Betalingsringen har redet den siddende regering som en mare siden valget i efteråret.

I den borgerlige lejr holder man til en gedigen fest med udsigten til at skulle i kommunalvalgkamp på sagen om halvandet års tid.

Der findes næppe bedre sag at mobilisere sure midtervælgere på, og et kommunalvalg er en fremragende mulighed for protestvælgere at udtrykke deres utilfredshed over, at de skal betale måske 1.000 kr. eller mere om måneden i trængselsafgift, blot fordi de skal passe deres arbejde.

Der vil naturligvis også være vælgere, der er henrykte for betalingsringen, men de vil næppe flytte deres stemme af den grund, især fordi tilhængerne må forventes at bestå af vælgere uden bil fra rød blok.

Villy-harakiri

Formentlig er det også grunden til, at borgmestrene i de socialdemokratiske omegnskommuner — og langt ind i de socialdemokratiske ministerkontorer — helst så, at betalingsringen bliver droppet for tid og evighed. Det bliver den ikke.

Det vil være at bede SF om at opgive deres eneste figenblad i regeringsgrundlaget, hvor det dog er tydeligt for vælgerne, at Socialdemokraterne og Radikale Venstre trods alt gav Villy Søvndal og co. en indrømmelse.

At bede Villy Søvndal om at droppe betalingsringen er derfor det samme som at bede ham om at begå politisk selvmord.

På Christiansborg har der siden nytår gået et rygte om, at Søvndal i meget umisforståelige vendinger har meddelt statsministeren, at hvis hun stillede SF over for dette valg, så forlod partiet regeringen. Sandt eller ej, så er SF i en så presset situation, at der ingen vej er tilbage for regeringen med hensyn til at levere en aftale om en betalingsring.

Luk dog sagen!

Når nu brikkerne er stillet sådan op, så kan det derfor undre, hvorfor regeringschefen ikke for længst på eget initiativ har lukket sagen om betalingsringen? For eksempel ved selv at sætte sig for bordenden i forhandlingerne og lave en konkret forpligtende aftale, som alle regeringspartier og Enhedslisten kunne forholde sig til, så man siden kunne mobilisere sagkundskab, regeringsvenlige dagblade og andre interessegrupper til at bakke op om et forslag.

I stedet skriver aviserne op ad stolper og ned ad vægge på syvende måned om de efterhånden mange forslag, der har været fremme, og om den i meningsmålingerne trængte regering, der har så svært ved at blive enige og ikke mindst om de utallige indvendinger fra alle dem, der ønsker betalingsringen hen, hvor peberet gror.

I medierne, som Helle Thorning ellers har haft et godt tag på, har slaget længe været tabt.

Selv Ekstra Bladet, der ellers i september foretrak Thorning, kører nu en kampagne mod betalingsringen.

Samfundssnedker

Vi har været vænnet til i Danmark, at vores regeringsledere har været stærke teknokrater, der både har evnet at sætte sig ind i vanskeligt stof på ingen tid, har kunnet samtlige detaljer på fingrene, og som har været ret dygtige til at opsøge og se kompromiser, forhandle med modparter og strikke politiske forlig sammen.

Det gælder for alle de tre gange Rasmussen: Nyrup, Fogh og Løkke. Fælles for dem alle var stor erfaring i forhandlingskunst og politisk situationsfornemmelse.

Nyrup og Løkke var udprægede ’samfundssnedkere’ optaget af at forandre samfundet, mens Fogh var eminent til at lukke sager ned, før de blev et problem.

Fogh var desuden fremragende til kunsten at varsle reformer i god tid, vinde debatter og i øvrigt præsentere i god tid forberedte gennemarbejdede forslag, der uden større dikkedarer røg vedtaget gennem Folketinget.

Chef af navn

I 2012 hedder statsministeren Helle Thorning-Schmidt. Hun har hverken vist sig som praktisk ’samfundssnedker’ eller en stor debattør, der vinder debatter i offentligheden. Thornings erfaringer som politisk forhandler for bordenden er yderst begrænsede, og indtil videre har meget været overladt til finansminister Bjarne Corydon.

Han er i modsætning til Thorning teknokrat, men dog uden større parlamentarisk erfaring bortset fra det første finanslovsforlig, han fik strikket sammen med Enhedslisten.

Thorning holder sig tilsyneladende — i modsætning til sine forgængere — helt fra at bakse med praktisk politik i det politiske maskinrum. Valgoplægget ’Fair Løsning’ var skabt som et kompromis mellem S og SF, som Bjarne Corydon skrev sammen med SF’eren Thor Möger Pedersen.

Og i ’Tårnet’ på Amager, hvor der skulle forhandles regeringsgrundlag, var det som sædvanlig teknokratiske politikertyper som Möger, Corydon og Margrethe Vestager, der tog over.

Thorning selv sætter sig ikke i spidsen for noget, forhandler detaljer eller afprøver idéer. Bevares. Hun er chef af navn, men helt tydeligt dybt afhængig af rådgiverne.

Hendes forgængere — til gengæld — de kunne altid selv, når det gjaldt om at formulere politik. Måske fordi de brændte for politik på en måde, som de færreste mistænker Thorning for at gøre?

I forhandlingsrummet

Det giver alt andet lige en fordel som politisk leder, at man som minimum er lige så dygtig til den politisk-økonomisk substans som alle de andre, der sidder rundt om bordet.

Den fordel har Thorning ikke. For hvis ministrene havde givet op, så havde statsministeren selv for længst lukket sig inde i et rum med nogle rådgivere og forfattet en plan for et forhandlingsforløb, hidkaldt parterne til forhandlingsbordet og præsenteret dem for et kompromisforslag, der især tager hensyn til SF’s krav.

Et sådant initiativ kaldes sædvanligvis for ’politisk håndværk’, og det var engang en så skattet disciplin på Christiansborg, at man slet ikke kunne blive formand for Socialdemokraterne, hvis man ikke havde bevist nogle klare evner for det. Sådan er det desværre ikke mere.

Ringens hængedynd

Nu om stunder slipper en statsminister af sted med —som det skete på hendes pressemøde forleden — at hun ikke kan det eneste helt afgørende nøgletal i diskussionen på fingrene, som hvor stort et provenu (ca. 2 mia. kr.) betalingsringen skal give ifølge regeringsgrundlaget.

Fulgt op af at Thorning i samme anledning kækt irettesætter TV 2’s politiske redaktør, som var han en nyslået journalist-praktikant, og siger, at han skulle læse regeringsgrundlaget grundigere.

Thornings evner kommer dog til sin ret, da hun bagefter fnisende til de rullende kameraer beklager, at hun var »lidt for hurtig«.

Det er imidlertid aldrig overgået hendes forgængere på posten, at de har rodet sig ud i noget lignende.

Statsministerens tv-tække hjalp hende så endnu engang med at charmere sig ud af en dumhed, som hun i et anfald af overmod kom til at begå.

Men i længden kan Thorning ikke skjule for alle, at hun helt tydeligt mangler visse evner for at kunne lede denne regering til succes. For eksempel en smule autoritet. Det er regeringens pinligt lange placering i betalingsringens hængedynd i al fald et klart udtryk for.