Af: Georg Metz
10. februar 2012
Lagt på information.dk 10. februar 2012 kl. 19:20. Bragt i den trykte udgave 11. februar 2012 på side 18 i 1. sektion. Senest opdateret 12. februar 2012 kl. 22:36.

Opslag til denne artikel

Emneord:kristendom, kultur , religion
Steder:Danmark

B.T. spurgte forleden læserne hvilken helligdag de helst ville undvære, såfremt afgivelse af fridage går hen og bliver forhandlingsstof ved de kommende magert udseende overenskomster.

Skønt ingen rigtigt tør købe noget for tiden uanset tegn på svage væksttegn, skal vi nemlig producere mere for at lade som om, der er fuld skrue på Danmark. B.T. opremsede på forkant kækt: påskedagene, juledagene, Skærtorsdag, Nytårsaftensdag og Juleaftensdag. Hvilken af de nævnte kunne ofres på den lutheranske arbejdsomhed? B.T. spurgte om læserne måske foretrak: en helt syvende dag — trods alt ikke: Den Syvende Dag. Forslaget om at sløjfe den store bededag, fjerde fredag efter Påske, en kunstig helligdag slået sammen af flere, blev foretrukket. Store Bededag er af en eller anden grund fejlagtigt tillagt Struensees reformer, den eneste der blev stående efter ham; men bededagen blev gennemført 100 år før af Christian 5. og har siden ligget som en underlig umotiveret klat frihed med et underligt navn som vel de færreste forbinder med ordlyden og ligefrem afsætter til bøn.

Blot et serviceorgan

Nu falder ideen om afskaffelsen af dagen mere eller mindre tilfældigt sammen med den akutte krise i folkekirken. Flere og flere danskere går hen og bliver, hvad man i kirkelige kredse kalder kirkefremmede, de kommer stort set aldrig til nogen gudstjeneste, allerhøjst til barnedåb, bryllupper, begravelser og på juleaftensdag, mens gåsen er i ovnen. Set fra et forretningsmæssigt synspunkt er det ikke så godt for kirken. For slet ikke at tale om hele syndsforladelsesdimensionen. Gud er længst død for mange; for flere, og det er måske værre for kirken, er Gud irrelevant, og kirken blot et serviceorgan ved sørgelige eller festlige lejligheder, og en del af markedet. Og hvad Gud har sammenføjet, går man i givet fald hen på rådhuset et år efter og får opløst.

Tomme kirker

Endog gejstlige foreslår nu et stort antal af landets kirker nedlagt og et meget stort tal i København som følge af mangelfuld søgning. Velmenende folk i 1800-tallets midte og slutning var af den opfattelse at de nytilflyttede indvandrere fra land til by, den nye arbejderklasse, skulle have kort vej til Vorherre. Med myndighedernes velsignelse tog man initiativ til bogstaveligt talt at grundmure troen i den ukristelige hovedstad, hvor djævelske fristelser jævnligt har været fremherskende. Da de store brokvarterer efterhånden var udbygget med baggårdes baggårde og et mylder af børnerige tilflyttere i de usunde og spekulationsopførte lejekaserner stiftedes efter mange bekymringer for at disse mennesker skulle falde i socialisternes klør Kirkesagens Fremme — siden Kjøbehavns Kirkefond. I perioden 1890 til midten af 1960’erne byggede fonden 140(!) kirker, mange af dem af arkitektonisk og håndværksmæssig kvalitet. Nu fungerer 70 af disse ofte gedigne bygninger i hovedstadsområdet som kirker. Tomme kirker. På den ene side er et stort flertal af den danske befolkning medlemmer af den grundlovsfæstede statskirke, med det statsretsligt misvisende navn af folkekirken, og på den anden side betjener stadig flere sig som sagt ikke af gudshusene i det omfang, man fra et kirkeligt standpunkt måtte ønske og forvente. Præsten præker og indskærper fadderen, såfremt forældrene falder fra, at opdrage barnet i den kristne tro — hvad det så skal betyde. Forpligtelsen er religiøs og/eller moralsk. Ingen kommer jo efter fadderen med bål og brand og evig fortabelse, hvis vedkommende springer op og falder ned på løftet. Ligesom forældrene heller ikke drages til ansvar for at ungen vokser op i en ugudelig krop. Kort sagt er den danske statsreligion uden myndighed. Den er hvad man uden hæveren, blot som en konstatering, kan kalde et bekvemmelighedskulturtræk. Nænsomme folk forsøgte i tidens løb altså ikke desto mindre at gøre dette træk, religionen, kristendommen, mere nærværende og forpligtende ved simpelthen at udbygge den kirkelige infrastruktur, så der ikke var nogen undskyldning for at blive hjemme.

Troens trange kår

En professionel debattør og præst som Kathrine Lilleør erkender i Berlingske at den er gal og indser det forstandige i at lukke 35 af hovedstadens 70 kirker. Det er jo stærke ord på en lørdag af en af de mest ihærdige (og borgerligt markerende) yngre kristendomsforkyndere i riget, og det skal hun ikke høre et ondt ord for. Det er langt fra med fryd at et ikkemedlem af statskirken ser fiaskoens konsekvenser komme. Langt fra. Men viljen til at se realiteterne for troens trange kår i øjnene i en virkelighed, hvor Gud må indordne sig andre livsstilstilbud i markedskonkurrence med de øvrige udbydere, forekommer ikke desto mindre en udenforstående modigt og forfriskende. Især hvis kirkens ansvarlige, det vil sige biskopper og præster — samt kirkens elektroniske hovedmedie, DR, der rundhåndet formidler troen, bramfrit indser at proportionerne i den danske kultur ikke længere byder nogen at bygge 140 kirker. Ja, ifølge sagkundskaben er proportionen i det anslåede behov på 35 kirker.

Dette burde også få programansvarlige i DR til at indse det mindre behov og høvle kirkestoffet ned i passende størrelse. Med et klarsyn som ikke altid præger dansk teologisk og kirkelig debat svarer Lilleør på spørgsmålet om hvorfor kirkerne står tomme og svarer som anført, om end med lidt andre ord: »Svaret er lige så enkelt som det er sandt. Man har glemt Kristus. Man har ikke formået at forbinde mennesker, som kun hans ord kan forbinde.«

Kirke betyder fællesskab, siger Lilleør. Kirken er ifølge ordets væsen jo folkets; og Guds hus er det ikke i bogstavelig forstand, da lutheranismen ikke går ind for den slags. Altså kan man roligt sløjfe kirker der blot er et andet ord for forsamlingshuse, og dem er der jo slet ikke noget helligt ved, og folk gider så åbenbart ikke forsamles i dem for at blive forbundet med andre folk ved ord som kun Jesus eller Gud kan forbinde. Og en tom kirke er hverken Guds ejendom eller et fællesskabshus, for når kirken er tom er der hverken Gud eller Jesus eller fællesskab til stede. Kathrine Lilleørs konklusion er tilsyneladende sagtmodig i erkendelsen af at kirkelukningerne er tunge og triste. Lilleør forudsætter at kun Jesus kan forbinde mennesker, hvilket for det første jo ikke er så sikkert, siden så mange helst vil være fri, og kirkerne må lukke. For det andet mener hun med tautologisk overbevisning at færre kirker betyder større menigheder og fyldte kirker, og derfor det fællesskab, hvor det er skønnest at høre det gode budskab »sammen med mange, mange andre« … »tiden er til store gudstjenester og store menigheder«. Det kan man uden at være ondsindet og skadefro kalde et skib i havsnød. Sagen er vel den for folkekirke og tro netop hvad pastor Lilleør selv siger: Man har glemt Kristus. Større gudstjenester med en formodning om at menighederne af den grund vokser tilsvarende, betyder næppe en afhjælpning af dette kollektive hukommelsestab, der set med en i øvrigt fredsommelig og ufanatisk ugudeligs øjne blot burde medføre en naturlig regulering af det religiøse position i samfundsbilledet.

Amen.

Denne artikel er anbefalet af: