Kold kødmekanik

’Shame’ er en uafrysteligt kølig film om at krænge sin indestængte vrede ud og ud og ud af kønnet. Instrueret af billedkunstner Steve McQueen sublimeres storbyfilmens fremmedgørelsesklicheer med en suveræn æstetisk fremstilling af glædesløs pikstikkeri

Modsætning. Carey Mulligan spiller den kærlighedsafhængige søster Sissy.

Camera Film

Brandon Sullivan (Michael Fassbender) er vred og ked og kan ikke være i sin egen krop. Så han forsøger igen og igen at tvinge sig selv og sit indre ud gennem pikken. På arbejdspladsens lokum, i brusebadet, foran uendelige bunker af pornoblade og op i tilfældige, købte eller forførte, kvinder. Brandon kommer og kommer og kommer – med et ansigt vredet i lidelse. I hans store, tomme lejlighed i New York ser vi ham gå nøgen rundt, fra soveværelse til bad, fra bad til soveværelse, mens pikken dingler tungt mellem benene som en stor, dum kammerat, han ikke kan blive fri for. Det er storbyfremmedgørelse som i Bret Easton Ellis’ American Psycho, nu udtrykt som glædesløs sexafhængighed. Det er ikke kniv- men pikstikkeri, men det føles lige så koldt og meningsløst. Shame, instrueret af billedkunstner Steve McQueen, der debuterede med det visuelt knugende sultedrama Hunger i 2008, skildrer sex på den koldeste måde, jeg har set. Man kan afsky filmen for at gøre netop det, og kun det. Men det virker. På grund af en knugende og effektivt åndløs præstation af Michael Fassbender, og på grund af en visuelt mesterlig håndtering af hans golde, kropslige glædesløshed.

Kølig æstetik

Historien er simpel: En mand konfronteres af sin fortid. Brandon har sex, arbejder, har sex, jogger, har sex, går i byen med sin kække chef David (James Badge Dale), der er det nærmeste, han kommer en ’ven’, forfører, har sex og har sex og har sex. Og så en dag står hans yngre søster, sangerinden Sissy (Carey Mulligan), nøgen i hans bad, da han kommer hjem fra byen. Hun er den eneste kvindekrop, som han ikke kan begære og hvis nærhed, han derfor ikke kan tåle. Hun er den eneste, der ser hans afhængighed, så han skammer sig. Og hun er den eneste, der har kendskab til Brandons barndom (heldigvis uforklaret), som har forskruet dem begge. Sissy er ikke sexafhængig, men kærlighedsafhængig. I en fin scene kolliderer deres ulykker. Brandon kigger koncentreret på stønnende kvinder på sin bærbare i soveværelset, mens Sissy i telefonen i stuen klynker »I love you« til en eller anden fyr, der ikke længere vil have hende. Hun har lange rækker af gamle ar på håndleddene og en dybfølt smerte i den spinkle sangstemme, som McQueen i filmens eneste lune scene modigt lader bære en uforkortet version af »New York, New York«.

Med en sang som den og med karakterer som dem leges der med det psykologiske storbydramas fremmedgørelsesklicheer. Og æstetisk er filmen også skarpt optegnet. Farvebrugen er på grænsen til det kalkulerede, men virker: Alt i Brandons værditømte verden holdes i samme kolde toner. Sengetøjet er gråt, hans øjne er gråblå, og hans lejlighed på 9th Avenue er steril som en operationsstue. Selv de energidrikke, Brandon lapper i sig på arbejdet, er stålgrå, isblå. Tunnellerne i et efterårståget New Yorks subway-vogne jager hastigt forbi bag ham, mens han nidstirrer en kvinde, der opildnet af hans blik gnider sine lår mod hinanden. Forlovelsesringen på hendes finger symboliserer alt det, som Brandon selvdestruktivt skyr. I tydelig – måske for tydelig – kontrast hertil står så scenen, hvor Brandon hører Sissy synge. Pludseligt bades stedet i varmt lys af røde og gule farver. En tåre kæmper sig fri fra hans venstre øje og triller ned ad kinden. Filmens tematiske valg kan i princippet ses som et bidrag til et nypuritansk alarmredskab over for den slags sexafhængighed, som amerikanske kendisser som Tiger Woods diagnosticerer sig selv med som offentlig bodshandling for udenomsægteskabeligt coitus.

Afhængighedsskam

I den kontekst kommer Shame til at minde om en fordømmelse af ikkereproduktiv sex som sådan – ikke mindst i en scene, hvor Brandon ender i en bøssesauna, der fremstilles med samme slags unheimlichheit som i Gaspar Noés dystre Irreversible (2002). Her lader Brandon, som en sidste desperat (ud)løsning en tilfældig bøsse tage hans pik i munden. I den kontekst kan titlen, ’skam’, ses som en følelse, filmen moralistisk vil påføre sit publikum. Og sjældent har man, indrømmet, haft så skamfuldt lidt lyst til sex efter at have set så meget af det. Men man bør ikke forstå Shame som en sexo- (eller homo)fobisk film, men som en syleskarp, visuelt overlegen, fremstilling af sexafhængighed. Af afhængighed som sådan. En aften lejer Brandon to kvinder til et samleje, som McQueen filmer forfra og forfra med et kamera, der beskærer og kommer så klaustrofobisk tæt på de svedige, rytmisk bevægende kroppe, at den seksuelle akt bliver ren mekanik, en mekanisk kødmekanik, fuldstændigt afskåret fra enhver visuel eller abstrakt mening. Den slags sex har intet at gøre med sex. Det fortæller kameraet os, og det fortæller Michael Fassbenders hjerteskærende, krampagtigt ulykkelige ansigt os, da Brandon kommer. Det er den skam, der gør Shame så ubehagelig, uafrystelig og seværdig.

 

Shame. Instruktør Steve McQueen. Manuskript: Abi Morgan og Steve McQueen. Amerikansk (Biografer landet over)

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer