Opslag til denne artikel

Emneord:ACTA, fildeling, film, internettet, kunstnere, musik, underholdningsindustrien

Siden fildelingstjenesten Napster blev lukket for et årti siden, har underholdningsindustrien hævdet, at den kulturelle produktion vil gå i stå, hvis ikke internettet bliver tøjlet. Uden en stærk og håndhævet ophavsret, intet incitament til at skabe, lyder ræsonnementet.

Men en ny, uafhængig rapport med titlen The Sky is Rising dokumenterer nu det modsatte: Underholdningsindustrien vokser, og der produceres og forbruges kulturprodukter som aldrig før. Trods krisen er der flere penge end nogensinde — og de når tilmed mere effektivt ud i flere af skabernes lommer.

Rapporten er udarbejdet af Mike Masnick, blogger og redaktør på det indflydelsesrige blog Techdirt, og den anslår usædvanligt optimistiske toner for kulturindustrien. På baggrund af såvel industriens egne tal som en række offentligt tilgængelige kilder, konkluderer rapporten, at der er fremgang at spore inden for både film-, musik-, bog- og computerspilsbranchen.

»Tallene viser entydigt, at underholdningsindustrien som helhed er vokset hastigt og konsekvent over de seneste 10-15 år, en periode, hvor industrien har hævdet det modsatte. Folk bruger flere penge på underholdning pr. husstand. Hvis de virkelig bare ville have det hele gratis, ville vi se det modsatte. Markedet er eksploderet i nye muligheder, og måske er det egentlige problem for de største film- og pladeselskaber, at de står over for øget konkurrence,« siger Masnick, der i forbindelse med rapporten udtrykker sig mere diplomatisk end ellers på Techdirt.

I bedste fald misvisende

Chefen for den amerikanske pladebrancheorganisation RIAA, Cary Sherman, betegnede det for nylig i en kronik som »udemokratisk«, at det var lykkedes internetaktivister at stoppe vedtagelsen i den amerikanske kongres af antipiratlovene SOPA og PIPA. Også handelsaftalen ACTA er i de seneste uger blevet kritiseret for at begrænse ytringsfriheden på internettet.

Cary Sherman kritiserede, at de amerikanske politikerne var bukket under for lavinen af telefonopkald, e-mails og onlineprotester, bedst som de havde anekendt RIAA’s påstand om, at »musiksalget var faldet til det halve siden 1999«, og at »antallet af direkte ansatte i musikbranchen var halveret«.

Men ifølge Mike Masnick er de påstande »i bedste falde misvisende«:

»Det er rigtigt, at det direkte salg af musik er halveret, men pladesalg udgør kun en lille del af musikindustriens indtjening. Det kan godt være, at en lille del af branchen er gået tilbage på grund af fildeling. Men det virker mere sandsynligt, at markedet simpelthen har ændret sig.«

Han peger på, at indtjening fra livekoncerter, royalties, rettighedssalg til reklamer m.m. er steget, og faktisk er industrien som helhed ifølge rapporten vokset — også under finanskrisen. Salget af koncertbilletter er således tredoblet i perioden 1999-2009. Pladebranchen selv estimerer, at dens samlede værdi er steget fra 132 mia. dollar i 2005 til 168 mia. dollar i 2010.

Mere til kunstnerne

Mike Masnick pointerer, at den del af kagen, der går til kunstnerne, samtidig er langt større, når det drejer sig om koncert- og licensaftaler, end de 15 procent en kunstner typisk får fra pladesalg.

Det bliver ofte pointeret, at mange i pladebranchen har mistet deres job, men Masnick mener, der mangler nuancer i debatten:

»Du skal lægge mærke til det lille, væsentlige ord ’direkte’ ansatte,« siger Masnick med henvisning til Cary Shermans udtaleleser. Tallet henviser nemlig alene til de fire største pladeselskaber, de såkaldte majors. Men billedet for branchen som helhed er et andet: Den amerikanske underholdningssektor beskæftigede i 2008 20 pct. flere end i 2004, en vækstrate, der ventes at fortsætte. Hele 43 procent flere ernærer sig som uafhængige kunstnere.

»Set fra forbrugerens perspektiv er det ret fantastisk: Der er latterligt meget nyt indhold — musik, film, spil, bøger. Problemet er, at den lille del, der tidligere dominerede industrien, skrumper. Men det er ikke et problem for andre end industrien selv.«

Og det er her, skoen trykker: Rollen som mellemmand er ikke længere så vigtig, siger Masnick.

Rapporten peger på nye måder, hvorpå kunstnere i dag finansierer projekter uden mellemled. Det mest ekstreme er crowdfunding — et hastigt voksende fænomen i USA. Crowdfunding vil sige, at kunstnere rejser små og store beløb til projekter gennem venner og fans, som så til gengæld får forskellige former for belønning.

For nylig slog spilproduceren Tim Schaeffer alle rekorder, da han på under 24 timer rejste en million dollar gennem det største crowdfundingwebsite Kickstarter.

Fildeling

Mike Masnick glorificerer ikke den omfattende fildeling, men ønsker at bidrage til at nuancere den fastlåste debat: »Argumentet om, at branchen har mistet milliarder af dollar, er så rodfæstet, at enhver debat om fildeling starter med det. Jeg tror ikke, det forsvinder lige med det samme, selv om jeg mener, det er upræcist. Men jeg håber, at vores data vil føre til lidt modstand.«

»Rettighedsbrud på internettet er et problem, især for dem, der ikke tilpasser sig til et nyt marked. Men vores undersøgelse viser, at gør man det, kan man vende det til en fordel. Når vi ser tilbage på de seneste 10 år, har pressen og politikerne brugt industriens meget tvivlsomme tal som om de var fakta. Vi håber, folk vil begynde at sætte spørgsmålstegn ved dem.«

 

Rapporten kan ses i sin helhed her:

Paulo Coelho hverver fans med piratkopier
Den brasilianske forfatter Paulo Coelho har solgt over 100 millioner bøger globalt. Men på det russiske marked stod salget stille. Derfor besluttede Coelho sig for et eksperiment: Han lagde diskret en oversættelse af Alkymisten op på fildelings-sitet The Pirate Bay, uden at spørge sit forlag.

Den elektroniske version af bogen blev spredt, og uden videre markedsføring gik salget af fysiske kopier fra under 1.000 til over 100.000 på to år. Efter at have set lignende resultater på andre markeder, gik Coelho til forlaget og overtalte det til at udgive e-bogsversioner gratis. Siden har Coelho brugt piratkopiering til at nå ud til flere potentielle læsere.

»Han er enestående dygtig til at tale med sine fans og bruger Facebook, Twitter og YouTube konstant,« forklarer Mike Masnick, blogger og redaktør på det indflydelsesrige blog Techdirt.

»Trods sin høje alder har han taget nettet til sig og kommunikerer konstant med folk, holder foredrag og inddrager dem på forskellige måder. Han er åben og menneskelig. Når du har en så god forbindelse til dine fans behøver du slet ikke bekymre dig om forretningsmodeller. De vil støtte dig ligegyldig hvad. Det udnytter han.«

Fakta: The Sky is Rising
Flere kilder
Rapporten ’The Sky is Rising’ er udarbejdet af Mike Masnick, blogger og redaktør på det indflydelsesrige blog Techdirt.

Rapporten kombinerer statistisk materiale med konkrete eksempler og bygger på data fra industrien samt fra en række offentligt tilgængelige kilder

Vækst på alle parametre
Rapporten fastslår blandt andet, at:

Fra 1998 til 2010 steg værdien af den globale underholdningsindustri fra 449 mia. til 745 mia. dollar.

Der blev brugt 15 pct. flere penge pr. husholdning på kulturprodukter i 2008 i forhold til 2000. I samme periode blev internettet et mainstreamfænomen.

Beskæftigelsen i underholdningssektoren steg med 20 procent i samme periode.

43 procent flere af de beskæftigede ernærer sig som uafhængige kunstnere i dag i forhold til 2000.

I 2002 kom knap en kvart million nye bøger på markedet.
I 2010 var det tal steget til tre mio.

I 2001 var der 11 mio. sangtitler i Gracenote-databasen.
I 2010 var der over 100 mio. titler.

I 1995 blev der produceret omkring 1.700 spillefilm globalt. I 2009 var tallet steget til 7.000.