For forældrene til en hel årgang børnehavebørn er det tid til at vælge skole. Igen flyder medierne med historier om den nedslidte folkeskole og ansvarlige forældre, som vælger den ene eller anden privatskole. Folkeskoleforældrene fremstilles som uansvarlige eller drevet af misforståede ideologiske hensyn, men er det nu også sandheden?

De forældre som fravælger folkeskolen gør det på grund af manglende personlige ressourcer.

Det handler om børn, som ikke har psyken til at klare en normal folkeskole. Det kan være, at elevtallet er for stort, at børnene ikke kan håndtere de større elever, at børnenes børnehavetilværelse har vist at de udsættes for mobning eller tilsvarende problemer, som kan tilskrives børnenes personlige egenskaber.

Det kan også være forældrenes manglende evne eller lyst til at leve op til de krav, en folkeskole stiller.

Det handler om at kunne fungere på tværs af sociale og etniske forskelle. Det lyder måske som et luksusproblem, men det stiller store krav til forældre at kunne indlede et socialt samvær med andre voksne, som man ikke deler livssituation med.

I privatskolen skal man kun forholde sig til skolens organisation, hvor folkeskolen kræver, at man forholder sig til såvel skolens lærere og ledelse som forvaltningen og det politiske niveau. Det er ofte også et problem i folkeskolen, at de, som engagerer sig i skolen, er et fåtal.

Forældremøderne er ofte svagt besøgt, og antallet frivillige til skolens fester er lavt. Det betyder, at de engagerede forældre i folkeskolen afkræves et større engagement end i privatskolen, hvor ansvar og forpligtigelser fordeles mellem flere mennesker. Alt i alt er det hårdere arbejde at være engageret i folkeskolen end i privatskolen. Når privatskolen med de 20 børn indkalder til arbejdsdag, møder der 40 glade forældre op — når folkeskolen med 20 børn indkalder til arbejdsdag er vi på gode dage 15 forældre.

Private dovne forældre

Det er hårdt slid at være forældre i folkeskolen. Vi skal være ansvarlige for hele klassen — også for de børn, hvor forældrene ikke dukker op til forældremødet. Vi har en ekstra opgave med at holde kontakt til de uengagerede forældre. Vi har en ekstra opgave med at bage kager og rydde op efter skolens fødselsdag, fordi vi er færre engagerede pr. elev.

Vi skal ud og tale med klassens forældre om at deltage. Vi har ikke en skoleinspektør til at gøre det arbejde for os. Vi er tvunget ind i et skæbnefællesskab med de andre børns forældre, uanset hvilket sprog forældrene taler, uanset hvilken uddannelse de har, og hvad de stemmer til valget.

Valget af privatskole er den dovne forældres valg. Det er valget for de forældre, som ikke gider samle et stykke papir op, hvis ikke tjenesten bliver gengældt.

Det er forældre, som måske nok kan formulere deres livsværdier, men de tør ikke diskutere dem med forældre, som kunne tænktes at sige dem imod, og de tør slet ikke dele hverdag med folk, som er grundlæggende uenige i, hvordan verden burde se ud.

Vi skal huske, at ingen forældre ønsker noget dårligt for deres børn. Privatskolen betyder, at børnene ikke kommer til at kende de andre børn i kvarteret, at børnene ikke kan lege med skolekammerater efter skole på grund af de lange afstande mellem forældrenes bopæl, og at børnene bliver ’ghettoficeret’ i form af ensretning af sprog, kultur, etnicitet og økonomi.

Det er der ingen forældre, som vælger for sjov. Den rigtige løsning på forholdet mellem private og folkeskoler vil være at lægge en del af privatskolernes budget ind under socialforvaltningen. Der er tale om en social indsats, og det bør fremgå af finansieringen.

Når det ikke er sådan i dag, så skyldes det, at de forældre som fravælger folkeskolen, fremstår som ressourcestærke i debatten. Der er tale om forældre med lange gode uddannelser, som ikke kan finde plads i deres selvforståelse til, at de svigter deres børn. I stedet for at indrømme, at de ikke kan leve op til deres egne forventninger til deres rolle som forældre, så har de indledt en krig imod folkeskolerne. De taler folkeskolen ned, de skyder på strukturer, på politikere og på lærere. Disse forældre taler mediesproget, så de får let optaget deres læserbreve i aviserne, og de kan få vinklet artiklerne på den rette måde.

Det er synd for folkeskolen, fordi den er rigtig god. Den er faktisk lige så god som forældre og lærere gør den til i fællesskab. Der er et godt ordsprog: »De, som siger, at det ikke kan lade sig gøre, skal ikke ødelægge det for de, som gør det«.

Claus Pedersen er cand.mag. og far til børn i folkeskolen på Nørrebro

Denne artikel er anbefalet af: