Kapitalister over for arbejdere. Sådan lød det naturlige modsætningsforhold engang. Det var dengang, fagforeningerne var alle arbejderes bedste ven, og den afgående LO-formand Thomas Nielsen sagde de berømte ord: »Vi har sejret ad helvede til«.
En sejr, der tilsyneladende efter udsagnet i 1982 ikke kun markerede Nielsens afsked, men også blev en afsked med fagforeningen, som man kendte den. Klassekampen kom op gennem 80’erne til at handle mere og mere om særinteresser end om et fælles samfundsmæssigt projekt. En udvikling, der blev synliggjort i den netop overståede overenskomstforhandling på industriens område, hvor repræsentanterne for både arbejdsgivere og arbejdstagere ’før tid’ kom ud side om side, og hvor en tilfreds formand for Dansk Metal, Thorkild Jensen, smilte, selv om han kom ud med en minimal lønstigning og uden ekstra fritid til sine medlemmer. Hensynet til det globale konkurrencemarked vejede øjensynlig tungere end medlemmernes kamp mod arbejdsgiverne.
Og den indgang er ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet Carsten Strøby Jensen blevet kendetegnende for fagbevægelsen. Forklaringen er, at den har accepteret kapitalismen som det styrende element i vores samfund.
»Den klassiske klassekamp er forbi. De store samfundsmæssige konflikter er ikke længere afspejlet i arbejdsmarkedskonflikten. Når sygeplejerskerne f.eks. strejker i 2008, er de ikke del af en klassekamp, men en gruppe, der kæmper for bedre vilkår og midler på egne vegne. Det er ikke en kapitalistisk konflikt, men en konflikt inden for det kapitalistiske system,« siger Carsten Strøby Jensen.
Derfor er strejker og lock- out ifølge Carsten Strøby Jensen ikke længere et udtryk for en konflikt mellem klasser, men er reduceret til en mekanisme til at forhandle løn med. En del af forklaringen ligger i, at man har decentraliseret lønforhandlingerne, så det nu er ude i virksomhederne, at de reelle lønforhandlinger foregår.
Men har man ikke spillet sig et af sine bedste kort af hånden? ’Sammen er vi stærke’ var vel en grundsten. Hvad sker der nu, hvis tillidsmanden svigter?
»Man er blevet enige om, at det nu fungerer på markedsvilkår. Det vil sige, at hvis de ansatte kan finde bedre vilkår andre steder, så skifter de jobs. Hvis det går dårligt — som nu — så holder de ansatte igen med deres krav. Som det er nu, er både arbejdsgiver og arbejdstager presset, og derfor er der enighed om at blive enige. Spørgsmålet er, hvor godt systemet virker, hvis der ikke eksisterer det pres?« siger Carsten Strøby Jensen.
Svaghedstegn
Spørger man Henning Jørgensen, der er professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, er hans vurdering, at man fra fagbevægelsens side skyder sig selv i foden, når man accepterer, at statens underskud bliver det altafgørende udgangspunkt for forhandlingerne.
»På det punkt bliver det tydeligt, at der har manglet en mobilisering, og at fagbevægelsen ikke har haft kræfterne til at stå fast på offensive krav. Det er et udtryk for slaphed over for den nuværende situation,« siger Henning Jørgensen.
Han peger på, at det netop er kommet til udtryk i den seneste overenskomstafslutning, hvor arbejdsgiverne er kommet stærkest igennem.
»Det afspejler nogle magtforhold i samfundet, som helt klart har forrykket sig til arbejdsgivernes fordel. Det har givet et ekstra pres på lønmodtagerne, som er nødt til at rulle deres interesser tilbage,« siger Henning Jørgensen.
Henrik Lambrecht Lund, lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, er enig. Fagforeningerne står i dag svagt, og det bliver mere og mere svært for medlemmerne at se, hvad de betaler deres høje kontingent for.
»Hvis forhandlingerne ikke afspejler sig i konkrete overenskomstforbedringer, som udspringer af, at man er kollektiv organiseret og forhandler solidarisk med hinanden, så får fagbevægelsen det svært. Vi lever nu i en globaliseret verden, og fagbevægelsen kan ikke tåle, hvis de lønmodtagere, der ikke er organiseret, får mere i løn end de organiserede. Den slags er gift for fagbevægelsen,« siger Henrik Lambrecht Lund.
Kantinekultur
En årsag til den ændrede strategi for fagbevægelsen kan findes i det faktum, at kernen af industriarbejdere er væk. Carsten Strøby Jensen vurderer, at der kun er godt og vel 400.000 tilbage ud af et arbejdsmarked på 2,5 millioner. Så arbejderklassen er blevet mindre og har derfor også mistet betydning. Oven i det er autoritetsrelationen ændret. Hvilket helt konkret kan ses i kantiner landet over.
»For 40 år siden havde man fire eller fem kantiner til de forskellige medarbejdergrupper. En til direktørerne, en til arbejderne. I dag spiser vi sammen alle sammen. Vi er ikke længere dem og os, men bare os. Dermed ikke sagt, at strukturerne ikke stadig er der, og nogle ikke bestemmer mere end andre, men strukturerne er meget løsere markeret og sværere at gennemskue end tidligere,« siger Carsten Strøby Jensen.
— Hvad så med den ideologiske overbygning, kan vi for altid vinke farvel til den?
»’For altid’ er jo svært at arbejde med. Men ser man f.eks. på LO, så har de jo ikke længere tanken om noget ’andet’. Det er det blandingsøkonomiske samfund, som man prøver at gøre konkurrencedygtigt; ikke at lave om. Det er svært at forstille sig, at Børsting pludselig siger, at nu skal man overtage produktionsmidlerne … folk ville tro, han var tosset,« siger Carsten Strøby Jensen.
Kommentarer
Det glæder mig, at fagbevægelsen endelig er kommet til fornuft - især mht. lønstigningerne.
Vi kan ikke tage kampen op mod vores konkurrenter i den globaliserede verden og bevare arbejdspladser i landet, medmindre fagbevægelsen støtter vores virksomheder heri.
Endnu bedre er det, at selv de politiske partier på venstrefløjen også har erkendt de udfordringer, der venter os.
Et fotografi af et fæ med et rødt flag foran den symbolske betonmur. Et fantastisk symbol på hvor sølle arbejderbevægelsen er blevet.
Europakommisionen er ude med riven efter konfliktretten og fagbevægelsen brokker sig. Men hvad skal man med en konfliktret man ikke vil, kan eller tør bruge. Spredte spilfægterier for et godtroende galleri er det ganske vist blevet til, men det er helt uden betydning for det samlede billede.
Fagbevægelsen har erklæret klassekampen død. Dvs. Det der døde var fagbevægelsens mod til at føre den. Kapitalisterne kæmper skam stadigt videre.
Imens taber fagbevægelsen medlemmer. LO-folk påstår, at folk af egoistiske grunde undviger fællesskabet og søger de “gule”. Forklaringen er måske nærmere, at de færreste kan se hvorfor man skal betale 6 - 700 kr. i kontingent for at fodre en senil, tand- og kloløs tiger. Et organ som kun kan samle sig til navlepilleri, rygklapperi og store frokoster betalt af folk som selv må medbringe madpakker.
For nyligt kunne man i pressen se et billede af industriens forhandlere. Jeg vil tillade mig at skærpe den kommentar jeg skrev dengang:
Det handler om det sidste afsnit i Orwells “Kammerat Napolion”, hvor dyrene kigger ind af vinduet og erkender, at det ikke længere var muligt at skelne det ene svin fra det andet!
Og når nu et af dem famler beklemt med et rødt flag som han i sin position burde fremvise med stolthed….
Tja, så bliver jeg både træt og gnaven.
Med venlig hilsen /Skov
Denne kommentar er anbefalet af:
Stærkt sammentrængt er fagbevægelsens historie følgende:
Først opgav fagbevægelsen kampen om at lede og fordele arbejdet og anerkendte kapitalisternes ret til at lede og fordele. Dernæst reducerede fagbevægelsen kampen til primært at være en lønkamp. Og nu hvor lønkampen så er håbløs, fordi den blot vil føre til hastigere outsourcing og udflytning af arbejdspladser, så har fagbevægelsens ledere helt glemt, hvad kampen egentlig drejede sig om.
Denne kommentar er anbefalet af:
I en globaliseret verden, men uden et dertil svarende internationalt organiseret proletariat (af latin: til leje dvs. som lønmodtagere) har den klassiske fagbevægelse tabt kampen og kan lige så godt først som sidst kaste håndklædet i ringen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Fint at fagbevægelsen og alle vi andre har fattet at staten bruger for mange penge, så der er hul i kassen. Selvfølgelig vil alle fimserne på universiteterne ikke fatte en bønne, derfor er de endt som forskere og professorer. Er nogen af underviserne sluppet ud og har haft succes ?
Der er ikke den store interesse for arbejdskampe, tænk hvis lægerne ville have fordoblet deres løn, hele bande kunne tage på ferie i 2 uger og vende tilbage til den dobbelte løn. Lønmodtagerne er meget afhængige af at industrien kører, pension også den i ATP giver afkastet. Tjenestemænd kan være ligeglade og er det, staten betaler. Fint at fagbevægelsen har fattet at der er en fælles kamp for velfærd.
Gad vist, hvem det er “fimserne på universitewterne” eller debattører som Søren Jensen, der ikke har fattet en bønne?
Denne kommentar er anbefalet af:
Fattigdom har ikke altid noget med penge at gøre, for folk med penge, kan sagtens fremstå fattige, tomhjernede og ligefrem dyriske.
Sandheden er, at alle perspektiverne er slagtet i jagten på de mest komfortable pladser i forbrugsfesten.
Selvfølgelig er det synd for LO, solidariteten og kampen for en retfærdigere verden, men altså heller ikke mere end synd, og det er fa’me synd.
Denne kommentar er anbefalet af:
Udover, at det er et kongebillede af den gamle mand med Regent habitten, så er udfordringen vel dybest set, at fagbevægelsen sejler rundt i en (døds)kamp, hvor det at finde sine egne ben er en uoverkommelig opgave med såvel de strukturer, som hersker samt ikke mindst de mennesker, der sidder på flæsket –nogle gange i bogstaveligste forstand — i fagbevægelsen.
Der er ganske enkelt brug for nye koste, som kan definerer et nyt projekt og dermed eksistensberettigelse for fagbevægelsen anno 2012 ff…….
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja Søren Blaabjeg, du vil tydeligt i artiklen se de, fra den offentlige undervisning, der formodentlig hellere ser en magtkamp. Kapitalen, ja hvad er det ? Næste alle er ansatte, det er direktører også så hvor skulle konflikten komme fra. Der er ikke noget at dele ud, riget fattes penge, kun det offentlige kan levere besparelser men se, hvor de hyler hvis de skal arbejde lige så længe som de i private jobs, og lærerne der har tilkæmpet sig meget frihed, universiteterne der holder lukket i måneder. Den fælles fjende er ikke kapitalen, men de i den offentlige sektor der ikke yder nok relevant arbejde.
Søren Jensen, hvem er det, du konkurrerer med, og om hvad?
Jeg synes at det er ærgeligt at der i befolkningen er en modstand mod fagbevægelsen. Det er netop den ,der har sørget for de forhold lønmodtagere har opnået. Det er også dem, der der hjælper lønmodtagere, der har problemer med deres arbejdsgivere.
Vi lever i en tid hvor kapitalen hvæser tænder, og hvor arbejdsgiver igen viser deres ansigt ved at forlange lavere lønninger og dårlige arbejdsforhold. Vi har derfor i allerhøjeste grad brug for dem.
Det er på tide at fagbevægelsen skruer op for retorikken og fortæller hvilket flot stykke arbejde de udfører for danske lønmodtagere.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Spørger man Henning Jørgensen, der er professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, er hans vurdering, at man fra fagbevægelsens side skyder sig selv i foden, når man accepterer, at statens underskud bliver det altafgørende udgangspunkt for forhandlingerne.”
Jeg tror nu ikke at fagbevægelsen bekymrer sig meget om statens finanser.
(Er der nogen der har en kilde til lidt besynderlige denne påstand ?).
De er nok mere interesseret i antallet af arbejdspladser.
Dybest set burde de vestlige fagbevægelser involvere sig stædigt og ambitiøst i at få organiseret arbejderne i de lande som arbejdspladserne outsources til.
Lad os dog arbejde på at harmonisere løn-, arbejdsmiljø- og arbejdstidsforholdene mv. på globalt plan - både mennesker og miljø vil have det bedre med det, og der vil ikke på samme måde være hele regioner der berøves deres produktionsjobs.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg har netop hørt en underdirektør fra en arbejdsgiverorganisation endnu engang fortælle om, hvordan vi ‘ikke har råd til velfærdsstaten’, fordi vi hver især får mere, end vi betaler ind.
Nu er det jo sådan, at vi ikke er alene om at betale ind, det gør erhvervslivet da sandelig også, og da man dér også indkasserer langt den største del af værdien af den enkeltes arbejdskraft, er det også dér, hovedparten af finansieringen må findes. -
Eller også skal vi bare indse, at det hidtil fungerende system ikke fungerer mere, fordi det opgør ting til nogle værdier, der er grebet ud af luften, ikke med det formål at fordele, men derimod at afskære fra værdier, vi skaber i fællesskab.
Denne kommentar er anbefalet af:
nu kan næppe ret mange narres ret meget længere tid.
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi har mere brug for fagforeningerne nu, en vi har haft meget længe. På både offentlige og private arbejdspladser er ansættelsesforholdene under al kritik.
Bla. ansætter mange offentlige institutioner kun folk på vikar-kontrakter, for at slippe for at udbetale pension og sygedagpenge.
Men det er alt for dyrt at være medlem af en fagforening!
Vi burde være medlemmer af både A-kasse og fagforening for samme kontingent!!!!
Nej, Tine Sørensen, men fradraget burde genindføres.
@ Kim Gram
Oh jo, vist vil mange lade sig narre længe endnu. Spørg enhver illusionist og han vil kunne fortælle dig hvordan det i virkeligheden forholder sig: folk vil bedrages - eller narres om du vil. Mange bedrager sågar sig selv på daglig basis. Psykologerne har finere ord for det; de kalder det coping eller mestring. Strategien går ud at bilde sig selv ind at man bliver lykkeligere af en lønforhøjelse og det sjove er at det virker, hvilket hænger meget godt sammen med at vi er et af verdens højest lønnede folkeslag og også et af de lykkeligste!
Denne kommentar er anbefalet af:
Og må jeg så ikke lige rose fotoet. Det er fadme godt skudt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er en stor fejl at tro at arbejderklassen kun består af industriarbejdere, selv om de i fordums tid naturligvis udgjorde kernen af den arbejdende klasse og det revolutionære proletariat. Nutidens akademikere er også lønarbejdere både i udbytnings- og fremmedgørelsesmæssig forstand - disse har bare endnu ikke indset deres kollektive potentiale til at strejke og forbedre deres vilkår, fordi deres i forvejen høje løn er en sovepude for deres faglige engagement (men bemærkelsesværdigt nok stiger organisationsprocenten alligevel for visse faggrupper på trods af de manglende kamperfaringer).
Hvis I ikke tror mig, så læs denne erklæring fra Kilkis i Grækenland, hvor læger, sygeplejersker hospitalsarbejdere har besat deres arbejdsplads og underlagt den direkte demokratisk arbejderkontrol i protest mod statens manglende lønudbetaling: http://libcom.org/blog/greek-hospital-now-under-wo…
Jeg er ikke så pessimistisk anlagt. Det går dårligt i Danmark, men endnu ikke så dårligt at ‘folket er vågnet’ [Kim Larsen]. Men den største faktor i den manglende strejkeaktivitet er klassesamarbejdet og fagbossernes utrættelige opbakning til det. Det tog også grækerne et par år at vågne op - det samme kan ske for danskerne. Nu går selv gamle damer på gaden og kaster med sten: http://www.youtube.com/watch?v=7OvModwZRWI
Denne kommentar er anbefalet af:
@Peter Hansen.
Du kan godt benægte, at det er for dyrt.
men når folk ikke har råd, - så ER det for dyrt.
Og at erstatte udgiften med et fradrag er - for folk med små indkomster - et problem, fordi der går et helt år, før du får pengene tilbage:
Det er sgu noget pjat - og kun et administrativt problem - at skåne folk for at have penge stående tilgode på den måde.
Tine Sørensen, det kan altså tilføjes din forskudsopgørelse og trækkes fra måned for måned.
Og fagforeningskontinget/a-kasse (det sidste er vigtigst, hvis man ikke har meget at gøre med) udgør altså en langt mindre andel af løn/dagpenge i dag end dengang, hvor ALLE meldte sig ind.
med en delfisk gardering: der kommer snart store og væsentlige forandringer i verden, for nu kan næppe ret mange narres ret meget længere tid.
Denne kommentar er anbefalet af:
Brian Nielsen,
Du skriver, at det er fagbevægelsen, der hjælper lønmodtageren, der har problemer med arbejdsgiver.
Det har du simpelthen ikke ret i. Jeg kender utallige tilfælde, hvor jeg mere ser fagbevægelsen gå arbejdsgivers interesse.
Fx deltager tillidsrepræsentanten også ved fyringer. Der hvor vi andre harmes over en fyring, der hjælper tillidsmanden arbejdsgiver med at sende vedkommende ud af bagdøren måske med en ekstra månedsløn end hvad personen var berettiget til. Men arbejdsgiver griner da, der er totalt ro efter fyringen.
Når jeg ser medarbejdere bliver nedbrudt psykisk af stress, mobning eller sexchikane, så ser man det samme. Fagforeningen undskylder sig med, at de ikke har loven med sig. De kan intet gøre og i øvrigt kan de oplyse, at de skam har set langt værre tilfælde. Altså er personen et pjok.
Fagbevægelsen hjælper skam reelt ikke arbejdstager. De hjælper arbejdsgiver.
Og har det så noget med landets økonomi og den globale konkurrencesituation at gøre.
Mon det hjælper på konkurrencen, at den ene medarbejder efter den næste må melde sig psykisk nede? Mon ikke et bedre arbejdsmiljø kunne nærmere skærpe konkurrencen, gøre os mere produktive?
Men også her varetager fagbevægelsen reelt arbejdsgivers interesse. Fremfor at kræve et bedre arbejdsmiljø og pege på arbejdsgivers rolle i det dårlige arbejdsklima, ja, så peger de på den enkelte og laver lange lister på nettet over, hvad den enkelte selv kan gøre. De individualiserer det kæmpe problem, at så utroligt mange danskere i kortere eller længere perioder går ned med stress og depression! Ja, det skyldes nok de mange udekøkkener!
Alt imens selv fagbevægelsen skyder skylden på den enkeltes egne evner eller mangel på samme eksploderer antallet af psykiske lidelser. Nu mener regeringen, at det blot løses ved at presse de syge over på en kontanthjælp - som motiverende faktor. Høre vi fagbevægelsens brøl? Nej, fagbevægelsen er jo nok ganske enig - i hvert fald den del af fagbevægelsen, der befinder sig på de øverste taburetter.
Som en debattør nævner, så er arbejdsgiver jo selv ansat. Ja, faktisk er det os alle lønmodtagere, der ejer virksomhederne. Det gør vi jo gennem vores pensionskasser. Og hvem sidder så der i bestyrelsen for disse pensionskasser. Jo, det gør fagbosserne!
Så de er jo ude på en svær opgave!
Så det er rigtigt, at det er svært at tale om dem og os. Men det gør fagforeningerne jo egentlig alligevel. For de kræver jo ikke løntilbageholdenhed for direktørerne. Heller ikke når de sidder i bestyrelseslokalet! Nej, de hiver tilmed nogle fede bestyrelseshonorarer hjem til dem selv! Honorarer og direktørlønninger risikerer vist ikek en reallønsnedgang.
Nej, alt imens fagbevægelsen er blevet svagere og svagere er direktørlønningerne og bestyrelseshonorarer blevet højere og højere.
Så vel er det ikke en kamp mellem kapitalejere og lønmodtagere. Nej, det er blevet en kamp mellem cheflønninger og den almene løn. Eller håndværksmester og svend. Mellem universitetsledelse og lektorer osv.
Altså en kamp mellem ledelse og ansatte.
Problemet er vel her, at fagbosserne mere kan identificere sig med ledelsesrollen end med de ansatte. Det gælder levevis, indtægtsforhold, boligstandard og boligområde, det gælder vennekreds, interesser, rejser, det gælder jobindhold osv.
Fagbosserne har ganske enkelt intet tilfælles med dem, de repræsenterer, men derimod alt tilfælles med dem, de som en flok amatørskuespillere forsøger at lade som om, de er oppe imod.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Fattigdom har ikke altid noget med penge at gøre, for folk med penge, kan sagtens fremstå fattige, tomhjernede og ligefrem dyriske.”
Ja, og ikke at forglemme, at sådan ender det ofte, når nogen fra “den kolde masse” udkrystalliserer sig i gemen “pøbel” - frit efter Sloterdijk …
Problemet er jo, at det, vi ser i Europa i øjebliket, bliver dyrt. Satans dyrt. Det er jo en sydende kedel, der er ved at eksplodere.
Mon ikke, det er i hele Europa fagbevægelsen blot ser målløs til.
Vi har en stigende arbejdsløshed. I mange europæiske lande er den så høj, at fantasien næppe rækker. I Spanien er hver 2. unge uden arbejde! Hvor længe holder det?
I Grækenland ser vi allerede kampene florerer i gaderne. Til april bliver der valg. Hvad sker der?
Mange spår Grækenlands bankerot, - og fulgt op af store problemer med Italien og Spaniens økonomi.
Der er ingen tegn på bedring eller håb.
Fordi vi har nogle regeringer, der styrer blindt efter at spare - dog ikke over for de bedst stillede. De skal vel stadig have skattelelttelser.
Kan man overhovedet forestille sig, at dette kan køre stille igennem. Kan man forestille sig, at Spaniens unge bliver i Spanien, at grækerne forbliver i Grækenland, at de lige så mange ledige i østeuropa forbliver der. Eller kan man forestille sig, hvor de vil trække hen?
Der har nylig været en opgørelse, der viser, hvor ledigheden er mindst. Danmark er heriblandt.
Situationen i Europa er grusom. Det er skabt af typer som Fogh og hans flok. Typer af højreliberale, som tror at bare der piskes nedadtil og gives skattelettelser opad, ja, så får vi vækst. Vi har set det modsatte. De værste plattenslagere, der har fået frit spil, sygdom og ledighed er eksploderet, hjemløse vrimler alle vegne og de rige murer sig inde i velhaverkvarterer.
Jeg er ganske enketl nervøs. Særdeles nervøs.
Jeg tror, vi snart ser frustrationen bryde ud i fuld luge. I den situation får vi brug for en række meget, meget stærke ledere, der kan få samlet op, dæmpet ned og ryddet op.
Jeg ser bare ikke de ledere, der har format til dette nogen steder. Jeg ser kun assimilerede Fogh-typer. Dem, der skabte problemerne.
Børsting står der med sit røde flag, som om han helst ikke vil i berøring med det. Børsting vil snart tage sin vogn og rulle hjem, hvor han kan sidde og nyde sit otium med et glad rødvin og udsigten over vandet fra stuen.
Vil han tænke, hvorfor så jeg ikke flammerne komme, eller vil han blot se ud over vandet og tænke, se hvilken succes, jeg har været. Se hvilken udsigt, se, hvilken rigdom jeg har skabt mig. Godt jeg nåede at træde af i tide, før alt det bøvl skulle havne på mit bord.
Børsting skal vist skynde sig at køre hjem. For hvad skal denne mand stille op, der ikke formår andet end at hive 1,35 kr. hjem til de lavestlønnede,hvis han sidder der fortsat, mens Europa går i oprør, og fagbevægelsen virkelig får brug for at træde i karakter med nogle stærke ledere.
For ti år siden havde vi en anden situation i Europa. På 10 år med højreregeringer rundt omkring i Europa, er skabt en situation, hvor vi kun venter på, hvem der antænder bålet.
Jeg mener, at fagbevægelsen har sit ansvar for, at disse regeringer har bragt Europa i den grad i knæ. De har et ansvar fordi de bare har ladet stå til og intet har foretaget sig, når den ene stramning efer den næste tog til over for de svageste, mens omvendt .de selv tog del i festglæden, når pengemaskinen fik lov til at løbe løbsk, og seddelpressen pruttede pengesedler ud til de mest velstillede. De deltog i opdelingen af befolkningen i et A-, B- og C-hold.
Jeg har lige talt med en række europæere, der fortalte, at fagforeningerne også er nyttesløse i deres lande. Samme tendens og ansvar synes at have gjort sig gældende der.
Vi har haft herskende klasser rundt om i Europa, bestående af regeringer, fagbevælgese, arbejdsgivere og finanschefer. De har holdt fest i 10 år. I år 2008 kom den første regning. Jeg er meget nervøs for, om der venter en endnu større regning forude.
For klassesamfundet er ikke dødt. Problemet er, at vi har fået nye klasser, og at vi desværre har ladet ulve i fåreklæder repræsentere os, når vores løn- og levevilkår skulle forhandles.
Fagbosserne er jo ikke en af os. De er en del af den klasse vi er oppe imod.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jan Weis,
Fattigdom har ikke altid noget med penge at gøre. Du kan dog bruge det som en ledetråd, Jan Weis.
Selv åndelig udfoldelse har svært ved at slå rod blandt folk, der dagligt må leve med at vende hver en 5-krone. Økonomisk fattigdom slider de fleste folk op indefra.
Jeg har i øvrigt forsømt Sloterdijk. Godt du minder mig om den. Nu er det jo sengetid, så kan man jo lige læse et par sider.
Denne kommentar er anbefalet af:
Flot billede af flagbossen og finurligt med det tilmurede vindue lige bag ham, afspærringssnoren og advarselsesflagene. Der mangler vist bare et par advarselslamper, så er den helt hjemme. Jeg savner at se en galloperende tyr, gerne fra københavn, jeg er ved at være træt af nordjylland.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hanne,
bemærk anførselstegnene, et citat fra et indspark af 14.02.2012 kl. 09:30 …
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er ikke bare Margrethe Vestager, der er i lommen på bankerne, - det er vores demokrati som sådan, der er i lommen på dem. - Vi er alle sammen i lommen på dem.
Den finansielle sektor har nominelle krav på ALT, hvad hele verden skylder!!!!
Vores gæld til bankerne har de sort på hvidt. Det kan ikke ændres….
Hver enkelt menneske alene og verden i sin helhed med alt hvad den rummer af værdier - er gældsat - og ejes nu af den finansielle sektor….
Vi har desværre ikke råd til demokrati….!
Merkel, Sarkozy, Margrethe, Helle, Villy og alle de andre slår beklagende ud med armene, og siger:
“Desværre…. - men det er betingelserne….”
Denne kommentar er anbefalet af:
http://www.youtube.com/watch?feature=player_popout…
Ovenstående link er et interview med den engelske filosof Philip Blond, som giver en substantiel analyse af, hvordan og hvorfor vi er havnet i denne situation.
Det er ikke bankerne, der har lånt penge ! Det er danskerne og de har lånt for meget.
Finanssektoren ejer ikke meget, så der er ikke grund til at angribe dem konstant - men det er da billigt.
Det er politikerne, der har accepteret de afdragsfrie lån og det store spil med omprioriteringer og relativt lave udbetalinger. Kreditkort der lokker befolkningen i en gældsfælde forbyd ågerrenter ved lovgivning max 12%
Vores fælles fjende er staten der ødsler med pengene, fagforeningerne kunne passende gå ind og kræve noget for skattepengene. En af min venners datter startede på designskolen, de fleste kom slentrende op af dagen, hun droppede studiet, drop skolen, hvis den er ustyrlig, vi bliver snydt med vores skattebetaling.
Kræv for pokker noget af det offentlige, se på slagteriarbejderne, der virkelig bestiller noget, de betaler til de, der fiser den af.