Af: Ulrik Frost
12. februar 2012
Lagt på information.dk 12. februar 2012 kl. 19:35. Bragt i den trykte udgave 13. februar 2012 på side 18 i 1. sektion. Senest opdateret 13. februar 2012 kl. 14:05.

Opslag til denne artikel

Emneord:krop, køn, seksualitet
Steder:Danmark

Jeg elsker at gå i sauna og gør det flere gange om ugen. De fleste af mine saunaerfaringer har jeg gjort mig i Danmark, men jeg har besøgt kurbade i udenlandske byer fra Berlin til Buenos Aires.

Hver gang jeg har været udenlands har det undret mig, at folk tager det forgivet, at man er nøgen i kurbade. I alle de kurbade, jeg kommer i herhjemme, understreges det, at man skal være iført badetøj på områder, hvor mænd og kvinder opholder sig sammen. Hvor kommer denne angst for offentlig nøgenhed fra?

Sidst jeg besøgte mit lokale kurbad, forhørte jeg mig hos personalet, og fik det svar, at det var af respekt for udlændinge. Præmissen for det svar må været, at det blandt danskere er normen, at man er nøgen i kurbade, men det kan jeg pure afvise. Jeg spørger mig selv: hvordan viser jeg min respekt over for udlændinge ved at være iført badtøj? I mine øjne afskærer folk med dette synspunkt sig fra udlændinge og andet godtfolk, fordi det er et udtryk for, at de ikke tør sætte sig selv og deres krop fri. Kort sagt: Hangen til at trække i badetøj viser frygten for det ukendte. En frygt, som enhver besidder, men som skal overvindes, hvis vi vil blive klogere på hinanden og på verden.

Sandheden er nøgen

En nøgen krop viser ingen social status, den fortæller ikke noget om økonomisk velstand, god smag eller religiøs overbevisning. Derfor er et nøgent mennesker utrolig sårbart. Det kan ikke gemme sig bag det selvbillede, der skabes gennem sin påklædning. Men hvis man tør være fri og tænke frit, er det en fantastisk berigelse at møde mennesker uden de fordomme vores påklædning skaber — det er netop derfor, nøgenheden er så smuk.

Jeg har ladet mig fortælle, at man i de frigjorte 1970’ere så stort på det med badetøj. Det må virkelig siges at have været frisindets og frigørelsens årti. Desværre er udviklingen siden da gået den forkerte vej.

Når der er påbud i danske svømmehaller om, at man skal være iført badetøj, er det fordi, at der er nogen, som mener, at vi har noget at skjule. Det må være noget, som det modsatte køn ikke må se, for på arealer, hvor kønnene færdes hver for sig, tager vi det forgivet, at man skal være nøgen.

Disse regler bunder i en forældet tanke om sammenhængen mellem køn og seksualitet. Om et univers, hvor mand kun knalder kvinde, og mand bliver stangliderlig, hver gang mand ser en kusse.

De fleste vil sikkert give mig ret i, at virkeligheden ikke er sådan, men alligevel underlægger vi os de irrationelle regler, blandt andet når vi besøger svømmehaller.

Ved eksplicit at skjule bestemte kropsdele seksualiserer man kønnene helt unødvendigt.

Denne tankegang betyder, at pornoindustrien nærmest har fået monopol på fremstillingen af nøgenhed. Og hvordan fremstilles kroppen så her? Som rene sexobjekter. Det er der ikke i sig selv noget i vejen med, men det bliver det et problem, når der ikke findes et modspil til denne fremstilling i det virkelige samfund. En tur ned ad Strøget vil afsløre, at tøj- og skønhedsforretninger benytter pornoindustriens seksualiserede krop som reklamesøjle. Indrømmet; signalerne er dæmpet en anelse, men pornoens symbolsprog er intakt.

Kroppen er imidlertid så meget andet end et seksuelt redskab. Der findes hængepatter, appelsinhud og slatne baller over alt, og det provokerer min frihedsopfattelse, at det er noget, vi skal skjule.

Frihed og lighed er kerneværdier hos de fleste danskere, men de værdier har jeg svært ved at se afspejlet i vores opfattelse af kroppen. Her findes et fastlåst ideal, som vi sigter efter hver gang vi køber tøj, kosmetik eller går i kurbad.

Mystikken er røget

Når man debatterer nøgenhed, er et af argumenterne imod den, at mystikken omkring det modsatte køns krop forsvinder, hvis vi smider kludene.

Må jeg i den forbindelse være så fræk at spørge, hvilken mystik der efterspørgers? Hvis det drejer sig om kønsdele, kan der umuligt være meget mystik tilbage.

Anatomi udgjorde min første seksualundervisningstime, og jeg har senere i livet udforsket netop dét fag med stor interesse, så der er ingen kvinde, der kan overraske mig med sine attributter — ej heller en mand for den sags skyld.

Men til dem, der alligevel mener, at en stram badebuks eller en bikinitop værner om mystikken, ønsker jeg ikke at kvæle nogen illusioner — så længe I lader mig optræde nøgen.

Én ting jeg til gengæld ikke kan tolerere, er seksualiseringen af børn, som foregår i vid udstrækning, uden at nogen overhovedet reagerer — end ikke i svømmehaller.

Ved badeanlæg oplever jeg små piger og drenge i badetøj. Et hvert menneske med en smule fornuft må spørge sig selv, hvorfor et lille uskyldigt barn skal tvinges ned i en stram bikinitop eller badebuks.

Børn skal efter min opfattelse ikke iføres beklædningsgenstande, der skjuler det køn, som endnu ikke er udviklet. Den seksuelle bevidsthed hører voksenlivet til, og de sexistiske tanker, som voksne pådutter børn, er med til at begrænse dem, når de engang skal tage stilling til deres egen seksualitet og køn.

Det er ikke forældres opgave at forudbestemme deres børns seksualitet. Derfor er det vigtigt, at de ikke får påtvunget kønsspecifikke værdier, som kan være hæmmende, når de engang skal udforske seksualitetens glæder. Børnene skal følge deres egen naturlige udvikling. Frels dem for samfundets forstyrrede kropsopfattelse.

Anstændighed

Det altoverskyggende argument imod nøgenhed er, at den støder folks anstændighed. Dette argument er samtidig det sørgeligste af dem alle, fordi det ikke bygger på videnskabelige undersøgelser, men derimod på moral. En moral, der er bestemt af samfundet, og som bygger på traditioner. Moralen omkring køn og nøgenhed er et levn fra en engang så mægtig kirke, der videregav et værdisæt, som på mange område stadig sidder i os. Det værdisæt havde nogle frygtelige forsimplede kønsopfattelser, der ligger langt fra den menneskelige natur, men som stadig er brændt fast i os.

Den kristne kirke var engang et samlingspunkt for befolkningen, og havde derfor sin berettigelse. I dag påstår vi, at vi er overgået til videnssamfund. Spørgsmålet er, om det er rigtigt. Hvis det er, burde alle, der er enige i, at rationaliteten og videnskaben har sejret, sætte spørgsmålstegn ved det, vi kalder for anstændighed. De burde spørge sig selv, hvorfra denne anstændighed kommer. De sørgelige rester, der er tilbage af kirken, bør ikke diktere folkets moral. Derfor er folk, der benytter sig af anstændigheden som argument, ureflekterede og straks bør gå i gang med en grundig omgang selvransagelse.

Hvis vi ønsker, at Danmark skal være en seksuelt frigjort nation, er det på tide, at vi åbner øjnene for de kantede kusser og tvangstænkende testikler. Vi er alle udstyret med en unik krop og seksualitet, og de lader sig ikke indpakke i badetøj — dertil er de for komplekse.

Det er hæmmende for det frie individ, at samfundetpådutter os at sigte efter en idealkrop, for dertil hører også en ideal seksualitet, og den findes så absolut ikke.

Vi skal genfinde friheden og slippe vores krop og seksualitet fri. Lad os kæmpe imod sexismen, pornoens monopol på den rigtigt krop og ikke mindst de eksisterende forbud mod nøgenhed! Kort sagt, lad os kæmpe for retten til at vise, hvem vi er — med eller uden tøj på!

 

Ulrik Frost er feminist og medlem af Selskab for Ligestilling

Denne artikel er anbefalet af: