Helle Thornings Danmark og Barack Obamas USA er stort set enige om alt. Det siger den socialdemokratiske udenrigsordfører Jeppe Kofod til politiken.dk i anledning af statsministerens visit hos præsidenten i dag i Washington, D.C.

Aldrig har de danske socialdemokrater været så enige med en amerikansk regering i indenrigs- og udenrigspolitik. »Der er nogle ting, hvor Obama-regeringen ikke kan gøre så meget, fordi der er et andet flertal i kongressen – nemlig Republikanerne – som blokerer for, at man f.eks. kan lukke Guantánamo helt,« siger Kofod.

Ellers synes det at være en dansk-amerikansk dans på roser. Men er det egentlig en korrekt beskrivelse af Danmarks og USA’s fælles syn på international og økonomisk politik?

Det er næppe tvivl om, at Thorning-regeringen ligger tæt op ad USA’s forsvars- og udenrigspolitik. Alt andet ville være et opsigtsvækkende brud med efterkrigstidens tradition for en tværpolitisk opbakning til det transatlantiske samarbejde, hvis drivende kraft har været USA. Når det er sagt, må man samtidig konstatere, at Socialdemokraterne er rykket mod højre efter 11. september 2001.

For 25 år siden førte partiet fodnotepolitik i NATO-kredsen; Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen måtte meget mod deres vilje adlyde Folketingets krav om danske forbehold over for NATO’s atompolitik i Europa.

I dag siger Socialdemokraterne ja og amen – eller tier i hvert fald – når det gælder Obama-regeringens udenretslige brug af droner til at dræbe mistænkte terrorister på andre staters territorier. Det er blot ét eksempel. Det er også værd at hæfte sig ved Kofods interessante formulering om, at Obama på grund af republikansk modstand »ikke kan lukke Guantánamo-lejren helt«. Hvad betyder helt? Interneringscentrets kapacitet er på samme niveau som i 2008. Intet er blevet lukket ned.

I Afghanistan-krigen er det kun briterne og den danske kampstyrke, der stadig kæmper side om side med amerikanerne i de sydlige provinser Helmand og Kandahar. Andre lande har for længst trukket sig fra slagmarken. Og de danske soldater skal hjem samme år som de amerikanske, i 2014. Thorning-Schmidt følger her Fogh-regeringens opbakning af USA’s krig mod Taleban-’terroristerne’.

Set i den udenrigspolitiske optik er der altså en god grund til, at den af S og SF dominerede regering er rørende enig i USA’s forsvars- og udenrigspolitik. De to partier har rykket teltpælene op og plantet dem solidt på amerikansk grund.

Hvad angår økonomisk politik, er skellet mellem USA og Danmark (og Europa) derimod markant. Når statsministeren er en halv time i audiens hos præsidenten i aften dansk tid, vil Obama utvivlsomt gerne høre hendes analyse af eurokrisen. Thorning-Schmidt er trods alt siddende formand for EU’s Ministerråd, og regeringen har valgt at slutte op om den nye finanspagt. De synspunkter, hun fremlægger, vil ikke være de danske, men Den Europæiske Unions eller rettere: Tysklands. Præsident Obama er naturligvis bekendt med hovedsubstansen: At der skal skæres ind til benet i eurolande med et højt budgetunderskud og en tyngende offentlig gæld for at tilfredsstille finansmarkederne og sikre fortsat likvid kapital til refinansiering af statsobligationer. Den eneste måde til at stabilisere krisen i eurozonen og skabe en afbalanceret og sund økonomisk politik på, vil det lyde fra den den danske EU-formand, er drastiske sparetiltag i den offentlige sektor. Her kan Thorning naturligvis tage den danske hat på og i en fodnote bemærke, at hendes regering planlægger at kickstarte den danske økonomi, hvilket vil behage hendes tilhører, en discipel af John M. Keynes.

Men det ændrer intet ved, at der hersker et fundamentalt anderledes syn på budgetunderskuds og gælds plads i økonomisk politik mellem Obama-regeringen og toneangivende regeringer i eurozonen. I dette spørgsmål ligger alle fire republikanske præsidentkandidater faktisk på linje med Angela Merkel, selv om de aldrig ville indrømme det. Tværtimod har f.eks. Mitt Romney sagt, at »Obama repræsenterer det værste af, hvad Europa er blevet til«. Hermed sigter Romney primært til Demokraternes ’socialistiske’ sundhedsreform. George W. Bushs og Obamas redning af banker og forsikringsselskaber og stimulus-pakken i 2009 kan Romney dog ikke tørre af på EU, fordi de fleste EU-lande er tilbageholdende med eller direkte modstandere af offentligt finansieret stimulering af nationaløkonomien.

Også i spørgsmålet om centralbankens rolle i økonomisk politik deler Republikanerne opfattelse med europæiske ledere. Den europæiske centralbanks pengepolitik er formelt set begrænset til at lægge en dæmper på inflationen, mens den amerikanske modpart i flere omgange har udvidet pengemængden til Republikanernes, europæernes og BRIK-landenes store fortrydelse.

Her kan man konstatere, at Kofods postulat strider mod virkeligheden. Hvad angår den økonomiske politik, hersker der ingen enighed. Tværtimod er eurolande under konservative styrer rykket til højre for USA, og de danske socialdemokrater og folkesocialister er lydigt fulgt med. Bare så du ved det, Obama.