Med bevidstheden om at vi skulle holde sammen på en alliance af 19 lande vidste vi, at vi ville bede om det umulige, hvis vi anmodede om landstyrker.
Amerikansk officer i New York Times i sidste uge

Vi ser det dag efter dag: Endeløse strømme af forpinte flygtninge i Kosovo, drevet rundt af deres serbiske forfølgere. Et helt område er ved at være tømt for sine indbyggere i det, der har udviklet sig til et af vort århundredes mest brutale folkefordrivelser. Om blot få uger kan den serbiske ugerning være komplet.
Af samme grund ser verden ganske anderledes ud i dag end for et par uger siden. Hvor vi da havde al mulig grund til at diskutere visdommen i en ikke synderlig klart defineret NATO-aktion, så er scenen siden skiftet radikalt: NATO har angrebet, hundredtusinder er flygtet fra Kosovo, og opgaven er derfor ikke længere at sikre dets indbyggere mod aggression men at sikre, at de kan vende tilbage - og føle sig trygge. For NATO-landene og deres politikere er der ingen vej tilbage.

Man kan med god grund kritisere NATO’s hidtidige optræden som en rendyrket fiasko: Trods advarsler - også fra militære kredse - indlod man sig på en aktion, hvor man ikke alene undervurderede sine modstandere i Beograd, men end ikke havde en nødplan parat. I stedet kan vi nu følge flytningestrømmene fra luften og se til, at serbiske bander fører deres kyniske mission til ende.
NATO har søgt at (bort)forklare miseren med, at det hele kunne have været meget værre, og at det vi nu ser i virkeligheden blot er fortsættelsen af en veltilrettelagt serbisk plan. Men hvordan kunne det have været værre? Kosovo er næsten tømt! Og hvis der var tale om fortsættelsen af en veltilrettelagt plan, hvorfor pokker fortalte NATO-lederne det så ikke - og forberedte sig på det? Og hvordan turde man udfordre sin egen troværdighed ved sidenhen at videregive usikre informationer om en gruppe fremtrædende Kosovo-albaneres skæbne?
Det er dumt og har påført alliancen et alvorligt troværdighedsproblem. Men det gør den på den anden side ikke til forbryder. Den etiket gør alene Milosevic og hans kumpaner sig fortjent til. Det er dem, der myrder, forfølger og driver hundredtusinder (!) af Kosovo-albanere på flugt.

Konsekvensen kan blive en optrapning af NATO’s militæraktion med det formål at få flygtningene tilbage. Indsættelse af NATO-landstyrker på Balkan forekommer i øjeblikket at være langt mere end blot en teoretisk mulighed - selv om man fra officielt hold benægter det.
Det kan blive en både blodig og langtrukken affære, og inden det nogen sinde kommer så vidt, bør NATO have lært af sine erfaringer: Ikke at optrappe sin aktion uden fuldt ud at oplyse om - og forberede sig på - dens konsekvenser, klart definere målet og nok så vigtigt: have en plan parat for den fremtid, der i sidste instans ikke kan løses med kanoner, men kun gennem politiske forhandlinger.
Ligesom NATO-landene - og selv et mere og mere selvtilstrækkeligt land som Danmark - bør gøre sig klart, at en militær indsats i humanismens navn ikke kan adskilles fra en humanistisk optræden i forhold til flygtninge. Tingene hænger sammen.

Udgangspunktet for en langsigtet Kosovo-løsning er kompliceret. Dokumenterne fra de fejlslagne Rambouillet-fredsforhandlinger er ikke længere tilstrækkelige, al den stund at en ny aftale må sikre, at de flygtede Kosovo-albanere kan vende tilbage til deres hjemstavn i tryghed. Og at de kan vedblive med at være der - i tryghed.
Situationen kompliceres yderligere af, at det internationale samfund til forskel fra situationen i Bosnien ikke har en oplagt samarbejdspartner, men derimod et politisk splittet Kosovo samt en både udisciplineret og kontroversiel oprørshær i form af UCK.

Det peger i retning af at omdanne Kosovo til et internationalt protektorat - vi kunne jo lige som albanerne kalde det Kosova - der frigøres fra det serbiske styre, som ikke længere kan påberåbe sig nogen legitim ret til området. Også den er blevet fordrevet. Det internationale samfund vil være tvunget til at tage over, formentlig i en længere periode.
En langsigtet løsning fordrer imidlertid også, at Rusland, Serbiens traditionelle allierede, bliver - og lader sig - geninddrage i fredsprocessen på Balkan. Det vil tilmed kunne genetablere forholdet til NATO.
I bedste fald kan vi nå dertil uden en yderligere optrapning af den igangværende NATO-aktion og indsættelse af landstyrker.
Men udviklingen varsler ilde.-jarl