Krigen drejer sig ikke om miner eller økonomi, men om såret national stolthed

KRIG
Jeg tænker tit på min rejse gennem Jugoslavien for næsten 38 år siden, når jeg læser aviser i disse dage. Stednavne, der havde en nostalgisk klang, er pludselig blevet så sørgeligt aktuelle. Der, hvor vi sov i skoven, og hvor en ‘bjørn’ viste sig at være et snøftende pindsvin, lidt uden for Pec, det er vel i dag et tilholdssted for albanske partisaner. Den kaserne uden for Kosovska Mitrovica, hvor en høflig soldat bad os forsvinde, da vi havde slået lejr, fordi vi i vor naivitet ikke havde gjort os klart, at vi var på militært område, er vel nu udslettet af bombardementer.

En bid af Kosovo
Det har været noget af en ejendommelig oplevelse at se og høre officerer i dansk tv søge at forklare, hvad der sker - rent militært. Om nu Slobodan Milosevic vil give sig, hvis han får lov til at beholde en bid af det nordre Kosovo, hvor der er nogle miner.
Jamen, det drejer sig jo ikke om miner eller økonomi eller noget andet, der kan vejes og måles eller gøres op i penge og erstatning. Det drejer sig om følelser, om såret national stolthed, religion og andre uberegnelige størrelser, som er af langt større virkning i sjælen end selv den største sum penge.
For serberne betyder navnet Kosovo og landet dernede slaget ved Kosovo Polje 28. juni 1389 (deres Dybbøl, men med en langt dybere national sjælekval end banken ved Sønderborg - trods alt), det er patriarkatet ved Pec, hvor den serboortodokse kirke trak sig tilbage efter de muhamedanske angreb i middelalderen for at være beskyttet i de utilgængelige bjerge og med rygvejen åben gennem Rugovo Klisura, kløften ind mod Crna Gora (Montenegro), hvis yderligere tilbage-trækning blev nødvendig.
Jeg husker freskerne, som de unge kunstnere fra Beograd var ved at restaurere i 1961, med Sankt Savas død og gravlæggelse. Serbisk hjerteblod, som klostrene i Gracanica og Decani m.fl.

Serbisk hjerteblod
Under en senere rejse besøgte jeg Kosovo Polje og det ret så beskedne monument (et udsigtstårn) og sultanens grav på Solsortesletten. Mestrovic’s planlagte kæmpemonument (Vidovdan-templet) blev jo (heldigvis!) aldrig til noget. Men selv uden det, er sletten et symbol på det serbiske hjerteblod, og det var også her, Milosevic for nogle år siden kaldte til mindeappel, og vist omkring 200.000 serbere mødte op.
Højt oppe på væggen under hvælvingerne i Gracanica-kirken rækker den middelalderlige serbiske konge Milutin kirken frem mod Vorherre, hvis hånd i skyerne modtager gaven. Pagten mellem Gud og ‘os’ kan vel ikke fremstilles tydeligere. Det er ‘vort’ land - Gud har givet os det. Og det skal vi bevare for vore efterkommere og forsvare mod de ‘vantro’ til evig tid.

Ånden overlever
Det er sådanne kræfter, NATO er oppe imod. Og selv om man med al moderne djævelskab kan smadre lufthavne, raketbatterier, våbenfabrikker og og slå titusinder ihjel, så kan man ikke dræbe det immaterielle, det metafysiske, som er ånden, kraften i de mennesker. Det lærte tyskerne under Anden Verdenskrig (partisanerne), og det lærte før dem østrigerne (Sarajevo, 1914) og tyrkerne (opstand på opstand gennem fire hundrede år og den endelige selvstændighedskamp fra 1811 og fremefter).
Der har været stridt om de bjergegne i mere end 600 år. På Nationalmuseet (Narodni Muzej) i Beograd hænger et stort maleri af hercegovinske bønder på flugt gennem bjergene under kampene mod tyrkerne for et par hundrede år siden. Situationen er nøjagtig den samme som den, vi ser i fjernsynet hver aften, dog uden de små traktorer.

Ydre eller indre fjender
Der har i århundreder været en ‘tradition’ for, at man stort set en gang i hver generation gik ud i bjergene og sloges mod de forbandede serbere, albanere, kroater, bulgarere, bosniere eller hvem af naboerne, der nu var den aktuelle modstander, hvis man da ikke havde en ydre fjende, man kunne forenes imod (tyrkere, østrigere, tyskere), så gamle lokale fjender stod sammen mod de udefra kommende. Som brødre, der nok skændes indbyrdes, men som straks står sammen, hvis en af de andre drenge blander sig. Så er det ham, der får tærsk.
Hvad serberne virkelig kunne have trængt til, var en H. P. Hanssen, den store sønderjyske politiker, som 1918-20 havde styrke og mod til at stå fast på, at grænsen skulle drages efter de aktuelle politiske realiteter, og ikke efter gamle historiske krav og rettigheder. Naturligvis sagde H. P. Hanssens følelser ham, at Dannevirke, Slesvig, Flensborg o.s.v. var ‘gammelt dansk land’, ‘Thyras vold’ og alt det der, men Gud ske lov pålagde hans intelligens og common sence ham at gå ud fra realiteterne, som de var. Nemlig, at befolkningen syd for den nuværende grænse var blevet tysk i tidens løb, og at det derfor ville være et overgreb over for disse mennesker at tvinge den ind under Danmark. På samme måde som det var et overgreb at gøre Sønderjyllands danske flertal tysk i 1864.
Hvis der i Serbien kunne opstå en leder, som klart ville advokere det synspunkt, at Kosovos befolkning i dag er blevet albansk, hvad enten man kan lide det eller ej, og at albanerne derfor som under under Tito har krav på alle kulturelle, sproglige, religiøse og politiske rettigheder i et rigsfællesskab med Serbien (som Grønland og Færøerne har det i samliv med Danmark), så ville man efter en overgangsperiode måske (!) kunne få et frugtbart fællesskab.
Men hvordan det skal klares, når albanerne kræver fuld selvstændighed, og serberne end ikke vil lade dem have egne skoler, aviser etc., det ved jeg ikke. Hvis jeg kunne løse den knude, ventede Nobels fredspris til efteråret. Men jeg tror, det er den vej, man skal gå.

Den samme, gamle fejl
Orientalisten, professor Johannes Østrups siger i sine Erindringer (1937) om tyskernes forsøg på at inddrage den islamiske verden på sin side under Første Verdenskrig, at de begik den fejl at “undervurdere den anden parts intelligens og at forsømme at sætte sig ind i hans særlige tænkemåde.”
Det er samme fejl, NATO’s ledere og de danske politikere begår i dag.
Hvis en ordre om angreb med danske landstyrker skulle blive udstedt, må danske værnepligtige nægte at tage af sted. Og det kan de gøre med fuld ret og uden fare for at bryde deres pligt som danske soldater. Deres opgave er at forsvare Danmark og eventuelt et andet NATO-land, hvis det blev angrebet af en udefra kommende fjende. Og intet andet.