Lad os kalde det ansvarsforflygtigelse og uskrevne regler

Aarhus Universitet er en labyrint af uskrevne regler og vaner, som jeg ikke kan genkende fra andre universiteter i Tyskland, Storbritannien eller USA. Når det kombineres med en vag ledelse, overlades de ansatte til uvished, skriver Linda Koldau i en kronik om sin oplevelse af den såkaldte Koldau-sag

Der findes ingen klare udsagn om, hvad der regnes som ret og uret på Aarhus Universitet, og det gør det unægtelig svært at forholde sig korrekt, lyder det fra kronikøren. Hun mener, at man som nyansat er dømt til at fejle, når ingen f.eks. er villige til at indvie nye kolleger i arbejdspladsens rutiner.

Martin Dam Kristensen

’En medietsunami’ kaldte en redaktør på en af landets førende aviser forleden den verserende debat over for mig. Han vidste ikke, at jeg bl.a. har udviklet mig til kulturhistorisk tsunamiekspert og i gang med at skrive en bog om fænomenet.

Informations artikler om min sag på Aarhus Universitet har ført til en større debat. Endelig, kunne man sige. En debat, som ikke længere udelukkende omhandler min personlige sag – som, nota bene, på ingen måde kan stemples til en ’personalesag’ – men helt grundlæggende problemer på de danske universiteter. Det er godt, at der endelig sættes ord på det, og at mange universitetsansatte, som har været utilfredse, kuede og måske endda har følt sig chikaneret på deres arbejdsplads, endelig tør stå frem.

Vigtige ord er blevet til offentligt gods: ytringsfrihed, medbestemmelse, personlighedsrettigheder. Men også grimme, omend rammende ord som ’magtarrogance’ og ’tavshedstyranni’. I universitetsledelsens svar derimod findes andre ord – af den slags, jeg selv beskrev som ’varm luft’ iklædt ’store business-ord’ sidste år (Politiken, 11. juni). Ord, som desværre har tendens til at opløse sig til ingenting, når man zoomer ind på dem.

Debatten begyndte for en uge siden med to artikler om min sag og et interview med Mette Thunø, dekan for Det Humanvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet (Information 13. februar). Jeg vil gerne gå tilbage til begyndelsen – og til det interview.

Dekan Mette Thunø fremhæver i interviewet, at hendes – dengang endnu påtænkte – advarsel til mig ikke har noget med ytringsfrihed at gøre. Det må jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved. For hvorfor sagde dekanen flere gange i vores møde 10. Januar i år, at jeg vil få en advarsel bl.a. for mine ’skriverier i pressen’?

Jeg føler ikke, at jeg behøver kommentere spørgsmålet om ytringsfrihed yderligere: Det har mange andre allerede gjort i forskellige medier, og der er dukket lignende sager op. Og det glæder mig, at Folketingets ombudsmand mener, at sagen rejser vigtige, principielle spørgsmål om de offentligt ansattes ytringsfrihed.

Problemets oprindelse

Men lad os alligevel antage, at ytringsfrihed ikke kommer i første række i min sag. Måske var det det, Mette Thunø mente? Rødderne til sagen ligger faktisk et andet sted, og det er på AU’s Humanvidenskabelige Fakultet, og det er de problematiske ledelsesmetoder og en systematisk ansvarsfrasigelse.

AU har begået flere fejl i min sag. Jeg nævner dem ikke, fordi der skal fortælles en personlig historie, men fordi min sag er symptomatisk og afspejler det, som foregår bag lukkede døre, også i andre sager, som aldrig kommer frem i offentligheden.

Den første fejl skete i min ansættelse, som AU gennemførte under falske forudsætninger og med formelle fejl – bl.a. uden skriftlig stillings- og opgavebeskrivelse. Som international professor gik jeg ud fra, at jeg kunne stole på det, som blev aftalt mundtligt ved jobsamtalen –det er comme il faut i mange lande. At jeg kunne stole på, at netop de kulturhistoriske kvalifikationer, som jeg var blevet ansat for, skulle bruges i min undervisning og i samarbejdet på mit nye institut. Som det er en selvfølge, når en professor bliver ansat. Men jeg har måttet erkende, at man ikke kan stole på, at de internationale normer følges på mit universitet.

Så findes der faglederens, institutlederens og to dekaners afvisning af at drøfte de problemer, der på grund af den første fejl er opstået mht. min arbejdssituation. På mit institut betragtes historisk kvalifikation med foragt. De første tre semestre blev jeg udelukkende sat til at undervise i kurser, som hverken svarer til mine kvalifikationer, eller som jeg indholdsmæssigt og pædagogisk kunne stå ind for. Undervisningen var ingen succes hverken for mig eller for de studerende. Derimod var mine studerende begejstrede, da jeg i foråret 2011 endelig fik lov til at undervise på et historisk kursus. Men det fik jeg ikke lov til at tilbyde igen.

På lærermøderne indså jeg hurtigt, at min faglige ekspertise og erfaring blev nedgjort som ’forældet’, og min – nødvendige – nuancering af de forskellige fagligheder, som faktisk er helt forskellige kvalifikationer inden for faget (og dermed tilgange i forskningsinteresse, metode og pædagogik) blev kaldt for ’grøftegravning’. Efter næsten ét års forsøg måtte jeg indse, at jeg ingen stemme havde i dette kollegium, og at debatterne faktisk ikke var faglige diskussioner, men primært handlede om, hvor meget rum – og dermed magt – de enkelte fagligheder fik. Der fandtes intet rum for en professor med mine kvalifikationer. Jeg krævede aldrig, at den historiske tilgang skulle dominere faget. Jeg plæderede kun for en faglig balance – men til sidst ønskede jeg kun det nødvendige rum for selv at kunne undervise ifølge mine kvalifikationer: En ret, som bliver tildelt alle andre kollegaer, som primært er historiske musikforskere, på min afdeling.

Tvivlsom proces

Jeg har bedt ledelsen om en intern diskussion af sagen i mere end ét år og har i den forbindelse fremlagt en række forslag til, hvordan mine kompetencer og min evne til at skabe netværk på tværs af discipliner og mellem internationale universiteter kunne bruges til gavn for alle parter – f.eks. på flere andre institutter, hvor kolleger gerne ville samarbejde med mig, og hvor vi allerede var begyndt at udarbejde fælles projekter og netværksideer. Men ledelsen var ikke interesseret i at høre om problemerne og har notorisk afvist at drøfte min arbejdssituation med mig.

Da jeg til sidst, efter stadig værre arbejdsvilkår og krænkelser, så mig nødsaget til at henvende mig til offentligheden og i Politiken ytre den kritik, som man ikke ville lytte til på universitetet, begik Aarhus Universitet efter min mening den næste fejl. I stedet for at sætte ned sig sammen med mig, drøfte problemerne og finde løsninger dikterede dekanen hendes beslutninger. To ’eksterne’ konsulenter blev sat på sagen, og de leverede ikke overraskende præcis det resultat, de blev betalt for. På baggrund af deres rapporter – og mine ’skriverier i pressen’ – har jeg nu fået en advarsel af dekanen.

Det hele er en proces, der vidner om tvivlsomme ledelsesmetoder og om en næsten skræmmende ansvarsforflygtigelse – et mønster, som mange kolleger på min universitet kan genkende.

Mønstret er enkelt: Ledelsens ansvar bliver fornægtet – lige som de fejl, ledelsen begår. Ledelsens beslutninger bliver ikke diskuteret internt – selv om der ellers altid bliver talt om ’dialog’ og ’debat’. Til sidst tager ledelsen heller ikke ansvar for at rette de fejl, som lederne – åbenlyst for alle – har begået. ’Ansvar’ er tilsyneladende et fremmedord for AU’s ledelse.

Som tidligere institutleder og medlem af fakultetsrådet på Frankfurt Universitet – hvor et fakultetsråd endnu har en betragtelig beslutningskompetence – betragter jeg dette mønster med stor undren. Det er normalt og menneskeligt at begå fejl. En god ledelse er i stand til at indrømme fejlene, gå i dialog med de involverede parter og finde en løsning, der er tilfredsstillende for alle. Jeg forstår ikke, hvad man har at miste.

Uskrevne regler

Det andet punkt, som jeg ønsker at komme ind på her, er Mette Thunøs svar i interviewet med Informations Lise Richter. Journalisten stiller nogle konkrete spørgsmål, som faktisk er afgørende for den universitetsansatte, som bliver formanet til at opføre sig ordentligt. Dekanen fremhæver, at det har konsekvenser, når man kører en diskussion i pressen. Journalisten: Hvilke konsekvenser?

Svar: ’Det kommer helt an på, hvad man skriver, men der er forskel på at køre en faglig diskussion internt [...] og så eksternt.’

Det kommer an på? Hvordan skal den ansatte, som gerne vil opføre sig ordentligt, vide, hvad det helt præcist er, det kommer an på?

Det forbliver usagt.

Journalisten spørger efterfølgende, hvilken forskel der er på at køre en faglig diskussion internt og eksternt.

Svar: ’Det kan jeg ikke nævne.’

Det giver igen ingen retningslinjer til den ansatte for, hvordan vedkommende undgår problemer eller (alvorlige) ’konsekvenser’ på arbejdspladsen.

’Det kommer an på’, ’det kan jeg ikke nævne’ – og så en advarsel med endnu flere vage formuleringer. Der findes ingen klare udsagn om, hvad der regnes som ret og uret på Aarhus Universitet, og det gør det unægtelig svært at forholde sig korrekt.

Det hele minder mig om adskillige oplevelser på mit institut, hvor jeg, den nyansatte fra et andet land og dermed et fra andet universitetssystem, blev konfronteret med uskrevne regler, som jeg ikke havde forudsætninger for at kende – eller kunne genkende – fra min tid på universiteter i Tyskland, Storbritannien og USA.

Det betyder en labyrint af ukendte adfærdsregler og vaner, som bliver styrket af ledelsens vage – i værste tilfælde intetsigende – udsagn og universitetets nyeste ’personalepolitik’, som overlader den ansatte i det uvisse i mange spørgsmål.

I denne labyrint er man som nyansat dømt til at fejle – og så kan det ukendte og vage regelsæt bruges til at ’bevise’, at den ansatte forårsager ’samarbejdsproblemer’.

Svært ikke at fejle

I sin bog Her går det godt, send flere penge (1996) skriver Anne Knudsen om, hvordan der i det danske samfund er en tendens til at tilbageholde nødvendig (social) viden fra folk, der som det nye ansigt kommer ind i en cirkel af personer, der allerede kender hinanden og er gode venner. De nye bliver aldrig indviet, de kommer aldrig ind i cirklen. De føler sig usikre, isoleret og begår pinlige ’fejl’ baseret på deres manglende kendskab til de uskrevne regler. Det kan endda koste dem – eller deres børn – det nødvendige fundament til at komme videre i livet. At tilbageholde viden og at holde fast i uskrevne eller uklare regler er intet andet end et magtinstrument.

Som fremmed, international professor genkender jeg desværre meget af det, Anne Knudsen med god humor skriver om i sin bog, fra mit institut samt i dekanens ord.

Men det er ikke længere så morsomt, når det handler om at kunne klare sig og begå sig på en arbejdsplads, hvor man faktisk gerne vil yde sit bedste.

 

 

Linda Maria Koldau er professor i musikvidenskab, Aarhus Universitet

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Curt Sørensen

En god og velskrevet artikel af Linda Koldau. Man må beundre, at hun efter den personforfølgelse hun har været og er udsat for fra ledelsens side stadig har mod og Geist til at bide fra sig. Hun rammer præcist: det generelle faglige forfald på AU , den autoritære bureaukratiske ledelsesstil, bestræbelsen på at kvæle enhver diskussion og kritik ( samtidig med at man hyklerisk påstår det modsatte), den evig 'branding', selvfremføring og det gentagne praleri iklædt tomme, men tidssmarte management fraser, floskler om 'universitet i verdensklasse', samtidig med at man demonstrerer et provinsielt snæversyn af dimensioner og en arrogant intolerance - alt sammen en adfærd og en retorik der dækker over den reelle destruktion af universitetet som universitet og dets forvandling til en erhvervsvirksomhed ledet af autoritære bureaukrater..

Curt Sørensen, professor emeritus Aarhus Universitet

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Curt,
Du glemte sanktionerne, bl.a. den om "ophold på kontor svarende til normal arbejdstid".

Er der andre professorer på AU, der har været idømt en sådan sanktion? Er der mulighed for pauser med udgang, hvor mange og af hvilken længde?

Hvad hvis man vil gå til møde et andet sted på Uni? Hvad hvis man skal til konference i en anden by? Hvad hvis man vil spise i Statsbibliotekets kantine og ikke blive sammen med sin madpakke på kontoret?

Det minder mig om en skole på 7th avenue i Brooklyn, New York. Hver morgen ankommer hertil lærere, der ikke mere må undervise. Der er gitter for vinduerne. De skal opholde sig her i skoletiden, indtil deres sag er afgjort ved retten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Ja, og tænk hvis Linda Koldau skal over på statsbiblioteket for at låne bøger. Så skal hun vel ret beset også spørge institutledelsen om lov først. Skal hun mon også også ledsages af en ledelsesudpeget konsulent?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Hvis det kan dokumenteres, at Koldaus skriverier i pressen har indgået i det personaleretlige grundlag, hvorpå dekan Mette Thunø har truffet sin afgørelse om at give Linda Koldau en advarsel, så har universitetet et problem, og så er det godt, at Ombudsmanden er gået ind i sagen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

En ting har Linda Maria Koldau ret i - og det er at danske medarbejdere er utroligt dårlige til at informere om de uskrevne sociale spille-regler, der gælder i den danske kultur. Og der er mange - bare det at finde ud af hvem der er den officielle leder kan tage mange måneder for en der kommer fra f.eks. Tyskland, USA eller Frankrig - eller Belgien -....

Der gøres generelt alt for lidt ud af introducere nyansatte fra andre kulturer til den lidt mere, nogen vil måske sige, afslappede sociale kulturelle kontekst og kodeks som hersker her i Danmark. Et eksempel. På min sidste arbejdsplads stod lederen selv og lavede kaffe til sit eget møde; sådan som jeg opfatter den amerikanske og den tyske arbejdspladskultur ville dette aldrig ske - eller måske kun ske i sjældne tilfælde...

Derfor har jeg gjort meget ud at i mit arbejde som invandrerlærer at introducere den danske arbejds-plads-kultur for mine studerende og mine elever. Den er nemlig ikke altid lige nem at finde rundt i, ofte vil danskeren bruge ironi og distance, når han giver udtryk for sin holdning til noget. Og ofte er det at det går galt, da udlændinge, og ikke kun Koldau, vikler sig ind i ironien og tror, at man mener det man siger, når man skal høre på undertonen i det som siges - er den skarp, er den drillende, er den hyggelig mm. Selv danskerne kan nogen gange have svært ved at gennemskue dette....

Derudover er Koldau vist blevet indfanget i det jeg normalt kalder: danskernes kollektive manglende ansvarsbevidst. I andre lande, f.eks, går politikerne prompte af, når de har gjort noget galt, ikke i Danmark. Her kan de blive siddende....og blive statsminister ovenikøbet. Mens en tysk Forbunds-præsident trækker sig, fordi han lånt et beløb af sin ven til et køb af et hus, nej ikke derfor: fordi han har løjet om sin forbindelse til denne ven...

For en tysker, som kommer fra et sådant system, må det være mærkeligt at komme til Danmark og opleve det man kunne kalde en kollektiv ledelsesform (som sådan), hvor den betyder, at ansvaret forsvinder, ingen tager ansvar for noget som helst og ingen vil have 'der Affe' som det vist hedder....

Jeg kan ikke tage stiling til Koldau's mening om manglende formel udpegelse mv, men blot konstatere, at mange stillinger i Danmark besættes ud fra folk som kender som kender nogen som kender nogen. Dog mener jeg det er fantastisk, at man ikke vil bruge Koldaus ekspertise indenfor kultur-historie i musik-undervisningen.

Og ja, i Danmark og i vesten generelt er der nok en tendens til at historisk kvalifikation ses på med foragt. Og hvorfor det er sådan ved jeg ikke? Måske fordi man hellere vil tale om folks iboende potentiale end om det de reelt kan. jvf. denne svada fra Sennet:

"I stedet for håndværk fremmer det moderne samfund meritokrati, hvor potentielle evner fejres snarere end fortidige bedrifter" (Sennet R. The Culture of new capitalism p.4, her citeret efter: Tanggaard Lene: Man er blevet til noget in: Dansk Pædagogisk Tidsskrift nr. 1, februar 2012). Og Sennet skriver videre dette om idealet: "Et selv orienteret mod kortsigtede mål, fokuseret på potentielle evner, villig til at droppe fortiden." (side 5)

Sennet påpåger og, ganske rigtigt, at de fleste mennesker slet ikke er sådan, at de fleste mennesker har brug for en base og for at gode til noget bestemt samt vi hele tiden bliver forstyrret i vor tilgang til det at mestre både livet og i glæden fordybelsen ved livet. (Tanggaard 2012, side 58)

Og i den forstand vel også en glæde der kommer af at kunne mestre et instrument indenfor musik og den fordybelses-proces dette kræver. I den forstand har Koldau ret i, at danske universiteter ikke længere lærer de danske studerende at fordybe sig - det skyldes muligvis at den danske kapitalisme har udviklet sig til en flygtig størrelse, som kræver parathed til omstilling ekstremt hurtigt, så den musik-studerende, efter endt uddannelse, også kan bestride et job i Netto....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Jeppe Netterstrøm,
Der er siden 2003 kommet bl.a. flg. frem i den offentlige debat:

1. 6502 personer underskrev i 2008 “For en bedre forskningspoltik”. Baggrunden for underskriftindsmalingen var bl.a. ”Den nye lov har vist sig at gøre det sværere at fastholde og udvikle dette høje niveau. Man har indført et topstyret managementvælde, som kun minimalt inddrager dem, der bevæger sig på universitetet til daglig”.

2. Nogle professorer skrev en artikel i Politiken: Disneyland er et dårligt forbillede 9.6.2004. Efterflg. ønskede daværende videnskabsminister Helge Sander, at rektor på KU greb. Man kan læse om det i FAG OG FAGLIGHED – ET DIDAKTISK MORADS, 2007: “Debatindlægget blev lanceret på en sådan måde, at offentlighed såvel som myndigheder (ministre, embedsmænd, folketingspolitikere og universitetsrektorer) blev opmærksomme på sagen, og det fik udløst en offentlig debat og iværksat en undersøgelse. En forudsætning herfor var, at en af professorerne viste civilcourage ved at vedgå, at han “som studieleder var ansvarlig for at forringe uddannelsen for at være økonomisk effektiv”. Det var dog ikke omkostningsfrit at vedgå noget sådant offentligt. Tilståelsen fik den ansvarlige minister – Helge Sander – til straks at opfordre universiteternes ledelse til at skride ind og “sætte tingene på plads” overfor de ansatte, hvis de havde “devalueret den faglige standard på universiteterne.” En sådan disciplineringsaktion ville den dog ikke iværksætte”.

Bodil Kornbech, dengang KD, stillede et par. 20 spørgsmål på baggrund af artiklen til Helge Sander.

3. Den uambitiøse ælling i dansk forskning, Politiken, 7.10.2011

4. Der er gået MCDonalds i universitetet, Politiken, 20.8.2011

5. Nedlæggelse af institutbibliotekerne og flytningen af bøgerne til fjerndepot i Skejby kan man vælge at se på både som øget kvalitetet. hvis man mener det er en kvalitet at spare penge, for de studerende kan bare søge bøgerne på nettet. Eller som mangel på kvalitet: den manglende mulighed for at kunne blade og læse i bøger og tidsskrifter, der står fremme, lade sig inspirere af dem, holde dem op mod hinanden, at der en en bibliotekar at tale med om det, man søger. På Det Frie Universitet ULB i Bruxelles er man gået den stik modsatte vej af AU for bl.a.” at stimulere kritisk tænkning”. I 1994 åbnede et 9 etagers bibliotek med arbejdspladser til ca 700 studerende. På hver etage er der 2-3 bibliotekarer, bøger og tidsskrifter i midten og læsepladser udenom. 45% af de 400.000 bøger i det humanistiske bibliotek står fremme og 2500 tidskrifter fra det igangværende år. Rapporten om ULB’s bibliotek kan downloades her.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Til Jeppe Netterstrøm,

Universiteternes transformation og deraf følgende generelle forringelse af det faglige niveau er konstateret af alle selvstændige universitetsfolk, men benægtes tilbagevendende af de nye ledelser med rektorerne i spidsen. Dette er selvfølgelig netop 'branding'.
Processen har været langstrakt og man kan identificere en række faktorer og tendenser, som her har gjort sig gældende.: Sænkningen af det faglige niveau er affødt af 1) universiteternes udvikling til masseuniversiteter og den heraf frembragte omdannelse fra klassisk universitetsundervisning til skolegang, 2) taksametersystemet, hvorefter hvert institut og fag skal 'producere' så mange kandidater som muligt for at overleve økonomisk, hvilket igen har ført til at kvalitetskontrollen er blevet slække, 3) den drastiske forkortelse af studietiden, 4) en fremadskridende adskillelse af forskning og undervisning, 5) omdannelsen af universitetet til erhvervsvirksomheder der hele tiden skal 'brande' sig selv, hvilket igen stimulerer til selvfremføring, praleri og overflade, i stedet for fordybelse, 6) opprioriteringen af kvantitet i stedet for kvalitet, hvor forskerne hele tiden stimuleres til masseproduktion af små artikler i internationale tidsskrifter ( det kan nemlig måles og fremmer 'brandingen') , i stedet for grundigt, årelangt arbejde med større dyberegående værker, i ekstreme tilfælder kan det øgede pres for masseproduktion og selvfremføring ligefrem føre til at elementære krav til videnskabelig redelighed tilsidesættes ( Penkowa sagen), 7) opprioritering af økonomiske incitamenter ( lokalløn, o.s.v. ) som alternativ til arbejdsglæde, medansvar og samarbejde, 8) opmuntring til vedvarende indbyrdes konkurrence i et karriere race i stedet for kollegialt samarbejde i et fællesskab ,9) den igangværende opløsning af selve disse faglige miljøer og atomiseringen af forskerverdenen og 10) overgang til en centraliseret autoritær, bureaukratisk ledelse, 11) eksterne interessers og hensyns fremadskridende dominans over universiteternes interne liv og 12 ) blokering af debat og diskussion om fagenes udvikling og karakter, fordi enhver sådan debat opfattes som værende skadelig for universitetets image og vedvarende ' branding'.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Curt Sørensen, hvis du har nogen idé om, hvad kritikken af styrelsesloven gik ud på, vil jeg være glad for at kunne læse det - for det eneste, jeg har kunnet se her, er en enkelt debattørs forfærdelse over, at folk uden administrativ baggrund kunne have ansvaret for forvaltningen af milliardbevillinger. Hvilket jo er gået godt i mange hundrede år, skulle man mene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Kjeldgaard

Det forlyder, at fakultetet planlægger en seance, hvor Linda Maria Koldau, stående på en ølkasse og iført en narrehat, for den samlede forsamling af kadrer skal undskylde sine vildfarelser, tilbagekalde de ondsindede beskyldninger og erkende sit forrædderi af Forandringsprocessen. Gerne tårevædet, det vil hjælpe på Den Kære Leders tilgivelsesevne. Derefter vil hun af fakultetets specialkonsulenter blive ført bort til genopdragelseslejr. Ingen er endnu vendt tilbage derfra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klara Liske

En ide til debat var, at i stedet for interne stridigheder om hvem der dirigerer universitets-orkesteret, sætte jer sammen i kyndig ånd, og definere hvad et universitet er.

Det er altid sundt at genopfriske, når alle render snot-forvirrede rundt, og lader sig imponere af store reklame-søjler, hvad der gemmer sig bag de "flotte ord."

Rod, stamme, forgreninger/afarter, kort sagt; fordybelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ursula Nielsen

"Mønstret er enkelt: Ledelsens ansvar bliver fornægtet – lige som de fejl, ledelsen begår. Ledelsens beslutninger bliver ikke diskuteret internt – selv om der ellers altid bliver talt om ’dialog’ og ’debat’. Til sidst tager ledelsen heller ikke ansvar for at rette de fejl, som lederne – åbenlyst for alle – har begået. ’Ansvar’ er tilsyneladende et fremmedord for AU’s ledelse."

Jeg synes det lyder som det der sker på de fleste offentlige arbejdspladser! Alt det her med værdibaseret ledelse åbner jo op for de problemer som hun beskriver: Ingen klare prioriteringer, spilleregler der er så uklart formuleret at man aldrig kan overholde dem. Det betyder så intern strid og kiv - mobning, og et stressnivau der er horribelt.

Jeg kender en hel del danskere, der oplever det samme som Linda Maria Koldau. Men der skal åbentbart en tysker til at råbe: Han har jo ikke noget tøj på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ursula Nielsen

Hm... af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på:

Det fleksible menneske - eller Arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning, af Sennet ;-)

Mon ikke næste skidt i farcen på ÅU vil være noget med anerkendende ledelse? Det er jo tydeligt at Kondau ikke føler sig anerkendt;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ursula Nielsen

Jeg synes simpelthen at Koldaus historie er en fantastisk case til at belyse hvordan den herskende ledelsesdiskurs skaber syge systemer, hvorefter man behandler symptomerne (stress, mobning, manglende anerkendelse) - med midler (anerkendende ledelse, værdibaseret adfærd, mindfulness, oprustning af kommunikationsafdelingerne, der så kan bruges til at manipulere med virkeligheden etc), der gør systemet endnu mere sygt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Ændringerne af universiteterne har været en integreret del af VKO´s kulturkamp siden "systemskiftet" i 2001. Samfundets struktur og folks tænkemåde skulle simpelt hen ændres totalt.

Anders Fogh Rasmussen i Weekendavisen den 17. januar 2003:
”Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten.”

Fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2002:
"Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter."
http://www.stm.dk/_p_7354.html

Helge Sander og Brian Mikkelsen var nogle af de mest tro adjudanter i kulturkampen. Jeg tror, at denne afstandtagen fra eksperter og andres "bedre"viden har været med til at støbe kuglerne for faglighedens deroute. Dertil kom alt det kommercielle, som var eneste målestok for succes, og det skulle universiteterne også indordnes efter. Det er ganske gudsjammerligt - man må bare håbe, at den nye regering kan få nye vinde til at blæse over marken.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Netterstrøm

Til Curt Sørensen

Tak for dit grundige svar. De mange forhold, du nævner, udgør ikke dokumentation for et generelt fagligt forfald, men årsager til et postuleret sådant. Nogle af de udviklingstræk, du optegner, medfører ganske rigtigt en risiko for niveaufald på sigt - det er jeg helt enig med dig i - men at dette allerede skulle være indtrådt, endda i en grad så man kan tale om et generelt forfald, savner jeg fortsat dokumentation for. Kan du påvise, at forskningen kvalitativt er blevet ringere? At undervisningen er blevet dårligere? At de studerende er blevet dummere eller de færdiguddannede kanditater og ph.d.'er mindre vidende og kompetente? At det påståede forfald er mere fremskredet på AU end på landets øvrige universiteter eller i det højt besungne udland?

Grunden til, at jeg spørger, er, at Koldausagen har foranlediget en syndflod af negative udtalelser om det faglige niveau på Aarhus Universitet (især de humanistiske fag), ofte fra kommentatorer, der udtaler sig på baggrund af fordomme frem for viden og uden at dokumentere deres påstande. Den negative omtale er skadelig for universitetets renommé, hvilket potentielt går ud over den enkelte forskers omdømme og, hvad der er langt værre, kommende og nybagte kandidaters selvrespekt og muligheder for at få job. Kritik af det faglige niveau på AU er mere end velkommen og modtages mange steder med en vis sindsro, men på grund af de nævnte konsekvenser må man forlange, at kritikken er saglig, berettiget og underbygget. Ikke mindst når den kommer fra en professor emeritus.

Endelig vil jeg påpege, at et par af de forhold, du nævner, netop er indført for at højne det faglige niveau. Det gælder "forskningsvogtningen", der skal afhjælpe problemet med nulforskere (men som også i nogle tilfælde har de negative effekter du er inde på), og (forbundet hermed) peer review, der efter min erfaring bidrager til en bedre kvalitet i forskningen. Dertil kan nævnes, at "masseuniversitetet" har medført en større vægtning af universitetsdidaktik mhp. at sikre undervisningens kvalitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Netterstrøm

Til Anne Albinus

Intet af det, du henviser til, dokumenterer et generelt fagligt forfald på AU.

At institutbibliotekerne er blevet nedlagt og alle bøgerne flyttet til et depot i Skejby er ganske enkelt forkert.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Der er vist ingen, der påstår, at AU har været genstand for et særskilt voldsomt fagligt forfald. Det er blot dér, at konsekvenserne tydeligst materialiserer sig.
F.eks. har AU jo arvet et dekanproblem...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Lidt fra Italien om emnet:

En kendt italiensk astrofysiker, 89årige Margherita Hack , tidl. leder af observatoriet i Trieste, hvor hun også har undervist i mange år. Hun har skrevet flere bøger, er en fantastisk formidler, også for menigmand. Hendes kolleger værdsætter hende for hendes åbenhed og ærlighed. En kollega siger, at Hacks originalitet er, at hun altid har sagt sin mening til alle og under enhver omstændighed, om livet og om videnskaberne. En fighter.

I 2010 udkom Hacks bog "Libera scienza in libero stato/Fri videnskab i en fri stat". Da Hack skulle præsentere bogen i foråret 2011 i Pesaro, sagde kulturformanden bl.a., at Hack udover at være en berømt videnskabskvinde også er en autentisk og sammenhængende person, der udtrykker sin menneskelighed i alle sine aktiviteter og i en tid, hvor mange er hykleriske i forhold til andre og opportunister, er det guld, at Hack kan komme og tale.

Forskningen ser ikke ud til at fungere i Italien, og de unge talenter flygter til udlandet for at få bedre betingelse, skriver Hack. Problemet skyldes på den ene side Kirken, på den anden side, højre- og venstre-regeringernes diverse reformer, gentagne fejltagelser og mangel på sammenhæng.

Hack skriver om Berlinguer reformen med 3+2, Bologna processen, hvor Bachelor-graden har ført til et kvalitetsfald i kurserne. Ud over eksamensresultatet tæller ECTS- points med, der baserer sig på en meget subjektiv vurdering af antal lektioner og laboratorieøvelser, på eksterne aktiviteter (praktik og og hjemmeforberedelse), skriver hun. Det vigtigste kritikpunkt af reformen iflg. studerende og undervisere er fragmenteringen af de gamle kurser, der varede et helt akademisk år, og nu er blevet til en masse små kurser af få timers varighed, der straks bedømmes med eksaminer, der minder meget om gymnasieoverhøringer.

Hack har nogle forslag til en reform af universitet, som kommer om nogle dage på min blog.

Hack har turdet sige Berlusconi imod, efter han i en tv-udsendelse fornærmede Rosy Bindi, formanden for Parti Democratico og tidl. sundhedsminister. Berlusconi sagde om Bindi: "Hun er stadig mere smuk end klog".

Da en journalist spørger Margherita Hack, hvad hun mener om Berlusconis vits om Bindi, sagde hun: “Har han nogen sinde set sig selv i spejlet? Denne dværg med farvet hår og med ansigtsløftning. Hvordan kan han tillade sig at fornærme en så intelligent og dygtig kvinde som Rosy Bindi?”

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Til Jeppe Netterstrøm,

Summen af de nævnte faktorer og forløb er simpelthen lig med forfaldet. Din skarpe adskillelse af årsager og virkninger er skematisk og forbiser kompleksiteten og den massive kraft i den samlede proces der har været under udvikling igennem de sidste par ti år. Årsager og virkninger føjer sig her sammen i en fortløbende selvforstærkende proces.

En så vidtgående og grundig 'dokumentation' af den art som du efterlyser ville iøvrigt kræve en hel kommissions arbejde i mange år og afspore simpelthen enhver diskussion om de nævnte forhold og understøtter således ledelsens mere direkte , klodsede forsøg på at bremse enhver diskussion om de nævnte problemer og forløb. Og hvilke kriterier skulle man egentlig anlægge? Den nuværende universitetsledelse har her valgt blot at tælle numre.

Men hvis jeg ellers kunne komme til orde i 'Information' ( hvad jeg erfaringsmæssigt ikke kan da jeg er sortlistet på grund af en gammel konflikt med Rune Lykkeberg) , skulle jeg gerne i en kronik uddybe disse nødvendigvis generelle betragtninger med en dybere gående beretning om processen og dens konsekvenser i mit eget fag statskundskab.

Ja, der er sket en forringelse af undervisningsniveauet, ja, der er sket en forringelse af forskningen og dens vilkår . Kvaliteten er simpelthen veget for kvantitet. Pluralisme og forskningsfrihed er veget for styring og centralisme.

At der er noget galt indrømmer du jo selv, når du peger på nogle tiltag mod forfaldsprocessen, tiltag som dog umuligt kan rette afgørende op på den fatale udvikling. En første og afgørende betingelse for at vende processen er at genindføre universitetsdemokratiet, forskningsfriheden og pluralismen. En anden betingelse er at genetablere universitetsundervisningen og udfordre studenterne som netop studenter og voksne mennesker, ikke behandle dem som en flok skoleelever. En tredje betingelse vil være at reetablere forbindelsen mellem forskning og undervisning.

Curt Sørensen, professor emeritus, Aarhus Universitet

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Bibliotekerne er gudskelov ikke flyttet endnu.
Om de bliver det skal jeg ikke kunne sige, men jeg må altså holde fast ved, at der har været planer om en stor omstrukturering der blandt andet omfattede at nærmest alt skulle på fjernlager undtagen små semesterhylder, og som efter min oplevelse muligvis forsøgtes kørt igennem uden at folk skulle opdage fremlæggelsen indenfor høringsperioden. Bl.a. ved fremlæggelse af selve planen nogle uhensigtsmæssige steder istedet for de kanaler som studerende og ansatte normalt kunne have forventet.

Om det i al hast sammensatte og protesterende høringssvar har stoppet planen skal jeg ikke kunne udtale mig om - da vi, sidst jeg hørte noget om sagen, endnu ikke havde fået noget at vide om det.

Men det var rent faktisk en plan man legede så ganske alvorligt med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Jeppe N,

Jeg har hørt om det og læst om det i Weekendavisen, hvor der bl.a.stod:

"Der har således i løbet af 2011 været en høringsrunde, hvor 42 berørte institutter og fakulteter mv. har haft mulighed for at forholde sig kritisk til hele organiseringen af biblioteksområdet. Hvilket de i den grad gjorde; der blev advaret kraftigt mod sammenlægningen" og "Men allerede inden prodekanen havde afsendt sin imødekommende mail, havde han indledt den egentlige biblioteksoperation. Den hemmelige.
Flere skønlitterære værker - herunder John Miltons Paradise Lost - var allerede dagen før, mandag den 14. november, blevet fjernet fra sprogbiblioteket af 15-20 flyttemænd i orangerøde kedeldragter og båret over i brune flyttebiler, som fragtede dem videre til et fjernlager, et såkaldt »kompaktbibliotek« i Skejby. "

kilde: http://forskningspolitiskarkiv.blogspot.com/2012/02/managementregimentet...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det lyder jo godt, Anne Albinus; men som tidligere forskningsbibliotekar og mangeårig låner må jeg advare imod centralisering af området! Det er sådan, at mange bidragydere til et felt sikrer en mangfoldighed i indkøb og andet relevant fagmateriale, foruden at materiale af vigtighed for mange fag i en mere allround bibliotekars øjne kan synes inferiørt og kassabelt. Også - eller måske især - på biblioteksområdet er mangfoldighed en styrke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Peter Hansen,
Dekanen nævner også i JP 26.2 det nye bibliotek:

"Vi har en konstruktiv dialog med de studerende i forskellige arbejdsgrupper. Særligt glæder det mig, at de studerende hurtigt har fundet sammen i det nye Artsråd. Det er godt at have en organiseret dialogpartner.
I øjeblikket diskuterer vi, hvordan vi kan sikre et godt studiemiljø i Nobelparken, når den skal rumme flere studerende end tidligere. Vi drøfter, hvordan det nye bibliotek, det nye studiecenter og de nye fagmiljøer skal indrettes. Snart tager vi fat på kantine, fredagsbarer m.m".

......

Som tidl. skolebibliotekar er jeg enig med dig. Desuden er det vigtigt, at biblioteket er en del af studiemiljøet. På brochuren ULB at a Glance kan man se biblioteket for de humanistiske videnskaber midt på Campus Solbosch, Bruxelles. Her er let adgang for de studerende. Arbejdspladser til 1700. 1/4 af 1 mio bøger står fremme sammen med 2500 tidskrifter fra det indeværende år. Rapport fra 2000. What you need to know researchers ULB.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Netterstrøm

Til Curt Sørensen

Naturligvis bør man stræbe efter at skelne mellem årsag og virkning, også selvom sondringen kan være vanskelig at foretage i komplekse sammenhænge. Man kan ikke påstå, at ruden er knust ved at henvise til, at der er blevet kastet sten mod den, hvis ruden faktisk ikke er knust. At forfaldet skulle være lig med summen af de faktorer, du nævner, kan jeg ikke anerkende, før end forfaldet i sig selv er bevist, og da slet ikke når flere af disse faktorer tværtimod synes at bevirke en forbedring af forsknings- og undervisningskvaliteten.

Jeg glæder mig over, at du trods alt anerkender, at det ville kræve et enormt arbejde at udrede, hvorvidt fagligheden virkeligt er i forfald på AU. Følgen af denne indsigt må jo være, at man skal være varsom med at fælde forhastede domme om store og komplekse sammenhænge. Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan kræve af dig, at du ene mand foretager en så omfattende bevisførelse (og meningen var bestemt ikke at lukke munden på dig; men måske nok at give dine påstande modspil), men mindre kunne også gøre det. Kan du komme med nogle konkrete eksempler på forringelse af undervisningens niveau, de studerendes/kandidaternes viden, forskningens kvalitet? Når du skriver: "Ja, der er sket en forringelse af undervisningsniveauet, ja, der er sket en forringelse af forskningen og dens vilkår . Kvaliteten er simpelthen veget for kvantitet" - så er der indtil videre tale om rene postulater.

"Og hvilke kriterier skulle man egentlig anlægge [for en større undersøgelse af det faglige niveau]?" spørger du. Det er dig, der skråsikkert hævder, at fagligheden er i forfald, og det må du gøre ud fra en bestemt målestok, så spørgsmålet må du selv kunne svare på. I forlængelse heraf vil jeg spørge dig, hvad det mere nøjagtigt er for en fortid, du henviser til, når du hævder, at fagligheden tidligere har været på et højere niveau end i dag? Var undervisningen f.eks. på et højere niveau i 80'erne end nu? Var forskningen bedre i eksempelvis 70'erne end nu? Med andre ord: Skal vi tilbage til professorvældet før 1968/73, eller skal vi nøjes med at gå tilbage til 70'erne, 80'erne eller 90'erne? Jeg spørger ikke for at være stridbar, men fordi jeg er oprigtigt interesseret i at høre svaret.

"At der er noget galt indrømmer du jo selv, når du peger på nogle tiltag mod forfaldsprocessen, tiltag som dog umuligt kan rette afgørende op på den fatale udvikling". Jeg har ikke skrevet, at der ikke er noget galt. Så langt fra. Men jeg vil påpege, at jeg ikke opfatter de omtalte tiltag som tiltag mod "forfaldsprocessen", men som tiltag mod tidligere tiders synder og undladelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Netterstrøm

Mht. biblioteksdebatten vil jeg nøjes med at konstatere, at Anne Albinus nu selv har erkendt, at historien om de lukkede institutbiblioteker og de bortgemte bøger var en and. Må man i stilfærdighed bede om, at debattører for fremtiden sætter sig ordentligt ind i sagerne, inden de spreder oplysninger om forholdene på AU?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jeppe Netterstrøm skrev:

Må man i stilfærdighed bede om, at debattører for fremtiden sætter sig ordentligt ind i sagerne, inden de spreder oplysninger om forholdene på AU?

Ja det må man gerne. For eksempel vil jeg gerne bede dig sætte dig ordentligt ind i sagerne ift.mit indlæg om sagen som deltager i en høring om netop institutbibliotekerne, samt det høringssvar jeg har linket til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Undervisningen er vist ikke blevet bedre, efter hvad man hører - snarere er den nok nødvendigvis blevet gundigere, fordi man ikke længere kan regne med et tilstrækkeligt højt niveau. Gymnasiet er jo ikke længere indrettet på at give de nødvendige færdigheder til universitetsuddannelser, hvilket man overalt fornemmer - dog mindre på visse små institutter, som man kun har hørt om, hvis man i forvejen eftersøger en specialiseret uddannelse på et felt.
Nulforskere har reelt ikke været et problem siden 80erne, og vejledning kommer selvfølgelig i høj grad an på studerende, emne og vejleder. Selv var jeg ikke særlig heldig,sådan er det, i dag havde jeg med nettets hjælp meget bedre kunnet klare mig selv, det kan nutidens studerende endnu bedre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Netterstrøm

Maria: Hvad er det, jeg skal sætte mig ind i, og hvorfor? Anne skrev, at institutbibliotekerne er blevet lukket og bøgerne lagt i depot. Det er lodret forkert og eksempel på de mange løse påstande og vilde myter, der for tiden florerer om tingenes tilstand på AU (som for det første ubegrundet skader uni's omdømme, for det andet afleder opmærksomheden fra de virkelige problemer (og dem er der skam mange af)). Det påtalte jeg - længere er den ikke for mit vedkommende, med mindre du kan forklare mig, hvordan den omtalte høringsrapport understøtter historien om de lukkede biblioteker etc.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Jeppe,
Jeg beklager igen, at jeg skrev, at institut-bibliotekerne lukker, og bøgerne lægges i depot, når der jo er en plan for, at de dukker op igen senere i Nobelbiblioteket iflg. artikel i Weekend-avisen, se link nedenfor. Når fag skal flyttes, skal bøgerne jo også være et sted imens.

Jeg har nu kontaktet min oprindelige kilde, der bekræfter, at alle klassikere og de fleste tidsskrifter fra vedkommendes sprog er væk. Statsbiblioteket har oplyst, at bøger og tidsskrifter kan lånes via dem, og at omtalte bøger og tidsskrifter er i fjerndepot i Skejby.

Man kan læse mere om fjernelse af klassikere fra et andet sprog end fra det sprog, jeg omtalte ovenfor, i denne artikel i Weekendavisen:
http://forskningspolitiskarkiv.blogspot.com/2012/02/managementregimentet...

Men det lykkelige er jo, at der bliver et bibliotek igen, og man kan håbe på, der bliver plads til så meget som muligt:-)

Undskyld igen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Til Jeppe Netterstrøm,

Der er store problemer i alt det her. Jeg foreslår en kvalitativ vurdering, der går på de stedfundne store ændringer og konsekvenserne heraf. De nye universitetsledelser har som bekendt her haget sig fast i et rent kvantitativt kriterium,: antal af publikationer, internationale citerings indekser o.s.v. . Jeg kender omvendt udmærket vel kriterier for vurdering af faglige præstationer helet fra fra 1. semesters studenter opgaver til doktordisputatser. Et sådant bedømmelsesarbejde har jeg været aktivt med til i hele min akademiske virksomhed. Men pointen er, at her er vi nede i virkeligheden, i de konkrete faglige vurderinger. Og det er netop denne faglighed og institutternes autonomi som de nye universitetsledelser er ved at afskaffe til fordel for en centraliseret vurdering ud fra i så fald fra nødvendigvis abstrakte ( og intetsigende?) kriterier.

Jeg skal gerne give mere konkrete eksempler på udviklingens konsekvenser ud fra erfaringer fra mit eget fag , hvis jeg ellers kan komme til orde ud over tråden her.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Netterstrøm

Hej Anne

Du har skam ingen grund til at undskylde noget.

Nobelbiblioteket er mit eget institutbibliotek (det ligger i etagerne under mit kontor), og der er allerede opstillet masser af bøger. Biblioteket er flyttet for få måneder siden og skal lige have tid til at organisere sig, bygge om mm. Omlægningen af biblioteksstrukturen på AU er ikke uden sine problemer, diskussioner og konflikter, men jeg vil helst ikke ind i en større debat herom lige nu.

anbefalede denne kommentar

Sider