Opslag til denne artikel

Emneord:eurosamarbejdet, eurozonen, statsgæld
Personer:Lucas Papademos, Lucas Papademos, Mario Monti, Wolfgang Schäuble
Organisationer:Den Europæiske Centralbank, EU, IMF
Steder:Grækenland

ATHEN — Efter tre år på intensivafdelingen befinder gældskrisens græske patient sig nu i den terminale fase. Hvad der ville ske efter redaktions slutning, når Grækenlands folkevalgte politikere skulle stemme om omverdenens krav til landet, turde demonstranterne på Syntagamapladsen, brændpunktet i gældskrisens Europa, næsten ikke tænke på: »Så er det slut,« sagde en midaldrende dame, uden at se ud til selv at forstå ordenes betydning.

Hun havde sammen med sin datter indfundet sig på pladsen foran parlamentet, begge iført fodboldhalstørklæder i nationens farver, sammen med damer i pels og maskerede autonome, folk fra langt de fleste aldersgrupper og samfundsklasser.

Modstandshelten Manolis Glezos, som den 30. maj 1941 strøg nazisternes flag på Akropolis, havde opfordret alle patriotiske grækere til at møde op i protest mod krav til den græske befolkning. Vejen, der løber mellem »forfatningspladsen« og parlamentet, er for gældskrisen i Sydeuropa, hvad Tahrirpladsen er for Det Arabiske Forår — ellers måske snarere hvad Berlinmuren er for Den Kolde Krig. Ville et ja til EU’s og navnlig den tyske regerings reformkrav medføre, at Grækenland overgiver sig til finanskapitalismens tyranni? Eller ville et politisk usandsynligt nej betyde farvel til det privilegerede Europa?

Klokken 17.38 lød det første brag, og kort efter var pladsen omdannet til en kampzone: »Er det muligt at gennemføre disse tiltag med tåregas? Disse tiltag har ikke den græske befolknings stemme,« erklærede den 90-årige Glezos, omhyldet af tåregas og iført operationsmaske.

Mistillid

At ankomme til Grækenland, hvor gældskrisen kradser mere end nogen andre steder, er en paradoksal oplevelse. Sammenlignet med Roms Fiumicino-lufthavn, der med sit permanente byggerod får Italien til at ligne et land i dyb krise, giver Venizelos-lufthavnen indtryk af et land i fremdrift. Også metroen er moderne og velfungerende, men den blev jo også udvidet til den nye lufthavn i forbindelse med OL i 2004. For skatteydernes penge og inden det hele gik galt i verdensøkonomien.

Denne søndag er metroen fuld af folk, som er klædt på til gadekamp. Stationerne omkring parlamentet er lukket af. Omkring Exarchia-kvarteret, som med Det Polytekniske Universitet er hjemsted for Athens anarkistmiljø, gennemsøger politiet rygsække, men få hundrede meter længere fremme har de maskerede anarkister alligevel hænderne fulde af molotovcocktails. Ligesom mange andre på pladsen har de ikke lyst til at snakke: »Vi har sagt det hele.«

Mens Italiens nye ministerpræsident Mario Monti med en hurtig og effektiv reformkur i løbet af kort tid har vundet EU-partnernes tillid og fornyet troen på, at italienere trods Berlusconi-regeringens katastrofekurs er i stand til at hjælpe sig selv, har Lucas Papademos ikke formået at skabe tillid. Og mens spanierne får ros for at gennemføre den ønskede arbejdsmarkedsreform, mens den tyske finansminister Wolfgang Schaüble på eurogruppemødet forleden forsikrede sin portugisiske kollega om, at de godt kan regne med hjælp, er Europas sygeste patient måske ved at blive opgivet.

Det eneste middel, som ifølge de fleste finanseksperter ville kunne redde Grækenland fra statsbankerot, indførelsen af eurobonds eller fælleseuropæiske obligationer og dermed de facto dannelsen af en slags økonomisk føderalstat i eurozonen, har Tyskland og Frankrig konsekvent afvist.

Og grækerne er klar over, at de efterhånden er uønskede som medlemmer af en konføderation uden direkte kontrol med landenes budgetter: »Et ja til eurogruppens memorandum betyder blot, at statsbankerotten bliver udskudt i nogle uger,« vurderer Nikos, en 44-årig informationstekniker fra Athen, der er til demonstration med et skilt om halsen og kæresten i hånden:

»Jeg er virkelig træt af det. Jeg har måttet fyre mine to ansatte og er næsten gået fallit. Jeg arbejder 60 timer om ugen, men kan ikke få det til at løbe rundt. Jeg er træt af at slide for bankmafiaen.«

Middelalder

Helt op til 80-90 pct. af befolkningen er ifølge nylige meningsmålinger modstandere af de betingelser, som trojkaen bestående af EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB) har stillet for udbetalingen af en redningspakke på 130 mia. euro. Og samtidig med at grækerne fredag indledte to dages generalstrejke, blev der offentliggjort nye statistikker, som viser, at over en million grækere har været arbejdsløse siden november 2011 — svarende til mere end 20 pct. af arbejdsstyrken.

Mere end de besparelser og kontrolforanstaltninger, som EU-partnerne med den på disse kanter stærkt forhadte regering i Tyskland i spidsen stiller krav om, er det angrebet på arbejdstagernes rettigheder, som har fået landets største fagforbund, Gsee, til at bakke fuldt op om strejken og demonstrationen:

»Fra krisens begyndelse har de forsøgt at afskaffe de kollektive overenskomstforhandlinger og lønmodtagernes beskyttelse. Nu forsøger de blot at institutionalisere de middelalderlige forhold på arbejdspladsen,« udtaler Lia Fragou fra Gsee’s bestyrelse til den italienske avis Il Manifesto og tilføjer:

»Det er en stor skam, at der ikke findes det samme tætte samarbejde mellem fagforeningerne i EU, som industriforeningerne har.«

I fredags udstedte politiforbundet en symbolsk arrestordre mod medlemmerne af trojkaen. Formanden for det højreradikale parti Laos, der i tre måneder har støttet Lucas Papademos brede overgangsregering , udtalte sågar, at IMF’s danske chefforhandler, Poul Thomsen, er uønsket i Grækenland.

En af de unge betjente, som var udkommanderet til kampene foran parlamentet, fortalte inden slaget, hvordan han har det med situationen: »Ad helvedes til. Vi er spillet ud mellem to parter,« sagde han trods betjentenes forbud mod at udtale sig, mens de kampklædte kolleger i andet geled gjorde tåregaspatronerne klar.

Denne artikel er anbefalet af: