Der findes øl, som ubefæstede sjæle bør holde sig fra. Brygget af belgiske trappistmunke, der ellers har sjælelig frelse som selve deres eksistentielle fikspunkt, er den stærke blå fra Chimay blandt de farligste. På tæt hold har jeg bevidnet, hvor megen sjælelig fortabelse og hvor skræmmende en metamorfose Den blå chimpanse kan udvirke, når den ikke doseres fornuftigt.

Første gang jeg drak blå Chimay, var i et drikkelag blandt litterater. Det begyndte på Den Blå Hund og det endte på Schipka Bodega, og undervejs blev vi alle til en slags blandingsinkarnation af Cæsar og John Mogensen. Mågerne fløj afsted igennem Ensomhedens Gade nummer ni. Mindeværdigt måske, men det hele endte med knuste briller, bræk på skjorten og onde øjne fra en digterkammerats kone, da jeg afleverede ham som skrålende dødsdriftscrooner ud på de meget små timer. Alt det var den blå chimpanses værk, men det var Deres mundskænk, den gustne forlokker, der måtte tage skraldet …

De ubefæstede tilrådes at holde sig til de marginalt mildere udgaver af Chimay, nemlig den røde dubbel, kaldet Première, og den hvide trippel, kaldet Cinq Cents — begge flaskeeftergærede og begge værdige klassikere fra Scourmont-abbediets århundredegamle klosterbryggeri. Bemærk i øvrigt, at Chimay også brygger en fjerde eksklusiv variant, Dorée, som er den munkene forbeholder sig selv. Dog kan den, hvis man er på de kanter, smages på klosterkroen, Auberge de Poteaupré.

Humlesprød eftersmag

Nu til den røde Chimay: Mahognirød og skummende, rask hældt op i det designerede pokalglas, ser den med sit tykke cremede hoved morderlig indbydende. Aromaen af peber, mørke frugter, kløver og abrikos kommer i perlende storboblet livlighed. Mundfølelsen er silkeblød, smagen maltsød og krydret, over ganen en anelse snerpende. Behagelig humlesprød eftersmag. Slet ingen ansats til chimpanse, og alt i alt en herligt drikkelig øl, endskønt den forventningsfulde kunne savne større kompleksitet.

Den disede gyldne Chimay Blanche er om muligt endnu mere storboblet, næsten champagnemousserende. Aromaen forekommer en smule skimlet, men bouqueten, hvor citrongræs og gærnoter modsvares af koriander og muskatdruer, er mere ekspressiv, mere sammensat end hos Rouge. I smagsbilledet udfolder trappistgæren sig tørt med indslag af kiksekrumme, banan og pære og en jordet undertone. Afslutningsvis lettere frugtbitter. Måske et lille tilløb til chimpanse: Allerede hos denne lillebror er alkoholstyrken lumsk godt gemt.

Fra middelalderen

Hvis belgiske øl har det med at være bedre end de fleste andre øl, er øl fra Corsendonk bedre end de fleste andre belgiske øl. Bagmændene bag dette relativt nye mærke på vort hjemlige ølmarked, hævder at genskabe kloster-øl efter benediktinermunkes ældgamle opskrifter. Både den mørke dubbel, Pater, og den lyse trippel-variant, Agnus påberåber sig stamtræslinjer tilbage til 1398.

Pater er lige så livlig som en Alka-Seltzer, har en særpræget bouquet, hvor man ud over gær og frugt også finder røg, blommer, ristet malt og noget i retning af opvaskesæbe og kagedej. Smagen er lykkeligvis mere til det syrlige end til det sødladne og byder ind med ædel portvin, egetræ rosiner, nødder og bitter chokolade. Kompleks og dog i balance. Eftersmagen er tilmed helt vinøs.

Agnus er glødende orange og afsætter fluffy skumkniplinger, fylder næsen med orangeskal, vanille, citron florale gærnoter og et strejf af fenol. Smagen begynder med en let pebret maltsødme, glider over i honning og vanilje, bliver gæret og humlet og toner ud i dvælende malt og krydderier. Alkoholen er godt skjult, men bidrager sikkert til det pebrede. Imponerende indviklet og drikkelig på samme tid.

 

5/6 stjerner: Chimay: Rouge (’Première’), 75 cl, 7 pct., 58 kr.

5/6 stjerner: Chimay: Blanche (’Cinq cents’) 75 cl, 8 pct., 58 kr.

6/6 stjerner: Corsendonk: Agnus, 75 cl, 8 pct., 79,95 kr.

6/6 stjerner: Corsendonk: Pater, 75 cl, 8 pct., 79,95 kr.

De smagte øl er alle indkøbt hos Superbest, Borups allé 126, Frederiksberg