Hvor melder man sig ud af konkurrencen om de perfekte børn?

Jeg vil gerne sige undskyld for, at mine børn ikke var de bedste til at ligge på maven, de første til at kravle, de højeste eller dem med det mest hjemmestrikkede tøj, de mest økologiske bleer, de korteste dage i institution. Undskyld, at jeg ikke kan deltage i konkurrencen om det perfekte forældreskab, men jeg har mest af alt bare lyst til at være sammen med mine børn

Fra sædcelle møder æg, overvåges familien intenst af det offentlige. Læger, sagsbehandlere og eksperter står i kø for at vurdere om baby nu også er perfekt, skriver dagens kronikør.

Ryumin Alexander

Jeg er far til to børn på henholdsvis 1,5 og 4 år. Både moderen og jeg synes, der er tale om to velskabte og glade børn, som trives. Men heldigvis er det i et velfærdssamfund ikke blot op til forældrenes mere eller mindre subjektive vurderinger at afgøre, hvorvidt deres børn trives og udvikler sig fornuftigt.

Når man får børn i Danmark stiller velfærdsstaten en række velmenende eksperter til rådighed for os forældre. De hjælper os med at klare den næsten umulige opgave, det er at frembringe perfekte børn. Det er jordemødre, sundhedsplejersker, pædagoger, sygeplejersker, diætister, fysioterapeuter, kiropraktorer og læger mm. Jeg vil gerne sige jer stor tak for at tvivle på min evne som forældre og for at gøre mig opmærksom på alle de ting, jeg kan gøre bedre.

Jeg vil gerne sige tak til jordemoderen, der allerede før fødslen, gjorde os opmærksomme på nødvendigheden af at gøre en ekstra indsats for at vedligeholde parforholdet og sexlivet efter fødslen. En opgave, som hun tilsyneladende ikke mente to voksne mennesker var i stand til at klare selv, hvorfor hun gerne ville rådgive os og hjælpe os med at udfærdige en fælles kontrakt og plan for denne opgave. Både af hensyn til os selv, men mindst ligeså meget af hensyn til det ufødte barns fremtid. Da vi på dette tidspunkt stadig havde troen og tilliden til os selv som forældre, tillod vi os at takke nej. En tro og tillid som dog skulle vise sig at blive sværere og sværere at bevare.

Ammeparadigme

Den næste fejl, vi begik, var at udfordre det dominerende ammeparadigme. Et paradigme, der bygger på forestillingen om, at amning er det eneste naturlige og dermed også det eneste rigtige at gøre, hvis man gerne vil være medlem af den eksklusive klub for gode mødre og forældre.

Jeg vil derfor gerne sige tak til barselsafdelingen for at have sat sig rigtig godt ind i Sundhedsstyrelsens 185 siders lange håndbog til sundhedspersonalet i Danmark om amning. Barselsafdelingen gjorde det forbilledligt klart, hvor mange dårligdomme der var forbundet med modermælkserstatning og sutteflaske frem for amning. Dårligdomme, der nærmest var så uoverstigeligt store, at de overskyggede de problemer, der var forbundet med den meget lave fødeindtagelse barnet kunne få ved mislykket amning.

Sundhedsfaglig viden om amningens velsignelser er naturligvis relevante, men et lille hint om, at man trods alt godt kan se sig selv i øjnene som forældre, selv om man overvejer at anvende modermælkserstatning, ville være rart. Formentlig især for de førstegangsfødende forældre for hvem det aldrig rigtig lykkedes at blive fuldgyldige medlem af den eksklusive klub for ammere.

I er vel ikke veganere?

Efter løsladelsen fra fødeafdelingen, følger der heldigvis kontrolbesøg i hjemmet fra sundhedsplejersken. Til den bekymrede sundhedsplejerske vil jeg gerne sige tak for at bede os vende den yngstes hoved hver anden time om natten, så hovedet ikke skulle blive skævt. Tak til den kiropraktiske behandling, der skulle få hende til selv at vende hovedet, når hun sov. Og en ekstra tak for henvisningen til Rigshospitalet, da det tilsyneladende ikke var lykkedes at vende hovedet tilstrækkeligt til at kunne tilfredsstille samfundets store behov for perfekte hovedformer.

På Rigshospitalet kunne hovedformen dog godkendes som normal, og et kort øjeblik lettede den dårlige samvittighed. Den blev dog hurtigt vakt til live, da de i stedet konstaterede, at den var gal med barnets højde. Hun manglede at udnytte sit genetiske vækstpotentiale til fulde.

Det affødte mistroiske blikke ledsaget af spørgsmål som, ’nu er I vel ikke veganere?’, ’får hun varieret kost?’, ’vil I ikke henvises til en diætist?’, ’hvor mange ord kan hun sige?’ og ’kontakten ser da ellers ud til at være i orden’ — underforstået, at når nu hendes højdeudviklingskurve lå uden for det, der ud fra hendes genetiske dispositioner, beregnet ud fra vores højder sat i forhold til gennemsnit af diverse statistisk materiale for befolkningen, kunne betragtes som normalen, så kunne der jo også være mange andre ting i vejen med barnet — og ikke mindst forældrene.

Hele forløbet blev afsluttet med et par timers blodprøvetagning med en skrigende unge til følge. Blodprøver, som senere viste, at barnet var sundt og raskt. Så nu må vi bare håbe, at samfundet vil acceptere, at hun er lidt lavere end andre med samme genetiske vækstpotentiale. Så tak til Rigshospitalets grundighed.

Undskyld

Den ældste ligger heldigvis inden for sin normale højdeudviklingskurve, så der er håb forude. Til gengæld vejer hun ikke helt nok til at følge den autoriserede vægtkurves normaludvikling. Der breder sig derfor en fornemmelse af, at der er noget galt både med os og med børnene. En fornemmelse, der ikke gavner hverken forældre eller børn!

Derfor vil jeg også gerne sige undskyld! Jeg vil gerne sige undskyld for, at mine børn ikke var de bedste til at ligge på maven, de første til at kravle, de første til at gå, de højeste, de første til at smide bleen, dem, der kunne flest ord, dem med det mest økologiske og hjemmestrikkede tøj, dem med det reneste hjem, dem med de dyreste og mest økologiske bleer, dem med de korteste dage i institution, dem, der altid følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om varieret kost, vitamin- og jerntilskud.

Undskyld for, at jeg i ligestillingens hellige navn tog fædreorlov blot for at blive bebrejdet at bryde barnets ammebehov og naturlige symbiose med moderen. Undskyld til Svendborg Kommune for, at vi serverede kage med sukker til vores datters 4-års fødselsdag, da hun havde børnehaven på besøg. Men samtidig tak til børnehavens forældrebestyrelse for at have godkendt hele fire tilladte bageopskrifter, så vi havde noget at vælge imellem, men samtidig var sikre på ikke at servere det politisk ukorrekte. Undskyld, at jeg ikke kan deltage i konkurrencen om det perfekte forældreskab og de perfekte børn, men jeg har mest af alt bare lyst til at være sammen med mine børn og behov for, at nogen fortæller mig hvor man melder sig ud af denne konkurrence, som man automatisk bliver tilmeldt, når man får børn. Men måske er det sværere end som så?

Det gode liv sat i system

Den franske filosof Michel Foucault har et begreb, han kalder biomagten. En magtform, som var et produkt af oplysningstiden og videnskabernes udvikling. Den omdefinerede de europæiske staters rolle i forhold til borgerne fra at skulle sikre landets territorium mod udefra kommende trusler, til at skulle sikre borgerne det gode liv målt efter videnskabelige standarder.

Biomagten havde sit udspring i lægevidenskaben, hvis eksistensberettigelse bl.a. bestod i at kunne skelne det syge fra det raske, det afvigende fra det normale og det gode fra det onde. Dikotomiske konstruktioner, som også blev overtaget af andre moderne videnskaber såsom psykologien, pædagogikken, kriminologien, sociologien, og som blev en vigtig del af biomagten, der gjorde det muligt for staten at sikre deres borgeres velfærd og gode liv.

Selv om Foucault var forud for sin tid, ville han næppe have haft fantasi til at forestille sig, hvordan denne biomagt i dag har evner til at penetrere selv de allermest intime dele af en families privatliv og dagligdag og regulere selv de mindste og allermest almindelige gøremål i en familie. Ikke gennem forbud og påbud, men gennem evnen til at formulere standarder for det normale og det gode liv.

Biomagtens effektivitet, advarede Foucault, består i dens evne til at repræsentere det gode, og derfor opleves den heller ikke nødvendigvis som et magtmæssigt og intimiderende overgreb på individets privatliv.

Selv om biomagten er effektiv, konstaterede Foucault også, at hvor der er magt, er der modmagt, så måske kan det stadig lade sig gøre at melde sig ud af konkurrencen? Måske kan forældrene i Svendborg forsøge at hælde lidt sukker i kagen i det skjulte, men siden det har så katastrofale konsekvenser for børnene, vil det nok hurtigt blive opdaget?

Omvendt sidder jeg også tilbage med en undren over biomagten, der på trods af dens enorme effektivitet og ressourceforbrug, tilsyneladende ikke er i stand til at forhindre eller gribe ind over for de voldsomme sager om omsorgssvigt og incestuøse overgreb, som i øjeblikket kommer for dagen. Hvor er biomagten når man virkelig har brug for den? Og kunne nogle af vores samfunds ressourcer mon ikke bruges på at sikre børn mod overgreb frem for at søge det perfekte?

Thomas Hansen er cand.scient.soc. og lektor i Samfundsfag og Psykologi

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Thomas Hansen

Jeg tog min datter ud af solen og rejste til Indien med hende da hun var 8, fordi hun blev dum af at gå i skole, senere tog jeg hende ud af skolen flere gange, når skolen igen var ved at gøre hende dum.

Jeg tog hende med ud i den Australske ørken, hvor der kun var det vand vi selv havde medbragt og kun var det varme vi selv samlede i form af brænde.
Og ud til kysten hvor der kun var det mad vi selv kunne fiske os til og de kokosnøder vi plukkede på palmerne.
Jeg tog hende med op til samerne i nordsverige og til inuitterne i Grønland.

Nu her som 30 årig, er hun kold i røven over for samfundets regelvanvid, hun ved at hun kan klare sig over alt.

Så jeg har intet at sige ondskyld for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Uden at have været udsat for det samme, Jens Bruus, har jeg svært ved at forstå, hvorfor folk tager noget så luftigt som 'videnskabelige resultater' for at være handlingsangivende.

Snart skal jeg til en fire års fødselsdag, og jeg ved, at jeg dels får dejlig lagkage og kakao, og om aftenen spande af rødvin.

Tak til Thomas Hansen for et blændende indlæg. Heldigvis har langt de fleste forældre erfaringer fra ders barndom, som de kan basere deres voksenliv på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vivi Hemmingsen

Regel nr. 1 til nybagte forældre:
Slap af!
Regel nr.2:
Nyd det!
Selv har jeg benyttet mig af sund fornuft, lyttet til, og sorteret i velmenende gode råd og gjort mit bedste, og så må de selv klare resten når de fylder 18! Børn har brug for: Kærlighed, nærhed og trygge, faste rammer, og det kan sagtens lade sig gøre uden naturgummisutter og øko-uldbleer over det hele. !
Tak for dit dejlige indlæg, Thomas, gid alle de forvirrede projektforældre læser det, OG forstår det, så vil deres liv blive meget nemmere!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

Den franske filosof Michel Foucault har et begreb, han kalder biomagten. En magtform, som var et produkt af oplysningstiden og videnskabernes udvikling. Den omdefinerede de europæiske staters rolle i forhold til borgerne fra at skulle sikre landets territorium mod udefra kommende trusler, til at skulle sikre borgerne [ eugenic ordret oversat: de(t) gode liv, red. ] det gode liv målt efter videnskabelige standarder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Jeg har aldrig forstået og kommer nok aldrig til det, hvorfor folk i den grad går op i, hvad myndigheder, standspersoner, eksperter, socialrådgivere, psykologer og så videre mener.

Det tangerer klynkeri. Eller slavementalitet.

Hvorfor ikke bare blæse det hele en hatfuld, slå en prut, og gøre, som man selv synes er nogenlunde rimeligt og fornuftigt?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Villads Keiding

Hvis du gerne vil melde dig ud, Thomas Hansen, kan du måske sende udmeldelsen til de andre i forældrebestyrelsen. Eller måske nærmere: Lade være og bare bage den kage du vil.

For mig at se forgår den blodige konkurrencen imellem forældrene i de perfekte familier.

@ Jens Bruus, det lyder sejt men det lyder også som om du virkeligt har fået meldt dig ind i konkurrencen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

Jamen Hans Jørgen Lassen,

det ER slavementalitet hos de fleste og så er der også en del med ridefogedmentalitet, nogle få herremænd og en flok fredløse anarkister ude i skovene som altid!

Måske er det bare sådan menneskeheden er?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Lünekilde

Når du har fundet ud af du ikke er perfekt og heller ikke behøver at være det, så behøver dine børn heller ikke være perfekte.

Men de skal lære at kæmpe for retten til ikke at være perfekt.

Det er helt andre værdier vores børn skal indvies i

God artikel,
Jeg tør næsten ikke tænke på alt det forfatteren skal igennem de kommende mange år i hans børns opvækst. Børnehavens krav og iagttagelse skolens krav om barnets ansvar for egen læring, sundhedstyrelsen krav om Vacciner og kontroller som skal sikre et sundt og sygdomssikret barn.
Det er ikke populært at fravælge MFR cvaccinen!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Annika Tiin Nielsen

"Hvordan melder man sig ud af konkurrencen om de perfekte børn?"

Det gør man ved at lade være med at se konspirationer af perfekthedsryttere rundt om i samfundet, Thomas Larsen. Det forekommer mig nogle gange, at de forældre, der føler sig allermest ramt af det såkaldte 'perfekthedstyrrani' er de forældre, der i virkeligheden selv arbejder med nogle indre forventninger til sig selv som forældre.

Slap af, stå ved dine valg og tag, hvis nødvendigt kampen op.

Og så undskyld mig: "Jeg vil allerhelst bare være sammen med mine børn". Hvordan melder jeg mig ud af dén klub?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Gregersen

@Thomas Hansen

Skid på (undskyld sproget) på, hvad alle de velmenende orakler synes og som du og din kone synes er rigtigt !

Ta' dit ansvar som forældre uden smålig skelen til, at der altid er nogle, som har en mening om, at de spiser nok gulerødder, læser 22 sider om dagen, samler ind til Folkekirkens Nødhjælp, får 12 i alle fag (fortsæt listen selv)....... det er måske faktisk ikke så svært, men man fralægger sig den typiske danske egenskab: ansvarsfraskrivelse ! Tør du/I ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Nyvang

Ammeparadigme... fantastisk at se det så præcist beskrevet. Er selv forældre til en dreng der i store træk sultede den første uges tid, fordi presset for at amme var så stort. Fuldstændig sinsdsyg fokus fra sundhedsstyrrelsens side!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

@Villads Keiding

"det lyder sejt men det lyder også som om du virkeligt har fået meldt dig ind i konkurrencen."

ahrrr,...., den smagte dårligt.

Jeg er gammel globetrotter og gjorde tingen på min måde og delte ud af min erfaring, som gik på ikke at følge andres regler.

Og det er jo lige præcis det problem Thomas Hansen, bringer på banen, nemlig regelrytteriet.

Og en del af regelrytteriet er jo, at nogen menesker får ondt i røven, når andre sætter sig fri af reglerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Jensen

Jeg undskylder for at synes, at indlægget er spot on. Ekspertvældets omklamrende og umyndiggørende fangarme en nu infiltreret helt ind i modermælken. Lad os håbe og gøre vores til at kommende generationer formår at frigøre sig fra dette helvede.

Og undskyld for at jeg mener, at modargumentationen om at man bare kan melde sig ud som enkeltindivid er prisværdig, men ikke holder en meter da det bygger på, at man er vokset op under nogle helt andre betingelser og derved har nogle helt andre forudsætninger end tilfældet er i dag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Mona Jensen,

1) Modermælk er nu engang naturens orden, ikke en social konstruktion, og modermælken indeholder gode ting og sager.

2) Hvis man af princip ikke vil amme sit barn, så skulle man måske slet ikke have børn.

3) Hvis man ikke kan amme sit barn, så finder man selvfølgelig en løsning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Jensen

Hans Jørgen Lassen, det handler ikke om modermælk.

Det handler om eksperttyrrani og folks umyndiggørelse i helt grundlæggende ting, hvor naturlig intuition og arv gennem generationer forkastes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Mona Jensen,

du har dit eget frie valg. Du kan frit vælge, om du vil have en mand (eller en kvinde). Du kan frit vælge, om du vil have børn sammen med denne mand. Du kan frit vælge, om du vil lade dit barn få næring fra dit bryst.

Du er i det hele taget frit stillet. Hvad er problemet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Jensen

Problemet, Hans Jørgen Lassen, er ikke mig og mine valg. Vi kigger udover havelågen her.

Problemet er, hvis man bliver opflasket – både som barn og som forældre, ja borger i det hele taget – med at folk med lange uddannelser og fine titler har mere ret og indsigt. Som du kan se af et indlæg længere oppe, var en mor i fuld gang med at sulte sit barn alene pga. ammetyranniet. Jeg er med på, at du ikke ligger under for dette, men du definerer vel ikke for os alle.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Hvis kvinden ikke vil eller ikke kan amme, kan man købe en brystpumpe og modermælken kam pumpes ud i denne og over i en sutteflaske. Problemet i dag med amning er at mødre bliver sparket ud af barsels-sengen efter 2, måske 3 dage. Det er slet slet ikke tid nok til at mælken løber ordentligt til og ej heller tid nok til at f.eks. jordmoderen giver en ordentlig vejledning i at amme. F.eks. nytter det ikke at moderen er over-foksueret på at gøre det perfekt, altså amme perfekt. Barnet kan mærke dette og vil derfor ikke sutte.

Og hvem er det som går op i at folk skal være pefekte. Det er kvinder som gerne vil have styr på tilværelsen og kontrol med alt. Ofte findes kvinderne i det sociologer kalder for den karriere-orienterede livsform, af andre kaldet for højt-uddannede kvinder.

Og budskabet til dem fra deres mænd - og andre kvinder må være dette - slap af og nyd det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sally  Lakolk

Synes måske det er lige subjektiv nok... Men her er endnu en subjektiv oplevelse: da jeg lå med baby og lynfødslen var overstået, hørte jeg INTET negativt, fordømmende over at jeg havde fravalgt amningen.. De lavede bare en lille sutteflaske og jeg gav hende den medbragte sut så hun kunne få stimuleret sutterefleksen..
Hørte intet om det i de 10 dages indlæggelse heller.

Det er kun i indlæg som denne kronik, at jeg egentligt har bemærket, at der åbenbart florerer en masse holdninger til den perfekte forælder. Det får mig til at tænke på, om ikke det er os selv, forældrene, der italesætter denne "konkurrence"? Er det måske ikke nærmere forældrenes usikkerhed og behov for at måle sig og sammenligne sig med andre, der gør at de (man) føler sig forfulgt?

Jeg bliver så træt... Besluttede forøvrigt selv, at jeg ville være en uperfekt mor. Det går skide godt med det - og med barnet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

Er der nogen der har tjekket doedeligheden for kvinder i barselsseng og boern under et aar i et u-land for nylig?

Selvfoelgelig er velfaerdsstaten for meget - det ligger i dens natur - man kan heller ikke bede en modeskraedder om ikke at vaere arrogant.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Jensen

Misforstået Henrik Brøndum.

Det handler ikke om, at der ikke skal ske udvikling, det handler om, hvordan vi sammen finder ud af hvad er godt, og hvad er ikke.

Man behøver ikke at være arrogant for at være dygtig, og arrogance er vist heller ikke videre befordrende for kommunikation og videreformidling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ursula Nielsen

I øvrigt kan jeg meddele at jeg overholdt ammereglerne til punkt op prikke. Modermælk de første 26 uger, med hjælp fra Falcks pumpe. (I 1987)

Herefter økomad, ingen mælpeprodukter, nødder etc. Min datter fik først mælk, da hun gik i 4 klasse.

Både børnehave og vuggestue var instrueret i at de ikke måtte blande forskellige stivlsesprodukter - og ja, jeg undskylder at vi må have været dybt belastende.

Og da hun flyttede hjemmefra som 19 årig havde hun aldrig smagt medisterpølse;-).

Til gengæld kan jeg også berette at jeg har fået et barn, der efter at hun flyttede hjemmefra udviklede allergi overfor både det ene og det andet. Og det selvom hun ikke er arveligt belastet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ursula Nielsen

@Mona Hansen

Problemet er vel også - at det er svært at gennemskue hvad det egentlig er vi skal leve op til?

Og så savner jeg beskrivelser af andre måder at leve på. Der er ingen tvivl om at det er nødvændigt at definere sine egne succeskriterier - og skide på det perfekte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trine Christiansen

Se, den klumme fik mit pis i kog.

Ja, det kan godt være at han har været uheldig og har mødt et sundhedspersonale der ikke har været så heldig i deres formuleringer. Men hvordan var det nu gået, hvis det viste sig at barnet HAVDE haft en genfejl, som startede med at vise sig ved nedsat vækst, men resulterede i barnets død inden det nåede skolealderen og det ikke var blevet opdaget af sundhedspersonalet? Det er jo ikke fordi alle børn skal have den perfekte højde eller den perfekte hovedform, men fordi manglende vækst kan være det eneste tegn på noget langt mere alvorligt og fordi et alt for skævt hoved kan have konsekvenser for hjernens udvikling.

Han er jo direkte fjendtligt overfor et TILBUD fra det offentlige om hjælp - han mener det er at blande sig i hans liv og hans barns liv. Jeg mener det er et TILBUD om professionel hjælp og støtte til forældre, der måske er lidt usikre.

Fedt for ham, at han øjensynligt har 100% styr på ALTING og kan alt selv - men sådan er det ikke alle der har det og der er mange der er glade for støtte og vejledning fra sundhedspersonalet.

Og hvis han er så utilfreds over situationen i børnehaven, så kan han enten finde en anden eller melde sig til bestyrelsen og gøre noget ved det! (Jeg ville også være sur over at der kun må vælges en ud af fire opskrifter til en fødselsdagskage.)

"Og kunne nogle af vores samfunds ressourcer mon ikke bruges på at sikre børn mod overgreb frem for at søge det perfekte?"

Sådan slutter han. Jeg synes ikke det er gennemtænkt. Hvis ikke samfundet havde sundhedsplejersker og sygeplejersker og læger og pædagoger - hvordan skulle man så finde overgrebene? Min opfattelse af det sundhedspersonale vi har været i kontakt med (og det er lidt for meget efter min smag) har været at de har været hjælpsomme og har forsøgt at hjælpe os så godt som de nu kan med de problemer vi har haft. Vores sundhedsplejersker har været en uvurderlig hjælp i forhold til kontakten til kommunen i forbindelse med mit handicap - specielt den ene har haft nogle råd som vi ikke har været enige i - men i stedet for at stemple sundhedsplejersker som ubrugelige og perfektsøgende, så har vi taget de råd til os som vi har fundet fornuftige og ignoreret de andre.

Nej, jeg synes lidt han er et klynkehoved, som har set sig sur på "systemet" - muligvis fordi han ikke selv har kunnet magte at sortere i den tilbud og informationer han har fået.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Jensen

Jo Ursula, det handler det rigtig meget om. Det handler om at få sat nogle værdige rammer. Det handler om at komme væk fra at lade os styre af frygten og få genopdaget vores sunde fornuft og intuition. Så ville det heller ikke være så let for eksempelvis medicinalindustrien at rende rundt på skoler og uddele brochurer om ADHD.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Som gammel pædagog må jeg tilstå at jeg jo hørte til eksperterne,men jeg tror til gengæld det var sjældent jeg optrådte sådant. Thomas skriver dejligt med sagen på spidsen,da det kan være nødvendigt for at reflektere over en praksis med teorier som er ved at løbe af sporet. Aldrig har vi vidst så meget og aldrig har problemerne været større eller det er måske også en myte. Børn skal behandles som vi selv ønsker at behandles og uanset gode intentioner kan problemerne opstå uden at nogen som sådan kan gøres ansvarlige."eksperterne" gør vel generelt tingene i en god mening,desværre eksploderer den gode smag ofte i en ny god smag. Hvis vi hver især tænker tilbage omkring det vi har været udsat for:snavs,sukker,fedt,forurening burde mange være døde,så faktisk er det mærkeligt at levealderen er så høj.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Hans Jørgen Lassen
He, he. Det er sku så nemt at sige man bare må sige fra over for personalet omkring amning.
Når man lige har gennemgået en svær graviditet(nærmest alle 9 måneder var et helved). Fødslen var heldigvis rimlig nem.
Men når min veninde nu ligger der i sengen og har haft lillepus til brystet i 4 timer. Og ikke en dråbe er kommet. SÅskalr der virkelig mange kræfter til at sige fra over for sundhedspersonalet.
Heldigvis kom hendes mor, som var udhvilet og havde kræfter til at sige fra.
Men det skal du såmænd ikke bekymre dig om. Det er ikke dig der ligger i en seng og er udtværet og mangler bare al energi.
Men heldigvis er lillepus kommet efter det og laver 100 meter i at kravle over gulvet.

Karsten Aaen
Kære Karsten
Nu bliver de nærmest sparket ud af døren helst ved daggry.
Det er kun de kongelige der får speciel behandling.
Før var det til at mælken løb til. Har det været en rimelig nem fødsel. Så er det sku lige før portøren står med tasken når de trilles ud af fødestuen. ;) ;) ;) ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mathine Lotus Rasmussen

Vi er konstant angste for at blive fordømt af det "overvåg din nabo" samfund vi til dagligt hylder så højt.
Vi er så travlt optaget af perfekthed, at vi ikke engang opdager det dårlige selvværd vi propper i vores børn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Jeg tror, at vi skal være glade for, at de professionelle tager sig selv og deres opgave seriøst, også selv om det kan være plagsomt og nogen gange for meget.

Og så tror jeg, at man kan være helt rolig, for der findes ikke perfekte børn. Mine bedsteforældres børn var ikke perfekte, mine forældres børn var ikke perfekte, mine børn var ikke perfekte, og mine børns børn var ikke perfekte. Ingen af mine bekendte har perfekte børn, kort sagt glem det.

(Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvis man har slæbt dem rundt i den australske ørken fra de var små.)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helle Bosselmann

Børnehave-forældrebestyrelses godkendte kage-opskrifter er det mest overdrevent sjove jeg har hørt i hele spelt-mor racerløbet.
Dog mener jeg ikke at sundhedsstyrelse, plejepersonale og jordmødre gør hele arbejdet alene, jeg syntes de får ivrigt hjælp af forældre/mødrene selv .Gode råd eller anbefalinger bliver på deres vej gennem div mødregrupper og forældreråd omformet til de eneste rigtige sandheder om hvordan ALLE børn korrekt skal opdrages / fodres / klædes.
Som man så kan efterleve slavisk og slå andre i hovedet med, i håbet om at vinde førstepræmien: Visheden om, at man selv gjorde det HELT rigtige.
-Den findes bare ikke

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ulrik Bachmann

Jeg er far til tre på 2, 4 og 5 år. Jeg kan ikke genkende en stor del af din beskrivelse. Jeg kan ikke kende din opfattelse af, at kommunen sender alle mulige velmenende eksperter efter en fødsel. Jeg kan ikke genkende din beskrivelse af, at sundhedspersonalet taler dårligt om erstatningsmælk. Jeg kan ikke genkende beskrivelsen af, at sukker og kage er forbudt til børnefødselsdage. Jeg kan ikke genkende beskrivelsen af, at folk skulle klandre faderen for at tage fædreorlov. Jeg får faktisk lyst til at spørge dig om, hvilken planet du har været på. Endnu værre er det at læse, at du tilsyneladende er så desperat efter at finde et sted, hvor du kan "melde dig ud". Hvorherre bevares en omgang pladder og øregylde. Flyt ud på landet til os andre, så kan du være dig selv og være tæt på din familie. Og du kan give dine børn plads til at leve. Hvis det virkelig er, som du beskriver det, i København, så er det jo håbløst. Seriøst kan jeg ikke genkende noget som helst. Og med hensyn til Focault og tankerne om biomagten. Glem det. Du er alligevel efter min opfattelse af de få linjer, du har beskrevet af dig selv, alt for letpåvirkelig til, at du kan få noget godt ud af at gøre dig filosofiske tanker i den retning. Men når nu du selv undrer dig, kan jeg godt afsløre, at det formentlig slet ikke har noget med sagen at gøre. Årsagen til, at du og måske også andre undrer sig, er at vi efterhånden lever i et ualmindeligt småborgerligt samfund, hvor kønsroller er udvaskede, og hvor mange går rundt og frygter, hvad naboen siger om en. Fuck det. Tro på dig selv og skid på, hvad andre siger. Det vil dine børn også have mest respekt for nu og på lang sigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Mathine, jeg beklager, hvis jeg har misforstået dig.

Du skrev, at du på grund af dine naboer og deres krav om perfekthed proppede dårligt selvværd i dine børn.

Hvortil jeg responderede, at det kunne du så eventuelt overveje muligvis at holde op med.

Hvad har jeg misforstået?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Nu ved jeg så at Svendborg Kommune har taget det drastiske skridt at "forbyde" alt med sukker i kommunalt regi omkring børn, selv til fødselsdage og jo sukkerdiskussionen har kørt i flere år rundt omkring.
Vi havde i min institution engang et tilfælde omkring et par "udbryderbørn,"som heldigvis gik godt, men selve efterbearbejdelsen med forebyggelse endte i en sukkerpolitik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sanne Lilie

Jeg har selv to børn på samme alder som Thomas Hansen. Jeg genkender nærmest ingenting af det der bliver skrevet.

Der bliver skældt ud over at kommunen bruger for mange ressourcer på at teste jeres barn, allerede inden det kom ud af maven. Jordemoderen brugte ressourcer på at tale med jer, om hvor hårdt det bliver for parforholdet at være tobørnsforældre (hvilken ondskab!). Da der var mistanke om, at det lille barn måske havde udviklet en form for vækstsygdom, tilbød (!!!) man at teste barnet. Det var tydeligvis satans små hjælpere der var på spil.

Jeg kender op til flere, der har været ved at opgive amningen, fordi de ikke fik nok støtte til at få det i gang. Det er ikke lige let for alle. Sikke en dødforkælet holdning, at have til det personale der prøver at hjælpe dit barn til en god start på livet. Nej, det er ikke altid lige sjovt at amme i opstartsfasen, det kan være opslidende, men kommer man så over den periode, så går det jo for det meste rigtig godt. Var det ikke også tilfældet her? Ville I have foretrukket flaske fra starten?

Og så er der den med forældrebestyrelsens godkendelse af opskrifter. Der er en del læsere der er ved at falde over hinanden i bar forargelse. Altså, hvis man holder barnets fødselsdag i en sukkerfri institution, så spiller man selvfølgelig efter de regler der er der. Holder du fødselsdagen hjemme hos dig selv, kan du da bare vælge at servere brownies, muffins, drømmekage og kakao. Det bestemmer man selvfølgelig selv. Vi forældre er da frie til at træffe sådanne valg selv, og børnevennernes forældre har så også det frie valg ikke at sende deres poder til en fødselsdag, hvis de ved der vil være masser af sukker til festen.

Er Thomas Hansen mon presset af konens træng til perfektionisme og projikterer han det mon over på systemet? Er det der hunden ligger begravet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Rasmussen

Første problem er vel allerede opstået der hvor Thomas ser en konkurrence, det har jeg aldrig set, jeg har set ofte fornuftige råd til børneplejning og opdragelse man kunne følge eller lade være.

Som da min kone spurgte hvad der kendetegnede en rigtig mand og jeg svarede at "en rigtig mand" er fuldstændig ligeglad med at skulle beskrives som en rigtig mand.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for michelle nørbo

Hans Jørgen Lassen.

Hvordan kan du referer til det frie valg når du bl.a, forinden beskriver, at hvis man ikke vil amme sine børn må det overveje om man skal have børn?

Det beviser jo blot, at der ALDRIG med børn er et frit valg. Man skal indtænke verdens indskrænkede opfattelser af hvordan man får børn og er forældre.

Jeg er mor og er stolt og fuldstændig tryg over for mine børns ve og vel, når jeg fortæller at jeg positivt har fravalgt amning med begge mine børn..!
Lige så trygt som når jeg cykler i CO2 København med dem, eller lader dem lege med PVC befængt legetøj, går i t-shirts med plastik tryk og meget mere to come. Der er så mange farlige ting, man udsætter dem for hver eneste dag.
Man kan da heller ikke forestille sig, at få fortalt at hvis man ønsker at bosætte sig i CO2 befængte København, som vi positivt ved er meget skadeligt for mennesket, ja så skal man måske overveje om man skal have børn?

Debatten omkring de bryster, og kvinders lyst til at benytte dem som mad containere er ude af proportion. Lad folks få det du taler om; det frie valg..!

Vi er ALLE gode forældre, og det er det vi skal bygge et samfund op omkring, Vi er det blot på vores måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nina  Rasmussen

Jeg tror, at udmeldelsen af konkurrencen begynder hos forældrene selv: At man stopper med at skele til naboen, og står inde for sine egne valg.
Det kan jo tænkes, at naboen faktisk køber økobleer, fordi de mener, at det er bedst for miljøet, at børnehaven har en sukkerpolitik, fordi der er børn, der er fejlernærede osv. (Da jeg for 12 år siden arbejdede i børnehave i et delvist belastet område, så vi MANGE børn, der ikke havde stort andet med på madpakke end toastbrød med nutella, og "frugtordningen" som forældrene stod for, bestod ofte af en kiwiroulade fra tanken. Ud fra det perspektiv er der faktisk mening med galskaben.)
I alle mulige andre sammenhænge i livet går man jo ikke konstant og skeler til, hvad kollegerne/vennerne foretager sig - og tolker deres anderledes valg som en kritik af ens eget - men i det øjeblik man får børn, begynder man fluks at sammenligne sin måde at forvalte sit forældreskab på med andre børneforældre omkring sig.
Konkurrencen begynder altså, når perfektionistiske, ressourcestærke forældre bruger sukker- og ammepolitikken osv. til at slå hinanden og ikke mindst sig selv oven i hovedet med. Dér hvor dydens sti for forældreskabet bliver uendeligt smal.
Udmeldelsen af dén konkurrence begynder hos forældrene selv: Der hvor man selv lægger kortene på bordet og fortæller, at man faktisk synes, det kan være drønhårdt at være forældre, at man keder sig på barsel osv.
For mit eget vedkommende gjorde jeg det selv, da jeg med mit andet barn fik en efterfødselsreaktion - og jeg fik masser af positiv respons, solidaritet og støtte fra mine medsøstre på Østerbro. Mange tilkendegav fx., at de syntes, det var en stor befrielse, at der var nogen, der turde fortælle, hvordan de virkelig havde det bag speltfacaden.
Moderne forældre får en milliard informationer, som de skal sortere i, og samtidig er de ikke særligt instinktsikre. Dét mangler, efter min opfattelse, at blive italesat, og måske har sundhedspersonalet en vigtig opgave her.

anbefalede denne kommentar

Sider