Det kunne ligne en bekymret kritik af humaniora, da professor i musikvidenskab på Aarhus Universitet (AU) Linda Maria Koldau sidste sommer stod offentligt frem i et par artikler og en række læserbreve. »Dansk humaniora er en skandale«, »Kære studerende. Man byder jer for lidt« og »fagligheden styrtdykker«, lød budskaberne fra den tyske professor.
Men den offentlige debat om humanioras og musikvidenskabs tilstand har i dag ført til, at Linda Maria Koldau har fået en advarsel for bl.a. illoyalitet og samarbejdsvanskeligheder og risikerer at blive fyret. Den 40-årige professor, der blev håndplukket til stillingen på grund af sine internationale erfaringer og et imponerende antal publikationer, skal nu stå skoleret for ledelsen, hver gang hun har gøremål uden for universitetet.
Kaldet
Men hvordan blev den højt meriterede professor til en fare for fagets fremtid, som ledelsen kalder hende i den foreløbige advarsel?
Linda Koldau søger i 2009 job som institutleder på Aarhus Universitet. Hun får ikke jobbet, men ledelsen på Det Humanistiske Fakultet er så imponerede af Koldaus cv, at de ansætter hende via en såkaldte kaldelse. Et internationalt bedømmelsesudvalg afgør, at der ikke er nogen bedre til stillingen, og Koldau bliver ansat direkte af Det Humanvidenskabelige Fakultets tidligere dekan Bodil Due. Koldau bliver den eneste professor og den yngste videnskabeligt ansatte på Afdeling for Musikvidenskab.
Men allerede efter kort tid begynder de første faglige disputter med kollegerne. Koldau mener, at den postmoderne kulturteori fylder alt for meget på Musikvidenskab på bekostning af den klassiske faglighed som eksempelvis nodelære og kendskab til klassisk musik. Hun er skuffet over, at hun ikke får lov at undervise i musik- og kulturhistorie, som er hendes faglige ekspertise. Hun tager emnet op på to lærermøder og henvender sig både til sin fagleder, institutleder og dekan med kritikken.
Samtidig føler Koldau sig i stigende grad isoleret på afdelingen. Hun er oftere sygemeldt. I løbet af vinteren 2009-2010 spidser situationen til. Koldau taler med kolleger og ledelsen om at blive flyttet til et andet institut, hvor der er større behov for hendes kulturhistoriske kompetencer. I januar 2011 sender en kollega fra Musikvidenskab en mail til hele lærerkollegiet, der stiller spørgsmål ved, om Koldau overhovedet er rigtigt syg. En mail formuleret i ’en respektløs sproglig tone’, som en ekstern mobbekonsulent beskriver det. Efter en konfrontation med faglederen pr. mail får Koldau med institutlederens tilladelse lov til at blive fritaget fra lærermøderne. Alligevel svarer institutlederen, at det er usandsynligt, at hun kan blive flyttet til en anden afdeling på grund af de mange omstruktureringer, som storfusionen på AU fører med sig. Svaret fra dekanen lader dog vente på sig, og Linda Koldau er desperat. Til sidst henvender hun sig med en 200 sider lang sagsmappe til Weekendavisen.
Faglig deroute
Weekendavisen skriver en forsideartikel om sagen i juni 2011. Artiklen går tæt på Musikvidenskab, men beskriver også et næsten klassisk opgør på de danske universiteter: Hvad er vigtigst at undervise i uden at give køb på fagligheden? I næsten enighed afviser kolleger og studerende på Musikvidenskab kritikken, mens andre bakker Koldau op.
Debatten om især humanioras kvalitet fortsætter i flere medier i løbet af sommeren. Lige før sommerferien får Linda Koldau besked af den nye dekan Mette Thunø om, at hun ikke kan blive forflyttet. Hun får dog mulighed for at undervise i de kurser i musik- og kulturhistorie, som hun længe har efterlyst. Samtidig sætter ledelsen eksterne konsulenter til at lave to rapporter om situationen på Musikvidenskab, en om samarbejdsproblemer og en om mobning. I løbet af sommerferien bliver Koldaus navneskilte på afdelingen ødelagt og ændret to gange.
Konsulentrapporterne fælder i december en klar dom og placerer skylden ét sted. Koldau er ikke blevet mobbet og skal derfor undskylde, mens samarbejdsklimaet især er blevet ødelagt af Koldaus udtalelser til pressen, manglende tilstedeværelse på afdelingen og anklagerne om mobning:
»Konkluderende kan man sige, at da dialogen gik fra at være på lærermødet mellem alle medarbejdere, inklusiv LMK (Linda Maria Koldau, red.) til at blive mellem LMK plus medierne versus de øvrige medarbejdere, da ødelagdes samarbejdet og troen på en fremtid mellem de implicerede parter.«
I begyndelsen af januar i år bliver Linda Koldau indkaldt til tjenstlig samtale, hvor dekanen på baggrund af konsulentrapporterne fortæller, at hun står til at få en advarsel. I den påtænkte advarsel står der blandt andet:
»Frem for at diskutere fagudvikling internt på musikfaget har du valgt at fremføre en alvorlig kritik af faget i pressen. Din offentlige kritik har omfattet kolleger såvel som studerende (…) Det er min vurdering, at du hindrer fremtidige faglige diskussioner på faget og dermed bringer fagets fremtid i fare.«
Kan ikke klandre Koldau
Forskningsdebattør Claus Emmeche, der er lektor på Københavns Universitet, mener ikke, at ledelsen kan klandre Linda Koldau for at gå i medierne med sin kritik, uanset hvilket vanskeligheder det måtte skabe på faget.
»Linda Koldau har valgt at gå til pressen efter mere end et års problemer på instituttet, men i stedet for at stå åbent frem og tage diskussionen med Koldau prøver ledelsen jo at lægge bånd på hende, ved at hun ikke må udtale sig til pressen i de måneder, konsulenterne arbejder,« siger Claus Emmeche.
Ifølge rapporterne havde konsulenterne aftalt med de ansatte, at de ikke måtte udtale sig i pressen om de interne forhold, så længe udredningen stod på. Men i den påtænkte advarsel slår dekan Mette Thunø fast, at Koldau har »misligholdt« aftalen, da hun lader sig interviewe i JP Århus til sin 40-års fødselsdag.
»I artiklen udtaler du dig om faget og kollegerne,« siger Mette Thunø.
Artiklens passage om kollegerne lyder: »Når hun (Koldau, red.) ser tilbage, har hun været for direkte i sin kritik og fremført den på en måde, som ledere og kolleger mod hendes vilje opfattede som personlig og illoyal.«
Opsyn med kritikere
Lektor Charlotte Palludan, der er tillidsrepræsentant og lektor i pædagogisk antropologi på AU, mener, at ledelsen på AU generelt holder et meget vågent øje med kritik af universitetet i pressen.
»Man har fornemmelsen af, at de, der går i pressen, er under stadigt opsyn,« siger Charlotte Palludan, der som ansat på det tidligere Danmarks Pædagogiske Universitet, der blev en del af AU i 2007, ikke tidligere har været vant til, at presseoptræden fik så meget opmærksomhed.
»Hvis man har været i pressen, bliver det nævnt af kolleger og ledere og ikke altid på den positive måde, og det er en udvikling, der er bekymrende,« mener Charlotte Palludan.
Claus Emmeche mener, at reaktionen på Koldaus udtalelser, er sigende for den måde, ledelsen på de danske universiteter opfatter sig selv på.
»Universitetet ses som en privat virksomhed, der binder medarbejderne til ikke at lade kritik af forholdene sive ud. Det er dybt problematisk for et universitet, der har som sin primære opgave at udforske virkeligheden, og det gælder også, når det drejer sig om universitetets egne anliggender,« siger Claus Emmeche.
Kommentarer
Min holdning til Linda Maria Koldau (LMK) ligge helt i tråd med konsulent-rapporten. Åbenbart er LMK ikke vant til de ansættelses-kontrakter vi har i Danmark, hvor man pålægges både tavshedspligt om de ting man erfarer under ansættelsen samt pålægges en loyalitet overfor virksomheden, her Aarhus Universitet.
Og denne loyalitet har man til stadighed ligesom man altid har tavhedspligt, undtagen i tilfælde hvor 1) man erfarer noget som gør det umuligt at opretholde sit arbejde samt 1B) hvis man i sit arbejde erfarer noget som er relevant for at andre kan udføre deres arbejde, må man fortælle det til dem, man arbejder sammen med. dette er er f.eks. relevant for ansatte i hjemme-plejen eller 2) nogen på ens arbejde er ved at gøre noget ulovligt, da må man fortælle det til rette myndigheder.
Og mit bedste bud er at hvis LMK havde været ansat på en privar arbejds-plads, ja så var hun blevet bedt om at rejse hjem til Tyskland for længe siden.
Ang. Koldaus udtalelser om humaniora har hun intet forstået af, hvordan humaniora foregår i Danmark samt at man ej heller kan bedømme et helt fakultet på grundlag af et fag (musikvidenskab). Og åbenbart mener hun, at klassisk musik og nodelære (igen?) skal være rygraden i et musikvidenskabeligt fag på Aarhus Universitet. Og det er da en position, men så må hun jo argumentere for dette og for hvorfor hun mener det skal og bør være sådan. I stedet for at komme som en bedrevidende udlænding (og endda en tysker!)* og foreslå at det hele bliver lavet om.
*Ikke fordi jeg har noget imod tyskere, men danskerne husker alt for godt - og i hvert fald stadig ubevidst - tyskernes/prøjsernes indtog i Danmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Karsten
Jeg kunne ikke være mere uenig i din kommentar til LMK’s udtalelser (afsnit 4) - hun var nærmst blevet headhuntet til stillingen, men fik ikke institutlederen (?… underligt, kan være noget nepotisme hér?) men kaldet til professorratet (?). Jeg tror at LMK var bedre til sit fag en resten af instituttet og at de følte sig udfordret, netop fordi hun havde “international” erfaring ingen af dem kunne matche.
Ovenstående viser bare at vores universiteter falder længere ned i ranglisterne med tiden… bare vent. Det eneste der snart er tilbage at komme hertil efter, må være barselsorloven (og de tre års forskerskat)
Vi er nok på vej til næste store krise - hjerneflugt af dem som HAR fået børn og nu vil lave karriere.
ad resten af din kommentar må jeg give dig ret, og burde vi ikke få set disse “stavnsbindings-kontrakter” efter?
Denne kommentar er anbefalet af:
Problemet er jo bare at konen har ret.
Denne kommentar er anbefalet af:
Karsten Aaen, at være ansat på et universitet har indtil den sidste styrelseslov været at ligne med domicilering, hvor man som ansat forsker skulle forestå noget undervisning, men i højere grad kunne arbejde med sin forskning.
Desværre er vi vendt tilbage til et rigidt top-down ledelsessystem, som sætter ligegyldige administratorer over det, der er universitetets raîson d’etre:: at udforske virkeligheden, som Claus Emmeche så rammende udtrykker det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg vil gerne se en ansættelseskontrakt ved Aarhus Universitet, hvor den ansatte pålægges loyalitet overfor virksomheden.
Tavshedspligt i offentlige ansættelseskontrakter handler om personfølsomme oplysninger, ikke om virksomhedens drift og strategi.
Denne kommentar er anbefalet af:
Karsten Aaen, er er vist ingen ved deres fulde fem, der vil argumentere for, at man kan bedrive musikvidenskab på universitært niveau uden et indgående kendskab til nodeskrift.
Problemet er vel “faglighed” kontra “markedstilpasning”?
Bag tiltag i disse år som “fornyelse”, “behovstilpasning” og “modernisering” gemmer sig at uddannelse i stigende grad underlægges markedskræfterne. ”Beskæftigelsesegnethed”, ”fleksibilitet”, ”lære at lære” og “livslang læring” er det neoliberale newspeak dikteret af bl.a. OECD eller Europa-Kommissionen og videreformidlet af undervisningsansvarlige.
Nico Hirrt, en belgisk fysiker, udgav i 2001 “L’Ecole prostituée”/Den prostituerede skole”, hvor han detaljeret gør rede for hvordan industrilandene siden 80’erne har forladt demokratiske ambitioner på undervisningsområdet, og i dag er det økonomiske krav, der dikterer uddannelsespolitik.
Udviklingen er sket i etaper siden 1989 forklarer Hirtt:
I 1989 mødes i industrilobbyen ERT European Round Table of Industrialists’ lokaler i Bruxelles ledende industrifolk, (bl.a. Fiat, Nestlé, Petrofina) og 10 af de mægtigste industrifolk i Europa for at lægge sidste hånd på en rapport om Uddannelse og kompetence i Europa. Man skal finde parolerne frem til præsentationen: “uddannelsens strategiske betydning for den europæiske konkurrenceevne”. Man vil beklage de” europæiske uddannelssystemers utilstrækkelighed og arkaisme”, “understrege højt og tydeligt at udbuddet af kvalifikationer ikke svarer til efterspørgslen”. Men det er ikke nok: Man vil også stigmatisere et Europa, der”tillader og endda opfordrer de unge til at tage sig tid til at studere noget “interessant” uden forbindelse med arbejdsmarkedet”
1994, Kredietbank: Undervisningens effektivitet og kvalitet bliver bedre, hvis den ikke er halv-offentlig, men anses og drives som en virksomhed
1995, Generaldirektoratet for uddannelse i Europa-Kommissionen udgir sin hvidbog om uddannelse : undervise og lære, mod det kognitive samfund. Man er fortaler for “autonomi” og “tilnærmelse mellem skoler og virksomheder”
1996, Det franske fællesskab i Belgien. Videregående uddannelser bliver nødt til at fusionnere og blive “autonome” enheder
1998 Verdenskollokvium “Global Alliance for Transnational Education” sponsor: IBM og Coca-Cola. Undervisning er et af de største markeder
1998 OECD Analyse af uddannelsespolitikker. Tema: Livslang læring
1997, Washington Verdensbanken, “Investeringsmuligheder i udviklingslandenes privatundervisning
Verdensbanken laver et site for at fremme privat undervisning
Lissabon 2000 De europæiske undervisningsministrere lancerer e-learning
Vancouver 2000 World Education Market.
Link:
Europa, Uddanelse og profit, Hvordan en fællesuddannelsespolitik blev født i Europa, af Nico Hirtt
Denne kommentar er anbefalet af:
Først dette: Man kan selvfølgelig ikke læse musik uden at have kendskab til noder; blot er det ikke dette LMK mener (som jeg forstået det). Det, hun vil er at de studerende skal lære nodelære, altså hvordan noderne er opstået, hvordan de er blevet brugt af forskellige musikere igennem tiderne mv.
Og så skal man huske på at det var den daværende dekan Bodil Due som hentede LMK til AU i 2009; Mette Thunø er i dag dekan på musikvidenskab på AU.
Og hun har muligvis et andet syn på hvad musik-faglighed er end Bodil Due har.
–
Mht. uddannelse og anvendelse af uddannelse, så mener jeg personligt at det ikke kan nytte noget at uddanne f.eks. 60 etnografer hvert år hvis der reelt kun er arbejde til 20 eller 30. Eller at man uddanner 60 kusthistorikere hvert år hvis behovet reelt kun er på 10 eller 15 pr. år. Klart er det at man må uddanne adskillige cand.mag.i engelsk og historie da der jo skal være nogle til at undervise gymnasie-eleverne.
Men her kan man godt ønske sig at unge mennesker tænker lidt strategisk og f.eks. læser engelsk og dansk eller engelsk og samfundsfag eller et fag som kan bruges og anvendes overalt i samfundet - ikke kun på gymnasierne.
Hvad angår livslang læring mv. er det altså en idé som både den danske og den internationale arbejder-udviklede i 1970erne - for at få bl.a. ufaglærte og faglærte opkvalificeret tl fremtidens arbejdsmarked. I 1978 eller 1979 udkomer der endda en bog som hed U90, hvori der netop stod oven-nævnte om livslang læring. Desværre blev det ikke til mere i Danmark, da alle borgerlige partier af en eller anden grund straks skreg socialisme (uvist af hvilken grund?)
Neo-liberalisterne har sådan set hijacket/stjålet de her begreber fra arbejder-bevægelsen og vendt dem om, så uddannelse nu skal bruges som et middel til statens konkurrence-evne. Og den der har flest universitets-uddannede vinder….
Denne kommentar er anbefalet af:
@Karsten,
Enig i at det ikke er hensigtsmæssigt at uddanne f.eks. 60 etnografer om året, hvis der kun er brug for 20.
Livslang læring er et udmærket og helt nødvendigt tiltag, men, men, men - Nico Hirtt viser i sin bog, at baggrunden for at lancere begrebet er, at virksomhederne ikke har råd til på langt sigt at betale for medarbejdernes efteruddannelse, hvorfor begrebet er lanceret for, at medarbejdere selv skal betale deres efteruddannelse.
Hvilket jo også sker i dag. Og til højere og højere priser og egenbetaling. Tidl. kunne man læse et fag på Åben Uddannelse, for cirka 1200 kroner pr. semester og tage en hel grunduddannelse på denne måde. Det kan man ikke længere. Man kan dog sammensætte den via tomplads-ordningen, men det kan vanskeligt gøres, mens man arbejder. Man kan finde enkelte fag til nævnte pris på danske universiteter, de fleste koster nærmere 3700 kr. pr semester. De fleste åbne uddannelser udbydes nu som Diplom- og Masteruddannelse, der koster i titusindevis af kroner. Der er dog arbejdspladser, der betaler for den.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der bliver ikke uddannet 60 etnologer om året - men det havde nu ikke været så ringe, hvis der blev, for dem er der brug for mange steder.
Kunsthistorie er, som alle andre æstetiske fag, ganske lille og har ikke engang en årlig afgang på 10 kandidater. Vi taler om, at en arbejdsløshed i procent indenfor disse afhænger af folk, der kan tælles på hænder og fødder! - Men helt bortset fra det, så går jeg ud fra, at Karsten Aaen ligesom jeg i sin tid fik at vide, at det eneste, der holder, når man skal vælge studium, er interesse. Og det er selvfølgelig dér, vi skal hen igen.
Hvis man tager et område som musikvidenskaben, så er det jo altså sådan, at man i løbet af de sidste tyve år har genrejst barokmusikken, ovenikøbet spillet på originalinstrumenter, hvilket pludselig har givet os sangere, der uden operativt indgreb kan synge kastratrepertoiret! Det er ikke kun en kunstnerisk, men i allerhøjeste grad en musikvidenskabelig bedrift.
Det samme gælder glemte komponister, der er gået fra at være sjældne og ukendte, i dag er dem, der definerer kernen i det almene klassiske repertoire. Musikforlag overlever på udgivelsen af musik, der aldrig tidligere har været udgivet, men som nu efterspørges. Og Koldau bekendte sig med sin konferens om veneziansk kirkemusik præcis til denne fremmeste avant-garde i musikvidenskaben.
Karsten Aaen har nogle gange en tendens til at gøre et lille område til noget stort og skræmmende og uoverskueligt, som nu med ‘nodekendskab’. Nodekendskab er faktisk bare at kunne læse musik fra bladet, en færdighed, man kan opøve, hvis man træner; men skulle det være et spørgsmål om nodeskriftens udvikling gennem tiderne, så taler vi om en enkelt kursusgang.
Man fornemmer en skræmmende angst for at kaste sig ud i videnstilegnelse, som er det stik modsatte af, hvad man kan forvente af folk på et universitet, eller bare på et gymnasium.
Denne kommentar er anbefalet af:
Man kan selvfølgelig godt vælge efter interesse; jeg gjorde dette og blev cand.mag. i dansk og samfundsfag. Mit bifag i samfundsfag har jeg stort set aldrig brugt til at undervise i samfundsfag. Men det har gjort, at jeg kan sætte ord på f.eks. livsformer og socialgrupper mv. Og forklare et og andet i de her debatter og diskussioner vi har herinde.
Og for nogle år siden ville jeg netop tage et bifag til - i engelsk. Det var omkring den tid, hvor gymnasie-reformen blev gennemført og alle skulle have engelsk. Af forskellige årsager blev det ikke til noget - og jeg fortryder det bitterligt i dag. Da engelsk bifag/bachelor ikke blot kan bruges i gymnasiet, men mange andre steder. Blot for at sige at man også godt må skele en smule til de ansættelses-muligheder, der er.
Men kun en smule; jeg startede på universitetet i 1984 - med den intention at blive gymnasielærer. I 1988 lavede Bertel Haarder så både gymnasiet og pædagogikum om. Nu skulle man ikke længere have ½ års pædagogik efter endt uddannelse, nu skulle man vist først være ansat? for at man kunne tage pædagogikum eller man kunne komme i noget, der hed uddannelses-stillinger. Nu blev jeg ikke gymnasie-lærer, men indvandrerlærer….+ en masse andet.
Ang. livslang læring er jeg enig med Anne Albinus om hvorfor firmaerne og virksomhederne indførte dette. Men arbejder-bevægelsen ville altså allerede have livslang i 1970erne - betalt af virksomhederne. Og ja, et semester på tomplads-ordningen koster cirka 3700 kr. Og ja, det kan være vanskeligt at gøre dette mens man arbejder på fuldtid, hvilket bl.a. var en af grundene til, at jeg ikke fik taget mit bifag i engelsk.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er rigtig god ide i at uddanne 60 etnografer, selvom der er nogen, der tro at vide, at der kun er brug for 25. Sagen er, at ingen kan vide, hvad de 60 etnografer kan bruges til førend de er færdige.
Jeg synes selv, min uddannelse har bragt mig mange steder hen, hvor jeg har været nyttig for både stat og kommune - uden at nogen af dem kunne tro at nogen med min uddannelse kunne det, jeg har kunnet.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Karsten Aaen
Du er da nødt til at trække dit nationalchauvinistiske mishag ud af tråden (13. februar 2012 kl. 22:24). Den slags bør slet ikke forekomme.
Denne kommentar er anbefalet af: