Eldrup måtte ikke fremlægge sin vindkraftvision for DONG’s ejer

Fritz Schur besluttede straks fra sin start som bestyrelses-formand i 2006, at kun han skulle stå for kontakten til finansministeren. Det er tvivlsomt om ideen om et offensivt vindkraft-selskab kan overleve Anders Eldrups fyring

Anders Eldrup og bestyrelsen i DONG er stærkt uenige om forløbet omkring selskabets havmøllesatsning.

Jakob Dall

DONG Energys ejer, den danske stat repræsenteret ved finansministeren, fik aldrig lejlighed til at høre om Anders Eldrups vision for et stor dansk vindkraftselskab fra DONG-direktøren selv. Bestyrelsesformand Fritz Schur, der angiveligt var skeptisk over for Eldrups ekspansionsplaner på havmølle-området, insisterede på selv – og alene – at holde ministeren informeret.

Eldrups plan var at udnytte DONG’s styrkeposition som nr. ét i verden på offshore vindkraft til at opbygge et stort dansk vindselskab, der inddrog pensionskasser som medinvestorer for at erobre en markant del af det fremvoksende internationale marked for vindkraft til havs.

»Muligheden for at skabe store værdier og betydelig beskæftigelse til det danske samfund lå lige for,« siger Anders Eldrup om projektet.

Men vejen til ejeren var spærret for den administrerende direktør.

»Jeg har haft lejlighed til én gang kort at fremlægge visionen for DONG’s egen bestyrelse. Men jeg har ikke haft lejlighed til at forelægge den for finansministeren. Faktisk har Fritz Schur fra sin tiltræden i 2006 indført den regel, at det alene var ham, der stod for kontakten. Så de sidste seks år har jeg ikke haft kontakt med finansministeren som DONG’s ejer,« siger Eldrup til Information.

Eldrups vision synes at flugte godt med den nye regerings grønne linje, men heller ikke den nye socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, der fulgte efter Schurs partifælle Claus Hjort Frederiksen, har Eldrup fået lov at forelægge sagen for.

På pressemødet i går hos DONG Energy, hvor advokatundesøgelsen af Eldrups dispositioner blev præsenteret, sagde bestyrelsesmedlem Lars Nørby Johansen om bestyrelsens viden om den ny vindkraftvision:

»Det lyder meget spændende. Jeg har lært meget nyt ved at læse aviser de sidste par dage. For det har aldrig været diskuteret alvorligt i bestyrelsen, og det er slet ikke kommet til en beslutning.«

Schur tilføjede:

»Det her projekt er overhovedet ikke forelagt bestyrelsen. Vi har fået nogle spredte notater, og vi har også selv bedt om nogle, og det er overhovedet ikke forelagt. Det er slet ikke grydeklar over for bestyrelsen, sådan at man kan tage en beslutning.«

Hertil siger Anders Eldrup:

»Jeg har diskuteret det gentagne gange med Schur og givet ham en række notater om det, og jeg har forelagt det i bestyrelsen med en forholdsvis grundig gennemgang af ideen for nogle måneder siden.«

Styrkeposition

Eldrup beskriver, hvordan man gennem de seneste tre år havde fået skabt en situation, »hvor alle esserne var på plads« omkring vindkraftsatsningen. Man havde således opbygget en enhed med 1.000 medarbejdere, herunder den lille gruppe af nøglemedarbejdere, der for en høj løn havde skabt modellen med inddragelse af pensionskasse- og privatkapital og med en rullende processtyring, så det kostbare planlægnings- og produktionsapparat for opstilling og drift af havmølleparker hele tiden var i gang.

»Det kan lyde enkelt, men vi er faktisk de første og foreløbig de eneste, der har fået modellen med pensionskassekapital til at fungere. Andre selskaber har sagt, at det er for svært, eller har ikke fundet ud af det endnu,« påpeger Eldrup.

»Vi udviklede forretningen, så vi i dag kan opføre en møllepark dobbelt så hurtigt som vores konkurrenter. Vi har investeret 60 mia. kr., frasolgt for 25 mia. kr. og skabt for 10 mia. kr. værdiforøgelse for DONG. Efter disse tre år tåler værdien af DONG’s vindforretning sammenligningen med værdien af f.eks. Danisco, da det blev solgt. Men allervigtigst, der var skabt et enestående grundlag for en fremtidig vækst i arbejdspladser og værdiskabelse af et omfang, som meget sjældent ses,« anfører Eldrup.

– Anser du muligheden for at etablere det påtænkte vindkraftselskab for tabt?

»Jeg var jo en slags kransekagefigur, der brændte stærkt for det og gerne ville have haft lejlighed til at forklare det. Men jeg er der ikke mere, og jeg ved ikke, hvad der sker med de medarbejdere, der arbejdede centralt med det.«

Eldrup sigter til den håndfuld medarbejdere i afdelingen Corporate Affairs, der har været afgørende for vindkraftprojektets udvikling, men som i eksdirektørens formulering er »blevet prisgivet« via den megen polemik om deres særlige kontraktforhold. Afdelingens leder, Jakob Baruël Poulsen, er suspenderet og siger fra hjemadressen: »Ingen kommentarer«. Hvilken fremtid de øvrige i gruppen har er uvist.

Det kom i går frem i Børsen, at DONG’s tyske konkurrent, det meget større energiselskab E.ON, i 2010 forsøgte at lokke Baruël Poulsen og tre kolleger til at skifte fra DONG for et engangshonorar på 30 mio. kr. Det var for at holde fast på nøglemedarbejderne, at Anders Eldrup indlod sig på de høje lønninger og bonusser, som nu har ført til hans fyring.

»Det er en misforståelse, hvis man tror, at man bare kan gå ud og købe nogen til at fylde hullerne ud, skulle de pågældende ikke længere være til rådighed for DONG. Det er dette team, der har sat DONG i stand til at gøre det hele bedre end konkurrenterne. Hvis de ikke er der, mangler man noget afgørende,« siger Eldrup.

Finansminister Bjarne Corydon sagde i går i en pressemeddelelse:

»Jeg har noteret mig, at der fra forskellig side er spekuleret i, om denne sag handler om uenigheder om DONG’s fremtidige forretningsstrategier. Jeg er derfor tilfreds med, at bestyrelsen allerede for to uger siden klart tilkendegav, at strategien ikke bliver påvirket af Anders Eldrups fratræden,« skrev Corydon.

Information ville gerne have spurgt ministeren, hvad denne udtalelse betyder for Eldrups vision om at investere mere offensivt via et særligt vindkraftselskab med pensionskassedeltagelse. Samt hvor meget finansministeren selv er blevet sat ind i projektet, før sagen løb af sporet med direktørens fratræden. Det var imidlertid ikke muligt at få Bjarne Corydons kommentar.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Ivan Gullev

Fritz, der er partiet Venstres opfindelse (og pengetank) fører Venstres energipolitik i Dong, og vind er ikke på programmet. Betænk blot regeringen Foghs neddrosling af Svend Aukens visionære vinddrømme i 00'erne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det er tåbeligt at tro, at nogen er uerstattelige. Nogle folk har fået en god ide, de var ikke udlært i vind eller forretning, men i statsadministration. Eldrups gamle bekendte fra ministerierne. De kom til DONG og fik lov at lege med statens penge og efter fussionerne med Nesa og Elsam mv. rigtig mange penge. Flere af deres ideer gav milliardtab, f. eks. fibernet og kulkraft i Tyskland.Men disse fejl gav dem ikke mindre råderum. Men fornemmer, at Eldrup lod sig presse og dreje en knab af disse smarte regnedrenge, der givet har stor power, og at han lod sig køre ud i et belønningsræs, som de mere sideordnede direktører advarede imod. Eldrup fik advarsler fra HR-afdelingen, som han sad overhørig. Han spandt sig ind i et net af manglende bestyrelsesorientering. Nu prøver han og Information at redde ansigtet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne  Christensen

Vindkraft er sandelig ikke på venstres agenda - slet ikke.

I Nordhavn (København) skal bygges en ny "by," og for at være så CO2 neutral som muligt har visionære planlæggere selvfølgelig foreslået 4 vindmøller, som samtidig kunne være vartegn for DK´s førerposition på havvindmøller.
DET BLEV AF VENSTRE I GENTOFTE STRAKS TAGET AF BORDET (februar 2011) fordi venstres "spidser" der bor i Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg - NIX - ingen vindmøller der måske kan forstyrre vor udsigt (hvis vi ser flere kilometre til højre). Venstre tænker kun på sig selv- sig selv sig selv - Anders Eldrup er modsat.

Ovenstående kan googles - selv i Østerbrobladet. (jeg bor på Østerbro)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Hørte lige Fritz i Deadline udtale at bestyrelsen ikke havde sagt nej til nogle vindmølleprojekter, og så kom tilføjelsen, i Dongs primære interesseområde. Oversat til dansk betyder det at bestyrelsen har sagt nej til projekter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Simonsen

Forstår ikke politikerne ukritisk overlader disponeringen over vores fælles offentlige virksomheder, til broderskabet af privatkapitalistiske bestyrelsesmedlemmer og direktører. Selv ledelsen af vores højeste uddannelsesinstitutioner - universiteterne -
overlades til dette privatkapitalistiske broderskab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann

@Michael Kongstad Nielsen
"Det er tåbeligt at tro, at nogen er uerstattelige. "
Det har du så evig ret it.
Meeen der er medarbejdere du gerne vil give lang snor, og 'bend backwards' for at holde lykkelige.
Og nogen gange er det bare 'good business', at forgylde stjernerne.
Og som borger i Danmark (medejer af DONG), ønsker jeg selvfølgelige return on investment af mine skattepenge.

// Jesper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne  Christensen

Michael Kongsted Nielsen - hvorfor GOOGLER du dog ikke hvad jeg skriver - tør du ikke....

Jeg bor på Østerbro - 2 kilometer fra Nordhavn - jeg ved hvad jeg skriver.

Gentofte kommune havde en venstre borgmester.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Sørensen

Jeg forstår ikke hvorfor et næsten samlet Folketing kan tage DONG s egen redegørelse som den endelige sandhed om sagens forløb og sammenhæng.
Vil det ikke svare til at de danske domstole begynder at dømme efter at anklageren har ført ordet og uden forsvaren har fået mulighed til at komme med sit indlæg.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

DONG er ud fra et samfundsmæssigt synspunkt et strategisk vigtigt selskab.

De strategisk vigtige områder som energi, vandforsyning, telekommunikation , de større lufthavne, jernbaner , nationale flyselskaber m v bør kontrolleres af det offentlige (- og ikke af f eks private kapitalfonde i ind- eller udland).

Balladen omkring DONG bør derfor ikke misbruges til at sælge selskabet ud af det offentlige regi.

Når det er sagt, så er det helt OK, at DONG køres på en måde, der sætter det i stand til at være konkurrencedygtigt - altså med en professionel bestyrelse med bred erhvervskompetence.

Hvis politikerne begynder at ville blande sig, så degenerere selskabet hurtigt til en elefantkirkegård for udtjente og umulige politikere (- det at blive indvalgt i Folketinget betyder ikke, at man pludselig får forstand på ledelse, økonomistyring , virksomhedsdrift o s v - det er håndværk, som skal læres. Og vores finnsminister er vist ikke kyndig i virksomhedsledelse m v ??)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip C Stone

Helt enig med Dorte Sørensen. Forløbet strider mod fundamentale retsværdier. Vi har set at Schurs forklaring ikke har været konsekvent, hertil at hans håndtering af sagen har været særdeles uprofessionel. Vi har også set at Eldrup har bestridt Schurs oplysninger. Uanset Eldrups eventuelle fejldispositioner, har han ret til at blive hørt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Reinholdt

@Jarl Cordua
Helt basal kildekritik starter med spørgsmålet: Cui bono?
I relation til DONG-sagen, så findes der en række folk (erhvervselite og borgerlige politikere) som af økonomiske og ideologiske årsager har meget tunge interesser i at få vristet DONG fri af staten. Disse mennesker kan tjene store summer på en privatisering, og rent idologisk er hverken vindkraft eller statsejede (og tilmed succesrige!) selskaber noget man bryder sig om. Fritz Schur står helt centralt i dette - og det er på den baggrund hans ageren skal ses.

Det er rent spin fra Schurs m.fl. side, at årsagen til Eldrups exit begrundes med de høje direktørlønninger. De har fået at vide af deres kommunikationsrådgivere, at folkestemningen er mod meget høje lønninger - så er det naturligvis det de slår på - til befolkningens store forargelse.

Man bemærker iøvrigt hykleriet - erhvervslivet og Venstre plejer jo ellers nok at mene, at høje lønninger og lave skatter er nødvendigt for at tiltrække de bedste folk. Men har de været fremme og støtte Eldrup her?

Eldrup er blot et bondeoffer i et spil der styres af kapitalen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Aksel  Gasbjerg

Denne Dong-sag er vanskelig at vurdere. Der er en række forhold både på den positive og den negative side.

Positivt: 1. Dong's grønne resultater og grønne strategi. 2. Dong er statsejet, dvs overskuddet tilfalder danskerne. Men på et eller andet tidspunkt privatiseres Dong og overskuddet overdrages til private aktionærer (smlgn f.eks. med TDC-skandalen).

Negativt: 1. Dong er big business og har fået volumen-syge for at konkurrere med de multinationale E.ON, Vattenfall osv. Det er ikke en grøn vej frem. Tværtimod skal der mere decentralisering til for at redde naturen. 2. De høje lønninger er om noget, som vi i den grad er blevet trætte af, og kan få ens urin i hastig temperaturstigning. 3. At opfinde en forretningsmodel med finansiering fra pensionskasserne er ikke noget nyt og kan ikke i sig selv befordre en unik aflønning. Med den lave obligationsrente har pensionskasserne de sidste 10-15 år ledt efter alternative langtidsinvesteringer, herunder i infrastruktur, hvor pensionsselskaberne både kunne få statsgaranti og relativ høj forrentning. Derfor er forretningsmodellen nok snarere udtænkt hos pensionsselskaberne end hos Dong. 4. Dong har en højt placeret Venstremand som bestyrelsesformand. Det er en skandale. Finansministeren bør som hovedaktionær allerede ved førstkommende generalforsamling om få uger vaske tavlen ren og vælge en helt ny bestyrelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Kig lige tilbage på Venstres miljøpolitik i 00’erne. Fogh undskyldte engang ’fodslæberiet’.
Hvis Schur ikke kunne stoppe Eldrup(gruppen), ville det stå klart for enhver, at det var en fuldstændig fejldisponering fra Venstres side, som burde være én stor undskyldning for sig selv. Det ansigtstab magtede de ikke, så hellere fyre Eldrup og fortsætte fodslæberiet.
Men man kan ikke putte blår i øjnene på alle altid. Desværre er det ikke kommet frem i meningsmålingerne endnu. Tålmodighed!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Knus

Besynderlig sag.

Som udgangspunkt skal et statsligt selskab vel drives efter samme principper som et privat - dvs. profitmaksimering og det kan vel i DONG's tilfælde kombineres med nogle højt prioriterede politisk strategiske mål om omlægning af energiforbrug fra fossile til vedvarende kilder.

Med Anders Eldrup i chefstolen er de politiske ambitioner på klimaområdet næsten overhalet indenom de sidste år, siden Eldrup så forretningspotientialet i de henslumrende danske pensionsmidler i en kombination med en toptunet produktionsprocess af havvindmølleparker.

Hvorfor støtter samtlige politiske partier (minus enhedslisten) så bestyrelesformand Frits Schur, når han står og tramper på guldæggene?

(Fordi - der er sku' da ikke et eneste oplyst individ som købte den røverhistorie som Frits Schur diskede op med)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

@Aksel: Man bliver nødt til at være skizofren her. Jeg går bestemt heller ikke ind for fyrstelige lønninger, men nu stod valget mellem at være stor med de store eller slet ikke være med.

Eldrup som figur kunne ideelt set være direktør om dagen og være til miljømøde i Det grønne Hus om aftenen og diskutere med os andre. Den model, ved vi godt, ikke findes ude i virkeligheden. Vi er bare nogle små skidesprællere, der prøver at lave samfundet om nedefra.

Eldrupgruppen gjorde, hvad de kunne oppefra. Derfor kan jeg ikke forråde dem. Det, vi får efter dem, er garanteret ringere, men så får de til gengæld også en ringere løn. Det kan kun gå den vej, som hønsene skraber nu.
Hvad siger du i øvrigt til det, Mikael Kongstad?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Høybye

På mere end 14. dag diskuteres stadig stort set kun lønninger bonusser og deres lovlighed.

Den reelle baggrund, nemlig uoverensstemmelserne omkring visioner og økonomiske muligheder for fremtidens og Danmarks energiforsyning, og især om hvem der også skal have mulighed for at lukrere på fremtidens energiforsyning, er til dels stadig et åbent spørgsmål, som det indtil videre er lykkedes DONG’s bestyrelse at holde hen.

Nu er der heldigvis så småt ved at ske en åbning i forhold til, at sagen reelt drejer sig om noget mere essentielt bagvedliggende for Danmarks energiforsyning end bare Schurs officielle udlægning og begrundelse for at gribe ind:

>>>[ ”Dong-formand: Vi har aldrig set noget lignende.

Publiceret: 18:07, 14. marts 2012 ” ]<<<

Til dette telegrams overskrift fra Ritzau kommenterede jeg noget jeg d. d. stadig vil fastholde, især efter denne artikels fremkomst, hvor også Eldrup har udtalt sig:

>>>[ ”Jens Høybye siger:
Så er opgøret mellem det liberale erhvervsliv og statslige virksomheder i gang for fuld udblæsning.

Brødnid om høje lønninger, er ikke en undskyldning for succesen hos DONG’s grønne profil, men bruges som undskyldning af de liberale lobbyister til at legitimere en slagtning af en ledelsesform, der har vist succes på bundlinien der modsvarer investeringen på lønningerne.

Har aldrig før hørt en fagforening (ingeniørernes) der er imod høje lønninger i en sådan grad som nu.

Det tyder på, at der er gået de private noget forbi, som de nu vil have fat i ved hjælp af den indre svinehund om forargelige høje lønninger.

En bestyrelse sammensat af erhvervsfolk borger ikke for, at særinteresser ikke ligger under for deres beslutning om fyringen af Eldrup.

Hvis DONG bliver førende indenfor energiforsyningen i Danmark, hvad er så risikoen for landbrugets særinteresse for at bygge biogasanlæg. Altså tvinge Danmark til afhængighed af gylle og biobrændsel.

Det lugter slemt af manipuleret og fremprovokeret årsag omkring Eldrup.

Denne kommentar er anbefalet af:
· Jens Falkesgaard
· Peter Hansen
· Andreas Trägårdh
# 15. marts 2012 kl. 09:29 ” ]<<<

Det er beskæmmende og tankevækkende, at også den nye regering, med finansministeren i spidsen, stadig lader sig nøje med en advokatrapport, hvis kommissorium er fastlagt af netop den bestyrelse, som end ikke har diskuteret om Danmarks energiforsyning skal være hovedsageligt baseret på vind, eller også skal dækkes af et behov, som kun kan dækkes af landbrugets produktion af gylle og biobrændsel (energipil), på bekostning af at fødevareproduktion i en ikke uvæsentlig grad omlægges til energiproduktion.

Det er for mig tankevækkende, hvordan Venstre slog sig i tøjret forinden energiforliget, og så Schur’s rolle op til, under og nu efter energiforliget, er ved at komme frem i lyset.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder J. Pedersen

Jeg tror, at Anders Reinholdts analyse er den rigtige. Et succesfuldt statsejet selskab, som er førende på markedet for vindmølleparker til havs, punkterer jo fuldstændig den neoliberale argumentation om, at privatejede selskaber altid er mere effektive end offentlige, og at det kun er det private erhvervsliv, der kan skabe vækst. Et eksempel på, at et statsejet selskab kan skabe vækst og profit, og samtidigt gavne miljø og klima, det er rigtigt dårligt nyt for neoliberalister. Hvis Dong fik lov til at blive en international succeshistorie, kunne andre regeringer jo finde på at forsøge noget lignende, og dermed tage brødet ud af munden på nogle private investorer. Derfor skal Dong ikke have lov til at vokse, hvis de borgerlige kan forhindre det, og det lader det foreløbigt til, at de kan.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Ingvard Nielsen

Kan man mon have tænkt sådan?

Nu bomber vi sgu DONG, så den ikke falder i fjendens hænder. Er det tilfældet, må vi da håbe at det ikke går ud over en masse uskyldige mennesker inklusiv hele den Danske stat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Aksel  Gasbjerg

@Niels-Simon.

Jeg mener, at Dong bør forblive et dansk statsejet selskab og kun operere indenfor Danmark.

Valget mellem "at være stor med de store eller slet ikke være med" er et falsk alternativ.

Hvorfor skal alle selskaber partout ud og spille på den internationale scene og løbende vokse og fusionere, så verden til sidst står med multinationale monopoler indenfor samtlige forretningsområder, Big Oil, Big Banks osv?.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann

@Aksel Gasbjerg.

Måske fordi... Norsk Hydro er cirka x2 i forhold til dong og er 44% ejet af staten, Vattenfall er cirka 3-4 gange så store som DONG og er.. 100% ejet af den svenske stat.
Og alle disse selskaber opererer internationalt.

Det er nu det sker.. toget kører nu.. og skal det være et Schur IC4 tog eller ?

Mht. Schur, så er de enkelte ministre sku nok pisse bange for ham. Han er jo mere magtfuld end nogen af dem enkeltvis. Og en mand af hans kaliber kan nemt nakke en minister.

Det her er vi Danskeres chance for at sætte vægt bag ved den grønne dagsorden som vi så gerne vil. Og gøre som vi siger og hjælpe til ude i verden.

Problemet er bare når der går Indavlet Lokal Dansk Erhvervs Adel i det. Sorry...

Hvis den her regering skal vende skuden og vise lidt 'balls' så må man sku skyde Schur og smide ham på porten. Ellers så bliver man simpelt hen kørt bagud af dansen, af folk der har en anden agenda en Danskerne generelt har.

// Jesper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Uanset hvordan man vender og drejer denne kedelige sag, er det en total falliterklæring at den daglige ledelse i Dong koncernen føler sig afhængige af enkeltpersoner. Ingen i en koncern må kunne være uundværlig. Illoyaliteten blandt de 4 grådige over for Eldrup er skandaløs. Men Eldrup må som Adm. direktør aldrig vise svaghedstegn.

Der bør fra virksomhedens primære ejere - staten - snarest komme en kontant udmelding på den overordnede stragtegi - hvori det klart blotlægges om den er i overensstemmelse med Schurs holdning.

Eldrups gearing af topfolkene i Dong henimod global ekspansion har åbenbart været i modvind hos bestyrelsen - og derfor har planerne og lønningerne kørt uden for bestyrelsens "dagsorden" - den går ikke - uanset hvad man mener om Schur.

Politisk ser vi jo det som vi har set hele vejen gennem den regeringsperiode som S og SF har haft. Man har en holdning indtil man selv får ansvaret. Kun Enhedslisten kræver forsat udbredelse af vindmølleparker som vedvarende energi.
Resten lige fra DF til SF bakker fuldt op om Schur.

Vil man have et DONG på A.P. Møller niveau eller vil man koncentrere sig om dansk energiforsyning?
Svaret må komme fra S, SF og de Radikale A.S.A.P

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Spørgsmålet kunne jo rejses om Schurs forhindring i Eldrups mulighed for at fremlægge sin ekspansions plan for majoritets-ejeren, nemlig staten og dermed folketinget - har gjort at bestyrelsen har handlet illoyal?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Michael Kongstad, det er muligt, fibernet gav DONG underskud på et tidligt tidspunkt, men der er ingen vej udenom at indføre den teknologi.
På samme måde med de alternative energiformer - og i virkeligheden er disse produkter hævet over almindelig kapitalistisk logik, for uden disse initiativer ER der ingen kapitalisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Reinholdt

@Lars Højholt
Fint initiativ. Men jeg må endnu engang understrege, at det med lønningerne er fløjtende ligegyldigt.

Sagen drejer sig om et amibitiøst, succesfuldt, statskontrolleret selskab, som magtfulde erhvervsledere og politikere vil benytte til egen økonomisk og ideologisk vinding. Kunne Infbormation ikke grave rigtig dybt i spørgsmålet om de økonomiske og ideologiske interesser i det her?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Ingvard Nielsen

Til Peter Hansen

Man kunne også vende den om og sige, at det er en kapitalistisk tankegang der har muliggjort en socialistisk ideologi, nemlig den grønne økonomi og tankegang. Det kunne se ud som om virksomheden har haft et valg(DONG), om den skulle føre en aggressiv international markeds orienteret strategi eller ej. Men det valg findes nok desværre ikke længere, det er en fører position, eller opkøb af konkurrenterne, og er der ikke et stort nok hjemmemarked, så er der sandsynligvis ikke så meget valg.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav B. Hessellund

Det er også min fornemmelse, Marianne.

Jo mere, vi hører og læser om denne sag i medierne, jo flere spørgsmål synes at trænge sig på. Kommer i tanke om et Dickens’ citat:
”Take nothing on its looks; take everything on evidence. There’s no better rule.”

Vi mangler I den grad ”evidence” i denne sag – men skuespil og spin er der sågu ingen mangel på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Det er i hvertfald helt uhørt, at Schur sætter sig som stopklods for Eldrups kommunikation med staten. Uacceptabelt magtmisbrug og meget mistænkeligt - hvorfor måtte Eldrup ikke forelægge sin vision for bestyrelse eller stat ? Sagen kan umuligt være afgjort inden Eldrups udtalelser er blevet hørt og vurderet upartisk.

Hvis det ender med en privatisering af Dong, så er folket endnu en gang blevet snydt og bedraget, så det driver.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Ingvard Nielsen

Tillid eller mangel på samme!
Hvis regeringen bliver ligeså mistænkelig over de underligheder denne sag har produceret på meget kort tid, så var det måske en ide at iværksætte en omfattende udredning og undersøgelse. Hvis det var mine penge og det er det jo i og med der er statens ejendom og dermed vores alles ejendom, ja, så ville jeg nok ikke forlade mig på de sporadiske udredninger der er kommet, som er produceret på meget kort tid og hvor ikke alle har haft mulighed for at udtale sig.
Har man, i sagen, påstået at man ikke kunne have tiltro til direktøren, så har sagens forløb indtil videre også vist, at der heller ikke er grund til at have tiltro til bestyrelsen, set fra offentlighedens side, forudsat at offentligheden har haft adgang til hele sandheden, hvad der også kan herske tvivl om.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det er åbenbart kommet som en stor overraskelse for nogle, at 10 år med VKO har sat sig spor i form af bestyrelsesposter til VKO´s venner og politiske bagland. Men de har jo ikke bestilt andet end at udpege deres politisk medsammensvorne til alle mulige bestyrelser. Det var en del af kulturkampen. Hvem sidder i DR´s bestyrelse, i KU´s, AU´s osv., i SAS, i DSB, i Det Kongelige Teaters, i Kunstråd og Etisk Råd, i alle mulige statslige råd og nævn? Det er sgu da VKO´s folk over det hele, hvor overrasket kan man være?

Men nu er chancen der jo, til at få skiftet hele banden ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

"Peder J. Pedersen Abonnent siger:
Jeg tror, at Anders Reinholdts analyse er den rigtige. Et succesfuldt statsejet selskab, som er førende på markedet for vindmølleparker til havs, punkterer jo fuldstændig den neoliberale argumentation om, at privatejede selskaber altid er mere effektive end offentlige, og at det kun er det private erhvervsliv, der kan skabe vækst. Et eksempel på, at et statsejet selskab kan skabe vækst og profit, og samtidigt gavne miljø og klima, det er rigtigt dårligt nyt for neoliberalister. Hvis Dong fik lov til at blive en international succeshistorie, kunne andre regeringer jo finde på at forsøge noget lignende, og dermed tage brødet ud af munden på nogle private investorer. Derfor skal Dong ikke have lov til at vokse, hvis de borgerlige kan forhindre det, og det lader det foreløbigt til, at de kan."

Dette er en meget vigtig pointe. Ikke blot den mindste del af kontrollen med den offentlige energisektor må overlades til private investorer.

Biotopens energiressourcer tilhører fællesskabet og er ubetalelige. At parkere kontrollen med en livsvigtig ressource i privatkapitalistisk regi er derfor alt for risikabelt og i indlysende uoverenstemmelse med fællesskabets værdier og interesser.

Hvis fælleskabet anvender sine ressourcer klogt og bæredygtigt, vil der være råd til borgerløn og opretholdelse af statens øvrige forpligtelser på velfungerende niveau. (Eventuelt) overskud kunne frigives som belønning til særlig dygtige og hårdt arbejdende borgere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Simonsen

Læserbrev Inf. d.d.:

Vingeskud mod DONG

Uffe Geertsen, Gentofte

Rune Lykkeberg fremsætter 31. marts tre forskellige forklaringer på, hvorfor Anders Eldrup skulle fjernes med øjeblikkelig virkning og tilsyneladende uden grundigt forarbejde i bestyrelsen og uden en sondering og vurdering i finansministeriet og regeringen. Ud over Lykkebergs forklaringer mener jeg, der er brug for endnu et bud:

Gennem fire årtier har størstedelen af den borgerlige presse arbejdet målbevidst på at fremstille bæredygtighed som venstredrejet, urealistisk og uansvarlig og i den sammenhæng søgt at bremse den nødvendige overgang til blandt andet vindkraft. Det er sket i tæt kontakt med økonomiske kræfter tilknyttet kul- og oliekoncernerne og deres danske interessegrupper – belyst i min bog Vindkrafteventyret og de globale kriser.

Mon indflydelsesrige venstrefolk som Fritz Schur skulle stå uden for denne interesse- og magtkamp? Mit bud er, at med det nye DONG gik det efterhånden for stærkt med at begrænse brugen af kul og olie. Måske specielt med udsigten til et perspektivrigt energiforlig. Noget måtte ske, og det skulle gå hurtigt.

Det er tragisk, at bagstræberiske kræfter har så godt fat, at den ny regering bøjede sig. En anden udgang var mulig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Så vidt jeg har kunne google mit til har staten i Norge 82-87 % ejerskab af Statoil, så det kan DONG jo fint fortsætte med, også ud over landenes grænser. Imperialistisk tankegang mener nogen, men hvis det med den rette ledelse ville medføre udbredelsen af grøn-energi.
Nogen har det bedre med at indføre en ambitiøs plan, end at sidde og forhandle løn og administration. Måske S og SF skulle finde ud af hvad de vil med DONG, og er den i overensstemmelse med Eldrups overordnede plan - kunne han jo blive bestyrelsesformand :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Så vidt jeg har kunne google mit til har staten i Norge 82-87 % ejerskab af Statoil, så det kan DONG jo fint fortsætte med, også ud over landenes grænser. Imperialistisk tankegang mener nogen, men hvis det med den rette ledelse ville medføre udbredelsen af grøn-energi.
Nogen har det bedre med at indføre en ambitiøs plan, end at sidde og forhandle løn og administration. Måske S og SF skulle finde ud af hvad de vil med DONG, og er den i overensstemmelse med Eldrups overordnede plan - kunne han jo blive bestyrelsesformand. Han har jo selv udtalt at han aldrig vil være Adm.direktør mere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Ingvard Nielsen

DING DONG

Kære Poul Simonsen

Citat: "Mit bud er, at med det nye DONG, gik det efterhånden for stærkt med at begrænse brugen af kul og olie. Måske specielt med udsigten til et perspektivrigt energiforlig. Noget måtte ske, og det skulle gå hurtigt".

Nu har jeg fulgt debatten, bl.a. i Jyllands Posten, Information og Politiken. Jeg må sige, det er den mest sandsynlige forklaring jeg har hørt, indtil videre.

Men det betyder jo også at hvis din betragtning er rigtig, at regeringen er blevet bondefanget, og dermed ikke har helt styr på hvad der foregår.

Det lyder sandsynligt i og med, at det er sket på det tidspunkt det er. Det betyder, at man kan klandre den nye regering hvis det begynder at gå ned af bakke med en fører position på Hav- vindmøllepark området.
Det betyder, at man har vist at meldes der ud, at det er voldsomme lønninger der er årsag til bruddet med, arkitekten bag visionen og bruddet med de nøglepersonerne der skulle sikre opgavens fuldførelse, så har man effektivt stoppet toget, så bliver det samtidigt, som at sætte en rød klud op for en socialdemokrat, og dermed få en opbakning til effektivt at stoppe det grønne felttog hos DONG.

Så timingen har været perfekt for den tidligere regering også i denne sag, ligesom manglen på sikkerhedsgodkendelsen af Sass Larsen var det.

UHA!
Hvis du har ret må vi håbe at den nye regering vågner op, ellers bliver de sikker bondefanget ved førstkommende lejlighed igen.

anbefalede denne kommentar