At spise kirsebær med de store kræver mere mod af DONG

DONG Energy’s konkurrenter på det europæiske marked for havvindmøller har flere muskler og råd til højere cheflønninger. Alligevel har DONG hidtil evnet at været nummer èt. Men med Anders Eldrups exit er spørgsmålet, om DONG kan fastholde sin førerposition

Anders Eldrups vision om, at DONG Energy skal præge de kommende års nordeuropæiske marked for havvindmøller, kræver flere muskler og større dristighed. For DONG er oppe imod konkurrerende energiselskaber, som målt på de fleste parametre er langt mere ressourcestærke. En ’vi fortsætter som hidtil’-strategi for et DONG under en ny ledelse vil ikke være nok, bedømmer branchefolk.

»Man kan ikke vinde stort, hvis ikke man er villig til at satse. Derfor bliver det meget interessant at se, om ledelsesskiftet betyder et strategiskifte, hvor man kører mere i retning af DONG som et nationalt selskab, end ét hvor man prøver at udfolde potentialet for at blive en vigtig nordeuropæisk spiller,« siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, interesseorganisation for de danske energiselskaber, DONG Energy inklusive.

Indtil nu er det lykkedes DONG – engang betegnet af Eldrup som »en af den europæiske energisektors husmænd« – at erobre og fastholde positionen som globalt førende på offshore-vindmølleparker. I dag står alle idriftsatte havmøller i verden i europæiske farvande, og her har DONG den største markedsandel på 21 pct., fordelt på syv mølleparker i tre lande, tæt efterfulgt af det svenske energiselskab Vattenfall med 19 pct. af markedet og det tyske E.ON med 12 pct.

I 2011 formåede imidlertid både det skotske energiselskab SSE og det tyske RWE at idriftsætte flere nye møller til havs end DONG, så det danske selskab pustes i nakken, og dets fortsatte førerposition er ikke en given ting. Specielt ikke når konkurrenternes fordele i kraft af selskabsstørrelse og -ressourcer tages i betragtning.

Tag den store konkurrent mod syd: E.ON. Dette energiselskab, der tjener penge på både fossile kraftværker, atomkraft, olie- og gasproduktion samt vedvarende energi, har 85.000 medarbejdere – DONG Energy har godt 6.000. E. ON havde i 2011 en omsætning 15 gange så stor som DONG’s og et driftsresultat før skat, der var syv gange så stort som DONG’s.

E. ON’s øverste chef hedder Johannes Teyssen, og han hævede i 2011 en samlet gage på ca. 25 mio. kr. – Anders Eldrup fik godt seks mio.

Ifølge sin årsrapport for 2011 planlægger E. ON at investere for knap 15 mia. kr. i nye havvindmøller de nærmeste år.

Eller tag det statsejede svenske selskab Vattenfall, der har over 38.000 medarbejdere og i 2010 solgte for tre gange så meget som DONG samt havde et overskud før skat næsten fire gange så stort som det danske selskabs. Vattenfall betaler sin CEO, Øystein Løseth, 9,6 mio. kr. i årlig gage. Løseth har samtidig ret til en fratrædelsesgodtgørelse på halvandet års løn, dvs. omkring 14,5 mio. kr., sammenlignelig med Anders Eldrups omstridte godtgørelse på 17 mio.

DONG ikke lønførende

De to store selskaber, som i 2011 overhalede DONG i årlig kapacitetsudvidelse for havmøller – SSE og RWE – forstår også at belønne deres topchefer for at løbe stærkt. SSE’s Ian Marchant fik sidste år ifølge britiske medier godt 25 mio. kr. i gage, bonusser inklusive, mens RWE’s Jürgen Grossmann fik svimlende 62,8 mio. kr. – til gengæld har han ifølge selskabets årsrapport ingen pensionsordning betalt af firmaet.

Lønninger til afgørende nøglemedarbejdere hos DONG’s konkurrenter er ikke offentligt tilgængelige, men tager man bestik af CEO-gagerne, er der ikke meget, der tyder på, at DONG er lønførende, tværtimod.

»Man kan ikke sige, at Anders Eldrup har været specielt højt lønnet. Hverken i forhold til selskaber i udlandet eller børsnoterede danske virksomheder. Eldrups løn var faktisk forholdsvis beskeden,« siger Caspar Rose, professor ved Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse på Copenhagen Business School.

Rose påpeger, at lønninger til topchefer i Danmark generelt er væsentlig lavere end i Tyskland, Sverige og udlandet i det hele taget.

Dansk Energis Lars Aa–gaard kender om nogen forholdene i den europæiske energisektor, og han er enig med Caspar Rose.

»Der er ingen som helst tvivl om, at vores kultur og rammer for løn i energisektoren ikke tåler sammenligning med det, der foregår i landene omkring os,« siger han.

Aagaard vil ikke kommentere på det konkrete spørgsmål om den høje løn og favorable kontrakt til bl.a. Anders Eldrups nu suspenderede nøglemedarbejder Jakob Baruël Poulsen, men han siger:

»Lønnen skal selvfølgelig være anstændig i forhold til det samfund, man lever i, men omvendt skal man også passe på, at man, når det gælder disse specialistkulturer, ikke går i sko, der er mindre end det, der gælder i den virkelighed, man konkurrerer i.«

»Der er ekstrem vækst i den internationale offshore-vindkraft, og det betyder, at alle eksperter, der virkelig ved noget om det, er en mangelvare,« påpeger Lars Aagaard.

Det store potentiale

Som et i europæiske sammenhæng mindre energiselskab har DONG Energy ikke selv kapital til vedvarende at investere så massivt i havvindmøller, at man kan udbygge hurtigere end andre og fastholde den internationale førerposition, til gavn for både den danske økonomi og klimaet. Det er derfor, man under Eldrups ledelse og via den afdeling, som Baruël Poulsen har ledet, udviklede modellen med pensionskasser og private virksomheder som medinvestorer.

I modellen indgår også, at man hele tiden har så mange projekter i gang på forskellige udviklingstrin, at DONG’s opbyggede kapacitet til planlægning, konstruktion og drift konstant udnyttes optimalt.

Modellen har foreløbig stået sin prøve med PensionDanmark og PKA’s deltagelse i den kommende møllepark ved Anholt og med LEGO’s og Oticon Fondens deltagelse i den planlagte park Borkum Riffgrund i den tyske del af Nordsøen. Dertil har den hollandske pensionskasse PGGM købt en andel i DONG’s store britiske havmøllepark Walney.

»Potentialet er enorm stort,« siger Lars Aagaard.

Den europæiske vindkraftorganisation, European Wind Energy Association forventer årlige investeringer i europæiske offshore-møller på 100 mia. kr. i 2020.

»Nogle anslår, at der skal bygges for 1.000 mia. kr. havvind de næste 10 år i Nordeuropa. Hvis DONG kan fastholde den markedsandel, man har nu, så har vi potentiale til at skabe en energivirksomhed, der vil kunne bide skeer med de store i Europa. Betydningen af det er bl.a., at Danmark vil komme til at tjene penge på det, der bliver solgt til andre landes elkunder.«

Allerede nu har tyske E.ON kopieret DONG’s model med at inddrage institutionelle investorer for at mindske kapitalkravet til energiselskabet selv, og andre følger givetvis efter.

»Der er selvfølgelig andre derude (end DONG, red.). Men med denne industris risikoprofil er vi kun interesserede i at alliere os med de rigtige spillere,« sagde Dennis van Alphen, investeringschef hos pensionsselskabet PGGM, efter Walney-handlen med DONG for nylig.

Så DONG Energy har ikke monopol på modellen med at skabe alliancer med pensionskasser eller private virksomheder. Derfor vil man fremover blive presset i konkurrencen om at sikre sig medinvestorer til nye projekter.

Vindere og tabere

Det afgørende spørgsmål er således, om DONG’s bestyrelse og ejer – dvs. staten via Finansministeriet – samt en kommende ny ledelse har dristighed og dygtighed til at ekspandere modellen på europæisk plan. Ifølge Informations oplysninger nærer DONG’s bestyrelsesformand Fritz Schur og Finansministeriet skepsis over for Eldrups ambition før sin afskedigelse om at skrue op for investeringssamarbejdet på det nye europæiske marked.

»Håndboldtræner Ulrik Wilbek sagde engang, at der er to slags håndboldspillere: Der er dem, der er drevet af glæden ved at vinde, og så er der dem, der er bange for at tabe. Hvis man skal ud og have fremgang på det internationale marked for havvind, så skal man have et ledelsessystem og en strategi, hvor troen på at vinde er større end angsten for at tabe. Det kræver, at man besidder kompetencerne, viljerne og den strategiske fasthed til at gå efter det,« påpeger Aagaard.

»Det gør mig selvfølgelig bange, når man politisk i kølvandet på de aktuelle begivenheder begynder at snakke om øget kontrol med DONG i en forståelsesramme, hvor vi bliver meget provinsielle. Det er klart, at vi ikke kan vinde, hvis det kommer til at handle om ikke at løbe nogen risiko og ikke begå fejl. Man kan ikke vinde, hvis ikke man er villig til at satse.«

Lars Aagaard er ikke imponeret over Danmarks evne til at skabe stærke globale selskaber, når der er et offentligt ejerskab med i billedet.

»Men prøv at se på Vattenfall i Sverige. Da liberaliseringen af EU’s elmarked kom, blev der givet svensk politisk opbakning til at gøre Vattenfall til en stor spiller i Europa. Man købte hele den østtyske energiforsyning og blev med ét slag en af Europas største virksomheder på energiområdet. Det har bl.a. betydet, at der vedvarende bliver overført penge fra Tyskland til Sverige,« siger han.

Med sin ekspansion til flere lande i Europa har DONG været en undtagelse fra Danmarks historisk ringere initiativkraft, mener Lars Aagaard.

»Vi står nu over for et defining moment. Det man kan frygte er, at driften mod en ’nulfejlskultur’ med manglende vilje til at løbe en risiko bliver dominerende frem for viljen til at gå efter det meget positive perspektiv i at have en virksomhed, der bliver førende på dette teknologiområde.«

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Da liberaliseringen af EU’s elmarked kom, blev der givet svensk politisk opbakning til at gøre Vattenfall til en stor spiller i Europa. skriver Jørgen Steen Nielsen i denne vigtige og spændende føljeton.

De svenske ultraliberale havde sandsynligvis samme plan som i de ultraliberale kræfter havde i Danmark nemlig - som udtrykt med professor Bent Sørensens ord: at Den tidligere regering ville ’fede DONG op’ med henblik på salg til udlandet. http://www.information.dk/296687

Men i Sverige har de nu blevet klogere og har skruet ned for denne unationale virksomhed som går ud på at sælge de fælles værdier til højstbydende:

"Socialdemokraterne, Miljöpartiet, Vänsterpartiet og Sverigedemokraterne blokerer for planerne om at sælge de 37,3 procent aktier i Telia samt betydelige aktieposter i energiselskabet Vattenfall, Posten Norden og udlånsvirksomheden SBAB." (Berlingske Business)

...mon ikke også de socialistiske kræfter i Danmark skulle ta' at lægge afstand til denne unational virksomhed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Günther

.. som så ofte drives den offentlige mening mere af misundelse end af, om de kritiserede har præsteret de resultater, man har lov at forvente.

Som om en privatisering gør noget som helst mere rentabelt i sig selv! Den oprindelige "kontrakt" var jo at DONG skulle skabe dansk tilstedeværelse på det internationale energi-marked og forsvare danske interesser. Hvordan går det lige med disse emner? Fristelsen til personlig berigelse uden at skabe resultaterne er åbentbar for stor.

Hvis vi ikke evner at stå distancen internationalt, hvilket der er noget der tyder på, er det kun et spørgsmål om tid før vi alligevel er i lommen på udenlandske energi-koncerne, som dikterer os priserne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Dte ville klæde bestyrelsen i DONG - at bare én havde hvad de selv kræver i deres "God Selskabsledelse" - nemlig et CV med karriere indenfor og ledelse af: International virksomhed inden for branchen.

Og måske modet kunne komme hvis de opfyldte endnu en af deres krav, nemlig øget kvindelig deltagelse i bestyrelsen. Kun 2 af bestyrelsens medlemmer er kvinder, og de er medarbejdervalgt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor skal DONG være så stor? Hvad er begrundelsen? At vi vil vinde? Det er en noget luftig og ureflekteret begrundelse. Sortsmetaforerne flyver gennem artiklen, men det er vel ikke Ulrik Wilbeks coach-pædagogik, der skal styre dansk energipolitik?. At vi vil spise kirsebær og bide skeer med de store, er måske det lille lands drøm, men jeg har svært ved at se det realistisk eller fornuftige i, at Danmark skulle blive ved med at være større end Tyskland?

DONG er idag størst i Nordeuropa på havvindmøller. I sig selv en underlig situation for et land med lidt over 1 % af Europas indbyggere. Men det skyldes selvfølgelig den tidlige begyndelse og koncentrationen af ekspertise og erfaring i Danmark på området. Men hvorfor skal Danmark - og Sverige - tjene penge på tyske, engelske og belgiske forbrugere? Det er ren kapitalisttankegang, voks og bliv stor, tag markedet og hiv fortjenesten ud før de andre.

Ambitionen bør være at komme væk fra det fossile (og atomkraft), og hen til 100 % vedvarende energi. Ikke for at tjene penge, eller være størst og have de højeste cheflønninger.Men for at skabe de bedste forudsætninger for fremtidens samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Fog

Visse tal er så store, at man bare ikke fatter dem.

Sådan har jeg det med en årslønning til en direktør på 62,8 millioner kr. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Jeg kan ikke forestille mig, hvad manden kan bruge så mange penge til, år efter år.
Det her er hinsides almindelig misundelse. Det er et rablende vanvittigt niveau.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Nielsen-Man

Opnåelse af en effektiv og miljørigtig energiudnyttelse er afgørende vigtigt. Men betyder det, at vi af hensyn til denne vigtige klimasag må opgive vores almindelige sociale og demokratiske lighedsbestræbelser? Artiklen giver langt hen ad vejen indtryk af, at spørgsmål som rimelig økonomisk lighed og almindelig retfærdighed og anstændighed er ligegyldige, ja skadelige elementer i forhold til den afgørende bestræbelse på at skabe en energivirksomhed, der kan ”spise kirsebær med de store”. Og det mere end antydes, at DONG faktisk burde udbetale endnu større ledergager og bonusser, hvis man da ellers ønsker at udvikle sig.
Filosofien er (den gode gamle), at hvis toppen af kransekagen ikke fortsat og uforstyrret kan få lov til at bevilge sig selv og hinanden skyhøje gager og eksorbitante fratrædelsesordninger, ja så gider topledere og eksperter skam ikke mere at bestille noget (”løbe stærkt”), men vil læne sig tilbage eller sætte sig i et fly med kurs mod mere lukrative horisonter.

Men er det en filosofi som vi andre bare har at finde os i og indrette os efter (fordi det altså nu drejer sig om klimasagen)? Det er vel egentligt ikke særligt klimavenligt og bæredygtigt at acceptere og understøtte denne filosofi, en filosofi som ret beset er en del af den generelle og uholdbare vækst- og grådighedsfilosofi. Og det er vel egentlig heller ikke særligt demokratisk, grundlæggende fordi stor ulighed i økonomisk indflydelse skaber stor ulighed i demokratisk indflydelse.
Ovenstående er ikke noget forsvar for DONGs bestyrelsesformand Fritz Schur. Som Bent Sørensen fra RUC påpeger i dagens avis, så burde en person med Schurs økonomiske og politiske særinteresser slet ikke kunne sidde som bestyrelsesformand i DONG.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Nørkjær

Jeg er bare glad for at DONG ikke blev Børsnoteret. Det ville have været en katastrofe og en skandale. Men tanke vækkende at de to hovedaktører i skandalen begge er medlem af Bilderberg gruppen og den ene nære venner med en atredje dansk Bilderberger? Det er noget lusk det hele!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan bisp

det slår mig at Dong ser ud til at være rimelige effektive når man læser talende for omsætning og driftresultat i forhold til antallet af ansatte.

løn niveauet for virksomhedernes topledelser syntes jeg lyder skræmmende højt. Jeg ved ikke hvad der kvalificer til at kunne bestride disse højtlønnede stillinger, men da der vel egentlig er forholdvist få af sådanne stillinger, burde det vel ikke være svært at finde kvalificerede kandidater.

anbefalede denne kommentar