Der er langt fra Danmark til Grækenland. Når økonomien strammer, sætter vi os til forhandlingsbordet og finder en fredsommelig løsning i fællesskab.

Det netop indgåede overenskomstforlig mellem DI og CO-industri hyldes for at være sådan en løsning. Med mindstelønstigninger på 2,55 procent over den to-årige periode kan resultatet let blive et reallønsfald. Men DI kan glæde sig over en gratis omgang for sine medlemmer, og CO-industri kan bryste sig af at være en ansvarlig forhandlingspartner, der strækker sig langt for Danmarks konkurrenceevne. Der er ingen tvivl om, at forhandlingsparternes krisemedicin vil glide ned hos CO-industris medlemmer. En analyse fra Wilke viser, at 55 pct. af lønmodtagerne slet ikke forventer lønstigninger, og krisebevidsthed og frygt for arbejdsløshed skal nok få arbejdstagerne til at stemme ja til forliget.

Problemet er imidlertid, at den afstemning, der på langt sigt sikrer ro på det danske arbejdsmarked, ikke afgøres af stemmesedler. Arbejdstagerne stemmer i stedet med fødderne. I de seneste 10 år har 250.000 medlemmer valgt at vende LO ryggen. Og organisationen regner selv med at miste 100.000 flere over de kommende fire år. Det ser ud, som om medlemmerne svarer fagbevægelsens påståede magt med foragt.

Den netop indgåede overenskomst kommer næppe til at rykke ved det billede. Tværtimod. Hvorfor dog bruge sin udhulede løn på en fagbevægelse, der forhandler lønnen endnu længere ned? Hvorfor skulle fagbevægelsens problembørn — de mange unge uorganiserede — dog føle sig tiltrukket af fagforbund, der bytter lønkroner for seniorordninger?

Man må håbe for fagbevægelsen, at den har fået lovning på reelle gevinster ved de kommende trepartsforhandlinger. På længere sigt kan den roste ansvarlighed nemlig vise sig at være direkte uansvarlig, fordi den undergraver tilliden til og legitimiteten hos den ene af den danske models nøgleaktører.