Læserbreve

En håndholdt finger til mig

Nis Rasmussen, Hundested

Der går ikke en dag, uden at jeg møder bilister med én hånd på rattet og den anden travlt optaget af at holde mobiltelefonen så tæt på kraniet som muligt.

Det sker på lige vej, i rundkørsler og i vejsving. Det gælder både privatbilister og erhvervschauffører. Det er forbudt, men det bekymrer tilsyneladende ikke disse idioter.

At de i høj grad er til fare for andre trafikanter er åbenbart heller ikke noget, der forstyrrer dem i deres maniske insisteren på at betjene en håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Det er tydeligvis ikke faldet dem ind, at de kunne vente med samtalen til den næste vigeplads eller sidevej eller eventuelt montere et håndfrit system, hvis alle opkald pinedød skal besvares med det vuns.

Jeg opfatter faktisk denne håndholdte mobilsnak som en klar fuckfinger til mig og andre trafikanter. Denne totale foragt for medtrafikanters ve og vel er patologisk og kan vel kun elimineres med højere bøder for forseelsen.

Frakendelse af kørekortet er måske det mest virkningsfulde og probate middel i kampen mod disse trafiktåber, der synes helt uden for pædagogisk rækkevidde. Mod dumhed kæmper som bekendt selv guderne forgæves. Men hvad med Folketinget og politiet?

Inkompetent ledelse på AU

Tim Knudsen, professor, KU

Hvis Informations artikler 13. februar om forsøgene på at disciplinere en professor på Aarhus Universitet giver et retvisende billede, så bekræfter de atter, at universitetsloven har givet for stor magt til lederne.

Det giver mange problemer. Et af de væsentligste er, at man udnævner ledere, som ikke har forstand på forvaltning og jura, herunder spørgsmålet om ytringsfrihed. Eksempelvis fremstår dekan Helle Thunø ifølge artiklerne som intimiderende og uden juridisk dækning.

En kommentator siger: »Universitetet ses som en privat virksomhed, der binder medarbejderne til ikke at lade kritik af forholdene sive ud«. Det sker her på lederens helt private grundlag.

Hvad Keynes faktisk mente

Jesper Jespersen, professor, Roskilde Universitet

Dan Jørgensen (DJ) har påtaget sig den håbløse opgave at forsvare finanspagten. Den vil, hvis den bliver overholdt, først lægge europæisk økonomi i en spændetrøje, hvor budgetunderskuddet skal reduceres i alle lande. Dernæst vil den lægge den europæiske økonomi i dybfryseren gennem forbuddet mod at føre ekspansiv økonomisk politik, næste gang krisen rammer.

I sit forsvar påberåber DJ sig Keynes. I så fald vil jeg anbefale ham at læse lidt af det, Keynes har skrevet. Prøv f.eks. med The Economic Consequences of the Peace, i hvilken Keynes diskuterer konsekvenserne af den gældskrise, der opstod i Europa og navnlig Tyskland efter Første Verdenskrig.

Havde forhandlerne i Versailles lyttet til Keynes og ikke populisten Lloyd George, havde gældskrisen, den efterfølgende inflation og det politiske kaos måske været undgået.

Hvis DJ, og med ham mange andre, kendte deres klassikere, ville den krise, der nu er under hastig udvikling i Sydeuropa, endnu kunne undgås. Men det kræver, at politikerne ser virkeligheden i øjnene.

Det græske overmod

Elvir Pelesevic, København

Den uendelige føljeton om den græske økonomiske krise har nået nye højder. Til trods for den storartede og uselviske hjælp, som Tyskland har ydet til Grækenland hidtil, er der stemmer blandt den græske befolkning, som sammenligner tyskernes indsats med nazisternes forfølgelse af jøderne.

Denne reaktion er uhørt, arrogant og utaknemlig, og vidner om en befolkning, der åbenbart lider af storhedsvanvid, hvor et af symptomerne er manglende kontakt til virkeligheden.

I stedet for at skylde deres lidelser på den store verden, burde grækerne kigge indad, være mere ydmyge og tage deres del af ansvaret for den svære situation i landet. EU er jo ikke noget ’tag selv bord’ — man skal yde for at kunne nyde.

Grækernes bagatellisering og nedværdigelse af Tysklands bistand fremstår endnu mere fornærmende, når man ved, at der er lande i Europa, som eksempelvis de tidligere jugoslaviske republikker, der vil give deres venstre arm for at være med i EU og nyde godt af fællesskabet.

Set i lyset af dette, burde man måske lade grækerne sejle deres egen sø, når landet gang på gang truer med at melde sig ud af EU. Det vil også sætte punktum for en kedelig føljeton, fyldt med selvmedlidenhed og umodenhed, som ingen efterhånden gider at læse mere om.

Stavnsbånd på handicappede

Jan Andreasen, Hillerød

Undervisningsminister Christine Antorini (S) vil gøre frit skolevalg permanent for normalt fungerende børn. Til gengæld skal handicappede børn, som eksempelvis børn med eksempelvis autisme eller ADHD, der har behov for specialundervisning, ikke længere have denne rettighed.

De har i forvejen mere end svært ved at finde relevante skoletilbud, hvis de ikke magter den normale folkeskole. Forældre til disse børn har ikke de samme muligheder for at vælge en privatskole med færre elever, for mange privatskoler takker nej, når de hører, at barnet allerede har en af nævnte diagnoser.

Som vælger må man undre sig over, at Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti vil lægge stemmer til en lov, der sikrer de normalfungerende børn ret til frit skolevalg, men ikke mener, at handicappede børn skal have denne mulighed.

Glem den ring

Eva Dragheim, Helgenæs

Kære medier: Vi er mange, der bor vest for Valby Bakke og vi er ligeglade med betalingsringen. Her hvor jeg bor, er der ikke mobildækning, og den sidste bus kører klokken 17.

Prøv at finde et andet emne til jeres debatprogrammer, der rager lidt flere end københavnske bilister.

Så hjælp da selv de svage

Frank Nilsson, København

Så brækkede Henrik Dahl og Ole Thyssen sig igen (8. februar over velfærdsstatens udvikling. De anfører, at der er alt for mange på overførselsindkomster, at der er for mange, der behandler dem, og at denne tingenes tilstand fører til udviklingen af et tabersprog.

Det er storslået. Hvem mener, at der skal være for mange passive modtagere af offentlige midler? Hvem jubler over, at der skal mange til at undervise, sagsbehandle og tage sig af dem? Og hvem begejstres mon over et ynkeligt tabersprog? Ingen — eller meget få.

Jeg vil foreslå, at de to bruger deres krøllede hjerner til at komme med nogle konstruktive forslag til, hvad vi skal gøre ved problemerne. De kan begynde med at svare på to spørgsmål:

Når antallet af hjemmehjælpertimer mindskes ved indkøb af robotstøvsugere, hvor skal de overflødige hjemmehjælpere så finde beskæftigelse? Og når vi nu alle sammen flytter postkasserne ud til skellet, hvor skal den del af arbejdsstyrken, der er motiverede for at omdele post, så gå hen?

Dem er der ikke plads til på et specialiseret og digitalt arbejdsmarked. Kan I bruge dem som uddannelsesassistenter, eller kan I ansætte dem til noget som helst?