I Phyllida Lloyds’ biodrama Jernladyen ser vi af gode grunde aldrig jernkvinden Thatcher som en blød kvinde. Det bilder hverken tilhængere eller modstandere sig ind, at Storbritanniens første kvindelige og længst siddende premiereminister var. Til gengæld oplever vi hende som ’hjerneblød’: En senildement gammel ’lady’, der i nedslag og uden skrupler erindrer sit politiske liv, alt imens hun sludrer med sin afdøde ægtemand og forsøger at genvinde fornuften. Er den form for menneskelighed den mest effektfulde at tillægge en så betændt politisk skikkelse? Nej. Valget af en senildement kærlighedshistorie som filmens ramme er snarere en tryg mellemvej (og unødvendig lang omvej), der gør den principielt provokerende idé om et Thatcher-portræt, vildt velspillet af Meryl Streep, til en overraskende fad filmoplevelse.
Biografisk pletrens
Det betyder ikke, at Jernladyen (klodset oversat fra The Iron Lady) er uinteressant at tænke over. Hele præmissen er som udgangspunkt en hjernedriller: Kan man lave en god, bred film om en så omstridt og stadig (nogenlunde) levende politisk skikkelse som Margaret Thatcher? Selve agten at portrættere mennesket Thatcher, og det er vel det, som et biografisk drama skal gøre, vil af mange blive betragtet som propagandistisk pletrens af de blodspor, som politikeren Thatcher efterlod sig. Et portræt af umennesket Thatcher ville derimod blive en forudsigelig forstærkelse af det billede, som hun i sin samtid har haft som jernlady. Man kan, uanset indgangen, ikke pille i et politisk sår, uden at det bløder og sviner.
Tankevogter
Thatcher, der nu 86 år gammel, lever et tilbagetrukket liv, er for levende til at mytologisere og for fortidig til at slagte for alvor – sådan som Oliver Stone gjorde med George W. Bush i W (2008). Med Jernladyen styrer instruktør Lloyd (der i øvrigt har Streeps værste film Mamma Mia! på cv’et) uden om frie postulater om psykologiske bevæggrunde. Vi ser den unge, flittige Margaret Roberts (en velvalgt skinger Alexandra Roach) pacet af sin købmandsfar og på kølig afstand af sin mor, men det bliver ikke filmens ledemotiv. Thatcher er her ikke et blødt, analyserbart menneske – og hun pines ikke af de menneskelige konsekvenser af hendes politik, som vi sporadisk ser i skikkelse af arbejdsløse demonstranter, der bankes ned af politiets knipler. Det menneskelige udtrykkes af nutids-Thatchers hallucinationer af den afdøde husbond, Dennis, der spilles af en lidt for dominerende og happy-go-lucky Jim Broadbent.
Med Thatcher er tvivl aldrig sagen. Tværtimod citeres hun for sit eget selvcensurerende tvivlsforbud, der også kendetegner filmens portræt af hende: »Vogt dine tanker, for de bliver til ord. Vogt dine ord, for de bliver til handling. Vogt dine handlinger, for bliver til vaner. Vogt dine vaner, for de bliver din karakter. Vogt din karakter, for den bliver din skæbne. Vi er, hvad vi tænker.«
Man må målrette sine tanker. Ingen slinger i valsen. Det bar hendes kompromisløse politiske adfærd om noget præg af – og det er der, at filmens fremstilling af hendes senildemente tankeforvirring driller. I begge henseender er Meryl Streep nærmest uhyggeligt akkurat – i gengivelsen af jernladyens politiske retorik, der er kunstfærdigt slagkraftig, og i fremstillingen af den forvirrede, men også enøjede privatperson. I en særligt monteret passage ser vi lady Thatcher blive coachet til at træde i karakter som politiker. Hun skal få sit indre ud: Af med fruentimmerattituden som unge-Margaret kæmpede med. Rette ryggen. Gøre stemmen autoritativ frem for skinger. Af denne transformation, der minder om Kongens Tale, træder den animerede persona, Thatcher, så frem. Det er ikke en radikalt anden person, men en politisk version med en bestemthed i stemmeføring, retorik – og tanke. Dette dobbeltlag perfektionerer Streep. Hun spiller en kvinde, som konstant spiller en stærkere version af sig selv – uden at der nødvendigvis gemmer sig en svag person bagved.
I et interview har Streep sagt, at grunden til at mænd ikke havde noget problem med at lade sig lede af Thatcher, var, at Thatcher ikke selv havde noget problem med at være leder for mænd. Det aspekt viser filmen fint ved, efter ’transformationen’, ikke at hænge sig konkret i kønnet. I stedet får vi lov til at reflektere over det løjerlige syn af et helt parlament af mørke jakkesæt på mørke jakkesæt – med én blå spadseredragt i centrum af flokken. Det er historie – men en historie, der ikke ligger fjernere, end at den stadig insisterer. Og måske er det netop på grund af denne historiske nærhed, og kæmpe vigtighed, at Jernladyen føles for kalorielet. Nysgerrigheden efter analyse af, refleksion over og holdning til Thatchers politiske liv bliver ikke stillet, når portrættet af den kolde krigskælling lader rammen være Thatchers post-politiske nutidsjeg. Et biografisk drama om en så dramatisk politisk skikkelse bør bløde og svine langt mere end det.
Jernladyen. Instruktion: Phyllida Lloyd. Manuskript: Abi Morgan. Engelsk (Biografer landet over)
Kommentarer
“…biodrama om hende til en fad filmoplevelse”
Jeg har aldrig hørt ordet/udtrykket ‘fad’ på det danske sprog ud over i fadøl - hvad betyder det? Og er det overhovedet et ord man kan finde i den store danske eller i almindelig nutidig sprogbrug?
Hej Robert
Her er forklaringen:
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=fad,2&query=fad
citat:
“uden smag eller styrke; kedelig, flov.”
Der er forskel på en fadøl og en fad øl…..
som du kan se…
Tak for hjælpen
Det var sandelig godt vi fik det opklaret af hensyn til min nattesøvn, men hvad med filmen?
Foruroligende, at der kan brænde så stærkt et had mod Margaret Thatcher eller andre inde i Kathrine Hornstrup Yde.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ordet ‘hjerneblød’ findes faktisk.
http://ordnet.dk/ods/ordbog?aselect=Hjerneblødhed&query=hjerneblød
Men om hun var det dengang i 1982, da hun sendte de britiske drenge ud i Falklandskrigen, er nok ikke så sikkert.
Det var vel bare ‘aktivistisk’ udenrigspolitik.
Der er og vil blive sagt meget negativt om Margeret T men tilbage står at hun var en politiker med sine meningers mod, hvilket i højeste grad savnes i disse tider.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og så selvfølgelig for at vinde det kommende valg -hvad hun jo i den grad gjorde. http://ordnet.dk/ods/ordbog?aselect=Hjerneblødhed&query=hjerneblød
»Vogt dine tanker, for de bliver til ord. Vogt dine ord, for de bliver til handling. Vogt dine handlinger, for bliver til vaner. Vogt dine vaner, for de bliver din karakter. Vogt din karakter, for den bliver din skæbne. Vi er, hvad vi tænker.«
Hvad jeg gerne ville vide er - Hvem (og hvilken evt. religion) tilskives disse ord oprindeligt ?
Og hvordan så ordene ud før betydningen blev “drejet” med ordet; = Vogt .
Det kan ikke være Thatcher ! - Medmindre at hun selvfølgelig havde noget at skjule som en yderst hemmelig leder af en kult ?
Al forskning viser at demens allerede kan påvises i 50 års alderen. Måske man skulle drage konsekvensen af, at de to personer som lagde grundstenen til den nuværende økonomiske krise, begge var demente.
Denne kommentar er anbefalet af:
Lao Tzu og ikke Thatcher gives vist æren for disse ord. “watch” bruges på engelsk. “vogt” er vel en skærpelse. Hvordan det oprindelige 3000 år gamle kinesiske ord smager er ikke til at vide.
at Katrine Hornstrup Yde så bruger det så til at antyde, at Margaret Thatchers fraskrev sig den pallette af handlemuligheder, som hun netop er kendt for at mestre, ved at pålægge sig selv et “selvcensurerende tvivlsforbud”, altså forbud mod analyse og refleksion, er jo nærmest lidt komisk.
Anmeldelsen er præget af Katrine Ydes politisk korrekte anskuelser - men at kalde Thatcher en krigskælling og betændt er voldsomt hadefuldt -
Faktisk faldt det engelske forsvarsbudget under Thatchers ledelse… I øvrigt får Thatcher vores statminister Helle til at ligne en skolepige der ikke har læst sine lektier…
Anmeldelsen er præget af Katrine Ydes politisk korrekte anskuelser - men at kalde Thatcher en krigskælling og betændt er voldsomt hadefuldt -
Faktisk faldt det engelske forsvarsbudget under Thatchers ledelse… I øvrigt får Thatcher vores statminister Helle til at ligne en skolepige der ikke har læst sine lektier…
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg hørte Hans Engell beskrive Thatcher som et “ikke empatisk menneske”.
Jeg lytter altid ekstra opmærksomt når politikere kritiserer deres egne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mht. Reagom var det jo ikke ham, der reelt bestemte vel? Det var slænget bag ham, altså tidligere trotskister mm. som ville have have at USA skulle være verdensleder og have et eget imperium, som de kunne bestemme over. Og derfor skulle Sovjet dø - og derfor talte alle om frihed…..men kun den frihed som er vigtig for USA, altså den ekstremt individuelle frihed til at gøre hvad man vil. Indenfor et bestemt økonomisk kapitalistisk samfund, hvor alt er bestemt af en ting: akkumuler…
Og ja, Reagan var vist også en smule eller meget dement, især i sine sidste år som Præsident (1989-1993) og måske også i de første år (1981-1985). I den forstand er der nogle af hans udtalelser jeg bedre kan forstå, f.eks. det med at han troede, at hans film var virkeligheden. Og at han faktisk havde gjort det han havde gjort på film - i virkeligheden.
Og Watch betyder altså ikke Vogt på engelsk. Watch er nærmere noget med at kigge på, se på, undersøge og indeholder måske også her i ordvalget en opfordring til at man skal passe på med hvad man tænker.
Ang. Thatcher så ved jeg ikke om hun havde begyndende demens i 50-års alderen; muligt er det. Sandt er det dog at den konservative britiske land-adel kaldte hende for Grocer’s Daughter - og det var ikke pænt ment. Sandt er det dog også at hun fik indført det sådan at alle, uanset rang, stilling, prestige, køn, og etniske oprindelse, kunne få på de engelske prestige-universiteter. Sandt er det dog også, at en vis Tony Blair delvist ødelagde dette igen ved at indføre en tuition fee på 100 eller 1000 pund om måneden (eller pr. semester?).
Det ændrer dog ikke ved at Thatchers økonomiske politik var og er en katastrofe, baseret på Friedmann’s og Østrigerskolens teorier om ligevægt? Altså den der med at hvis bare man hælder nok arbejdskraft ud i verden, så vil der automatisk komme flere i arbejde, da de alle vil konkurrere mod hinanden for at underbyde hinanden i en fri konkurrence som de frie mennesker de er. Og det er nemlig lige præcis det som Thatcher og Reagan mener med frihed….
Og det er for nemt at give forklaringen at begge, både Thatcher og Reagan, havde Alzheimers eller var demente som en slags forklaring på hvorfor de gennemførte den økonomiske politik som de gjorde. De var fuldt ud bevidste om, hvad de gjorde og sikkert også om, hvorfor de gjorde det.
Lad mig sige det på den her måde: Thatcher kunne ikke lide, ja, hun hadede vel nærmest fagforeningerne.
Og hun så mine-arbejder strejken i 1984-1985 som en måde at knække de britiske fagforeninger og arbejdere på. Derfor stod hun så stejlt som hun gjorde overfor dem. At Arthur Scargill (formanden for mine-arbejderne) så ikke tog en afstemning om, hvorvidt der skulle strejkes eller ej - er hans fejl. Og den udnyttede Thatcher til fulde; bl.a. lukkede hun kulminer som var rentable. Og opførte vist atomkraft-værker i stedet…
Working poor er et begreb der spreder sig over hele Europa i de år; det begyndte i England i 1980erne under Thatcher, spredte sig så i 1990erne til Tyskland, og i 00’erne ud til andre lande, bl.a. Frankrig.
Og her i 10’erne ser det ud til at vi skal have vor egen danske version af working poor, bl.a. med kontanthjælps-modtagere som ved frivillig tvang skal arbejde ‘gratis’ - alt sammen for at forbedre den stats konkurrence-evne overfor udlandet - til gavn og glæde for statens konkurrence med andre stater. Det kan kontanthjælps-modtagerne så tænke over, mens de samler affald på stranden….
Denne kommentar er anbefalet af:
»Vogt dine tanker, for de bliver til ord. Vogt dine ord, for de bliver til handling. Vogt dine handlinger, for de bliver til vaner. Vogt dine vaner, for de bliver din karakter. Vogt din karakter, for den bliver din skæbne. Vi er, hvad vi tænker.«
“Watch your thoughts…”
Det er svært at oversætte, og det er svært at finde en bedre oversættelse af “watch” end “vogt”, hvis man vil gengive Lao Tse’s forskrift markant og ikke suppet.
“Watch” gengivet “vogt” er ikke forkert, som Karsten Aaen skriver. Der mærkes en skærpelse (Jon Møller), og du har ret (Karsten Aaen) i hvad du skriver, at man gerne ville have noget andet og mere med: “Watch er nærmere noget med at kigge på, se på, undersøge og indeholder måske også her i ordvalget en opfordring til at man skal passe på med hvad man tænker”. Man kunne også overveje noget som “vær forsigtig med”, “tag dig i agt med hensyn til” eller “hold øje med” (det sidste er måske det bedste bud), men alt det kan man jo ikke lige sådan bruge i en håndevending, fx. til oversættelse af “Watch your step” eller “Watch your tongue”.
Det skulle så blive til “noget med” “kig eller se på eller undersøg og pas på med hvad du tænker …”, ja, selv hvis oversætteren korter ned til det i og for sig udmærkede: “Pas på med hvad du tænker, for dine tanker bliver til ord. Pas på med hvad du siger, for dine ord bliver til handling”, så går det måske godt nok til at begynde med, men efterhånden bliver det sværere og til sidst umuligt, for hvordan vil du gengive “Vogt dine vaner, for de bliver din karakter. Vogt din karakter, for den bliver din skæbne”?
Og selv om det skulle lykkes så nogenlunde at gengive indholdet, så vil oversætteren til syvende og sidst også skulle vælge stil: mellem den gengivelse, der ligner den engelske (kinesiske?) talemåde og så den danske suppedas.
Hvor kan man blive misundelig på andre sprog, når de bare har et udtryk, mens vi andre skal til at lave et - og det så også skal holde i byretten eller folkedomstolen.
Jeg prøver lige: »Hold øje med dine tanker, for de bliver til ord. Hold øje med dine ord, for de bliver til handling. Hold øje med dine handlinger, for bliver til vaner. Hold øje med dine vaner, for de bliver din karakter. Hold øje med din karakter, for den bliver din skæbne. Vi er, hvad vi tænker.«
Det lyder godt nok kedeligt (“Hold øje med din tunge”). “Overvåg” lyder heller ikke godt. Jo mere jeg kigger på “Vogt dine tanker osv.”, jo gladere bliver jeg for ordet “vogte”. Man kan blive glad for lidt skæve, lidt sjældne, lidt gamle, lidt nye ord - og man kan bruge dem.
Fx. “hjerneblød”, det er jo så fint anbragt i denne anmeldelse af Thatcher-filmen; og det er lige i øjet & godt ordspillende at tale om “portrættet af den kolde krigskælling” (inden for filmens ramme af hovedpersonens post-politiske nutidsjeg). Der er så ikke rigtig noget at gøre ved, at sprogbrugen sårer en læser. Morten Bjørn skriver: “at kalde Thatcher en krigskælling og betændt er voldsomt hadefuldt”, og det kan være rigtigt, men så flad og fad er anmeldelsen heller ikke, også ordet “betændt” er rykket ud af sin sammenhæng, hvor anmeldelsen taler om “den form for menneskelighed” vs. “en så betændt politisk skikkelse”.
Det er i øvrigt i forbindelse med denne kommentar sjovt at kigge lidt på “politisk korrekt” og “hadefuld” side om side og tænke over (ikke mindst når vi betragter en magtfuld persons liv og gerning), om vi må være “politisk korrekte”, eller om meningen er, at vi skal holde kæft, og om vi må være “hadefulde”, eller om meningen er, at vi skal holde kæft.
Jeg ved ikke helt, hvorfor der kom så megen snak om ord og ords betydning under denne her artikel, men jeg tror nok, det er fordi anmelderen netop gjorde sig umage med hele artikelen - om en film, om et menneske - og brugte sproget. Det værdsættes. Det giver diskussion, også om sproget.
Det var faktisk også det med sproget, der fik mig her ind på tråden.
Jeg gik ind for at se, om nogen forstod, det gjorde jeg nemlig ikke, hvad der er galt med “iron lady” gengivet “jernlady” på dansk. Det virker rigtig godt, også når anmelderen sætter det ind i sit eget skriveri: “det billede, som hun i sin samtid har haft som jernlady”, og jeg er glad, at filmtitelen ikke skal være på engelsk à la The Piano. Men anmelderen skriver: “Jernladyen (klodset oversat fra The Iron Lady)” - hvad er det, der er klodset?
@Helle Degnbol
Sproget i anmeldelsen er meget flot og har et højt intellektuelt niveau og er på den måde en fryd at læse. Opmærksomheden fra min side ligger mere i, at det for mig står i skærende kontrast til de grimme og lavtstående tanker, den er vævet op omkring.
De politiske meddelelser er frastødende i en filmanmeldelse. Som f.eks, at hvis filmen havde behandlet Thatcher positivt, så ville det have været propagandistisk pletrens af blodspor og hvis filmen havde behandlet hende negativt, så ville det have været forstærkelse af at det billede, som hun har i samtiden.
Thatcher beundres jo også vidt og bredt og filmen er vel netop netop “fad” fordi, den forsøger at undgå at støde nogle af lejrene, men det kan Katrine Hornstrup Yde enten ikke se eller også forsøger hun at tie den ene lejr ihjel fordi, hun selv tilhører den anden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Sikke dog en virkelig usmagelig overskrift, virkeligt langt unde Informations niveau uanset hvad man mener om Thatcher.
Men det er ikke første gang:
http://www.information.dk/telegram/292593
Denne artikel blev først benævnt “Fader Frost svinger leen” inden de fandt ud af at det ikke var den bedste ide…
En af mine gamle venner fra mafiaen sagde altid: “Henrik, du kommer laengere med et smil OG en pistol, end med et smil alene!”
En af mine gode venner fra politik siger altid: “Det staar jo ikke skrevet nogen steder, at man SKAL goere sin modstander til sin fjende!”
Jeg lytter mest til den sidste.
“Det betyder ikke, at Jernladyen (klodset oversat fra The Iron Lady)”.
Kan vi så ikke få den uklodsede oversættelse? Hvis der er en bedre, så er det jo på høje tid, at Bismarck får nyt tilnavn på dansk.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jon Møller, du har ret, at der er klare udmeldinger (“politiske meddelelser”) i artikelen. Det synes jeg er en god ting. Vi har det med at dele os i lejre, ja. Det er godt, når der ikke bliver tiet stille, og det gør der ikke i nærværende avis. Hvis ikke man kan komme med politiske meddelelser i en anmeldelse af en film om Thatcher, så bliver det godt nok sært og svært.
Jeg opfattede ikke under læsningen grimme og lavtstående tanker, bemærkede heller ikke diskrepans mellem indhold og sprog. Når der tales om at bløde og svine og om åbne sår, så mærker jeg det er stærkt, men jeg bliver ikke stødt, måske fordi jeg befinder mig i en lejr, jeg er ikke fyldt med kærlighed til Thatchers politik og polerede tale, og jeg har været meget bekymret for et samfund, der var i hendes hænder.
Netop det at Thatcher beundres vidt og bredt, hvis hun gør det (Poul Smidt leverer et indlæg i samme avis, der kunne tyde på det), kan nok få en til at spekulere over - føle trang til at få analyseret - hvad der foregår. Netop den nysgerrighed deler anmelderen.
Det med at skildre den nulevende Thatchers nuværende tilstand som gammelt menneske i en film om politikeren Thatcher (eller også er det omvendt), det lyder meget problematisk og potentielt smagløst, og jeg kan godt forstå, hvis nogen reagerer allerede ved læsningen af denne her anmeldelse, men det må i første række være filmens problem.
Hvis man skulle ud i snak om det, måtte man nok få set filmen først (fotografierne er fabelagtige) …
“Man kan, uanset indgangen, ikke pille i et politisk sår, uden at det bløder og sviner.”
Elegant! /O
Har lige set filmen og syntes, at den er fremragende. Fint vævet ind i hinanden er tre historier.
I forgrunden nogle dage i den aldrende og demente baronesses liv, bevægende fortalt med nænsomhed og loyalitet over for den endnu levende hovedperson.
På denne baggrund er indflettet historien om det politisk-psykologiske fænomen Margareth Roberts/Thatcher, den ambitiøse urtekræmmerdatter, der som fars pige med småborgerideologi, uempatisk enøjethed og hensynsløs jernvilje kæmper sig til tops i overklassens og mændenes konservative parti og det engelske klassesamfund. Her er meget at tænke over og diskutere både om politik, psykologi og køn. Filmen overlader det til publikum selv.
Endelig også indflettet er billeder (autentiske) fra Englands politiske historie under Thatcher. Arbejdskampene, IRA, Falklandskrigen og striden om den flade poll tax. De demonstrerer tydeligt, hvorfor Thatcher fik tilnavnet Iron Lady og nød det.
Filmen bør efter min mening kunne værdsættes—eller hades—af både blå og røde. Jeg er rød og værdsatte den, min kone, der også er rød, værdsatte den ikke. Noget lignende kan sikkert forekomme hos blå ægtepar.
Det eneste jeg er i tvivl om, er hvorvidt der er historisk belæg for filmens påstand om, at Thatcher blev afsat, fordi hun blev gak-gak. Men det er måske fordi jeg mener, at hendes politik hele tiden havde været gak-gak.
Niels Engelsted skriver “… at hendes politik hele tiden havde været gak-gak.”
Ikke desto mindre er det vel hendes (og den ligeledes demente Reagans) politik, der de sidste mere end tredive år har sat dagsordenen.
Niels Engelsted - tak!
Super at nogen ser filmen !
nu også i dag anmeldt i Filmland, P1
http://www.dr.dk/P1/Filmland/Anmeldelser/2012/01/J…
mrs.Thatchers politik kan man måske tillade, men hendes beskidte klassiske trick med krig mod Argentina, da hun var ved at tabe valget kostede mange mennesker livet i imperial selvforherligelse.
Tingene kunne være afgjort med et argentinsk flag,med et union jack i hjørnet!
Thatcher smadrede den engelske velfærdsstat, og hendes tankegods lever videre i danske politikere, osse i S, SFog ikke mindst de radikale! Og så er den ikke længere. Det kan man så begræde eller juble over, alt efter anskuelser og empati…