionelle svar for en dansker skulle være, at du først redder dit barn, derefter din kone og til sidst din mor. Barnet har næsten ikke oplevet livet endnu, det ville ikke være til at bære, hvis det døde. Din ægtefælle har formentlig stadig halvdelen af livet foran sig, og det vil for dit barn være et tragisk tab. Din mor har derimod hele livet bag sig, du elsker hende, du vil savne hende, men hun har efter al sandsynlighed udrettet det meste af det, hun skal udrette her i verden.
Men hvis man er vokset op med en anden forståelse af mennesket og livet, kunne man vælge anderledes: Så ville man sige, at moren skal reddes først. Man får aldrig en anden mor, og hun fortjener vores omsorg, fordi hun har draget omsorg for os. Det vil være forfærdeligt at miste en ægtefælle eller et barn, men man kan rent faktisk både få en ny kone og flere børn. Moren er derimod enestående, hun skal reddes først.
Den slags anekdoter inviterer altid en ensidig kulturalisme; de antyder, at de enkelte mennesker er funktioner af de kulturer, som de er vokset op i. Og det er de ikke.
Men anekdoten afspejler vedtagne opfattelser om, hvad der er det vigtige og det rigtige i tilværelsen. Og det er en social sandhed, at livet i den danske velfærdsstat bliver mindre og mindre værd, efterhånden som det skrider frem: Børn er nærmest hellige, mens der ikke er meget værdighed forbundet med alderdommen i velfærdsstaten. Hvor man andre steder til andre tider har anset ældre mennesker for værdige, vise og enestående, betragtes de i velfærdsstaten ofte som en belastning, som man roser andre for at tage sig af. Man betaler professionelle for den daglige omsorg — og det er et lavstatusjob. Det er ikke sjovt i Danmark at blive så gammel, så man ikke kan klare sig selv.
Kommissionen
Ældrekommissionens rapport, som blev fremlagt torsdag i denne uge, kan ses som dokument over det sene liv i velfærdsstaten. Hver femte dansker over 80 bor på plejehjem eller i plejebolig, det er omtrent 42.000 ældre danskere. Og man får gennem rapportens anbefalinger indblik i deres institutionsliv: De 43 anbefalinger, som kommissionen kommer med, er rigtige og sympatiske. Dem kan ingen være modstandere af. Det ubehagelige er, at de som anbefalinger ikke beskriver virkeligheden, som den er, men derimod som den burde være. Og når man sætter et mål for, hvordan virkeligheden burde være, har man naturligvis også erkendt, at sådan er den ikke. Anbefalinger er i det perspektiv også beskrivelser. Således lyder for eksempel et råd:
»Bleer er sidste udvej og må aldrig blive en erstatning for pleje«. Man forstår, at bleer ikke altid bruges som sidste udvej, og det hænder, at ældre mennesker får monteret en ble, fordi det sikkert belastede personale ikke har overskud til rigtig pleje. På samme måde gælder behovet for at eksplicitere, at ældre skal have »mulighed for at få frisk luft hver dag«. Det kan man heller ikke tage for givet.
En tredje anbefaling angår familie og venner: »Det skal gøres attraktivt for de pårørende at være på plejehjemmet«. Man forstår, at der skal skabes incitament ftil at motivere familien til at komme og besøge deres forældre eller onkler og tanter. Heller ikke det kommer af sig selv.
En fjerde anbefaling er uhyggelig: »Den døende må ikke uønsket være alene under livets afslutning«. Det sker altså, at folk, som ikke vil dø alene, kommer herfra alene. På trods af deres eget ønske dør de i ensomhed.
Den danske model
Det er på ingen måde skandaler, som skitseres i Ældrekommissionens rapport. Det afspejler noget, vi udmærket ved: Vores tilværelse er indrettet således, at vores egen familie tager sig af os som børn, i hvert fald om aftenen og i weekenderne, og professionelle tager sig af vores forældre, når de ikke længere kan tage sig af sig selv. Alle, der har forældre eller bedsteforældre på plejehjem, ved, at nogle ofte får besøg, mens andre ikke så tit får det. Sådan er det. Vi har også alle hørt skandalehistorierne om dem, der har ligget rigtig længe med ble, og dem, der ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed. Men vi ved også fra undersøgelser, som i øvrigt bliver refereret i rapporten, at de fleste ældre er godt tilfredse med livet på plejehjem eller i plejebolig.
Det er alligevel paradoksalt, at mens vores kultur er stærkt orienteret mod selvudvikling og selvdannelse, så ender tilværelsen med et liv, der tilsyneladende ikke er så meget værd. Livet begynder med en enorm værdi og ender ofte i ensomhed og uden meget værdighed. Det bliver på den måde et portræt af en model, som vi ellers til enhver tid hylder og kæmper for at bevare og konsolidere, at vi bliver nødt til at eksplicitere regler, der for andre ville være indlysende selvfølgeligheder.
Det kan godt være, at det store, politiske ’vi’ er stærke tilhængere af livet i den danske model. Men når man ser på Ældrekommissionens anbefalinger, er det svært ikke at skamme sig over døden i den danske model.
Kommentarer
Godt læst, Rune !
Det er dansk kultur at se verden ud fra sig selv, og jeg er ikke gammel lige nu, eller sindslidende lige nu, eller arbejdsløs lige nu
Denne kommentar er anbefalet af:
Undskyld men jeg forstår ikke helt Rune Lykkebergs udlægning af Ældrekommissionens rapport.
I mine øjne gentager den mest forslag, der allerede er fremsat flere gange om at give de ældre et mere aktivt liv på plejecentrene osv.
Det gør lidt ondt at læse denne artikel.
Manden har jo ret i, at livet åbenbart i Danmark bliver vurderet mindre og mindre værd, jo mere man har levet af det.
Det er en trist måde at vurdere levet liv på.
Denne kommentar er anbefalet af:
Rune Lykkeberg skræller endnu en gang det overfladiske af, så den hårde essens står tilbage til beskuelse.
Den danske model er i essensen grum. Inhumanitet, usolidaritet, egoisme, overfladiskhed, fravær af værdsættelse af andre, uansvarlighed, ansvarsaflæggelse, nydelses-fetichisme, fravalg af forpligtende fællesskaber, at lade som om at andre mennesker ikke er til, kortsigtede beruselser frem for kontinuert nærvær.
Den uforsonlige og hadefulde retorik der er blevet bemærket internationalt, er kulturelt betinget. Den råbende og infame tilgang til at ytre sig, er kulturelt betinget.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg synes det er mere komplekst en Rune Lykkeberg giver det udseende af.
I artiklen gåes der ikke rigtig ind i den demografi, vi faktisk har i Danmark lige nu, og som nødvendigvis påvirker vores tilgang til tingene.
Vi har masser af ældre. Vi drukner i ældre mennesker der skal plejes, og det bliver, så vidt jeg har forstået, ikke mindre de kommende år.
Når der er over X antal ældre mennesker for hver yngre menneske til at pleje dem, står man rent faktisk i netop den hypotetiske situation som Rune Lykkeberg skitserer i starten af artiklen. Bortset fra at man altså står for at skulle vælge hvilke af de ældre man kan nå at tage sig af, og hvilke ikke.
Det er på den baggrund kun i begrænset omfang rigtigt, at man vælger nogen ældre fra til fordel for en ægtefælle eller et barn. Og gud nåde og trøste os for at være så utaknemmelige at vi tror vi skal bruge vores liv på at føre arten videre og tage os af vore egne børn, uha da.
Som Esben Maaløe så rigtigt anfører, ser jeg nok situationen ud fra mig selv. Jeg er på nuværende tidspunkt ikke gammel, eller syg, etc. etc. etc.
Når det så er sagt så har jeg da sandelig tænkt en del over hvordan jeg skal tage mig af mine forældre når disse engang bliver plejekrævende. Jeg regner nemlig ikke med at der på det tidspunkt er ressourcer i samfundet til, at de kan komme på alderdomshjem.
Men hvorfor skulle de også det, hvis de kan være noget værd i familiesammenhængen? Som bedsteforældre, for eksempel, folk med erfaring, folk der har tid, mens vi andre - det må vi indse - render rundt og er voksne og ikke altid har det.
Det er sgu da et hammervigtigt bidrag!
Artiklen er på den baggrund i virkeligheden selv - og sandsynligvis utilsigtet - devaluerende i forhold til det bidrag, ældre kan komme med. Grundpræmissen i artiklen er, at de er som forsvarsløse børn, som man skal tage sig af og pleje og pusle for medlidenheds skyld. At i det øjeblik et menneske skal have hjælp til at nå om og tørre sig i røven, eller ikke længere kan løfte tunge ting eller gå særlig langt, så kan de heller ikke længere selv bidrage med noget.
Det er et ældresyn jeg tror mange ældre ret gerne vil have sig frabedt, og et menneskesyn som netop sætter den arbejdende, midaldrende producerende voksne i centrum af definitionen på, hvad det er at bidrage.
Ældre og børn producerer ikke noget, ergo bidrager de ikke.
Med andre ord, kapitalisme.
Denne kommentar er anbefalet af:
…dvs de producerer en masse, men der er ingen shareholders der tjener på det, ergo er det ‘ikke noget’.
Rune Lykkeberg forbigår fuldstændigt det faktum, at de 60-70 årige i dag er langt sundere og rigere end dem, der i dag er på plejehjem. De velstillede ældre bør i højere grad klare sig selv.
Jeg har også set statistikker der viser, at mange flere ældre end tidligere i dag bor i andre og bedre boformer end i de plejehjem den nu afdøde ældregeneration boede i. Mange bor i en for for ældrelejligheder evt. med små havestykker itl.
Jeg synes ærlig talt, at det er et større problem, at vi får flere og flere hjemløse. Når vi taler om fattige i Danmark hhv. under 60 år og under 40 år, er der ingen kære mor. Kun børnefamilier får en vis opmærksomhed.
Personer med psykiske lidelser, når aldrig på plejehjem, for deres levelader reduceres med 10-20 år.
Det er forfærdeligt at se mennesker lide af ensomhed. Men det gælder alle aldre. Vi har faktisk rigtig mange danskere, der føler sig alt for ensomme. Det er kulturelt bestemt og udtryk for både, at vi har alt for travlt og vi generelt er alt for navlebeskuende. Det er ikke et specifikt ældrefænomen.
Men det bør løses ved, at vi ændre vores kultur, så vi føler ansvar for hinanden. Ved at generationerne tager vare på hinanden, men også ved, at man ikke har venner efter princippet forbrug og smid væk. Hvor mange af os har ikke oplevet venner skride i en krisesituation? Og måske venner stå i kø i opgangstider. Vi vælger venner og skifter ud efter social status. Og det gælder alle sociale lag.
Det burde ikke være socialt acceptabelt. Ikke desto mindre hyldes de folk på vej op, der eferlader deres venner alene, fordi de nu ikke lige passer ind i dise mennesker fremadbrusende sociale status.
Ensomhed er et udbredt fænomen. Det er ikke kun et ældre-problem, og problemet skal ikke alene løses som et sådant.
Rune Lykkeberg forbigår fuldstændigt det faktum, at de 60-70 årige i dag er langt sundere og rigere end dem, der i dag er på plejehjem. De velstillede ældre bør i højere grad klare sig selv.
Jeg har også set statistikker der viser, at mange flere ældre end tidligere i dag bor i andre og bedre boformer end i de plejehjem den nu afdøde ældregeneration boede i. Mange bor i en for for ældrelejligheder evt. med små havestykker itl.
Jeg synes ærlig talt, at det er et større problem, at vi får flere og flere hjemløse. Når vi taler om fattige i Danmark hhv. under 60 år og under 40 år, er der ingen kære mor. Kun børnefamilier får en vis opmærksomhed.
Personer med psykiske lidelser, når aldrig på plejehjem, for deres levelader reduceres med 10-20 år.
Det er forfærdeligt at se mennesker lide af ensomhed. Men det gælder alle aldre. Vi har faktisk rigtig mange danskere, der føler sig alt for ensomme. Det er kulturelt bestemt og udtryk for både, at vi har alt for travlt og vi generelt er alt for navlebeskuende. Det er ikke et specifikt ældrefænomen.
Men det bør løses ved, at vi ændre vores kultur, så vi føler ansvar for hinanden. Ved at generationerne tager vare på hinanden, men også ved, at man ikke har venner efter princippet forbrug og smid væk. Hvor mange af os har ikke oplevet venner skride i en krisesituation? Og måske venner stå i kø i opgangstider. Vi vælger venner og skifter ud efter social status. Og det gælder alle sociale lag.
Det burde ikke være socialt acceptabelt. Ikke desto mindre hyldes de folk på vej op, der eferlader deres venner alene, fordi de nu ikke lige passer ind i dise mennesker fremadbrusende sociale status.
Ensomhed er et udbredt fænomen. Det er ikke kun et ældre-problem, og problemet skal ikke alene løses som et sådant.
Jeg synes at den i kommentarsporet forekommende kritik af Runes artikel forbigår det faktum at den ikke handler om de gamles værd, men det værd vi som samfund tillægger de gamle.
Essensen er at gennem de problemstillinger der bliver formuleret i rapporten, afsløres vort syn på ‘de gamle’.
Der er ingen vurdering af de ældres værd i artiklen, og der er ikke formuleret noget krav, andet end det iboende krav (som jeg ret beset ikke kan vide om Rune selv lægger i artiklen) at vi må fa’me se at holde på med at være så pisse-egoistiske.
Et krav der desværre ikke vil blive hørt af egoister, fordi det ikke er formuleret, men kun er underforstået, eller helt præcist: Kan underforståes.
Heinrich:
“Den danske model er i essensen grum. Inhumanitet, usolidaritet, egoisme, overfladiskhed, fravær af værdsættelse af andre, uansvarlighed, ansvarsaflæggelse, nydelses-fetichisme, fravalg af forpligtende fællesskaber, at lade som om at andre mennesker ikke er til, kortsigtede beruselser frem for kontinuert nærvær.”
Netop! og fravalg af forpligtende fællesskaber … spot on!
Sådan ææær Liberalismen …