På internettetligger et link: www.athensnews.gr/portal/1/53244 fra lørdagens forhandlinger i det græske parlament, hvor finansminister Evangelos Venizelos geråder i et flere minutter langt, ukontrollabelt raseriudbrud, rettet mod et venstreradikalt parlamentsmedlem. For ikkegrækere er det ikke til at vide, hvad finansministeren råber, men kropssprog og stemmevolumen dokumenterer, hvor polariseret, desperat og eksplosiv situationen er i det græske parlament, hvor der i går ved midnat ventedes en politisk accept af den nedskæringsplan, Grækenland er blevet dikteret. Forinden var seks ministre og viceministre trådt tilbage i protest mod planen, som mindst en snes medlemmer af regeringskoalitionen foruden den samlede venstreorienterede opposition har nægtet at stemme for.

Den politiske tumult afspejler det, der ligner en begyndende social opstand blandt grækerne, og i går var på ny et titusindtal i Athens gader for med bål, brandbomber og stenkast at protestere mod den ’reformpakke’, som i praksis er udformet af ’trojkaen’, det vil sige EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB), med Tysklands kansler, Angela Merkel, som den, der reelt har dikteret vilkårene.

Men mens allebekymrede øjne nu rettes mod den græske trykkoger, er det store spørgsmål, hvad man egentlig forestiller sig i trojkaen og den tyske regering? Hvis der stadig på onsdag findes et fungerende politisk system i Grækenland, vil eurozonens finansministre i Bruxelles godkende hjælpepakken på 130 mia. euro (1.000 mia. kr.) i nye lån og dermed også sikre eftergivelsen af en græsk gældspost på 100 mia. euro til den private banksektor. Ingen uden for kredsen af euro-regeringer tror imidlertid længere på, at kombinationen af ny hjælp og nye nedskæringer i den græske økonomi kan hjælpe landet ud af dødsspiralen. Og det er ikke lettere at finde fagfolk, som tør påstå, at den overordnede krisestrategi i den samlede eurozone — nedskæringer under betegnelsen ’finansiel disciplin’ — kan vende nedturen.

For Grækenland ersituationen, at man på femte år har faldende BNP og stigende gæld og derfor en gældsbyrde, der nu er 163 pct. af BNP. Hjælpepakke og gældseftergivelse skal angiveligt bringe gælden ned til 120 pct. i 2020, men allerede inden godkendelsen har den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, erkendt, at den formentlig til den tid stadig vil være 128-136 pct.

Problemet er det åbenlyse, at Grækenland kun kan mindske gældsraten ved at vokse økonomisk, men netop det er totalt udelukket, når økonomien nu udsættes for massive nedskæringer på mindst 3,3 mia. euro med bl.a. afskedigelse af 150.000 offentligt ansatte og 22 pct. barbering af mindstelønnen. Når man til dette lægger en dysfunktionel offentlig administration, et dybt splittet parlament og en befolkning i oprør, er konklusionen, at den trojka-pålagte sparevej ud af krisen er umulig. Der eksisterer kun to muligheder for Grækenland: Officiel statsbankerot eller udtræden af eurozonen. Begge dele også med uoverskuelige sociale konsekvenser i en årrække.

Når EU-lederne fortsat foregiver andet, kan det kun være, fordi de ikke aner deres levende råd eller vil presse grækerne til selv at kaste håndklædet i ringen, og fordi Grækenlands skæbne kan være forsmag på, hvad der venter andre.

EU-planillustreres situationens alvor af en voksende gældsbyrde på nu 82,2 pct. af EU’s BNP, en arbejdsløshed på 10 pct. — angiveligt den højeste siden Anden Verdenskrig — samt en forventet eurozone-recession i 2012 med minus 0,5 pct. BNP-vækst.

Miseren er kort fortalt, at en masse banker reelt er insolvente, fordi de før krisen har investeret 20-30 gange deres egenkapital i bl.a. statsobligationer fra kriseramte europæiske lande, som nu har mere end svært ved at betale gælden tilbage. Da økonomien ikke kan tåle, at store dele af den finansielle sektor går fallit, må staterne nødvendigvis finde pengene til bankerne — først med gentagne hjælpepakker, nu ved hjælp af nationale nedskæringsprogrammer.

Men nedskæringerne hindrer økonomierne i at vokse, og det gør det for de mest gældstyngede lande — de sydeuropæiske — umuligt at opnå nye lån til overkommelige renter. Med stigende lånerenter og ingen eller for lav vækst vokser således gældsbyrden. Når samtidig værdien af bankernes beholdning af statsobligationer skrumper på grund af landenes vaklende kreditværdighed, bringes bankerne i yderligere fare for fallit. De kæmper derfor for at sikre eget kapitalgrundlag ved at holde igen på lån til kriseramte lande og private virksomheder — på bekostning af mulighederne for BNP-vækst.

De onde cirkler har rod i et par fatale politiske fejltagelser for to-tre årtier siden: Dereguleringen af den europæiske og globale finanssektor, hvis grænse- og ansvarsløse långivning fristede mange EU-lande — Grækenland i nærmest kriminel grad — til at leve over evne. Samt en fejlkonstrueret valutaunion, der hverken rummer en fælles finanspolitik eller finanspolitiske frihedsgrader i erkendelse af, at medlemslandene er vidt forskellige med hensyn til f.eks. produktivitet og handelsbalance.

Eurozoneledernes foreløbig eneste svar på fejltagelserne og de onde cirkler er at skærpe budgetdisciplinen ved hjælp af Finanspagten. Grækenland bliver første offer. jsn