3,5 millioner kroner i hånden og en besked fra lægerne om, at man sandsynligvis kun har få år tilbage at leve i. En situation der sætter gang i eksistensielle overvejelser. Frida Laursen valgte at leve sit liv videre, som det var. Hun byggede den store ridehal, hun altid havde drømt om, og fortsatte kampen mod kræften, som hun indtil det sidste nægtede at bøje sig for.
Frida Laursen voksede op i Otting, 15 kilometer vest for Skive. Hendes mor arbejdede som social- og sundhedsassistent, og hendes far var arbejdsmand i et byggefirma. De første to år af sit liv boede hun i en lejlighed i Skive, men for hendes forældre havde det aldrig været meningen, at deres børn skulle vokse op i en lejlighed. De ville bo på landet, med plads omkring sig og ikke med naboer for tæt på. Så Frida Laursen flyttede med sine forældre til landejendommen i Otting. Det var en vinkelejendom med beboelse i den ene ende og stald i den anden, og Frida Laursen tilbragte snart det meste af sin tid med familiens dyr — og særligt sin hest, Pjuske.
Lang vej til målet
Skolen interesserede hende ikke synderligt, og hun ville langt hellere bruge tid på at passe sine heste. Hun red lange ture med sin mor og havde aftaler med de lokale landmænd om, at hun måtte ride i kanten af deres grunde, så hun kunne bevæge sig frit rundt i lokalområdet. Da hun havde afsluttet 9. klasse, valgte hun at forfølge drømmen om at blive berider. En uddannelse, der kræver, at man tilbringer tid på en gård og kommer i lære hos én, der kan stå for oplæringen. Gennem en kontakt fra et ridestævne fandt hun en gård på Mors og flyttede som 16-årig hjemmefra og til gården. Men arbejdsdagene i stalden var for hårde og kedelige, og allerede efter få dage begyndte hun at få hjemve. Hun aftalte med sine forældre at holde ud i mindst en måned, men valgte så at droppe det og flyttede tilbage til forældrene i Otting.
Uden rigtigt at kunne bestemme sig skiftede Frida Laursen i de følgende år mellem forskellige uddannelser. Længe drømte hun om at blive dyrlæge, men valgte at droppe de planer, da hun alligevel ikke havde lyst til at flytte til København. Hun læste natur- og miljøteknologi, men da hun blev færdig, var de stillinger, der passede til uddannelsen, blevet nedlagt i amtet. Frida Laursen gik på det tidspunkt igennem en svær periode i sit liv, men det ændrede sig, da hun mødte Bo. Hun var i et stykke tid kommet fast hos Majbrit med sin hest, Moonlight, der var så ’umulig’, at professionel hjælp var nødvendig. Hesten var på mange måder Frida Laursens drømmehest, men nægtede kategorisk at gå i trailer, og Majbrit var den, der kunne løse det. Hos Majbrit stiftede hun bekendtskab med Bo, og kort efter flyttede hun ind på hans gård i Romlund lidt uden for Viborg. På gården fandt hun sig for alvor til rette og startede en rideskole for områdets børn samt trænede heste ud fra sin filosofi om helhedstræning.
Lægefejl
En dag i 2005 gik Frida Laursen til lægen for at få tjekket en knude i brystet. Lægen beroligede hende med beskeden om, at det ikke var noget alvorligt, og at brystkræft ikke ramte 28-årige kvinder. I de følgende år gik hun lægen flere gange med knuden, men fik besked om, at det ikke var alvorligt. To år senere begyndte hun at tale om, at hun var i elendig form. Hun blev meget let forpustet og begyndte at få ondt i ryggen. Knuden i brystet var i mellemtiden vokset, og hun søgte igen læge. Undersøgelserne viste, at kræften havde spredt sig fra brystet til lungerne og knoglerne i ryggen. På grund af den manglende behandling var Frida Laursens chancer for at overleve på to år gået fra 90 procent til 13 procent. Allerede på det tidspunkt fik hun at vide, at sygdommen var så alvorlig og chancen for at blive rask så lille, at hun ikke skulle sætte sit liv på standby. Hun fik kemo, men fortsatte med at udvikle træningen af sine heste på gården. Deltog i springstævner og underviste børn på rideskolen med Bo. Lægefejlen gav hende 3,5 millioner kroner i erstatning fra Patientklagenævnet, og for pengene byggede hun en 80 meter lang ridehal på grunden og brugte den til undervisning af rideklubbens elever. Hun var så overbevist om, at det skulle lykkes hende at blive rask, at hun, så godt det nu var muligt, fortsatte sit liv som normalt.
Gradvist spredte kræften sig dog til andre dele af kroppen, og behandlingen holdt op med at virke. I november sidste år blev de nødt til at lukke rideskolen, da Frida Laursen var for syg. Hun nægtede dog at give op, og da hendes mor og hun mellem jul og nytår pakkede julepynten ned i kasser, skulle det gøres systematisk, så hun var sikker på at kunne finde og genbruge det året efter.
Da Frida Laursen døde den 8. januar 2012, havde hun selv bestemt, hvad der skulle ske til begravelsen. Der var ingen præst, kisten lå i ridehallen på en stak halmballer, og hallen var fyldt af mennesker. Gæsterne sang Shu-Bi-Duas »Den Røde Tråd« og de andre sange, som hun selv havde været med til at vælge. Folk stod i kø i timevis for at skrive i den gæstebog, som familien havde lagt frem. Om kisten var bundet en lyserød sløjfe. Et symbol på den kamp mod brystkræften, hun selv endte med at tabe.
Frida Laursen
Født den 11. juni 1977 i Skive
Død den 8. januar 2012 i Romlund
Et liv er forbi
På denne plads portrætterer vi hver uge en nylig afdød person på baggrund af samtaler med de efterladte
Kommentarer