Læserbrev
Den uendelige føljeton om den græske økonomiske krise har nået nye højder. Til trods for den storartede og uselviske hjælp, som Tyskland har ydet til Grækenland hidtil, er der stemmer blandt den græske befolkning, som sammenligner tyskernes indsats med nazisternes forfølgelse af jøderne.
Denne reaktion er uhørt, arrogant og utaknemlig, og vidner om en befolkning, der åbenbart lider af storhedsvanvid, hvor et af symptomerne er manglende kontakt til virkeligheden.
I stedet for at skylde deres lidelser på den store verden, burde grækerne kigge indad, være mere ydmyge og tage deres del af ansvaret for den svære situation i landet. EU er jo ikke noget ’tag selv bord’ — man skal yde for at kunne nyde.
Grækernes bagatellisering og nedværdigelse af Tysklands bistand fremstår endnu mere fornærmende, når man ved, at der er lande i Europa, som eksempelvis de tidligere jugoslaviske republikker, der vil give deres venstre arm for at være med i EU og nyde godt af fællesskabet.
Set i lyset af dette, burde man måske lade grækerne sejle deres egen sø, når landet gang på gang truer med at melde sig ud af EU. Det vil også sætte punktum for en kedelig føljeton, fyldt med selvmedlidenhed og umodenhed, som ingen efterhånden gider at læse mere om.
@Elvir Pelesevic
Måske ville det være en god idé, hvis du skelnede mellem den græske elite - dvs. politikerne og de mange velhavende grækere, som ikke betaler skat, men sender deres penge til udlandet - og så den almindelige lønmodtager og pensionist, som ikke har mærket meget til fordelene ved EU.
Alle taler om at ændre verden - ingen taler om at ændre sig selv Leo Tolstoj