Verdens kritikerstand har lagt sig på knæ for den begavede, søde og charmerende franske (næsten) stumfilm, The Artist, som er nomineret til 10 Oscars, har vundet flere Golden Globes end nogen anden film i år, som på anmeldelsesoversigten Rotten Tomatoes scorer svimlende 97 procents positive tilkendegivelser, og som vandt prisen for bedste film i New York Film Critic’s Circle. Alle kommer i bedre humør, lader det til, af Michel Hazanavicius’ leg med den slags naive stumfilm, der dengang som nu dulmer krise med sød og veloplagt underholdning. For anmeldere er filmoplevelsen helt kropslig: »Man sidder med livet i hænderne, latteren klukkende og en klump i halsen alle de rigtige steder«, skriver Politikens Kim Skotte.
Nærværende dagblads Christian Monggaard erindrer, hvordan han og flere efter visningen i Cannes sidste år »henført dansede ud af biografen …« Berlingskes Jacob Wendt Jensen rubricerer The Artist som »filmen, der får voksne mænd til at græde. Mest af glæde«.
Foragt for filmhistorien
Slant Magazines Jaime N. Christley vægrer sig derimod ved filmens løse leg med filmhistorien: »Det ville være det nemmeste i verden at tilgive Hazanavicious og kompagnis manglende evne til ordentligt at skildre emnet ’Amerikansk filmhistorie, 1927-33’ eller ’Hollywoods overgang fra stumfilm til lydfilm’, hvis den sti, de betræder, ikke var kendetegnet af en så doven, grænsende sig til det foragtelige, attitude over for emnet. Filmens opkog af A Star Is Born er så livløst, at selv Streisand-Kristoffersons version ser godt ud i sammenligning«, skriver Christley, der savner, at filmen anerkender værker fra stumfilmhistoriens faktiske skatkammer: Josef von Sternberg, Charles Chaplin, Ernst Lubitsch osv.
Devin Farci, fra hjemmesiden BadAssDigest.com er heller ikke begejstret for den kunstnerisk uambitiøse type stumfilm, som The Artist prøver at mime: »Hvis The Artist virkelig var fra den periode, som den skildrer, så ville den være en ubetydelig film, der engang imellem blev sendt på TCM klokken tre om morgenen«.
Føler sig belønnet
Chicago Sun-Times’ Roger Ebert antyder en af grundene til filmens popularitet blandt også mindre cinefile biografgængere: »Jeg har set The Artist tre gange, og hver gang lød der klapsalver i salen — måske fordi publikum var overrasket over, hvor godt de kunne lide den«. Man tror, at det er en svær film, men så er den lige så fordøjelig som andre romantiske, selvironiske komedier, og så føler man sig belønnet for at have vovet noget nyt.
Er det denne lettelse, der sikrer filmen stående ovationer? Ikke i alle tilfælde: Britiske The Telegraph beretter om, at biografgængere i Liverpool sidste år i mange tilfælde krævede deres penge tilbage efter at have set den moderne stumfilm. Ganske simpelt fordi »der ikke var lyd, og fordi skærmen var mindre.«
Kommentarer
Jeg kunne vældig godt lide “the artist”, men ved ikke om jeg elskede den. Det er en meget enkel og næsten naiv historie, fortalt med tydelige tegn, men ganske lavmælt. Jeg morede mig undervejs, jeg var berørt, men begyndte ikke at græde.
Det fede ved filmen er måske i virkeligheden at det er en helt banal og gammeldags kærlighedshistorie, fortalt så vi tror på det, så vi lader os rive med, uden at skulle analysere og holde ironisk distance.
Stumfilm kan være eminente. Da talefilmen dukkede op, var begejstringen langtfra entydig.
Det at det er en stumfilm, gør nok at man har nogle bestemte forventninger. Man forventer at det går lidt langsomt, man forventer at symbolikken er firkantet, osv. Det rum man derved skaber, bliver i filmen brugt til at lave en fin lille historie, som går rent ind.
Jeg tror egentlig ikke at det så meget er det at det er en stumfilm, men mere at man får skabt et frirum, lidt på samme måde som med dogme filmene.
Jeg har set filmen og synes den var god. Og da jeg kom ud ad biografen , var jeg i opløftet stemning. Det som gjorde filmen god var humoren og livsglæden. Uden det tror jeg ikke den var lykkes så godt. Og figuren Peppy Miller kan man næsten ikke undgå at hold af. Fuld af overskud og gå på mod. Spørgsmålet er om man overhovedet kunne lave sådan en figur , hvis der var lyd på. Hendes overdreven mimik ville have virket kunstig. Men den tager os også med til vores egen barndoms oplevelser med stumfilm (Jeg er født i 1964). Hunden der render hen til en politimand for at få hjælp. Den mindes jeg selv at have set på stumfilm. Ellers de gamle Tarzan film med kviksand.
Og så selvfølgelig slutningen hvor de tager danseskoene på.