Skal der slukkes for min velfærdsrespirator?

Jeg har modtaget sundhedsydelser så dyre, at pengene kunne have finansieret 10 hofteoperationer. Jeg har haft fjumreår, og det offentlige har betalt for tolk, så jeg som høreskadet kunne gennemføre min uddannelse. Nu håber jeg på et fleksjob til en rimelig løn. Men det ser ud til, at Mette Frederiksen har fået nok og er ved at slukke min velfærdsrespirator

Dagens kronikør fik som 17-årig fest og farver skiftet ud med en hospitalsseng. I dag har han lært at leve med et livslangt handicap, men han kæmper for at få arbejdsgiverne til at gøre det samme.

Thomas Vilhelm

Så klarer samvittigheden ikke mere. Jeg kan lige så godt erkende mit ansvar, og forsøge at undgå at min historie gentager sig. Lad os bare få skeletterne ud af universitetet med det samme. Konklusion lyder:

Jeg gennemførte ikke mit universitetsstudie på normeret tid, jeg havde passeret de 30, da jeg blev færdig, jeg brugte år på at fjumre, jeg har optaget en hospitalsseng i længere perioder og har modtaget sundhedsydelser i sådan en grad, at man let kunne have fået 10 gode hofteoperationer i stedet, og nu søger jeg fleksjob!

Den var ikke nemt at diske op med den liste. Men nu fik jeg det ud. Jeg kan godt se, hvordan en hurtig samfundsøkonomisk kalkulation vil tage sig ud. Enten burde de kæmpeudgifter, jeg har forvoldt samfundet, være skåret helt ind til hoften for længe siden, eller også burde velfærdsrespiratoren være slukket, så jeg kunne have lært tage vare på mig selv.

Umiddelbart har jeg allerede indrømmet mere end rigeligt i denne kronik, men på universitetet lærte jeg, at hvis man nøjes med at skrive konklusionen, får man dumpekarakter. Jeg undskylder derfor den videre smøre, men jeg kan ikke lade være at skrive videre.

Efter syv år på universitetet søger jeg som nævnt fleksjob. Det er ikke noget, jeg har haft en lang drengedrøm om. Jeg gør det heller ikke, fordi jeg føler, at velfærdsstaten har pacificeret eller opdraget mig til at indtage offerrollen. Men det kan andre nok bedre vurdere.

Jeg blev født med en mission om at gøre verden til et bedre sted for mine medskabninger og efterkommere. Så det lå tidligt for enten at blive præst eller biolog. Livsglæden i de unge år pegede dog mest på biologvejen, så hele min fremtid var planlagt længe før mine venners.

10 nætter i respirator

Da jeg var 17 år var livet smukkest – og verden ventede på mig. En tilfældig hverdag i februar fik jeg ’influenza’. Min temperatur var oppe og runde de 40,5 grader, så vagtlægen sagde, det var et af influenzaepidemiens mere grelle tilfælde.

Kort fortalt lå jeg et døgn efter i dyb koma på sygehuset, og overlægen fortalte forsigtigt mine forældre, at hvis jeg havde et nært forhold til mine søskende, burde de komme med det samme, da det muligvis ville blive min sidste nat i live.

Det gjorde det dog ikke. Jeg tog 10 nætter i respirator, og vågnede op til et nyt liv efter en dyr kamp mod meningokok meningitis.

Efter tre uger på sygehus, fik jeg lov til at blive udskrevet lidt før tid, fordi min mor var sygeplejerske og tog orlov for at passe mig.

Der sker bare et eller andet med psyken hos en ung mand på 17 år, der går fra at bo på kollegium med skole, fest og sport for en måned senere ikke kunne gå selv, vaske sig selv, og pludselig må affinde sig med, at al energi pludselig er væk.

Efter et års genoptræning vendte styrken tilbage, men hørelsen var næsten ødelagt, anset hvor meget jeg trænede, spiste gulerødder eller bad til Gud om hjælp.

Andre folks stemmer var blevet afsindigt lave, tonefaldet utroligt svært at fange, og i baggrunden var der konstant storm – et tågehorn – der afbrød det hele. Høreapparater var kun en ringe hjælp.

Jeg begyndte at sige fra over for mine gamle venner. Det var frygteligt pinligt at møde bekendte, som ikke vidste, jeg var blevet et andet menneske. Følelsen af total isolation, når de andre snakkede sammen, var ikke til at bære. Langsomt, men sikkert mistede jeg kontakten til andre mennesker.

Tilbage til naturen

Jeg ved ikke hvor mange år, jeg levede en tilværelse i hengemt depression, men naturen var mit fristed, og jeg begyndte at dyrke meget friluftsliv. Jeg fandt ro i sindet ved at bevæge mig i naturen, og pludselig fik jeg igen menneskekontakt.

Tanken om biologien og drømmen om at redde verden forlod mig aldrig. Jeg begyndte at læse biologi på Odense Universitet, hvor jeg fik tildelt en tolk. Jeg måtte arbejde hårdere end normalt hørende på studiet, så jeg arbejde virkelig hårdt. Jeg var altid velforberedt, og andre respekterede mig for min indsats. Jeg befandt mig kort sagt rigtig godt på universitetet.

Med tiden endte jeg som kandidat med hovedfag i biologi og sidefag i geografi samt samfundsfag fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet. Jeg fuldførte med et sikkert middelgennemsnit.

Herefter skulle livet vel starte. Pga. min høreskade bad jeg om en samtale med mit jobcenter og Høreomsorg. Jeg modtog mit første brev fra jobcentret, hvor de »efter henvendelse indkaldte til møde«. De sidste fire linjer bød på diverse advarsler om at »levede jeg ikke op til aftalen, ville de kontakte a-kassen, mine dagpenge stoppe.« Jeg ville vist blive sat i gabestok til offentlig skam og skue på kommunens torv! Jeg medgiver, at jeg er lidt ømfindtlig her. Faktisk var de rigtig søde på jobcentret, og det var de også i høreomsorgen.

Vi aftalte, at jeg skulle ud og finde et job, og de ville hjælpe mig videre med hjælpemidler.

Proceduren er, at kommunen besøger arbejdsstedet efter ansættelse, som så skal godkendes, og herefter skal hjælpemidler bevilges. Egentlig kunne man jo tro, at en arbejdsgiver ville have sikkerhed for disse hjælpemidler allerede til jobsamtalen … hun har trods alt 149 andre at vælge imellem uden denne bekymring.

Uanede umuligheder

Jobsøgningen begyndte, og jeg var rigtig spændt på de kommende jobsamtaler som ventede … og ventede.

Jeg oplyser altid i min job-ansøgning, at jeg har et hørehandicap. Dels skal de vide det, dels har jeg haft rigtig mange ubehagelige møder i mit liv, hvor folk går i baglås, fordi de får beskeden kontant.

Jeg fik konstant tilbagemeldingen »Kære Anders, Tak for ... vi må desværre ...«

Kun på fem ud af mere end 250 ansøgninger har jeg modtaget et ikke-standardsvar. Et par gange er jeg dog brudt igennem muren. Engang ringede min telefon flere gange, men jeg tog den ikke, for jeg bruger den kun til sms. Om aftenen fik jeg så en venlig mail. En virksomhed søgte en akademiker til at sælge naturvidenskabeligt udstyr, og bad mig ringe til dem angående en stilling. De må have ment, min profil var god.

Jeg svarede på mail, at jeg desværre ikke kunne ringe dem op pga. min høreskade. De spurgte hurtigt, om ikke, vi kunne finde en telefon, jeg kunne bruge. Jeg følte mig meget flov over at måtte svare nej. Herefter konkluderede de, at jeg ikke ville kunne leve op til kundeplejen. Jeg takkede for interessen, og forstod godt, at de ikke ville have mig.

En anden gang blev jeg inviteret til samtale om fjern-undervisning på et gymnasium. Det gik godt – heldigvis var det en person, jeg forstod. Men så kom problemerne: Der var knyttet telefontid til min jobfunktion. Som arbejdsgiveren sagde: »de viste jo ikke hvor dårligt jeg egentlig hørte, inden de indkaldte mig til samtalen.«

Et par dage senere fik jeg en mail om, at de havde diskuteret min situation på et møde, og de vurderede mig fagligt kompetent til stillingen, men det kunne ikke forsvares, at jeg førte elever til eksamen med så dårlig en hørelse. Jeg forstod dem.

Og så var der en samtale, jeg fik i stand med forkvinden for miljøafdelingen i kommunen. Hun fortalte, at de havde open-office, og at støjniveauet nok ville være en ulempe. Hvis jeg skulle ansættes på fuld tid – hvilket var den eneste opslåede mulighed – ville det kræve, man gav mig arbejdsopgaver fra alle afdelingerne. Det ville også betyde en lidt anden procedure end normalt. Der var med andre ord besværligheder med mig.

Mest højtråbende er dog de mange stille afslag. Uddannelsesmæssigt står jeg til at kunne undervise, arbejde i miljøforvaltningen eller være AC’er med generelle kvalifikationer. Men i praksis står jeg bagest ... efter 149 andre!

Degradering

Efter en sej kamp mod meningitis har jeg kæmpet mig videre. Jeg er blevet gift, har fået børn og akademisk uddannelse, jeg løber maraton og dyrker mine egne gulerødder … Men dagligt får jeg påmindelser om, at jeg ikke er for fin til Netto-arbejde (arbejdsløse akademikere overtræder janteloven), at fleksjobordningen ikke er for mig (jeg skal i hvert fald ikke have samme løn, som min studiekammerat jeg lige hjalp med specialet), at sådan nogen som mig har et voldsomt træk på sundhedsøkonomi (hvilken hospitalsregning jeg har!), at fjumreår koster osv.

Nu er min kone så begyndt at snakke om, hvordan jeg mon vil have det med, at hun skal forsørge mig, når dagpengene ryger, og at børnene skal flytte pga. min manglende indtægt? Tja … det har jeg det egentlig ikke særlig godt med!

Så undskyld, Mette Frederiksen, men nu søger jeg altså fleksjob!

 

Anders Friis Olsen er biolog

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Hanne Gregersen

Fint lille skriv, men individuelle offerhistorier er lidt irrelevante for den nødvendige diskussion af, hvad vi skal bruge samfundskagen til.
Vi skal selvfølgelig hjælpe de værdigt trængende, men det springende punkt er, om for mange selv er "hoppet over i den kategori" og trænger til at blive sparket retur til de selvhjulpne --- den bemærkning har intet med Anders Friis Olsen at gøre !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Hvis Anders Friis Olsen ikke var afhængig af at blive ansat, ville ingen have problemer med at lade ham arbejde med de opgaver, han kan og gerne vil bestride.
Umiddelbart ville det vel være oplagt, at han indgik i arbejde med formidling, hvilket burde kunne foregå med et minimum af mundtlig kommunikation.
Der er jo ingen 'samfundskage', men samfund bestående af mennesker med forskellige grader af ønsker, evner og viljer til at få et meningsfuldt liv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Jeg mener da bestemt fleksjob lyder som en fornuftig løsning på skribentens jobsituation - men som akademiker, og dermed potentiel højtlønnet, så er spørgsmålet jo - hvad er så den rimelig løn, når det evt. lykkes at finde fleksjob, vedkommende kan bestride med de skånebehov vedkommende og særlige arbejdspladsindretning osv. vedkommende måtte have. Hvad er den rimelige løn for en fx. en akademiker i fleksjob? Slag på tasken? Nogen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

"samfundskage".. *pfft* det lyder ærlig talt ikke som noget med megen næring i.

Selvfølgelig spiller menneskers fortællinger om deres livsvilkår i samfundet en rolle.
Hvad skulle ellers spille en rolle i et menneskesamfund???

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

I stedet for fleksjob, kunne man jo gøre det muligt at bestride jobs med supplerende dagpenge. Eller man kunne radikalt forøge jobfradrag i bundskatten, så folk med begrænset arbejdsevne eller -lyst alligvel kunne sikre sig en relativt rimelig del af merværdien.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Cases er vigtige til at bliver klogere på, da de skaber identifikation, men man er jo også nød til at kunne hæve det til en principiel debat, hvis det skal rykke noget - ellers kommer det jo bare til at handle om Kurts historie, og han fortjener og bør, men Yrsa gør ikke, da vi ikke har hørt hendes historie.

Skal vi lovgive på enkeltsager eller på principper, kan man vende den spørgsmålet om?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Jeg er i den grad i ambivalent mellem det principielle og det individuelle, når det kommer til højtlønnede og fleksjob - jeg sidder ikke inde med svaret. Jeg synes sgu da også, det lyder som ude på overdrevet, når nogen i dag tjener over en en 1/2 mio ved et fleksjob, men kan jo samtidigt godt principielt argumentere for, hvorfor de skal gøre det ud fra universelle principper og ligebehandling osv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Lise Lotte:

Ja, og der er det jo, problemet opstår ved enkelt cases, hvis man sætter spørgsmål ved noget principiel her, så debatten ofte præget af, at man fx. ikke er empatisk iht. et enkelt individs kamp for at få sig et fornuftigt og godt liv osv. Sådan hænger det jo ikke altid sammen fx. når det kommer til den rimelige løn, som jo er principiel og på sin vis anderledes end det rummelige arbejdsmarkedet, hvor vi skal søge at sikre flest mulige adgang til beskæftigelse med forskellige ordninger, der sikrer dette - men fx. lønnen til de højtlønnede fleksjobbere har jo fyldt meget i debatten. En case, der kører på den følelsesmæssige del kan jo godt kapre den principielle side af sagen og umuliggøre en debat om dette. Så for mig at se, er det nemlig et både og, og ikke så lige til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Rude Hvid

God artikel. Anders Friis Olsens historie er ikke nogen offer historie, men historien om en fighter, der kæmper for at finde sin plads i et samfundet. Respekt for det.
Hans historie er i høj grad relevant i en diskussion af, hvordan og på hvilken måde midler skal fordeles i et velfærdssamfund. Det store projekt må vel være at få indrettet arbejdsmarkedet fleksibelt, så folk med et handikap også får muligheden for at bidrage til samfundet erhvervsmæssigt, hvis de har mulighed for det. Men det kræver, også at man starter med at acceptere borgere med en lidelse, som det de er som individer: et menneske med en lidelse, som til tider kan kræve specifikke hensyn. Intet mere, intet mindre. Det Anders Friis Olsen bringer til torvs er, som jeg oplever det - ofte tabu. Vi ønsker ikke at diskutere de realiteter, der ofte er forbundet med kroniske sygdomme i den offentlige debat, formentlig af flere årsager: 1.) kroniske sygdomme er dyre for samfundet og forsvinder oftest ikke (deraf kronisk), hvilket går imod den nuværende pseudo-borgerlige politiske agenda, 2.) kroniske sygdomme er ofte invaliderene 3.), kroniske sygdomme minder os om noget, vi som mennesker ubevidst ikke ønsker at vide (det kunne have været mig), 4.) hvordan tackler jeg en person med en kronisk sygdom etc.

Har selv haft meningitis og narkolepsi siden 2002. Alligevel tog jeg en universitetsuddannelse på nomineret tid, med et relativt høj gennemsnit og 12 i mit speciale. 12-tallet var i sig selv også et tabu. "Det taler man helst ikke om..." Jo, man gør! og man taler også om sin sygdom, når der er behov for det, som "normale" forældre taler om deres "normale" børn, når de har været ulidelige eller fantastiske. Det er min vurdering, at der er i højere grad er brug for disse "ventiler" i det "normale" 7 til 4 samfund, hvis vi vil blive bedre til at drage nytte af folk med en kronisk sygdom/handikap. Derfor nytter det ikke at definere realiteter som en offer historie, ligesom det heller ikke nytter noget at lade det hele stå til.

Jeg ser det for mig: "Mette Frederiksen opretter Ministeriet for Fleksibilitet med Ventiler" (Rokokoposten) ;-) Bum, bum...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

Thomas Dalagers kyniske bemærkning, minder mig om sidevirkningen, af politikernes jagt på marginale grupper i samfundet. Gensidig mistænkeliggørelse, stigmatiseringer og stereotypering, vi bliver mere og mere splittet som samfund. Underligt at netop socialdemokratiet er hovedkraften bag denne anti- solidaritets tindens!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Klemmensen

Lad os tage et tænkt eksempel.

En person du holder meget af kommer ud for en alvorlig ulykke, eller bliver syg, eller nedslidt, og mister en del af sin erhvervs.

Inden den person, når så langt, som at blive tilkendt førtidspension eller fleksjob ordning, har personen været igennem et længerevarende sygdagpengeforløb (Hvilket kan tage flere år). For at få vurderet erhvervsevnen.

Regeringens forslag til en reform, lægger op til at arbejdsgiver ikke længere skal have kompensation, for at ansætte en fleksjobber eller førtidspensionist. Så de mister lysten til at ansætte fleksjobbere og førtidspensionister. Så der er udsigt til, at der bliver mange flere ledige fleksjobbere og førtidspensionister, og det bliver endnu sværere at finde fleksjob. (I dag er der i forvejen ca. 20 % -25 % ledighed blandt fleksjobbere, fordi de ikke har lige så let ved at blive ansat, som alm. Ledige)

I reform forslaget er der ingen ideer til, hvordan der bliver skabt flere fleksjob. Det er bare noget, som arbejdsgiverne må finde ud. (Tror du de gør det uden kompensation?)

I regeringens reformforslag er der også en varighedsbegrænsning af ledighedsydelsen på 2 år (ledighedsydelse er man på, når man er ledig fleksjobber, svarende til ca. 15.300 pr. md. Før skat), så hvis du er ledig i mere end 2 år, så ændres personens månedlige ydelse til ca. 10.300 pr. md før skat. For det skal der betales husleje, el, vand, forsikringer m.m., men der skal jo også være til medicin og behandlinger.

Så ikke nok med at personen er blevet kørt ud på et sidespor, men regeringen gør det længere, og så skal personen leve under fattigdomsgrænsen måske resten af livet.

Vil du byde en du holder af dette???

For det kan ske for alle, ja det kan endda ske for dig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Anders:

Du sætter fint fokus på netop problemet ved de lave ydelser, når det ikke lige lykkes. Det vil det bare ikke altid gøre. Det viser tallet jo med de mange på ledighedsydelse allerede i dag, og det er da bestemt heller ikke lidet sandsynligt, det vil lykkes for dem med en meget lav rest erhvervsevne med stor ustabilitet fx. som følge af kronisk psykisk sygdom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Kristensen

Glimrende oplæg til debat af skribenten.

Finder at Svenningsens spørgsmål om aflønning er yderst relevant. Selv er jeg, som eventuelt alle andre i denne tråd, for konfliktsky til at give et bud. Muligvis den modige skribent, hvis han læser med, har gjort sig tanker om dette?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Gregersen

@Oreskov
Tror måske du forveksler kynisme med realisme, hvilke forplumrer dabtten en smule.
Jeg tager hatten af for AF Olsens fightervilje, men det ændrer blot ikke, at vi pinedød er nød til at turde tage diskussionen om, hvordan vi fordeler midlerne - alt andt er dybt uansvarligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Günther

Enig, indlægget skildrer på glimrende måde, at vejen frem er at tage ansvaret selv - og bør støttes mest muligt..

Det taler store ord om vores "fællesskabsfølelse", at vi indretter et støttesystem, som belønner passivitet og håner dem, som kæmper for at klare sig selv.

Det siger sig selv, at afhængig af udgangspunktet er der nogle, som har mere hjælp behov end andre - men bør en god lovgivning ikke tage højde for det??

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

@Peter Günther: ".. belønner passivitet ... "

Så dryppede der endnu en dråbe syre ned i det kar, der, når det for alvor løber over, vil ætse solidariteten fuldkommen væk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Kristensen

@A Klemmesen

Du skriver: "Vil man give værdighed og livskvalitet til de alle svage i samfundet..."

Hvis nu din præmis er forkert? Hvis nu værdighed og livskvalitet er noget individet langt hen ad vejen selv må skabe? Min erfaring er ikke at overførselsindkomst skaber dette. Her taler vi om fleksjob. Hvad koster skribenten på fleks? skal han have mere pga uddannelse, med risiko for at færre kan komme på fleks? (Eller mener du at der overhovedet ingen begrænsninger må være?) Er det det du kalder en betragtning der "...eller vil man kun tænke i tal og økonomi uanset, hvem der så bliver ramt?"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Kristensen

@Fredsted

Vi har et samfund, hvor vi i stor udstrækning deler med hinanden. Denne fordeling er til evig debat, omfang og form. Vi individer i samfundet fører den debat. Du sammenlignier andres holdninger, der ikke en gang angriber ideen om omfordeling af goder, for syre. Det er ikke en samtale jeg gider og ikke noget der giver mig lyst til at dele samfund med dig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Skov

Så kan man jo meget passende også sætte et loft over hvor meget man kan få i løn i tilsvarende jobs på normale timetal. Så jeg sidder bare og smiler lidt. Det rammer den fede middelklasse selv når den ladeport først er åbnet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

@Niels Kristensen: Jeg vil nu mene, at ordene "belønner passivitet", ved sin mistænkeliggørende tone af folk på offentlig forsørgelse, noget, der jo i den grad er politisk in lige nu, er et angreb på ideen om omfordeling af goder, og derfor i metaforisk forstand ætsende, som en dråbe syre, for solidariteten i samfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Klemmensen

@Niels Kristensen

Hej Niels

Jeg er sikker på at med en, større indsats på området, kan få den nuværende ordning til at fungere. På den måde er der flere der bliver selvforsørgende, og det er på en værdig måde, der kan være med til at give den enkelte livskvalitet, en følelse af at høre til i samfundet/på arbejdspladsen.

Regeringen har låst sig på en model, som om det er den eneste løsning. Men løsningen gør bare at flere bliver skubbet ud af fællesskabet, og ned på en kummerlig ydelse. Det skal nok give livskvalitet (Ironi)

Skulle man være så heldig at få en høj løn i fleksjob, så vil man jo betale mere i skat. Skal arbejdsgiver ikke have lov til at give mere i løn, hvis han føler man er det værd.

Der er jo loft over, hvor meget det offentlige yder i tilskud til fleksjob. Så økonomien ikke løber løbsk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Kristensen

@Fredsted

Det var så to ord fra det indlæg. Jeg læste pågældende indlæg langt mere nuanceret.

Tror jeg lader PG tage den herfra.

Ang dit indlæg. Lad mig kalde det en dråbe syre i samfundsdebatten. Som begrundet i mit første indlæg til dig. Sikke vi graver, hva?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Kristensen

A Klemmesen.

Lønforhold i dette samfund, afgøres langt hen ad vejen af udbud og efterspørgsel, konkurrence. Derfor er der lønforskelle.
Umiddelbart er det ikke retfærdigt at sygeplejersken får mere i løn end rengøringsassistenten, men det er systemet og det virker relativt godt. Vi subsiderer ikke. Hvorfor subsidere de højtuddannede fleksjobbere i en grad der så de tjener langt mere end rengøringsassistenten. Hvorfor understøtte et ikke absolut retfærdigt konkurrencesystem med statssubsidier? Er det solidarisk over for rengøringsassistenten?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Rude Hvid

Kære Thomas Dalager: Du kan ikke både kalde Anders' historie for en offerhistorie, og så senere kreditere ham for hans fighter vilje. Du må være konsistent i din argumentation, eller konkretisere. Ellers kunne man komme i tvivl om, hvad du mener. ;-)

MvHenrik

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Niels:

Jeg ved det ikke. Det bagvedliggende ræsonnement er jo kompensationsprincippet. Man kompenseres for tabet af erhvervsevne ud fra, hvad en arbejdsgiver vil betale en for den evne, man har tilbage ud fra både CV og gældende overenskomst i det, man nu er uddannet indenfor osv. Men fx så har vi jo valgt, at alle skal have det samme ved arbejdsløshed, hvis der er tale om fuldtidsforsikring med mindre, man har en privat forsikring.

Jeg synes, da ikke, det er så let - det er da svært at be' fuldtidsbeskæftigede lavtlønnede om at se solidariteten i at omfordele til de højtlønnede fleksjobbere, og det kan man vel ikke bare affærdige med en småborgerlig misundelse eller hvad?

Jeg ved det ikke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Jeg synes, det er vigtigt at skille adgang til arbejdsmarkedet og strukturelle tiltag, der fremmer dette ad fra debatten omkring ydelsernes størrelse.

Jeg mener fx. ydelsen, man har sat iht. udviklingforløbene for mange er for lille ligesom det ikke er ok, man ryger på så lav en ydelse efter 2 år på ledighedsydelse, når kommunen faktisk er forpligtiget til at medvirke til at skaffe alle disse manglende fleksjobs. Alle dem, der er på ledighedsydelse, kan jo ikke finde jobs.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

@Niels Kristensen: Jeg er ikke afvisende for, at PG måske mente sit indlæg bedre, end jeg umiddelbart opfattede det i første omgang. Tilbage står dog stadig spørgsmålene (rettet til ham, ikke dig, naturligvis): Hvorfor overhovedet vælge de mistænkeliggørende ord "belønner passivitet"? Er det bare en fortalelse, eller er det et resultat af, at "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med"?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Guldager

Jeg synes IKKE man kan afvise klummen her med, at vi ikke kan basere politik på enkeltsager, men lads os i stedet se enkeltsagerne i øjnene og få øje på hvilken kategori de hører under - jeg er selv i tvivl om skribenten er udsat for problemet med arbejdsløshed blandt biologer eller den urummelige arbejdsmarkedskonstellation.

Det er grotesk usmageligt, hvis skribenten her ikke skulle kunne få et ordinært job!

Det er for pokker en gave indimellem ikke at kunne høre eleverne! Ej spøg, men helt alvorligt forstår jeg ikke, hvorfor man ikke nemt kan tilrettelægge en fjernundervisers stilling så der ikke indgår lydlighed. Lydhørhed er jo straks noget andet...

Mht trådens diskussion af lønnen, ja så ser jeg det komplet uløseligt. Hvis vi absolut godtager at en så kvalificeret, arbejdsduelig person ikke kan integreres på det ordinære arbejdsmarked ved hjælp af bare en smule fleksibilitet fra arbejdsgiver, ja så må vi oprette tilbud med distinktion af handicaps/nedsat arbejdsevne og så en væsentlig nedsat arbejdsevne, så man altså visiteres til to vidt forskellige ydelser med hver sine begrænsninger ift det økonomiske.

Selv skribenten, der ellers kunne anses som velstillet, kommer jo ud for uretfærdighed i et fleksjob, hvis han som arbejdende 37-timer, får det samme som den højtuddannede på færre timer ...alt efter hvordan man ser på retfærd altså.

Men hvor ville jeg dog ønske der uden offentlig og permanent indblanding var muligheder -- især når skribenten har fortrinsadgang til opslåede ledige stillinger i det offentlige i følge handicapkompensationsloven.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Christensen

Hvorfor ikke forsøge at skabe sit eget job.? Man kan fx starte virksomhed op med deltidsdagpenge.

Eller kigge på andre karriereveje. Jeg har fx haft flere naturvidenskabsfolk ansat som - glimrende - programmører. De kom fra arbejdsløshed og en kort omskoling. Og her ville det ikke være noget problem at være hørehæmmet.

Og endeligt virker 250 ansøgninger ikke af super meget. Især ikke hvis de alle er til biologjob. Jeg er sikker på, at der er job derude - og synes det er en rigtig ærgelig løsning på mange planer med et fleksjob.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Jeg finder det da også underligt at et høretab diskvalificerer så meget, at det ikke er muligt at finde et job på ordinære vilkår - men der har jeg tillid til skribenten udlægning. At han skønner hans manlende succes hænger sammen med hans funktionsnedsættelse, hvorfor en art særlig beskæftigelse kunne være vejen frem med andre kompenserende tiltag, der gør arbejdsfunktionen kan varetages.

Marie:

Ja, han burde iht loven har ret til positiv særbehandling og få stillingerne, hvis ansøgerne var lige kvalificerede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ursula Nielsen

Jeg synes at historien, er meget relevant. Den fortæller hvordan de "skæve" eksistenser - uanset om de er ledige eller andet, påtager sig skyld og er begyndt at måle deres eksistensberettigelse i forhold til om de skaber overskud på bundlinjen.

Det burde være muligt at tale om tingene på en anden måde, og samtidig diskutere hvordan vi indretter os.

Jeg var selv begyndt at måle min eksistens i forhold til hvor rentabel, jeg er - og det er et helvede at være der, skulle jeg hilse at sige. For jeg er kvinde og giver helt automatisk underskud jf. statistikkerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ursula Nielsen

@Thomas Dalager:

Du lader til at have noget i mod ofre? Og vi taler så meget om offermentalitet.

Er det ikke snart på tide at tale om BØDDELMENTALITET?

Når fx ledelsen på Odense Sygehus, trods gentagne advarlser omkring sikkerhed, ikke gør noget ved forholdene og tre medarbejdere bliver stukket ned af en syg, er det så de ramtes offertilstand vi skal bearbejde? Eller er det på sin plads at tale om den snigende bøddelmentalitet?

Jeg synes at du udviser en snert af bøddelmentalitet, når du psoitionerer Anders Friis Olsen som et offer. Ja, han er offer for sin sygdom, og for arbejdsmarkedes rigide krav. Men mest af alt er han en moderne helt, der har drukket om kap med havet og løbet om kap med ilden, synes jeg!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det hele kommer af den danske fejlslutning: at man får respekt, når man gør sig fortjent til det. Andre steder er respekt noget, man har i udgangspunkt, men som man selvfølgelig kan fortabe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Kristensen

Det er så meget off topic, men alligevel.

@Peter

Hvad baserer du din udtalelse på? Er det konkret hvordan forskellige velfærdssystemer behandler en person som er i skribentens position? Eller er det din mavefornemmelse? Eller noget tredje?

"den danske fejlslutning" WTF.

Ser dit indlæg som ligegyldigt kulturspam argument, på niveau med DF segmentet på JPs debatsider. Det er en tiltagende tendens på disse sider, der virkelig er ødelæggende for debatten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

@Peter Hansen: Jeg er enig.

Det forekommer mig, at man (og det gælder vel ikke kun i Danmark) i stigende grad ikke kan kende forskel på- eller skelne imellem det at belønne et menneske og det at skænke et menneske noget. En belønning kræver en forudgående præstation; det gør det at blive skænket noget ikke. Da kærlighed i modsætning til belønning i mine øjne er noget, der er tilstede også i de stunder, hvor præstation ikke er mulig, vil ethvert samfund, der skrider på denne måde, blive tiltagende kærlighedsløst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg

Jeg syntes at denne debat er beskæmmende fordi den tager udgangspunkt i en persons kamp for at overvinde et handicap på normale vilkår. Men ender ud i den så populære krævementalitets debat og det uskønne offer billedsprog der følger med den debat.

Manden er uforskyldt ramt af en sygdom han ikke har kunnet beskytte sig imod og er derfor et offer for denne. Men i stedet for at påtage sig offerrollen så gør han det modsatte, han prøver, at finde andre veje til selvforsørgelse, blot for at rende panden ind i et stift arbejdsmarked. Og midt i det så trækker regeringen et sparedirektiv ned over hovedet på dem der bedst kunne hjælpes til selvforsørgelse.

Historien viser med alt tydeligheden afstumpetheden i hele folketinget og hvor lidt de tænker over konsekvenserne for de berørte mnnesker, det er jo kun et kærligt spark bagi.

Måske vi skulle vedtage at folketinget og ministre fremover får 10.300 om måneden før skat, så kunne de jo selv få det kærlige spark, der får dem til at passe deres arbejde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Åhr, Niels Kristensen (og Thomas Christensen med), det handler om, at vi som det ultraliberale land, vi har udviklet os til på rekordtid, ikke længere tænker mere på mennesker end profit.

anbefalede denne kommentar

Sider