Lysets engel — Mørkets hjerte

Jeg snakkede med en ung kvinde fra, hvad der dengang kaldtes et af de store pladeselskaber om hendes arbejde, der hed noget med promotion, men som ikke desto mindre indebar en bred vifte af opgaver. Blandt dem babysitning af verdensstjerner på besøg i vores del af verden. Og lige så overrasket jeg blev over, hvem der havde været det behageligste bekendtskab (»Cliff Richard! En sand gentleman,« kom det uden tøven), lige så lidt overrasket blev jeg over svaret på, hvad der havde været hendes værste: »Whitney Houston!!« kom det prompte. Hvorefter der gik en trækning af ubehag gennem vedkommende.

Og så fik jeg ellers en rapport om divafnidder, der fik mine tæer til at fryse til is. På daværende tidspunkt var Whitney Houstons renskurede image allerede begyndt at krakelere, for i kølvandet på ægteskabet til den notoriske ’bad boy’ Bobby Brown sivede der rygter ud fra førerbunkeren om uhæmmet stofmisbrug med tilhørende bizar opførsel, hvad der jo for en rockstjerne kun er god reklame, men for en mainstreamsuperstar som Whitney er helt uholdbart.

For hun var faktisk en lysets engel, der opslugtes af mørkets hjerte. Omend godvilligt.

Ikke mindst når det påvirker såvel op- som fremtræden og allermest katastrofalt i hendes tilfælde: Stemmen! Mindes således et tv-interview med en norsk journalist i PR-kølvandet på filmen The Bodyguard (en stinker fra det herrens år 1992, der primært huskes for hendes rystende smukke læsning af Dolly Partons ’I Will Always Love You’ …), hvor hendes reaktion på hans spørgsmål mestendels bestod i overlegen overbærenhed, dog vekslende med det rent ud uforskammede. Som én, der havde haft et crush på hende, var det noget af et chok at se hende divabitche en velforberedt og høflig journalist, der ikke syntes at have knive i ærmet. Allerede der måtte man konstatere, at hun var på vej ind i Sinatra-sfæren, hvor det evige spørgsmål lyder: ’Hvordan kan der komme så skønne klange ud af et så dumt svin? Hvordan kan jeg dig forsvare at blive så følelsesmæssigt påvirket af en person, jeg næppe ville orke drikke en kop kaffe med?’

Vel, jeg har ikke svaret, men både Frank og Whitney ligger helt i toppen af min kategori Unikt Uefterlignelige Sangstemmer. Og der bliver de liggende, lige meget hvad der dukker op til overfladen af personligt snavs.

Puds, plak og hjerte

For selv om hendes sangteknik deler vandene, skal der herfra lyde et »hold kæft, hvor kunne den madame dog synge!« Ja, hun kunne synge pudset ned af væggene, plakken af tænderne og hjertet helt op i halsen. I hvert fald på mig. Hun var teknisk set mezzosopran, med et rigt mellemregister, men hun kunne i sin ungdom ubesværet, ja elegant, nå helt op i det højeste leje. Kritikken af hende gik på, at hun overbroderede, hvilket skyldes hendes rødder i gospel, hvis udbredte brug af melismer (hvilket betyder at synge flere toner på en enkelt stavelse) aldrig rigtig har huet den hvide (rock)lytter, og som da også kræver tilvænning. Det siger sig selv, at mange af de sangerinder (fra Mariah Carey til Christina Aguilera), der er fulgt i hendes fodspor, har overdrevet de nedarvede virkemidler, men lytter man til Houstons pænt omfangsrige værk, skal man edderperkeme være umusikalsk, hvis ikke man kan høre, hvor økonomisk hun er med sine stilgreb. For skole dannede hun, og i processen ændrede hun måden, vi lytter til musik (og altså især sang) på.

Et smil i en video

I mit tilfælde begynder historien om Whitney Houston med noget så på overfladen uskyldigt som et smil i en oven i købet noget flad musikvideo. Selv i en tid, hvor musikvideoer var lidt af et særsyn, og alt gik i stå, når en sådan gled over skærmen, var der noget usædvanligt dragende over måden, hun smilede til seeren på i videoen til sangen ’How Will I Know’, efterfølgeren til gennembrudshittet ’Saving All My Love For You’.

Sidstnævnte var en af de der opulent tårepersende kæmpeballader, en sanger som Whitney kunne afsynge i søvne, og som altid gik lidt henover hovedet på mig (det er først som voksen og følsom, jeg har lært at værdsætte den side af hendes sangkunst), hvorfor jeg trods sangens popularitet ikke rigtig stod på.

Men ’How Will I Know’ var fest og farver (dem var vi glade for i senfirserne), et godt uptempo beat, en fængende melodi og så pigen med det der smil, der kun kan beskrives som fuldstændig uimodståeligt. Det var midt i 1980’erne, hvor jeg famlede mig vej fra postpunkens morads mod lyset, tiderne var skiftet, og det var o.k. igen at kunne lide pop. Nu havde jeg så hele vejen igennem godt kunne lide pop, men behøvede ikke længere tjekke med musikpolitiet om, hvorvidt det nu var i orden eller ej.

Nå ja, og så forelskede jeg mig jo i pigebarnet, sådan som man ind i mellem gør det i en mediestjerne. Sådan en (næsten) uskyldig envejsforelskelse, fordi hun trods alt udstrålede opnåelighed, en slags naboens datter (for så vidt denne var en vildt lækker mulat) med en aura, der åbnede op for projektioner af den ene eller den anden art. Så da den altid uartige Serge Gainsbourg i beruset tilstand for åben skærm på fransk tv i hendes gennembrudsår 1986 gentagne gange erklærede »I want to fuck you«, var det svært at blive rigtig forarget på eget køns vegne, hun var jo lidt af en honningkage med et glimt i øjet, og det ville være hyklerisk at påstå, at tanken ikke havde strejfet én. Klippet (som ligger frit tilgængeligt på youtube) er også ubetaleligt for måden showets vært prøver at redde den hjem på. Og vor Whitney tager det sgu meget pænt, her er der sågar mulighed for at se hende rødme klædeligt, noget hun lagde helt på hylden efter ægteskabet med Bobby Brown i ’92. Men det var en sorgfri (om end ret kort) tid, og Whitney leverede lydsporet. Faktisk blev hun den første kvindelige solist, der fik syv nr. 1 placeringer på Billboards Hot 100 — i træk! Ligesom hun som den første kvinde gik direkte ind på førstepladsen med sit andet album, det med længsel imødesete Whitney i 1987. I det hele taget satte hun et hav af rekorder, modtog en flodbølge af priser og udmærkelser og solgte så mange plader, som det nu engang kun var muligt i det 20. århundrede.

Derouten

Måske var det derfor hendes deroute virkede så voldsom? I hvert fald åbnede ægteskabet med kollegaen Bobby Brown for en lem, de begge faldt igennem. Og lige ud i misbrugets (sprut, stoffer, smøger, medicin) ingenmandsland, hvor alt andet (inkl. værdighed og kompetencer) trænges i baggrunden. Så blev de busted for besiddelse, så gav Bobby hende bank, så trådte hun frem og lignede et skelet, så sang hun, og det kunne høres, hun havde mistet både spændvidde og den der gyldne klang, der i sin tid drog publikum. Nulpunktet nåedes med reality-tv-serien Being Bobby Brown, hvor seerne fik et ikke synderligt behageligt indblik i, hvordan det stod til hjemme hos parret. Det var i 2005, året efter skiltes parret, og Whitney kunne begynde turen tilbage til virkeligheden. Det blev så kun til ét album (ud af karrierens i alt seks) og én turne, før hun hentedes hjem til den store gospelkoncert up there.

Nuvel, der sker noget interessant og ofte ubehageligt, når en stjerne om ikke falmer, så dog er for nedadgående: Det bliver ’tilladt’ at svine vedkommende fuldstændig hæmningsløst. Det foregik i gamle dage diskret bag nedrullede gardiner og uden for citat, men med internettets mulighed for anonymt at føre sig frem på utallige sites som smagsdommer i bedste bodegastil, er det blevet muligt at kaste et blik ned i, hvad der rører sig i folkedybet.

Såvel sociologisk som patologisk giver det et illuminerende blik ind i folkesjælen, som skrift betragtet er vi ikke langt fra smædeskriftet, blot fritaget sans for stavning og syntaks.

Som det kan ses af den igangværende virtuelle korsfæstelse af den purunge Lana Del Rey mødes kvindelige kunstnere ofte af en helt speciel form for had. Had til deres køn, deres (uopnåelige) seksualitet, deres kunnen og i Whitneys tilfælde, sikkert også hudfarve.

Yderpunkterne

I den ende af musikken, hvor folk ikke kan/vil danse, forbeholdes en helt særlig galde for den musik, hvis primære formål er at få folk ud på dansegulvet. Det anses på en eller måde som et forræderi mod intellektet, uanset dets beskaffenhed. Dybt beskæmmende og sandt.

Og guderne skal vide, at Whitney fik ørerne i den maskine. Ikke fordi de officielle medier holdt sig tilbage. På hvad der skulle blive afskedsturneen i 2010 stod øretæverne i kø for at blive delt ud og ikke mange så sig i stand til at give stjernen mulighed for at vise nye sider af sig selv. De var der ellers. Erfaringsfylde og en særegen form for blues. Jeg syntes faktisk, det var fedt. Også sammenholdt med koncerten i Parken i 1993, hvor hun stadig havde det hele intakt, image, looks og stemme.

Der var faktisk en grund til vi kaldte hende ’the Voice’. Tænk, at der kun var 17 år mellem de to yderpunkter. Tænk, at det var den samme person.

Tænk, at hun nu er død.