’Vi skal mærke det i vores egen mave’

Hvis man kun siger ja til en rolle for at pleje karrieren, kommer man til at lave en masse ting, man ikke er stolt af, mener Mads Mikkelsen, der er biografaktuel i rollen som Struensee i Nikolaj Arcels historiske drama ’En kongelig affære’

Rollerne. ’Jeg har altid syntes, at det var sjovere at spille roller, der er radikale. At de så lige præcis er idealister, er måske bare lidt tilfældigt. Der er noget sjovt og interessant ved radikale mennesker,’ siger Mads Mikkelsen.

Tine Sletting

»Der er drama i mennesker, der har en mission. Hvad enten de har ret eller ej, er der drama i dem.«

Mads Mikkelsen kigger ud ad vinduet, over mod Christiansborg, der ligger på den anden side af Rigsdagsgården. Den danske skuespiller og Informations udsendte journalist og fotograf sidder i et mødelokale i Rigsarkivet, hvor man er ved at forberede åbningen af en udstilling om Johann Friedrich Struensee, den tyske læge, der blev den danske kong Christian 7.’s ven og fortrolige og dronning Caroline Mathildes elsker i anden halvdel af 1700-tallet.

Og Struensee, som 46-årige Mads Mikkelsen spiller i Nikolaj Arcels historiske drama, En kongelig affære, der har premiere i dag, var om noget en mand med en mission. I løbet af få måneder bevægede han sig fra at være bylæge og anonym oplysningsmand i den danske koloni Altona i Tyskland til at blive Christian 7.’s livlæge og siden kongens stedfortræder og Danmarks egentlige regent med en umættelig appetit på reformer af et stivnet dansk diktatur med gehejmestatsminister Bernstorff og nationalisten Guldberg i spidsen.

Så stor var hans iver efter at lave det danske samfund om og forbedre forholdene for folket, at Struensee efterhånden glemte at lytte til både sin ven, kongen, sin elskerinde og ikke mindst folket, samtidig med at han gjorde sig uvenner med adelen og kirken og endte med at blive dødsdømt og halshugget.

»Struensee var idealist, men en meget dårlig politiker. Han kunne godt have brugt en god spindoktor,« siger Mads Mikkelsen.

»Der er ikke noget galt med det, han vil, men det ville nok have været mere praktisk at gøre det over 20 år. Han giver folket en masse muligheder, trykkefrihed blandt andet, og folket bruger den frihed til at vende sig mod ham. Jeg tror reelt ikke, at Struensee forstod hvorfor, fordi det var jo dem, han hjalp. Det er jo det forfærdelige politiske spil. Der er en meget smuk scene til sidst i filmen, hvor han træder op på skafottet, og 50-100 mennesker spytter på ham og råber ad ham, og han forstår det ikke. Da han kommer helt op, finder han ud af, at det ikke kun er de 50-100 mennesker, der har vendt sig imod ham, det er alle, der hader ham. Og det knækker ham for alvor – ja, han skal dø, men erkendelsen af, at folket hader ham, gør, at han knækker indeni, i hvert fald i vores udgave. Han har set så forkert. Han gav dem noget, men de vidste ikke, at det var ham. De var ikke klar til at rumme den frihed.«

Arabisk forår i Danmark

– Hvordan fandt du din Struensee?

»Primært læser jeg den historie, Rasmus (Heisterberg, filmens medmanuskriptforfatter, red.) og Nikolaj har skrevet, og ud fra den har jeg en idé om, hvad jeg skal lave. Caroline Mathildes breve, der er udgivet i bogform, har også været en stor hjælp. Igennem dem finder man ud af, at det ikke var en politisk alliance mellem hende og Struensee. De var sygeligt forelskede i hinanden, og det er fedt for sådan en historie. At det så også var en politisk alliance, blev sekundært. Det var meget inspirerende at læse, hvordan hun beskrev ham – hvor forelsket hun var i ham, og ud fra måden, hun skriver til ham på, slutter vi os til, at han har skrevet lignende, forelskede breve til hende.«

– Hvad er efter din mening den vigtigste historie i ’En kongelig affære’?

»Det er et arabisk forår, der kommer til Danmark med Struensee. Danmark lukker sig så helt i, da han bliver henrettet, men kommer op igen nogle år efter takket være Christian 7. og hans søn. Det er tilfældigt, at filmen har premiere nu, men der er en masse paralleller i forhold til moderne begivenheder. Et folk kan ikke i evighed blive holdt nede, og reformer kan komme, men de skal måske ikke komme så hurtigt. Når det er sagt, så er det også bare en meget dramatisk del af Danmarks historie, vi fortæller.«

– Struensee er idealist. Det samme kan man vel sige om to andre af dine seneste roller, Citronen i ’Flammen & Citronen’, og titelfiguren i Heinrich von Kleist-filmatiseringen ’Michael Kohlhaas’? (Filmen, der er ved at blive klippet, handler om en mand, som i 1500-tallets Tyskland får konfiskeret to heste og sætter sig op mod alt og alle for at få dem igen.)

»Jeg har altid syntes, at det var sjovere at spille roller, der er radikale. At de så lige præcis er idealister, er måske bare lidt tilfældigt. Der er noget sjovt og interessant ved radikale mennesker. Det bliver så kompromisløst, det, de gør og vil, og i kølvandet på dem, sker der meget. De får venner og fjender, og der er noget, som ulmer og på et tidspunkt vil eksplodere. I Kohlhaas’ tilfælde er det rent ego. Han er slet ikke ude på at gøre noget for folket eller andre. Han er ligeglad. Ret skal være ret. ’Jeg skal have mine heste.’ End of story. Og den trækker han helt ud, så landet ender på randen af borgerkrig, og han mister sin familie, han mister alt, men han får sine heste. Det er jo et radikalt menneske, og han forstår det først selv til sidst.«

Ind i mørket

– Den anfægtede mand synes også at være et gennemgående træk ved de roller, du har spillet i både ind- og udland, selv skurkerollerne.

»De føler, at de har ret til at gøre det, de gør. Hvis vi nu tager Citronen, Kohlhaas og Struensee, så er de alle sammen på den rigtige side af loven i forhold til vores univers. Citronen har vores sympati hele vejen, fordi krigen endte, som den gjorde, og han var fed. At han så gjorde nogle betænkelige ting undervejs, det må vi leve med. Det er det, Flammen & Citronen handler om. Struensee glemmer verden omkring sig og forblindes af sit projekt. Kohlhaas mister vi sympatien for på side 20. Da han siger, at nu kan han ikke længere gå rettens vej, nu må han selv, udsletter han en lille by, kvinder og børn, hele lortet. Det er meget radikalt. Han bliver altså skurk meget hurtigt, men stadig med sine principper og idealer i behold. Det er sjovt at lege med. Folk, der tror, at de har ret, går ret langt. Jeg har også spillet en masse mennesker, der ikke havde ret. Tonny fra Pusher 2 er fuldstændig ligeglad, han har ikke ret i noget, han vil ingenting.«

– Skal du kunne undskylde de personer, du spiller. Skal du kunne forklare og forstå dem?

»Nej, jeg skal slet ikke kunne sympatisere med dem. Det har jeg ikke behov for. Men jeg skal kunne forklare dem for mig selv. Jeg behøver ikke gøre det i filmen. Det er jeg sådan set ligeglad med. Men jeg skal kunne forklare mig selv, hvordan de kom derhen, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Jeg bliver da nødt til at kunne forstå, hvad han havde gang i, Hitler, hvis jeg skal spille ham. Hvad var det for et spor, han bevægede sig ud ad? Kan jeg finde noget, hvor jeg godt kan se det fra hans synsvinkel, hvis jeg tænker sådan? Han var sur på jøderne, og jeg må finde noget andet, jeg kan sidestille det med.«

»Vi er efterhånden nået så langt som samfund, at vi har erkendt, at vi er nødt til at forstå pædofili, for ellers kan vi ikke bekæmpe det. Men vi har stadig berøringsangst over for det, der f.eks. skete på Balkan. 50 mænd, der går ind i en landsby og rydder den. Kvinderne skal voldtages, mens børnene ser på, og børnene skal slagtes, mens mødrene ser på. 50 mennesker dræber 1.000 mennesker. Det er ikke én psykopat. Det er heller ikke to. Det er 50, der har gjort det. Det har vi i Danmark svært ved at forholde os til. ’Det tager vi afstand fra. Det er komplet vanvittigt. Det er umenneskeligt. Det er psykopater.’ Men vi er nødt til at forstå dem, og hvorfor de kunne hade en befolkningsgruppe så meget, at de tog livet af en hel landsby. Vi er nødt til at kunne forstå de mekanismer og gå ind i det mørke for at kunne bekæmpe det og undgå, at det sker igen.«

– Har du svært ved at lægge mørke roller som f.eks. Michael Kohlhaas fra dig?

»Nej, ikke som type. Jeg kan havde svært ved at lægge en scene eller en følelse fra mig. Det er ikke bare, ’nå, det var det.’ Det er udmattende, og det påvirker én. Sidste år lavede jeg tre film, som alle sammen havde et meget tungt tema, det var meget voldsomme ting, de handlede om, og jeg opdagede det først bagefter, fordi det var meget forskellige film. Da jeg var færdig med Thomas Vinterbergs film (den kommende Jagten, red.), kunne jeg mærke, hvor træt jeg var. Og det var ikke kun, fordi jeg havde arbejdet meget, men fordi jeg i ni måneder havde gravet rundt i noget meget trist og sørgeligt. Det er ikke noget, man tager med hjem, men det påvirker én, at man gør det hver dag. Selv om vi kun spiller det, er vi henne og røre ved det hele tiden. Vi skal jo mærke det i vores egen mave, før det bliver nogenlunde troværdigt.«

Ingen karriererytter

– I december fik du en pris fra Det Europæiske Filmakademi, European Achievement in World Cinema 2011, og i løbet af de kommende måneder kommer der en række store danske og udenlandske film med dig i hovedrollen. Er der flere døre, som har åbnet sig for dig i de senere år?

»Ja, det er der. Det er lidt pudsige døre nogle gange. Der er ikke nogen sammenhæng i, hvornår tingene sker. Jeg fik prisen, og den var jeg glad for, og siden har der været meget stille. Jeg er ikke blevet tilbudt så mange roller, og de roller, jeg er blevet tilbudt, har været skurk i en eller anden amerikansk fremtidsfilm, en rigtig dårlig rolle, meget dårligere end noget, jeg har lavet i mange år. Efter Bond-filmen troede jeg, at jeg ville få tilbudt en masse skurkeroller fra USA. Nej, det fik jeg ikke. Jeg fik tilbudt arthouse-roller fra Europa. Og nu, hvor jeg er blevet sådan en fed arthouse-fyr i Europa, får jeg skurkeroller fra USA. Det er underligt. For længe siden besluttede jeg mig for – og det tror jeg faktisk er klogt, selv om jeg ikke altid kan leve op til det – at man ikke skal gå efter at tage nogle karrierevalg. Hvis man kun går efter at skabe sig en karriere, bliver man skuffet. Hvis man laver film, som man et eller andet sted brænder for – det være sig kunstnerisk, økonomisk eller underholdningsmæssigt – så får man en karriere. Og man vil være stolt af den.«

– Tør du godt sige nej til udenlandske roller?

»Jeg siger meget nej, og jeg får koldsved, når jeg har gjort det. Man kan godt blive i tvivl. Når jeg har sagt ja til noget, kan jeg også godt blive i tvivl, og så skynder jeg mig at gå i gang med arbejdet og håber på, at det, vi skal lave, er rigtigt. Der er ting, som er nemme at sige nej til, og som man glemmer med det samme. Der er ting, som man siger ja til med det samme. Og så er der de ting, som ligger lige på vippen, og hvor man tænker, at ’det her kan blive supervildt, eller også kan det blive en katastrofe.’ Et af de projekter var Michael Kohlhaas. Alle sagde til mig, at jeg burde sig nej, men jeg har altid gjort, hvad jeg selv ville. Det er mig selv, der læser tingene. Der var bare noget ved instruktøren, som var sjovt og mærkeligt. Han lyttede ikke til én eneste af de ting, jeg sagde. Han gav mig uret i alt, hvad jeg sagde om manuskriptet, og det er jeg ikke vant til. Jeg ved ikke, hvordan filmen bliver – han har låst sig inde i klipperummet og vil ikke komme ud, før den er færdig – men jeg tror, den bliver vild. Jeg har lavet de vildeste ting i mit liv. Der er nogle scener, der er way out, som jeg var rigtig stolt af bagefter. Men om det kan klippes sammen til en film, man får nogen følelser for, det ved jeg ikke.«

Verdens bedste film

– Apropos tvivlen. Du er tættere på 50, end du er på 40. Plager det dig, at du bliver ældre?

»Jeg spillede håndbold i går. Sæsonens sidste kamp. Vi spiller i seniorrækken. Jeg er en af de yngste på vores hold. Den ældste er 67. Vi spiller mod 20-årige drenge, og jeg lavede fem vidunderlige mål. Så jeg kan slet ikke se det problem ... Nej, det er ikke noget, jeg tænker over. Det kommer jo nok på et tidspunkt, hvor der er ting, man ikke kan længere ... Jeg har f.eks. rigtig ondt i mit knæ i dag. Det havde jeg ikke for 10 år siden. Begynder der at komme mentale og fysiske begrænsninger for mine udfoldelser, tror jeg, at jeg bliver deprimeret.«

»I forhold til mit arbejde, så kæmper kvindelige skuespillere meget mere med det, fordi det simpelthen er så nådesløst at være kvinde i vores fag. Ligegyldig hvor dygtig man er, og selv om man lever og arbejder i et land som Danmark, hvor der bliver fortalt så mange fede historier, er det bare et faktum, at der fra 25-26-års-alderen lige går 20 år, måske 30, før der igen kommer interessante roller til en kvinde. For mænd bliver der ved med at være interessante ting – også i 40’erne og 50’erne og 60’erne. Det er pisseuretfærdigt, men vi skal bare ikke slås med det på samme måde. Skulle jeg kun spille førsteelsker, ville jeg stresse over det, men jeg får så mange forskellige roller: Så skal man være en halvskaldet slagter, en underlig komponist eller en kongelig livlæge. Så jeg stresser ikke over det endnu, men jeg vil stresse over det, hvis der ikke er job.«

– Er der noget, du drømmer om?

»Jeg kunne da godt tænke mig at lave en film med Martin Scorsese ... men jeg har det sådan, at når der kommer et nyt og spændende projekt, så bliver det den film, der laver om på hele verden. Jeg håber på, at de film, jeg laver, påvirker publikum. Ellers ville det være en katastrofe. Så ville det ikke være noget værd. Hver gang har jeg det sådan. Nu laver vi verdens bedste film. Det bliver det heldigvis aldrig. Så kan vi prøve en gang til.«

 

’En kongelig affære’ har premiere i dag og anmeldes her i tillægget

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Fakta

Mads Mikkelsen er født den 22. november 1965 i København. Han arbejdede som danser i flere år inden, han blev uddannet som skuespiller ved Århus Teaterskole. Hans bror, Lars Mikkelsen, er også skuespiller. Mads Mikkelsen debuterede på film i Nicolas Winding Refns ’Pusher’ fra 1996 og fik sit folkelige gennembrud i den populære tv-serie ’Rejseholdet’. Siden har han haft et hav af roller i danske og udenlandske film. Blandt de vigtigste af Mads Mikkelsens danske film er: ’Bleeder’ (1999), ’Blinkende lygter’ (2000), ’En kort en lang’ (2001), ’Elsker dig for evigt’ (2002), ’De grønne slagtere’ (2003), ’Pusher 2’ (2004), ’Adams æbler’ (2005), ’Efter brylluppet’ (2006), ’Prag’ (2006), ’Flammen & Citronen’ (2008) og ’En kongelig affære’, der har premiere i dag. Blandt skuespillerens udenlandske film er de vigtigste: ’King Arthur’ (2004), ’Casino Royale’ (2006), ’Coco Chanel & Igor Stravinsky’ (2009), ’Clash of the Titans’ (2010) og ’De tre musketerer’ (2011). Senere i år vil man kunne se ham i Thomas Vinterbergs ’Jagten’ og Arnaud des Pallières’ fransksprogede ’Michael Kohlhaas’.

Man kan blive klogere på Johann Friedrich Struensee på Rigsarkivets udstilling om Christian 7.’s livlæge, der indtil den 10. august kan ses i Rigsarkivets udstillingssal i Provianthuset, Rigsdagsgården 7, i København. Mere på www.rigsarkivet.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu