Hvad skal Kroatien i EU?

Elvir Peleševic, København

Næste år bliver EU-familien forøget med et nyt medlem: Kroatien. Selv om 67 procent af kroaterne har stemt for medlemskabet, lyder dette tal mindre imponerende i lyset af, at under halvdelen har deltaget i afstemningen.

Forklaringerne på kroaternes skepsis over for EU er først og fremmest den økonomiske krise, samt det manglende samarbejde blandt medlemslandene, som er blevet mere indadvendt og værner om deres nationale interesser og identitet. Disse tilstande virker forståeligt nok ikke særlig tiltrækkende for et land som Kroatien, som historisk set har dårlige erfaringer med fællesskaber, der kun fungerer på papiret med henvisning til landets turbulente tilværelse i forskellige udgaver af den jugoslaviske forbundsstat.

Kroatiens eksistens hviler dybt begravet i dets national identitet, og landets økonomiske formåen er af en ringe kvalitet. EU fremhæver derimod fællesskabet frem for det nationale og vil næppe være med til at skabe en kroatisk økonomisk renæssance på kortere sigt. Umiddelbart ser denne familiesammenføring mellem Kroatien og EU ud til at være dømt ulykkelig fra starten.

Hvis man skal pege på et positivt aspekt af Kroatiens medlemskab af EU, er det i forhold til at skabe en vedvarende fred og stabilitet på et historisk eksplosivt Balkan.

Finanspagt i Keynes ånd

Dan Jørgensen, Bruxelles, medlem af Europa-Parlamentet

Økonomen Jesper Jespersen (JJ), argumenterer for, at den europæiske finanspagt lægger Keynes i graven 31. januar. Han mener, at pagten vil begrænse Danmarks mulighed for at kickstarte økonomien gennem ekspansiv finanspolitik. Jeg er meget uenig.

JJ overser at forudsætningen for at kunne investere sig til vækst er, at man grundlæggende har en sund økonomi.Offentlige investeringer kan føre til flere arbejdspladser, mere produktivitet og få lande hurtigere ud af krisen end uden statens indblanding. Sådan lød det fra den engelske økonom, John Maynard Keynes tilbage i 1930’erne. En tanke, vi Socialdemokrater har støttet lige siden.

Det som JJ overser når han bruger Keynes til at kritiserer finanspagten er, at forudsætningen for at føre en ekspansiv keynesiansk finanspolitik er, at der er styr på de offentlige finanser. Keynes talte direkte om at staten skulle spare op i gode tider og investere i dårlige tider. Det er ikke sket i en række af de sydeuropæiske lande som har problemer nu.

Derfor er det helt i den Keynesianske ånd at EU-landene nu forpligter sig til grundlæggende at have styr på budgetterne. Hvis ikke det sker vil der nemlig ikke i fremtiden være plads til at føre ekspansiv finanspolitik.

Glem ikke mennesket

Lejf Moos, Præsident, Den Europæiske Forening for Pædagogisk Forskning

Morten Østergaard (R) har sikkert travlt med forhandlingerne om Horizon 2020, EU’s rammeprogram for forskning for 2014-2020. Information 1. Februar kunne man læse, at han vil fokusere på tværfaglighed, så også samfundsvidenskaberne og humaniora inddrages. Forskningen skal levere resultater: jobs og vækst.

Det er muligvis et fremskridt i forhold til teksten i Kommissionens forslag til Horizon 2020, men i Europæiske Alliance for Samfundsfag og Humaniora (EASSH), er vi bekymrede for den plads, samfundsfag og humaniora tænkes tildelt i den Europæiske forskning, de næste mange år frem. Vi er bekymret for alle de områder af samfundslivet, der ikke medtænkes, og som er nødvendige for Europas fremtid. Europas store udfordringer løses ikke alene ved teknologiske fix, men også ved større indsigt og forståelse for, at mange udfordringer har samfundsmæssige og menneskelige årsager og løsninger. I EASSH er vi bekymrede for at disse indsigter glemmes, og vi vil gerne opfordre formanden for de europæiske ministre til at inddrage dem i de videre forhandlinger med de europæiske kolleger.

Ghettoen får nyt navn

Jørgen Bülow Hansen, Helsinge

Den nye regering har besluttet ikke længere at ville benytte ordet ’ghetto’, men i stedet bruge udtrykket ’udsatte områder’. Man må spørge sig selv, til gavn for hvad og hvem? Hvis der er problemer i ghettoerne, må disse fortrinsvis være selvforskyldt, og de egentligt ’udsatte’ må være dem, som bor udenfor ghettoerne.

Det er absurd hvordan man forsøger at tilsløre kriminaliteten og flytte sympatien. I disse ’udsatte områder’ bor der ikke mere kriminelle. I den nye politiske ordbog taler man om ’kriminalitetstruede’. Igen forsøger man at modificere virkeligheden.

Og her gik jeg og troede at det var den kriminelle, som havde ansvaret for egne handlinger, mens vi andre var at betragte som ofre. Man skal godt nok følge med, hvis man vil fremstå som politisk korrekt i dette land.

Stop nu det pirateri

Thor Nielsen, Brønshøj

Villy Søvndals kommentar 8. februar var en opvisning i floskler og praleri med hensyn til den danske indsats mod pirater i Adenbugten. Danmark er kun en ud af talrige nationer, som yder konstant indsats med at arrangere beskyttelseskonvojer og afværgelse af kapring af skibe. Resultatet har hidtil været, at en brøkdel af de pirater, som er fanget af danske krigsskibe, er blevet udleveret til retsforfølgelse, fire af de i alt 25 i det senest omtalte tilfælde.

Når menneskerettighedsorganisationerne igen hæver stemmen over, at piraterne endnu opholder sig på Absalon, under gode forhold og med fuld forplejning, vil de resterende 21 med sikkerhed blive landsat på Somalias kyst med en madpakke og en formaning om at stoppe som pirater.

Hvad om man i stedet forsøgte at bytte dem med de danske besætningsmedlemmer på Rederiet ShipCraft, som nu i snart et år har været fanget hos piraterne?

Hinsides højre og venstre

Ingrid Markussen, professor i idéhistorie

I en kommentar 8. februar går Henrik Dahl og Ole Thyssen til angreb på velfærdsstaten og dens forsvarere. Kommentaren indeholder mange nedgørende og generelle påstande. De arbejdsløse »lever godt uden at røre en finger« … »velfærd ydes til de svage, de som ikke kan arbejde, hvad enten det er fordi der ikke er noget arbejde, eller fordi de ikke kan arbejde.« Her slås alle arbejdsløse over en kam som ’svage’.

Det vil nok overraske de mange akademikere, som i øjeblikket fyres fra ministerier, departementer og styrelser, at de nu skal se sig blandt de ’svage’ i samfundet. Men der er nogen som er endnu mere svage? Da mange, efter deres mening, er ’svage over for de svage’, er resultatet en hær af professionelle, som bliver så mange, at man får det indtryk, at der er flere, der lever af nød og elendighed, end der er folk, der må døje med dem. Det kan undre mig at forfatterne med den argumentation mener, at de befinder sig hinsides højre og venstre.

Selvfølgelig skal velfærdsstaten diskuteres, men lad det dog ske i et sprog, som viser respekt for de menneskelige kvaliteter, der er i ethvert menneske uanset om det befinder sig på arbejdsmarkedet eller ej.

Det er efter min mening et etisk værdigrundlag. som befinder sig hinsides højre og venstre.