Bellflower

Lige så herligt og skørt og åndssvagt det er at flytte til en røvflække i Californien med det ene formål at bygge en bad ass flammekaster — så man kan skyde ting, med ild, i tilfælde af en apokalypse a la Mad Max — lige så herligt livs- og dødsdriftig, men alt for meget er indiefilmen Bellflower om to fyre, der gør netop det. Bellflower, skrevet, instrueret, klippet af Evan Glodell, der spiller dagdriveren Woodrow, er en vild debut af en kærlighedsapokalypse om unge antikonformister. Vi ser Woodrow på roadtrip med fandenivoldske, Milly (Jessie Wiseman), han siger »årrh« og »ohoh« i selvbevidst, ironisk pludren a la mumblecore-genrens improvisationer. Senere bliver han, og filmen, pludseligt-voldelig som Drive. Bellflower er spækket med musikvideo-greb, et hav af eksperimenterende videokameraer og -vinkler og Hipstermatic-agtige farvelag, en ivrig leg med flashbacks og med skuespil, der balancerer mellem det vildt indtagende og lidt for selvfede. Stiliseringen virker i al sin vildskab, når Woodrow møder Milly første gang ved at æde levende insekter i fjollet slow motion med Kate Bushs »Running Up That Hill« på soundtracket. Men når vi senere drives ud i Woodrows dystre privatapokalypse, og alt bliver død alvorligt og vist nok (via flashbacks) eksistentielt, virker Glodells debut umodent effektjagende. Bellflower er en kultkandiderende opvisning i drengerøvslivets meningsløshed med mere kåd energi end dybde. Her venter man på Godot — med en flammekaster, der fucking flamberer ham, hvis han skulle dukke op.