Opslag til denne artikel

Emneord:forskere , universitetsreform
Organisationer:Aarhus Universitet

Aarhus Universitets (AU) håndtering af konflikten med musikprofessor Linda Koldau bliver fra flere sider kritiseret for at være et symptom på et universitet, hvor der hersker en tavshedskultur, fordi der er blevet for langt imellem ledelse og ansatte.

»Alle klager, men ingen tør sige det offentligt. De studerende og yngre ansatte har aldrig prøvet andet, og os ældre godt kan udvise en vis form for ’senil ulydighed’, fordi vi snart går på pension, men de fleste på universitetet holder kritikken for sig selv for ikke at lægge sig ud med nogen,« mener samfunds- debattør Hans Hauge, der er lektor på samme institut som Koldau.

Bo Jensen, der er talsmand for BT3 — en gruppe kritiske humaniora- og teologistuderende på AU — ser Koldau- sagen som et udtryk for det »tavshedstyranni«, der hersker på universitetet.

»Det er et særsyn, at forskere på AU siger deres mening om universitetet, og vi kan jo høre på gangene, at de tier for ikke at virke illoyale. Koldau er et godt eksempel på de sanktioner, man risikerer at få for offentlig kritik,« siger Bo Jensen, der er specialestuderende på historie.

Han beskriver en debatkultur, hvor man i stedet for at tage debatten på åbne møder eller i medierne indkalder kritiske røster til samtale hos ledelsen.

»Vi oplever en ledelsesstruktur, hvor kritik helst skal holdes inden for murene, og det har den effekt, at det bliver en meget lukket debat, som praktisk taget ikke er en debat. Den eneste måde at blive hørt på er derfor at gå til pressen,« siger Bo Jensen.

Andre eksempler

Information har tidligere skrevet om to forskere, der blev truet med fyring for offentlig kritik. Dertil kommer en række eksempler, som ikke er kommet ud i pressen, siger forskningsdebattør Mogens Ove Madsen, der er lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet. Linda Koldaus tilfælde er specielt, fordi hun står alene over for både kolleger og ledelsen med sin kritik. Men ledelsens måde at håndtere det på er symptomatisk.

»Det er absurd, at man har en enkelt person, som går meget langt ud ad en linje, og så reagerer ledelsen med fire krav, der er ualmindeligt grove og uprofessionelle,« siger han og fortsætter: »Det kedelige er, at man ender med at lede ved hjælp af frygt. Der bliver sagt nogle ting, som er grovere, end de skulle være, men det har nogle disciplinerende effekter. Og det styrker bare tavshedens kultur,« siger Mogens Ove Madsen.

Belinda Lange, der er chefrådgiver i den private konsulentvirksomhed Center for Ledelse, ser sagen som et udtryk for en typisk udfordring i vidensorganisationer.

»Sådan en situation er et symptom på, at man ikke har håndteret de interne forskelle mellem de faglige kræfter og ledelsen på en optimal måde. Offentlig storvask er sjældent en succes for nogen. Det kan være ekspertens opgivende måde at gå ud i det offentlige for at få en form for magt. Men det er en afmagt,« siger Belinda Lange.

Petitesse-management

At det bliver opfattet som upopulært og besværligt at ytre kritik, skyldes ifølge Hans Hauge, at universitetsreformen og de gentagne fusioner på AU har gjort, at der er blevet længere mellem den enkelte forsker og dem, der tager beslutningerne.

»Der er blevet meget langt fra top til bund, derfor er det også helt uigennemsigtigt, hvad der foregår, og så falder engagementet,« siger Hans Hauge.

Specialestuderende Bo Jensen har samme tolkning. Den såkaldte faglige udviklingsproces på AU, der har ført til fusioner til storfakulteter og -institutter, har mindsket studieledernes magt.

Det har gjort AU mere strømlinet og topstyret, mener Bo Jensen:

»Det skaber en masse petitesse-management højt oppe i ledelsen, og det er Koldaus sag jo et ganske slående eksempel på.«

Dekan på Det Humanvidenskabelige Fakultet, Mette Thunø, mener ikke, at konflikten i Koldau-sagen handler om, at ledelsen ikke har grebet ind i tide, fordi der er for langt fra top til bund på AU.

»Det er en meget ulykkelig sag for Aarhus Universitet, at denne personalesag er opstået, men den er startet for over et år siden, og de store institutter på AU har kun eksisteret de sidste fem måneder, så der er ingen sammenhæng,« siger Mette Thunø.

Hun afviser, at der er skabt en tavshedskultur på AU.

»Bare se podcasten af rektors juletale på hjemmesiden. Der kan du se, hvordan vi gør det på Aarhus Universitet: De medarbejderrepræsentanter, der er inviteret til at diskutere, virker bestemt ikke intimiderede, og jeg kan ikke se, at der er længere fra top til bund end de 20 centimeter fra rektor til medarbejderne,« siger Mette Thunø.

Tysk kontra dansk

Universitetet burde være en kritisk offentlighed, men hele den del er forsvundet, mener Hans Hauge:

»Før levede humaniora af dissens og ikke konsensus, og når man tænker over det, har mange af de konflikter og forskellige faglige positioner været en vigtig drivende kraft.«

Han påpeger, at Linda Koldaus baggrund på tyske universiteter, hvor der stadig hersker mere demokrati og debat, støder sammen med de danske universiteters tavshedskultur.

Sociolog og forfatter Henrik Dahl mener, hele ideen med, at universitet skal fremme den kritiske tanke, står i skærende kontrast til AU’s håndtering af Linda Koldaus kritik.

»Det kan sagtens tænkes, at hun har uret, men man møder ikke kritik med trusler om bål og brand, men med modkritik. Det var en meget konkret kritik, Koldau kom med sidste sommer, om et for lavt fagligt niveau og for meget teori, og som censor på flere humanistiske fag kan jeg desværre godt genkende hendes kritik,« siger Henrik Dahl.

Han ser Helge Sanders universitetsreform som hele årsagen til miseren på Aarhus Universitet:

»Universitetet er ikke længere styret af lærde, men af et flertal af eksterne interesser, som har ført til en enorm oprustning af bureaukrater og djøf’ere, der mikrostyrer universitet og lukker bullshit ud til omverdenen.«

Professor i teologi Viggo Mortensen, der netop er gået på pension, mener, problemet er, at man har forsøgt at forene erhvervslivets kultur med en enevældig boss i spidsen, hvor det alene er finanserne, der afgør sagen, og presset den ned over universitetet, hvis organisation er en ganske anden:

»Universitetet har et andet indhold, nemlig viden. Og man kan ikke styre en kompleks vidensorganisation på samme måde, som man styrer en mejerivirksomhed.«

Denne artikel er anbefalet af: