Det grimme kompromis

Den syriske konflikt behøver ikke ende i total borgerkrig. Der er stadig en lille mulighed for en forhandlingsløsning, og den skal det internationale samfund gribe, mener flere europæiske tænketanke

Soldater fra den Frie Syriske Armé holder vagt i Idlib i det nordvestlige Syrien. Konflikten behøver ikke ende i total borgerkrig, men det kræver, at Rusland og præsident Vladimir Putin vender sig mod Assad og hans brutale undertrykkelse af den syriske opposition, mener International Crisis Group.

Bulent Kilic

Køb omgående en billet til Moskva. Sådan lyder det kontante råd fra flere af Europas førende tænketanke til FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan. Her i weekenden lander han i den syriske hovedstad for at gøre et sidste, desperat forsøg på at standse den syriske konflikt, inden den udvikler sig til total borgerkrig.

Det er stadig muligt at finde en tredje vej ud af Syriens dybe krise, men det kræver at, FN’s fredsmægler erkender, at nøglen til en fredsløsning ligger i Moskva – og ikke i Damaskus.

Sidste chance

Selv om mindst 7.500 mennesker allerede har mistet livet i konfrontation med den syriske diktator Bashar al-Assad og hans sikkerhedsstyrker, er det stadig muligt at undgå den totale krig, understreger International Crisis Groups præsident Louise Arbour.

»Selv om oddsene er høje, repræsenterer Annans mæglingsforsøg en mulighed for at finde en forhandlingsløsning, som ikke må forspildes,« lyder hendes opfordring. »Men det er nu eller aldrig.«

Samme vurdering kommer fra den ansete udenrigspolitiske tænketank European Council of Foreign Relations.

»Der er en lille, men reel mulighed for, at Annans fredsmission kan lykkes. Og den skal udnyttes til det yderste,« siger seniorforsker og Syrien-specialist Julien Barnes-Dacey.

»Alternativet er alt for forfærdeligt, både for den hårdt prøvede syriske befolkning, for regionen, der uvægerligt vil blive indblandet i en stedfortræderkrig og for det internationale samfund,« siger han.

Begge tænketanke understreger, at nøglen til fred ligger hos Ruslands magtfulde præsident Vladimir Putin. Indtil videre har Rusland holdt hånden over præsident Bashar al-Assad, der er Ruslands eneste allierede i Mellemøsten og bl.a. blokeret for alle sikkerhedsresolutioner, vendt mod Assad og hans undertrykkelse af den syriske opposition.

Russisk roulette

Både Crisis Group og ECFR understreger, at Rusland kan blive det strå, der knækker kamelens ryg. »For det syriske regime er Ruslands støtte afgørende,« siger Arbour. »Hvis Syrien mister Ruslands støtte, vil Assad stå over for valget mellem forhandling eller total isolation.«

De to tænketanke mener også, at det er muligt at overtale Rusland til at slutte sig til det internationale samfund og dermed øge presset på Assad så meget, at han går med til en forhandlingsløsning.

Et grimt kompromis

Når Crisis Group spår, at Putin kan overtales til at skifte side, skyldes det først og fremmest, at den nuværende udvikling ser ud til at medføre netop det kaos og den borgerkrig og styrkelse af de mere ekstreme islamistiske kræfter, som Rusland frygter allermest. Ifølge seniorforsker Julien Barnes-Dacey er det vigtigt, at Kofi Annan under sin fredsmission tager højde for Ruslands bekymring for, hvad Syrien vil udvikle sig til i Assads fravær.

»Rusland vil kun kunne støtte en fredsplan, der inkluderer det nuværende styre,« siger han.

Det betyder i praksis, at det internationale samfund må opgive ideen om at skille sig af med hele det syriske regime og i stedet bevare en del af den nuværende statsstruktur for at undgå kaos og ekstremisme,« siger han.

En krigsforbrydersag mod Assad og andre ansvarlige for det seneste års overgreb vil formentlig også være udelukket.

»Det kan virke smagløst at skulle forhandle fred med Bashar al-Assad, men det er den eneste måde at undgå en yderligere eskalering af blodsudgydelserne på,« siger Julien Barnes-Dacey.

Han anbefaler i øvrigt, at mere neutrale lande som Brasilien, Indien og Tyrkiet forsøger sig som mæglere, hvis Kofi Annans fredsmission slår fejl.

Fakta

Skitse til fredsplan

International Crisis Group har skitseret en fredsplan, som imødekommer Ruslands bekymring for stabilitet og islamisme.

Syrien giver internationale hjælpeorganisationer adgang til landet.

Assad træder tilbage og accepterer en gradvis overgang til demokrati.

En midlertidig samlings­regering med fair repræsentation af oppositionsgrupper i Syrien overtager ledelsen af landet.

Der gennemføres reorganisering af politi- og sikkerhedsstyrker.

Alle irregulære regeringsmilitser og væbnede oppositionsgrupper afvæbnes.

Der afholdes hurtigst muligt valg til præsidentposten og en forfatningsgivende forsamling.

Valget overvåges af det internationale samfundUdsatte befolkningsgrupper beskyttes mod hævnaktioner.

En freds- og forsoningsmekanisme oprettes, både på nationalt plan og i lokalområder, hvor der har været konflikt.

Ajour: Udenrigsministre afviser krig

EU’s udenrigsministre er i disse dage samlet i Bella Center i København, hvor de ved et ’uformelt rådsmøde’ drøfter de voldelige overgreb på befolkningen i Syrien samt Irans atomprogram.
Ved sin ankomst i går gjorde Tysklands Giodo Westerwelle det klart, at militær indblanding vil virke mod hensigten. I stedet støtter han op om det diplomatiske arbejde, som FN har udpeget tidligere generalsekretær Kofi Annan til at lede som særlig udsending.
’Det første mål er selvfølgelig et stop for volden. Det andet er adgang for humanitær hjælp og støtte til folket. Og det tredje er fredelig overdragelse af magten. Det er, hvad vi vil opnå,’ sagde Westerwelle til Politiken.

’Op til Iran at levere’
Forud for gårsdagens møde med sine EU-kolleger gjorde udenrigsminister Villy Søvndal (SF) det klart, at EU har handlet tilstrækkeligt i forhold til Iran.
’Vi fastholder sanktionerne, hvis Iran vil forhandle og tillader inspektion, så har sanktionerne jo virket, og så har vi i sagens natur ikke noget ønske om at ramme Iran på økonomien. Men nu er det op til Iran at levere,’ sagde han.
Ministerådsmødet fortsatte dagen ud og genoptages i dag lørdag.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

"»Det kan virke smagløst at skulle forhandle fred med Bashar al-Assad, men det er den eneste måde at undgå en yderligere eskalering af blodsudgydelserne på,« siger Julien Barnes-Dacey."

Efter mine begreber er det temmeligt ofte smagfuldt at forhandle om fred ... fremfor at udkæmpe menings- og ørkesløse krige med afsæt i egen dumhed. Og endnu mere smagfuldt ville det jo være om en suveræn stat kunne nyde den folkeretlige beskyttelse, som FN-traktater byder størstedelen af den internationale verden at vise den. På forhånd tak.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Selektiv humanisme
Næste problem opstår, når man lægger humanitære præmisser til grund for oprettelse af koalitionen. Hvorfor har man så ikke for længst oprettet koalitionerne "Nigerias venner" eller "Senegals venner" og .... listen er lang? Skyldes det, at man i regeringen bifalder det, man kan kalde selektiv humanisme, som en ny metode til at legitimere omgåelse af FN, når man ikke kan få sin vilje? Eller skyldes det det forhold, at man i de vestlige regeringer mener, at man pr. automatik repræsenterer verdenssamfundet, og at man legitimt kan omgå FN's institutioner og ensidigt definere en indsats som humanitær, når den er sammenfaldende med vestlige interesser?

Når spørgsmålet er relevant, skyldes det, at den samme målestok og de samme foranstaltninger aldrig er blevet anvendt, når USA eksempelvis har nedlagt veto mod resolutioner, der bl.a. har fordømt Israels brutale fremfærd overfor Palæstinenserne.

Nu vil man ganske givet hævde, at alle lande er blevet inviteret til at deltage i koalitionen inklusive Rusland og Kina. Det er også korrekt. Men hvorfor har man ikke åbent støttet disse to landes bestræbelser på helt konkret at skabe våbenhvile, bane vejen for en humanitær FN indsats og presse Assadregimet til at afholde frie valg inden sommer? Hvorfor har koalitionens hovedkræfter opgivet at bruge diplomatiske midler? Hvorfor har man ikke støttet Kinas aktuelle bestræbelser inde i Syrien for at samle regimet og oppositionen til fælles drøftelser, og hvorfor har man ikke støttet Ruslands bestræbelser for at få FN praktisk på banen og få udarbejdet en overgangsplan og en magtdelingsplan mellem regimet og oppositionen?

Svaret er udtrykt ganske klart af den Saudiske konge - man ønsker et regimeskifte, derfor skal der ikke indgås kompromisser mellem Assad og oppositionen. Indtil videre har hverken USA, Frankrig eller den danske udenrigsminister taget afstand fra denne sekteriske linje, selv om man på mødet i Tunesien ikke støttede den Saudiske konges militære konfrontationspolitik.

Det er ingen tilfældighed, at de vestlige regeringer ikke taget afstand fra Golfstaternes åbenlyse ønske om et regimeskifte. Man deler nemlig deres opfattelse, men ved blot ikke, hvordan det skal gennemføres uden at sætte hele området i flammer. Dvs. uden at inddrage både Iran, Irak og Libanon enten i en omfattende borgerkrig eller i en eskalerende lokal krig f.eks. i tilfælde af militær intervention fra Nato eller fra Golfstaterne m.fl. Syrien er ikke Libyen.

En ny kold krig og nye dominansformer?
Men hvorfor et påtvunget regimeskifte? Hvorfor har Syriens venner ikke valgt at slå kræfterne sammen med Rusland og Kina om at skabe et holdbart kompromis mellem Assadregimet og oppositionen i Syrien - et initiativ, som Assadregimet ikke kan undslå sig ret længe, idet både regimet og præstestyret i Teheran har brug for fortsatte tætte forbindelser til Rusland og Kina? Det er der flere grunde til.

For det første stræber de førende lande i koalitionen efter at genoprette den fulde kontrol med udviklingen i Mellemøsten. Dvs. at opbygge en magtbase, der gør det muligt for bl.a. USA og Frankrig og England at kontrollere de transformationsprocesser og magtforskydninger, som de ikke kan holde tilbage, men i stedet må søge indflydelse på. Og når FN ikke kan anvendes til det formål, kan man alternativt oprette en koalition til formålet og søge international legitimitet ad den vej.

For det andet er det magtpåliggende for USA og de førende Europæiske lande hurtigt at udfylde det magttomrum, der er opstået efter udgangen fra Irak. En mulig koalition mellem Iran, Irak og Syrien med indirekte støtte fra både Rusland og Kina, vil gøre boykotpolitikken virkningsløs og vil svække kontrollen med de hidtil kendte vigtigste oliereserver. (Kina har allerede lovet Assad regimet økonomisk støtte, hvis der vedtages en ny grundlov, indledes forhandlinger med oppositionen i Syrien og afholdes frie valg inden sommer). Et skrækscenarie for Saudi Arabien, hvorfor den Saudiske konge er villig til at sætte den Arabiske Ligas sammenhængskraft og prestige på spil ved at advokere for en optrapning af de militære angreb på regimet.

For det tredje er især USA tvunget til at opbygge nogle nye magtalliancer for at kompensere for Israels svækkede position som det vigtigste vestlige strategiske brohoved i hele Mellemøsten nu, hvor hele transformationsprocessen river alle de gamle stabile alliancer og styrkeforhold op med rode.

Og for det fjerde kan den pludselige intense interesse for Syrien, der ellers har indgået som en stabiliserende faktor i det gamle magtspil, ikke forstås uden at den ses i sammenhæng med konkurrencen mellem de nye og gamle stormagter om udformningen af fremtidens verdensorden og internationale magtarkitektur.

Når Rusland og Kina stemte sammen i FN's sikkerhedsråd, skyldes det ikke, at de har identiske interesser i Mellemøsten. Den fælles optræden skal mere ses som et skridt, der logisk følger af de to landes bestræbelser på at opbygge en samarbejdsakse, der på den ene side skal afbalancere USA's militære dominans, og på den anden side stabilisere udviklingen i Centralasien og Sydøstasien. Alliancen er ikke stærk, og Kina har ikke nær de samme interesser i at holde Assad ved magten som Rusland. På den anden side har Kina bl.a. brug for alliancen med Rusland som en løftestang i de kinesiske magthaveres bestræbelser på udvide Kinas voksende økonomiske magt til også at slå igennem militært og geostrategisk."
http://kritiskdebat.dk/news.php?readmore=54

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

John McCain er GENIAL.

John McCain vil angribe Syrien med fly:

Det ultimative mål er at etablere og forsvare sikre zoner i Syrien, særligt i den nordlige del, hvor oppositionsstyrkerne kan organisere et samfund, siger McCain i en tale.

Genialt. Lad oprørsgrupper over hele verden etablere sikre zoner hvor deres økonomi sikres gennem verdenssamfundets regulering af moderstatens handel med udlandet.

Rent ud sagt GENIALT.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Olesen

De "syriske oppositionelle" er, efter alle anvendte definitioner, en terrororganisation.

De påstår, at regimet forfølger "uskyldige demonstranter" - men de har selv lige fra starten drevet aktiv terrorisme.

De forklarede de første måneder det store antal dræbte blandt politi- og militærfolk med, at de "var blevet skudt for lydighedsnægtelse".

Men allerede 11. april 2011 kunne Syrien-kenderen Joshua Landis afkræfte denne "menneskeretsgrupperne"s standardforklaring -

http://www.joshualandis.com/blog/?p=9028

En slægtning til hans kone havde bekendte blandt de dræbte ved et baghold i byen Baniyas 10.4.

Den 24.4 kunne han bekræfte, at ejeren af websiden

http://www.joshualandis.com/blog/?p=9340&cp=all

var en lokal leder i det Muslimske Broderskab, og at disse bevidst skjulte deres sekteriske baggrund under slogans om "demokrati" og "frihed".

http://www.joshualandis.com/blog/?p=9340&cp=all

Denne iscenesættelse var planlagt allerede fra februar-marts.

De vestlige medier har slugt disse ekstremistgruppers propaganda råt.

Siden er antallet af deres ofre steget til langt over 3500.

I sagens natur er det en stats og dens myndigheders opgave at gribe ind overfor sådanne terrorgrupper.

Deres drab har ramt politi, militær, offentlige ansatte, universitetsfolk, læger, intellektuelle, sagførere, politikere, og utallige der har stået i
vejen for deres eneherredømme.

Det er derfor udenlandske staters pligt at behandle disse grupper som terrororganisationer - og ikke som legitime politiske organisationer.

Om det Muslimske Broderskabs terrorkampagne i 1980erne, med mange tusinde dødsofre, se:

http://nsnbc.wordpress.com/2011/10/16/syria-opposition-between-nationali...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

Hvorfor skulle mennesker der har set deres børn blive maltrakterede da ønske at indgå et kompromis med Assad ? og hvorfor skulle Syrier som hader diktaturet og ikke tilhører den "rette entniske gruppe" og/eller økonomiske overklasse da være interesserede i en fred med deres bøddel og blasert smarte fløde-bolle-figur af en diktator ?
Og da slet ikke med den nylige historiske viden om at verden hjalp Først Irakkerne af med deres diktator, og dernæst er Libyerne også blevet hjulpet hele vejen, og Egypten er blevet truet til at stoppe sine masakrer over for eget folk af stort set samtlige stormagter, Men deres tid kommer også, men desværre nok først efter at præstestyret i Iran er faldet....!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

hovsa der faldt noget ud, for en gang skyld er jeg enig i Saudi Arabiens vurdering, at Rusland og Kina med deres tilbagelænende smukke men indholdsløse ord har været med til at legitimere de masakrer som Assad har ladet gennemføre over for folkegrupper i sit eget land og også imod børn...

At Saudi Arabiens så selv fortsat er et diktatur , er underligt og man forstår ikke hvordan de kan være åbent blinde over for et så indlysnede faktum, men desværre kommer Saudiernes og Bahrainernes demokratiske tider nok først efter at Irans onde præstevælde er faldet først.

Andet tør de ikke af hensyn til at den arabiske halvø jo er Islams centrum og at Shia-muslimerne er i flertal i nærområdet rundt omkring halv-øen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

Når en diktator kalder grupper i sit eget land for terrorister , så har han et problem, ikke at der ikke kan findes terrorister, men i og med at man er diktator , benytter man jo selv diktatoriske metoder til fsatholdelse af magten... Så længe der er diktatur i Syrien gidder jeg ikke lytte til Assad, som nærmest kun på skrømt har danset rundt og demokratiets bål...sikke da en krigsdans han har opført i den anledning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Christensen

Når "tænketanke", kun bruges til at tænke deres egne "tanker", og dermed åbenbart ikke er stand til at forny sig, er de alle værdiløse.

NB: En "diktator", som smider bumber i hovedet på sit eget folk, mangler kun, at få en "bumbe" i sit eget hovede. Det er da forståeligt, og så lad bare "tænketanken" tænke videre, og måske ende som Norges , "Brevik". Det har vi ikke tid til at vænte på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Christensen

Det Syriske problem, er kun en del af det Arabiske "forårsproblem". Det Arabiske folk vil ikke længe betragtes, som mindreværdige overfor "OS", og, hvis ikke andre vil, så kan de altid finde mig på deres side. Det, som ærger mig mest,er at vores, især "europas politikere", stadig og stædigt, kun følger med såkaldte "stormagters" magtbegærd. Lige netop her, mangler jeg, at "Kineserne". Et gigantisk "folk", tør sige "nok er nok", lukke snuden, på både (amerikanerne,russerne og europæerne´s) magtbegærligheder.

NB: Jeg mangler, at Kineserne også i FN, siger nej til det, som i dag foregår i Syrien, vores egne politikere, har det Europæiske folk forlængst midstet tilliden til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Christensen

Det, som for tiden foregår i "Syrien", er bare noget, som ikke må ske.

Det må en oplyst verden bare ikke finde sig i.
Selv Arabernes diktature er utilfredse, og det bør give "genlyd" overalt, især i Europa.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne  Christensen

Stil vestlige politikere for en krigsforbryderdomstol, så får vi en civiliseret verden.

Google amerikanske interventioner efter WW2 - og er det ikke nok, så google amerikanske interventioner før WW2 - de har en finger med OVERALT.

I Syrien (som i Libyen) er det udenlandske bøller og tungt bevæbnede Breivik typer der starter og myrder løs, sammen med enkelte lokale og religiøse tosser.

anbefalede denne kommentar