Folkelighedens genfortolkning og partikularismens genkomst

Gennem 150 år har vi opbygget idealer om fællesfolkelighed. Nu er diverse folkefællesordninger tilsyneladende under afmontering. Hvad får vi mon i stedet?

Farvel til folkeligheden. Tanken om universelle rettigheder har været koblet til et begreb om folkelighed: Folkeskole, folkebibliotek, folkeoplysning, folkepartier – og her: folkeferie. I det nye årtusind er folkeferies huse landet over sat massivt til salg.

Benita Marcussen

Regeringen vil gerne spare på velfærdsområdet. Socialministeren har senest åbnet for en delvis afmontering af de universelle velfærdsydelser og sat folkepensionen til debat. Det Konservative Folkepartis partiformand glæder sig, og mener at det ikke kan »være rigtigt, at vi alle sammen forventer at få lige så meget tilbage fra samfundet, som vi betaler ind«, mens talsfolk fra Enhedslisten frygter, at ændringerne vil underminere opbakningen til velfærdsstaten, »hvor man bidrager alt efter, hvad man tjener, men til gengæld får noget igen«. Så er fronterne kridtet op. Debatten afspejler en systemisk krise og varsler øget partikularisering af velfærdsydelserne.

Alment eller særligt

Økonomiske bidrag, der siden Anden Verdenskrig gradvist er blev almengjort, gøres nu igen mere individuelt og partikulært betingede – og afhængige af varierende borgerstatus og særlige rettigheder: »Der er således eksempler på, at kommuner har inddelt området for udsatte børn i 15 målgrupper, der igen er underopdelt efter tyngde. For hver undergruppe kan det herefter fastsættes og beskrives, hvilke tilbud og foranstaltninger kommunen som udgangspunkt ønsker at tilbyde borgere inden for de enkelte undergrupper. Disse beskrivelser vil herefter være vejledende i forhold til det konkrete valg af tilbud, der sker på baggrund af en konkret individuel vurdering af den enkelte borgers behov,« som der står i en vejledende publikation fra Finansministeriets Udgiftspolitisk Center fra 2009. Nu er tiden så kommet til blandt andet også den almene folkepension, der sandsynligvis står for at skulle relativeres ud fra individuelle vurderinger af hver enkelt borgers partikulære behov – og evner til at påberåbe sig rettigheder.

Debatten om partikularisering versus universelle grundrettigheder er ikke kun et dansk fænomen. I USA diskuterede man i 1990’erne fænomenet i forbindelse med de meget omtalte culture wars (der i dansk aftapning blev til kulturkamp). Nogle amerikanske debattører mente, at partikulariseringen af rettigheder betød et angreb på de seneste par århundreders moderne samfundsforståelse, og risikerede at ødelægge udviklingen af fælles velfærd og visioner i samfundet. Andre debattører mente, at den universalistiske rettighedstænkning enten var totalitær og frihedsberøvende eller totalitær og diskriminerende mod forskellige samfundsgruppers unikke behov og særlige historie.

Fællesskabet

I Danmark har den universalistiske rettighedstænkning ofte været koblet til folkeligheden: Folkekirke, folkeskole, folkebiblioteker, folkehøjskoler, folkeoplysning, diverse folkepartier – og endelig folkepensionen, der blev indført i 1957. Gennem mere end 150 år har blandt andre grundtvigianere, socialister og venstrehusmænd på hver deres forskellige måder arbejdet ud fra idealer om en fællesfolkelighed (et ideal med ideologiske rødder i blandt andet tysk nationalromantik) som samlende national faktor.

Socialdemokraterne var tidligt ude med folkeligheden som arbejdsomhedens nationale samlingsfaktor (Danmark for folket). De nedtonede socialismens internationalisme og vægtede i stedet folkehjemmets socialt-nationale fællesskab som samlende værdifællesskab og styringsredskab. Folkelighed kom til at handle om en særlig form for velfærdssystem og et bredere socioøkonomisk rettighedsfællesskab. Men det folkelige kunne også rumme en masse andre ting. Det danske folkelighedsbegreb er nemlig meget fleksibelt og rummeligt og til enhver tid genstand for værdikampe. Samtidig betragtes folkeligheden i Danmark også som en sårbar størrelse, der trues af både ydre og indre fjender. Hvem de er varierer alt afhængig af ideologisk aftapning. Hos ét folkeparti trues folkeligheden af mennesker med forkert etnicitet og folkeånd. Hos et andet folkeparti trues den af ufolkelig elitisme, og så videre.

Folkeånd og fællesskab

N.F.S. Grundtvig anså også folkefællesskabet for sårbart. Han skrev en tekst nogenlunde samtidig med, at Junigrundloven ophævede de særlige standsprivilegier. Standsprivilegierne havde gennem mere end 500 år skelnet ganske partikulært mellem på den ene side frie stænder (der stort set var skattefrie; såsom adel og præsteskab) og på den anden side ufrie stænder (særlig bønderne). Af Grundtvigs tekst fremgår det, at det spirende demokratiske, nationale fællesskab bygger på en sårbar folkelig solidaritet, som nemt risikerer at brydes: »Rive løs sig rigets stænder fra den fælles folkeånd, da går hoved, fødder, hænder latterlig på egen hånd, da er riget sønderrevet.« Med dette udgangspunkt ville Grundtvig nok have bekymret sig for rigets tilstand, hvis han havde kendt til en nylig undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den viser nemlig, at kun én ud af fire virksomheder her i landet betaler skat, hvilket vel kan betragtes som en vis løsrivelse fra den fælles folkeånd? Mens landets borgere betaler 357 milliarder, lægger selskaberne alt i alt kun 40,6 milliarder kroner i skattekassen årligt. Undersøgelsen skabte ikke meget debat, men en journalist fra Politiken forhørte sig om sagen i et stort revisionsfirma, der rådgiver virksomheder netop i skatteanliggender. Journalisten lagde ud med at mene, at virksomhederne vel burde »bidrage til fællesskabet«. »Jamen, det skal de da også,« svarede en skatterådgiver fra det store revisionsfirma, »men de bidrager på så mange andre måder også«. Og så forklarede han, at bidragene bestod i arbejdspladser og løn til de ansatte. Skatterådgiveren mente i øvrigt også, at fællesskabet ville have godt af, at selskabsskatten blev nedsat yderligere.

modernetider@informatoin.dk

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig:
"Rive løs sig rigets stænder fra den fælles folkeånd, da går hoved, fødder, hænder latterlig på egen hånd, da er riget sønderrevet"

Tog Grundtvig fejl, nogensinde? Måske, men her har han (igen) ret i sin betimelige advarsel.

Karen Lisa Salamon vedbliver med at skrive relevante og højaktuelle kronikker, der er yderst læseværdige. Stor tak herfra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

folkelighed?

vis den ikke vil risikere at løbe af sporet,
bør den være international, mellemfolkelig, tværfolkelig, med almen lighed, og det reelt;
og det såmænd allerede i attenhundrede-tallet og endnu mere nu om dage

anbefalede denne kommentar