Enøjet arbejdsmarkedspolitik truer flexicurity

I årevis har Danmark brystet sig af den såkaldte flexicurity-model, der sikrer både konkurrenceevne og social tryghed. Men modellen trues af tendensen til alene at opfatte arbejdsløshed som et udslag af den lediges manglende vilje til at søge job

I en tid hvor de ufaglærte job bliver stadig færre, er der god brug for opkvalificering. Desværre er mange uddannelsestilbud forsvundet til fordel for beskæftigelsespolitikkens ensidige fokus på jobsøgning.

Mikkel Østergaard

Hele det politiske landskab er for tiden er optaget af, at ca. hver fjerde i den erhvervsdygtige alder er på offentlig forsørgelse. I debatten glemmer de fleste, at Danmark faktisk har en af verdens højeste beskæftigelsesfrekvenser og den højeste i EU. Hele 75 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen er i beskæftigelse.

Endnu færre debattører synes at erkende, at både den høje erhvervsfrekvens og den høje andel på offentlig forsørgelse er et resultat af den måde, den danske arbejdsmarkedsmodel er skruet sammen på.

Modellen giver erhvervslivet meget frie rammer til at organisere en fleksibel produktion, ansættelsesbeskyttelsen er lav og de sociale hensyn få, idet sikring og service, som f.eks. uddannelse af arbejdskraften, generelt er et offentlig anliggende. Det indebærer også, at det offentlige sikrer den enkelte mod økonomisk deroute i perioder, hvor han eller hun står uden arbejde.

Både internationalt og herhjemme er modellen blevet døbt ’flexicurity’-modellen, og den hyldes som en vej til høj produktivitet, mobilitet, fleksibilitet, et højt lønniveau og et forholdsvist højt uddannelses- og kompetenceniveau.

Det har med andre ord vist sig at være en meget konkurrencedygtig model, som vi gerne vil værne om.

Bivirkninger

Men vil man have modellens fordele, må man også regne med en række åbenlyst problematiske biprodukter.

For det første betyder den høje mobilitet på arbejdsmarkedet, at der er flere på midlertidig forsørgelse. Ca. 20 pct. af arbejdsstyrken er hvert år i berøring med arbejdsløshedssystemet. Her er udfordringen at forhindre, at de ender i længerevarende ledighed. Det forsøger man bl.a. ved at sætte tidligt ind og ved at stille skrappe krav om aktivitet. Det indebærer også, at de ledige skal have de kvalifikationer, som efterspørges af arbejdsmarkedet, så strukturproblemer undgås.

For det andet medfører den højproduktive flexicurity-model, at arbejdsmarkedet ikke har plads til personer, som ikke er fuldt arbejdsdygtige. Modellen sikrer netop, at arbejdsgiveren nemt kan erstatte ikke-konkurrencedygtig arbejdskraft med andre mere duelige kræfter. Det medfører en større gruppe på permanent offentlig forsørgelse.

De to biprodukter udgør to meget forskellige problemer. Men i den aktuelle debat italesættes de ca. 750.000 personer uden for arbejdsmarkedet som ét samlet problem, der primært skyldes manglende beskæftigelse og selvforsørgelse. Det er helt ude af proportioner.

I virkelighedens verden er der en afgrundsdyb forskel på personerne i de to grupper. Tænk blot på forskellen mellem dagpengeberettigede ledige, som for hovedpartens vedkommende kan forvente et midlertidigt ophold uden for arbejdsmarkedet, og de knap 240.000 personer, som er blevet tilkendt førtidspension efter at have fremlagt udførlig dokumentation for, at deres arbejdsevne ikke rækker til hverken hel eller delvis selvforsørgelse.

Når de to meget forskellige grupper alligevel ses som et samlet problem, hænger det sammen med, at man i de seneste knap 15 år har haft en opfattelse af, at arbejdsløshed kan bekæmpes ved at øge incitamenterne til at søge job.

Tidligere blev problemerne forstået som meget komplekse. De blev bl.a. forklaret med utilstrækkelige kvalifikationer hos de midlertidigt arbejdsløse samt en flerhed af barrierer – såsom fysisk og psykisk sygdom eller sociale problemer – hos langvarigt ledige eller personer på permanente forsørgelsestyper. I dag er forklaringen på ledighedsproblemet imidlertid blevet kogt ned til, at ledige alene mangler beskæftigelse – uanset hvilken gruppe de måtte tilhøre.

Stigende ufleksibilitet

Det forenklede perspektiv har gjort arbejdsmarkedspolitikken og socialpolitikken til en integreret del af beskæftigelsespolitikken, som er blevet samlet i et system under kommunerne.

Gevinsten er et betydeligt stærkere fokus på beskæftigelse. Den passive tilgang til arbejdsløshed er blevet skiftet ud med en aktiv.

Men samtidig har den ensidige troen på, at pisk kan råde bod på flexicuritymodellens bivirkninger medført flere problemer.

For de midlertidigt ledige, som er ramt af strukturproblemer, har den nye beskæftigelsespolitiks øgede fokus på incitamenter til at søge arbejde medført, at opkvalificering og uddannelse er blevet kraftigt svækket.

Det er generelt bekymrende, at uddannelsesmulighederne indskrænkes for de midlertidigt ledige. I flexicurity-modellen er det nemlig staten og ikke virksomhederne, som er hovedansvarlig for at sikre et højt kompetenceniveau for arbejdsstyrken generelt. Virksomhederne tager ikke nødvendigvis over, der hvor staten slipper grebet. I en situation, hvor ufaglærte job forsvinder til fordel for job, der kræver et højere kompetenceniveau, kan den svækkede uddannelsesindsats få alvorlige konsekvenser.

Også udhulingen af den sociale sikring f.eks. gennem afkortelse af dagpengeperioden, forringelse af efterlønsordningen, hævelse af pensionsalderen kan give balanceproblemer i flexicuritymodellen. Den betragtelige nedskæring af social sikring vil utvivlsomt få konsekvenser for den arbejdsdeling, som hidtil har været mellem stat og erhvervsliv. F.eks. vil der komme krav om større ansættelsesbeskyttelse, når det offentlige ikke kan mønstre den nødvendige sikring.

De første skridt i den retning kan allerede ses i flere overenskomster, hvor fratrædelse bliver dyrere for virksomhederne. Det kan være til stor skade for den fleksibilitet, som hidtil har sikret danske arbejdsgivere let adgang til at rekruttere og afskedige.

Konsekvenserne er lette at få øje på, hvis man skæver til Sydeuropa, der bl.a. har svært ved at arbejde sig ud af økonomisk krise og arbejdsløshed pga. et fastlåst arbejdsmarked. Fortalerne for mindre offentlig sikring tager imidlertid sjældent højde for den type problemer.

Pisk hjælper ikke svage

Prioriteringen af beskæftigelsespolitik på bekostning af socialpolitik har heller ikke givet overbevisende resultater for personer i gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate ledige og førtidspensionister. Meget tyder på, at denne gruppe har så komplekse og mangeartede barrierer for ordinær beskæftigelse, at det ikke giver mening alene at fokusere på manglende beskæftigelse. Det øger kun mistænkeliggørelsen af en i forvejen udsat gruppe.

Beskæftigelsesfokus er relevant, men en stor del af de personer, som er længst væk fra arbejdsmarkedet har yderligere behov for en helhedsorienteret tilgang med specialiserede tilbud og tæt personlig opfølgning. En sådan indsats er bestemt ikke blevet nemmere at løfte med de seneste års ensidige beskæftigelsesorientering af indsatsen.

I den højproduktive flexicurity-model er en stor udfordring at integrere mennesker, som ikke er fuldt ud arbejdsdygtige på arbejdsmarkedet. Erhvervslivets vide frihedsgrader i form af lav ansættelsesbeskyttelse, få sociale forpligtelser mv. giver ikke umiddelbart incitament til at oprette job på særlige vilkår.

Den slags jobmuligheder opstår alene, hvis det offentlige subsidierer dem, og begreber som det rummelige arbejdsmarked og social ansvarlighed har da også hidtil haft vanskelige betingelser i Danmark. Kvoter og forpligtelser er systematisk blevet skudt ned af arbejdsmarkedets parter. Job på almindelige vilkår er således en mangelvare for mennesker, der ikke er hundrede procent produktive. Derfor er det helt ude af proportion at forestille sig, at man kan bruge økonomiske incitamenter til at integrere dem på arbejdsmarkedet.

Genopfind politikken

Det er således en stor socialpolitisk opgave i at sikre job på særlige vilkår til gruppen, der ellers står over for permanent udstødelse af arbejdsmarkedet. Vi har her at gøre med en politisk udfordring, som er helt grundlæggende for bevarelsen af vores flexicurity-model. Skal der laves tilskudsjob på det ordinære arbejdsmarked? Skal der laves særlige job i den frivillige sektor? Eller skal der laves offentligt støttet særlig produktion?

Generelt synes der at være behov for både at genopfinde arbejdsmarkeds- og socialpolitikken.

Når det gælder arbejdsmarkedspolitikken, handler det om at undgå strukturproblemer og langtidsledighed. Her kan især en opkvalificeringsstrategi være fornuftig i en lavkonjunktur. Når det gælder personer langt fra arbejdsmarkedet, kan der være fornuft i at genoplive det socialpolitiske fokus. Der er således behov for helhedsorienteret indsats, hvor en vifte af specialiserede tilbud tages i anvendelse.

Det fordrer imidlertid massive investeringer, som ligger langt væk fra den politiske retorik om integration af ikke arbejdsmarkedsparate ledige ud fra et økonomisk rationale, hvor hurtige besparelser er målet. Når det gælder arbejdsløshedsproblematikken, opnås reelle besparelser alene på lang sigt ved at forebygge, at flere ender uden for arbejdsmarkedet på permanent offentlig forsørgelse.

Det er en kompliceret udfordring at bringe flere ind på arbejdsmarkedet. Det vil ikke lykkes alene ved at øge incitamenterne eller ved at skære i den sociale sikring. Sagt på en anden måde: Når man står uden for arbejdsmarkedet, skyldes det ofte flere forhold, og dem råder man ikke bod på med den samme type løsning. En hammer (eller pisk) kan ikke bruges til alle typer opgaver!

Der er behov for generelt at fastholde et fokus på beskæftigelse, men for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, er der behov for at genopfinde socialpolitikken, og for de nyledige er der behov for at genopfinde en arbejdsmarkedspolitik, hvor også uddannelses- og kompetenceopbygning er et vigtig forebyggende redskab. Ellers risikerer vi at sætte alle gevinsterne ved flexicurity-modellen over styr.

 

Flemming Larsen er professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Viggo Helth

flexicurity udført som i Danmark bringer udgiften til dens sikring over til samfundets kasse. Det giver mulighed for at en liberitansk politisk kan udhule dens fulde gavnlighed til fordel for større udbytte tilovers til virksomhedernes finansiering. Dansk social sikring er kendetegnet ved at alt betales som skat, i modsætning til lande vi sammenligner os med, hvor det er forsikringer.
Uden at vi sikrer økonomien til til vores flexicurity, vil den blive udhulet og være ikke funktionsdygtig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Tak for en god artikel.

Send den gerne pr. mail til samtlige medlemmer af regeringspartierne på Christiansborg.

De synes at trænge til at få genopfrisket hvordan tingene hænger sammen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jarl Artild

Vi skal kæmpe for at arbejdsløsheden i EU og i Danmark begynder at falde markant og at dette fortsætter indtil vi kan være det bekendt - denne konklusion er det i dag alt for tidligt at drage !

Denne sag er en god og rigtig folkelig sag - hvis der er noget almindelige mennesker glæder sig over er det hvis der er jobs nok til alle - på normale løn- og arbejdsvilkår

Det synes at skabe en del forvirring at arbejdsløstallene i Danmark opgøres på 3 helt forskellige måder (jf. nedenfor) og at tallene er meget forskellige alt efter hvilket mål der anvendes.

1) I EU anvendes tallene fra den fælleseuropæiske AKU (ArbejdsKraftUndersøgelsen):

AKU-ledigheden opgøres i DK af Danmarks Statistik og den er pt. 228.000 :

http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2012/NR073.pdf

-----

2) Bruttoledigheden er fortsat svagt faldende

Bruttoledigheden faldt i januar med 900 til 160.000, og ledighedsprocenten for januar ligger på 6,0 pct. af arbejdsstyrken mod 6,1 pct. de seneste tre måneder.

Hermed fortsætter den lille nedgang i Bruttoledigheden, der har været siden august 2011.

3) Den Registrerede Ledighed har ligget mellem 6,0 og 6,4 pct. af arbejdsstyrken siden februar 2010. Alle ledighedstal i teksten er omregnet til fuld tid og korrigeret for normale sæsonudsving.

http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2012/NR105.pdf

-----

Arbejdsløsheden i EU er faretruende høj:

EU-27 har 24.325.000 arbejdsløse (Eurostat, Januar 2012), Danmark har 228.000 arbejdsløse (AKU, Danmarks Statistik). Europa ligger underdrejet i lavvækst:
http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Unemploy...

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?tab=table&language=en&pcod...

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/3-01032012-AP/EN/3-010...

http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2012/NR073.pdf

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/2-15022012-AP/EN/2-150...

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?tab=table&init=1&plugin=1&...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for martin  sørensen

svaret er mere flexicurity ikke mindre,

jeg mener at det er kontanthjæps systemet der har spillet fallit, ikke dagpenge systemet, kontanthjælpen klient gør dem der er i systemet, og umyndiggør alle, her har vi behov for en nytanke, jeg kommer senere med mine tanker

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen

'Hele det politiske landskab er for tiden er optaget af, at ca. hver fjerde i den erhvervsdygtige alder er på offentlig forsørgelse.'
( En medieprovokeret tilstand)
Det forekommer mig, at det er længe siden, de der beskæftiger sig med 'at ca. hver fjerde i den erhvervsdygtige alder er på offentlig forsørgelse' har været nede i statistikken.
Udtrykket er blevet cementeret og der skrives tusindvis af ord på et spinklet grundlag.
Hvis udgangspunktet er Danmarks Statistik 3.kvt. 2011, hvor 812.000 er modtager af offentlig forsørgelse, så indgår personer på barsel,efterlønnere, sygedagpenge,førtidspensionister og andet godtfolk i statistikken. Tilbage bliver og pas nu på stadig 812.000, måske lidt færre, i den erhvervsdygtige alder-flot udtrykt ikke? men ikke for tiden erhvervsdygtige!!!
Tallet skal med alle udygtige midler så højt op, at dem udenfor forarges og vælter sig i bemærkninger uden forbindelse til fakta.
Denne gruppe er modtagere af 'offentlig forsørgelse'.Gruppen af modtagere af overførselsindkomster er mega meget højere og indeholder ældrebyrden og andet godtfolk.
Men det er vel for meget forlangt at få et afstemt med fakta udgangspunkt når forvridning og udygtighed blandt journalister og kommentatorer holder propagandagryden bedre igang.
Shame on you.
Ingen er iøvrigt PÅ noget som helst, måske på spanden, men det illustrerer at på fylder mindre end 'modtagere af' og det giver mere i den ønskede retning intimidering af gruppen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Pisk hjælper ikke svage"

Pisk hjælper sjældent nogen som helst; som regel bidrager pisk kun til at give smerte, traumer og totalitær opdragelse. Derfor er det nok en kendsgerning at pisk (forstået som (truslen om) negativ sanktionering) næppe bringer såkaldt svage arbejdsløse i arbejde - ligesom det er en kendsgerning at ikke-svage typisk lader sig kue og true til det meste. Måske er svagheden i virkeligheden forkert placeret i dette 'regnestykke'?

Uanset, så påvirker pisk de allerfleste mennesker til en frygtbaseret adfærd, til konformisering og negativ selvdisciplinering. Derfor er det heller ikke underligt at en neoliberal samfundsudvikling bedst understøttes af hård incitamentstyring. Det er vigtigt at folket enten lokkes eller trues til den rette adfærd; på dén måde holdes en eventuel kollektiv bevidsthed om udbytningen og repressionen fra havelågen. Det gælder jo om ikke at blive alt for vaks.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karen von Sydow

Spørgsmålet er, om flexicurity-tænkningen ikke hører en anden tid og samfund til. Er løsningen mere af det samme?

En revitalisering af flexicurity, som Flemming Larsen er inde på, kunne netop være i højere grad at fokusere på mobilitet og uddannelse på fremtidens arbejdsmarked.

Det kaldes mobication og man kan se lidt mere om det her: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/EU/EU-forlaesninger/Nye_noegler_...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Zederkof Jessen

Det der er hovedproblemet når vi taler om 750.000 uden for arbejdsmarkedet eller som det hedder: På offentlig forsørgelse, er at vi altid taler om overordnede statistikker - vi taler aldrig om det enkelte menneske, og der er her indsatsen i forhold til hele gruppen vil bære mest frugt. Indsatsen med at skabe (eller genskabe) arbejde eller selvforsørgelse sker med baggrund i at vi - med statistikkerne i hånd - rubricerer mennesker i grupper - og ikke i enkeltindivider. Når jobcentret, A-kassen, anden aktører m.fl. iværksætter indsatsen forholder man sig ikke til det, det handler om - det enkelte menneskes kompetencer eller muligheder.
Når du er blevet ledig ( af den ene eller anden grund) går der ikke lang tid førend automatikforklaringerne står i kø - Du søger ikke bredt nok, du søger ikke bredt nok geografisk, du har forsømt at udbygge dine kompetencer osv. osv. - dette sker via en automatik, der ikke forholder sig til om dette nu også er rigtig.
Det er naturligvis også lettere at forholde sig til en overordnet statistik, der har fastlagt årsagerne til ledighed end at forholde sig til det enkelte menneske, og koncentrere sig om de konkrete årsager til ledighed for den enkelte, og tage udgangspunkt i en indsats, der arbejder med den enkeltes muligheder, fremfor begrænsninger.
Begrænsninger der er dikteret af debatten om overførselsindkomster og ikke af det vi - i festlige anledninger - siger om menneskets potentiale og muligheder, og arbejdsmarkedets rummelighed og erhvervslivets fokus på CSR.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Det er jo fordi,
man har placeret arbejdsløsheden som en fejl, en "svaghed", et funktionssvigt endda - i de enkelte mennesker.
Men man har glemt at opstille mulighede for anden udfoldelse.

Det er det maskinelle, industrielle menneskesyn som sætter sig igennem.

Hvis ikke et menneske fungerer ifølge manualen, så er der fejl på det, og det burde i virkeligheden fluks sendes tilbage til dets fabrikant med krav om reparation.

Der er ingen i ledelsen af virksomheden (?!) som kan tænke, at maskinen (mennesket) måske kan bruges til noget andet end det, der stod i manualen.
Eller at det måske var manualen, der var fejl på, og ikke mennesket.

Det er underligt, at vi ikke er kommet ud af industrialiseringstankegangen endnu.
Lad os arbejde på det. ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Kære Flemming Larsen.Tak for at belyse problemet på en anden måde end vi er vant til at høre på. Nemlig, at Danmark med 75 procent i beskæftigelse af folk i den erhvervsaktive alder, har den højeste beskæftigelses procent i EU. Og at vi hellere bør forny vores social- og erhvervspolitik frem for at smadre den. Ideologisk set, mener jeg, at sker der jo en videreførelse af den borgerligere regerings 'del og hersk' politik mellem dem som har arbejde og dem som ikke er har det. Og at en tilbagevenden til arbejdsmarkedet bliver sværere, samtidig med at ens kompetencer ikke forbedres så let eller automatisk som før. Det ér for enøjet, som du skriver.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav B. Hessellund

God og saglig artikel som for en gangs skyld adskiller sig fra det sædvanlige floskelskriveri, man alt for tit ser i pressen om arbejdsmarked og ledighed – floskler og stereotyper, som oftest synes hentet ukritisk fra den dagsorden, der sættes af DI og DA. Og den udstiller på udmærket vis den kortsigtethed og overfladiskhed, som politikerne har udvist de sidste mange år vedr. arbejdsmarkedspolitik.

I øvrigt mener jeg, at flexicurity-modellen reelt er afskaffet i og med den gradvise afskaffelse af efterlønsordningen. Der er ikke sat noget ordentlig alternativ i stedet. Danmark er stadig et u-land, når det gælder seniorordninger sammenlignet med Sverige og Norge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Her er Eurostats tal for 2010:
http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=STAT/10/117&form...

I Frankrig er tallet 10 % lavere.
http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/3-04082010-BP/FR/3-040...

Underviste lige i dag om de franske tal i forhold til de danske, og om hvordan der i Frankrig lød et ramaskrig fra alle partilederne, undtagen Marine Le Pen, efter at Sarkozy i et interview for nylig foreslog en folkeafstemning om arbejdsløse, underforstået de er dovne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Måske er flexicurity virkelig blevet for gammeldags... den har ihvertfald givet os det mindst samfundsbevidste og bidragende erhvervsliv i Europa. Måske frygten for at gøre det for lempeligt og behageligt for de arbejdsløse i virkeligheden udspringer af den bande udygtige virksomhedsledere, vi har? De kan jo se, hvad der sker, når forkælelsen bliver for stor. Der er bare forskel på niveauet, kan man sige, det tåler ingen sammenligning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

"Derfor er det helt ude af proportion at forestille sig, at man kan bruge økonomiske incitamenter til at integrere dem på arbejdsmarkedet".

Ligeså med lykkepiller og elektrochok:

I TV avisen i aften var et eksempel fra Silkeborg Kommune med et menneske, der for at kunne komme i betragtning til fleksjob skulle acceptere elektrochok-behandling:
http://www.dr.dk/nu/nyheder#/od/tv-avisen-2100/34590

For det første er det iflg. MetroXpress for ofte uerfarne læger og sygeplejersker, der giver elektrochock i Region Midt:
http://www.metroxpress.dk/nyheder/uerfarne-lger-giver-patienter-elektroc...

For det andet kunne man da i det mindste afvente verdens største undersøgelse af positive og negative effekter ved elektrochok, som en professor i Aarhus skal lede:

http://www.dr.dk/P4/Aarhus/Nyheder/Aarhus/2012/01/19/075757.htm

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Men bemærk også, Anne Albinus, at ministeren på dette område udtrykte mistillid til kommuners ret til at gennemtvinge forskellige behandlinger.
Det er også klart, for enhver kan gennemskue absurditeten i, at folk skulle ønske at forlænge deres sygdom for at blive på sygedagpenge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Jeg griner min røv i laser over, at der stadig findes folk, som tror, at 'den danske model' og 'flexicurity' eksisterer. I øvrigt er det sørgeligt, at de fleste tror på, at det kan lade sig gøre at finde di vises sten i kapitalistisk samfund, som ikke en gang kan tage vare på vores fælles livsbetingelser. Fra 1997-2000 var der noget som med en vis ret kunne kaldes en dansk model, eller flexicurity. I halvfjerdserne og (i mmindre grad) i firserne var der gode ansatser til noget lignende Konjunkturerne har taget den, som de har taget så meget andet. Se virkeligheden i øjnene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Casper   Kennild

Det kunne være fedt, hvis alle de "kloge" hoveder på borgen, i bankerne og diverse tænketanke faktisk fik øjnene op for, at det burde være tilladt at være arbejdsløs engang imellem...
At der ikke er noget odiøst i dette fænomen.

Problemet er i al for høj grad flyttet over på individet, der ikke længere får den nødvendige støtte til at komme videre i jagten på job. Der stilles jo heller ikke de samme krav til arbejdsgiver (hverken offentlige eller private) om at skabe et eller andet givent antal jobs, som de arbejdsløse skal søge. Og når der ikke skal skabes jobs for at virksomhederne kan få profit (de sparer sig til penge gennem fyringer), så vil der være nogle, der kommer i klemme i systemet; de falder ud og nogle kan end ikke få kontanthjælp eller dagpenge, da ydelserne er gjort afhængige af ægtefællers indtægter. På samme måde fjerner dette ethvert incitament til at søge job for de familier, hvor to er på overførselsindkomst, da de reelt mister penge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for June Beltoft

Hvad med at nedsætte arbejstiden pr. uge?

Fortæl mig lige hvorfor man pinedød skal piske rundt i minimum 37 timer, når der samtidig er folk som ikke kan få et job?!

Forklar mig fornuften i at producere derudaf, bare for at smide det væk kort tid efter fordi der er kommet noget nyt og bedre på markedet - eller fordi det ganske enkelt går i stykker?!

Hvis folk ikke bare skulle knokle bevidstløst derudaf, ville der temmelig sikkert være færre som gik ned med stress, med sparede sygedagpenge til følge. Færre ville formentlig også blive invalideret så meget at de ville ende på førtidspension.

Det er som om at mennesket bare bliver regnet for robotter, som kan tunes til at løbe hurtigere og hurtigere - men selv maskiner kan brænde sammen af overbelastning...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Christensen

Casper Kennild.

Dagpenge er ikke afhængig af partners indkomst.

Iøvrigt er jeg meget enig i, hvad du skriver. Der er totalt ensidig fokusering på individet, og det tilmed i en situation, hvor der tale om 7-800.000 man skal have gang i. 800.000 individuelle "problemer" af ensartet karakter! Det er jo komisk, - hvis det ikke lige var tragiskkomisk.

Vi har et kraftigt antal såvel sygemeldinger som førtidspensioneringer pga. psykiske lidelser. Utroligt meget tyder på, at de skabes på arbejdsmarkedet. Alligevel er arbejdsgiver de eneste, der går "fri". Ingen fokusering her. Det er absurd, og vise netop, at hensigten næppe er at afhjælpe problemet. Hensigten er altså en anden end den, politikerne udtrykker.

Jeg tror, at hensigten er at ensarte arbejdsmarkede, sociale ydelser, finanspolitik, undervisningssektor m.m. i forhold til EU.

I sammenligning med lande sydpå, har vi et helt andet arbejdsmarkedet og et helt andet socialt sikkerhedsnet - fortsat.

Samtidig ønsker EU rent politisk laver sociale ydelser generelt. Altså gement sagt, større forskel mellem rig og fattig. EU er i høj grad præget i dag af en neoliberal tankegang. Jeg er meget bekymret for denne udvikling!

Faktisk mener jeg, at det går så voldsomt for sig - særligt i de sydlige lande -, at vi må forvente et oprør, der ikke er set siden 2. verdenskrig. Det er klart,at politikere der i den grad eksponerer til oprør er totalt uansvarlig. Også selv om pressen beredvilligt bakker op, og kalder enhver modstand og demonstration for bøller, uromagere og terror. Måske skulle pressen tage problemet mere seriøst. Blot et hint!

Vi må derfor skimte sydpå, for at se, hvad der venter os. Og det er ikke skønne sager. I mange lande sydpå er der ganske enkelt ikke længere arbejdsrettigheder knyttet til ansættelsen. Der er tale om rene daglejerprincipper og lønningerne er langt lavere end i Danmark. De sociale ydelser er nærmest ikke eksisterende.

Disse neoliberale forhold har intet ført af godt med sig. Stor arbejdsløshed og en totalt svingende økonomisk politik følges ad. Undervisningssektoren er flere steder privatiseret og forældre må spyde i kassen.

I det hele taget er det overladt til familien at sikre børn og ældre socialt. Og man ser de middelaldrende sidde på pengepungen og må spytte i kassen til såvel deres unger, som til de ældre herunder også til sundhedsudgifter/forsikringer.

I Danmark har vi ikke den familiekultur som ses sydpå, og spørgsmålet er vel også, om den er ønskelig. Typisk vil en sådan kultur følges op af, at kvinder i større grad tager sig af alt i hjemmet.

Sydpå er der den fordel, at mad, boliger og varmeudgifter er langt mindre end i Danmark.

Af den grund kan man slet ikke skifte system. Men det ser ud til, at vi i Danmark har regeringer, der ser stort på dette.

Jeg mener også, man burde have en folkelig debat, om man virkelig ønsker sydlandske tilstande.

Her bør så tilføjes, at mange sydpå ser misundeligt på de danske tilstande. Og man må spørge, hvorfor i alverden, vi så skal kaste den overstyr.

Trygheden i ansættelsen er efter min umiddelbare vurdering (udgør ingen statistik) slet ikke så sikker, som mange påstår. Timeansættelser (et pænere ord for daglejerprincipper) er efterhånden almindelige i såvel Tyskland som øvrige sydlige lande.

Man må sige, at så er de arbejdsretlige beskyttelser gået totalt fløjten. Tilbage står vist alene, at du som arbejdsgiver ikke må smide folk ud over rælingen. Men alt andet er nærmest tilladt. Der er ingen beskyttelse overhovedet. Der er arbejdsløshedsunderstøttelse men kun i en ganske kort periode og vi taler om 4-800 euro om måneden. Til tider efter husleje er betalt.Og så er understøttelsesperioden mindre end et år.

Det er klart at sådanne systemer vil presse hele vores lønssystem. Langt flere vil udbyde deres arbejdskraft til langt mindre lønninger.

Vi vil altså få langt større forskel på rig og fattig.

Faldende lønninger vil samtidigt betyde faldende huspriser m.m.

Vi er i gang med en omskiftelig proces, der vil kræve mange ofre.

Det er klart, at det er totalt udemokratisk at gennemføre så drastiske ændringer hen over hovederne på befolkningen.

EU kunne være et sundt og godt projekt. Men i dag ser vi, hvordan danske EU-politikere vender tilbage til Danmark omvendte til ultraliberale tankgange. Gode eksempler er Helle Thorning og Anders Samuelsen. Samtidig vender de tilbage med en totalt mangel på respekt over for befolkningen. (EU er også karakteriseret som en ikke særlig demokratisk institution.)

Anders Fogh, Lars Løkke, Helle Thorning og Margrethe Vestager er alle inkarnerede EU-tilhængere, og de har alle flyttet deres parti langt mod højre.

Og de er også karateriseret ved atskabe vandrerhistorier baseret på hetz og nedgørelse af samtlige svagere grupper. De bruger også del og hersk princippet, hvor de udspilelr befolkningsgrupper mod hinanden. Når lille-Peter uden uddannelse tvinges til at vaske trapper for kontanthjælpen, ja, så skal akademiker-Jens bestemt ikke føler sig for fint til andet selv osv. Funktionshæmmede mennesker kan sgu også bare vaske trapper.

Fremfor at tage en demokratisk debat om, hvorvidt vi ønsker sydlige tilstande uden sociale sikkerhedsnet, dårlige arbejdsretlige forhold, lavere lønninger osv., ja, så gennemfører disse nævnte personer dette ad bagdøren ved gennem snilde at udspille de enkelte befolkningsgrupper mod hinanden.

Det er ikke et demokrati værdigt. Og det er meget, meget bekymrende for Danmarks fremtid.

Man må spørge hvorfor? Hvorfor skulle det smadres, som alle misundte os? Er det virkelig grådigheden i erhvervslivet, der ingen ende vil tage. Ønsker erhvervslivet virkelig selv det samfund, de i deres grådighed er ved at skabe. Eller er de fucking ligeglade, for om 20 år har de alligevel ikke så lang tid igen, og de har kunnet leve et liv på ryggen af andre. Regningen kommer til deres børn og børnebørn. Men grådige mennesker tænker nok ikke så langt.

Berlusconi tænkte sgu også kun på næste fest, uden skelen til, at han samtidigt kørte Italiens økonomi i knæ.

Jeg er meget, meget bekymret for såvel Danmarks som Europas fremtid.

Iøvrigt har denne udvikling i Danmark kun kunnet finde sted pga. en total passiv dansk fagbevægelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tine Jarnum

Vi kunne også standse bankernes pengeskabelse ud af den blå luft hvor penge blir lig med gæld, og lade staten have dette privilegium. Det ville gi staten mange mia hvert år. Tjek Syntesetankens debatoplæg.
Vi er også mange stærke, veluddannede mennesker, samfundet ikke i det nuværende system har råd til at lønne og som er gået ned med egen virksomhed uden at være gået i hundene! Men nu hvor der er mere gæld end penge, kan det ikke betale sig at bruge folks resurser, og der er ikke nok mennesker, der vil købe bæredygtigt med respekt for naturens kredsløb og gå ind i ikke-profitorienterede projekter med genbrug, forsyninger af varer og energi.
Så længe pengesystemet hviler på gældsskabelse og en grundlæggende uretfærdig fordeling, er enhver model dømt til at mislykkes i det lange løb.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Casper   Kennild

@ Hanne C; nej, dagpengene er ikke afhængige af andres indtægt, det er jeg klar over.
Det jeg mente var, at folk falder ud af systemet, fordi der er en relativt stram tidsbegrænsning på dagpengeperioden... og den falder man altså for, sådan li'e pludseligt! To år er sgutte meget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Bogen "Oprør fra midten" forudså i 1978, at behovet for menneskelig arbejdskraft ville falde støt som resultat af automatiseringen.

Grundet dumstædighed hos en hel generation af økonomer, der offentligt har undsagt bogens profetier, og derved synes, at de har malet sig op i et hjørne, har man i dag måttet omformulere situationen på arbejdsmarkedet til at:

"En stadig mindre del af befolkningen vil fremadrettet være i stand til at konkurrere på normale markedsvilkår."

Dette er der i dag konsensus om - MEN -det er jo præcis oprørernes forudsigelse - bare omformuleret så man sygeliggør en stadig større del af befolkningen.

Skal vi virkelig vente på, at en hel generation af dumstædige økonomer trækker sig tilbage til en "et-værelses med låg" før vi kan se virkeligheden i øjnene ?

Vil stadig større dele af befolkningen finde sig i at blive sygeliggjorte, fordi man ikke vil indrømme, at midter-oprørerne fik ret ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Skov

Man har aldrig overvejet hvad (for)målet med industrialiseringen og effektiviseringen i det hele taget var? Det var ikke at skabe mere profit, men bedre livsvilkår ved at bruge mindre tid på at producere og give mennesker muligheden for at gøre hvad de vil med deres liv når de basale behov var dækket ind.

Den liberale ide, fik kapitalismen så fordærvet. Men den vil også slå sig selv ihjel som den sygdom den egentligt er. (Og lige for at slå det fast.. liberale er der ingen partier i Danmark der er.. før nogen slår sit brød op på det)

Der kommer en tid hvor mennesker ikke er nødvendige til at producere noget længere. Hvor det er robotter, maskiner og software der gør det hele. Hvad skal man så leve af? Det som maskinerne producerer. Hvad skal man så betale med? Det skal man jo ikke betale for. Hvad skal man så lave? Det er jo op til dig selv hvad du vil med dit liv.

Men der er et pænt stykke vej endnu, før den fremtid.. det handler mest af alt om bæredygtighed, og at udvikle produkter der holder så længe som muligt.

anbefalede denne kommentar