'Arbejdet kan være en lettelse. Så ved man i det mindste, at noget hænger sammen’

Mogens Lykketoft er om nogen dansk nulevende politiker synonym med magtens maskinrum, hvor store dele af de ydre rammer for vores fælles velbefindende strikkes sammen. Men har han tænkt på danskernes lykke undervejs? Og har han selv levet et lykkeligt liv?

Det er en af dens slags dage, hvor solen skærer skiver af sjælen. Hvor lyset over Øresund synes særligt smukt, og hvor kaffen – håndbragt fra Java til hjemmet i Taarbæk nord for København af Folketingets formand Mogens Lykketoft og hans hustru journalisten Mette Holm – smager særlig kraftfuldt. Evnen til virkelig at sætte pris på dage som denne, siger man, fødes af mødet med det modsatte. Det at føle, mærke og opleve lyset, forstærkes af at have kendt til mørket. Og Mogens Lykketoft kender til mørket.

Snemasser og dæmoner

Vinteren 1979 er en af 15 isvintre, der har plaget Danmark de seneste 100 år. Og for Mogens Lykketoft er den lig med en lang kamp mod snemasser og dæmoner på vej til og fra Glostrup Sygehus i den måned, hvor Aase, hans første hustru og moderen til deres to børn, lå for døden.

»Det er meget mærkeligt at tænke på, at man har levet dobbelt så længe nu, som vi havde dengang.«

Den lille familie var netop gået til ro. Intet forudgående drama, intet forvarsel. Aase fik ondt i hovedet, og 32-årige Mogens Lykketoft var ikke i tvivl om, at »den var helt gal.«

Han fik Aase bragt på sygehuset, hvor lægerne konstaterede, at hun havde været udsat for flere hjerneblødninger på én gang.

Mogens Lykketoft er ikke i tvivl, når man spørger, hvornår han har været mest ulykkelig i sit liv:

»Det er uden diskussion det største slag, der har været.«

Den 5. januar – få dage før hans 33-års fødselsdag – døde hun.

»Vi var lige begyndt at tro, at hun var i bedring. Men så pludselig skete det igen.«

Det var ikke fordi, han ikke havde oplevet døden før. Mogens Lykketoft var 13 år, da han mistede den mand, han som adoptivbarn altid havde kendt som sin far: Farvehandler Aksel Lykketoft.

»Som lille barn lever du i en verden, som tilsyneladende er helt uforanderlig, hvis altså forholdene er nogenlunde stabile, og det var de her. Så tror du, at alting er, som det altid har været, og det vil det fortsætte med at være. Hvis du ikke bliver revet ud af den illusion før, så gør du det i samme øjeblik, døden rammer.«

Men de to dødsfald er alligevel helt usammenlignelige i Mogens Lykketofts univers. Mens han trods den unge alder var forberedt på faderens død, og den var med til at gøre ham hurtig voksen, kom tabet af Aase som et mentalt granatchok. Med det forsvandt ikke bare verden, som han kendte den, men også verden, som han troede, den ville blive ved med at være.

Turbulente år

Halvandet år senere flyttede han sammen med sin anden kone, Helle Mollerup, som var ekskone til Poul Nyrup Rasmussen, den senere S-formand og statsminister, ven og arbejdsmæssig livsfælle for Lykketoft i 1990’erne.

Ægteskabet endte i skilsmisse, og det samme gjorde hans tredje af slagsen med den socialdemokratiske politiker Jytte Hilden i 1990’erne.

– Skulle du ikke have giftet dig igen?

»Det gik meget hurtigt efter Aase var død. Jeg tror, jeg havde gjort alle parter en tjeneste ved at være alene noget mere med mine børn på det tidspunkt. Men man kan jo altid være bagklog i sit liv,« siger Mogens Lykketoft, der husker årene som skatteminister som de hårdeste og dem, hvor begrebet lykke nok var under størst pres.

»Det er svært med små børn at være en ordentlig forælder og være minister samtidig. Hvor man også er samvittighedsfuld over for sine børn. Der var ikke timer nok i døgnet, og det vil jeg sige til alle, også unge ministre med børn i dag. Det var de hårdeste år,« siger Mogens Lykketoft, der åbent erkender, at han ikke føler, han var nok for sine børn i den periode.

»Jeg har ikke haft problemer i forhold til mine børn som finansminister eller senere som udenrigsminister. Men den første periode var meget følsom. Det suger jo det hele. Det fylder så meget.«

Lykke og politik

Lykkebegrebet har de senere år fået en større plads i den politiske diskussion. Måske ikke så meget i Danmark som i verden omkring os. Vi er vant til at politiske resultater måles i BNP og økonomisk vækst.

Men Bhutan lavede for nogle år siden det nationale lykkeindeks, der har gjordt det til et mål for regeringer, embedsmænd og politikere at øge folkets lykke. I Frankrig har Nicolas Sarkozy gjort brug af en lykkekommission, i Tyskland og i Storbritannien har regeringsledere ligeledes sat fokus på lykkebegrebet.

Lykke er blevet et tema for visse nationaløkonomer i jagten efter at måle værdi i andet end penge. Og i en tid, hvor modvækst er på dagsordenen, er spørgsmålet om vi også skal vende os mod blødere værdier end blot økonomisk fremgang, når vi måler succesen i samfundet.

Mogens Lykketoft er en af de danske politikere, der har haft allerstørst indflydelse på samfundsudviklingen herhjemme i de seneste 30 år. Først som skatteminister, senere otte år som finansminister i 1990’erne og herefter som udenrigsminister. Hertil skal lægges den indflydelse, han har haft i sit parti og især i beslutningerne om, hvem der skulle sidde på magten hos Socialdemokraterne. Og den tid han selv havde som S-formand, hvor han uden held forsøgte at vinde regeringsmagten fra Anders Fogh Rasmussen ved valget i 2005. Siden seneste folketingsvalg har han været formand for Folketinget. Men har en politiker som Mogens Lykketoft undervejs tænkt på, hvorvidt danskerne blev mere lykkelige af de beslutninger, han var med til at træffe? Ja, lyder svaret. Ikke at politikere kan gøre mennesker lykkelige – det ville på lykketoftsk »være en forkert målopstilling.«

»Men politik handler om at fjerne flest mulig af de sociale, materielle årsager der kan være til, at folk er ulykkelige. Derfor skal vi sørge for, at alle har mulighed for at udvikle deres talenter uden dyb økonomisk armod,« siger han og filosoferer videre over begrebet ’lykke’ og det enkelte menneskes ret til at forfølge den.

»Det kan være, at man ønsker at sidde ved pejsen foran amagerhylden med benene oppe og se fjernsyn hver aften. Og spise chips måske. Det er helt fint for mig. Det er måske ikke min egen idé om lykke, men min drivkraft i politik har altid været at fjerne barrierer for, at folk kunne realisere deres egne forestillinger om et godt liv.«

Mogens Lykketoft mener da heller ikke, at det at have hånden på pengekassen udelukker, at man kan tænke på den enkelte danskers mulighed for at udfolde sit liv på den bedst mulige måde.

»For mange ligner det måske et spil, der bare går ud på at holde orden på kassen. Men for mig har det altid været et spørgsmål om det samlede billede af det, vi lavede. Det skulle trække i den rigtige retning. Derfor var det utrolig vigtigt hele tiden at have en forestilling om, hvad der var vigtigt og ikke vigtigt.«

– Føler du, at I er lykkes med det?

»Det lykkedes måske ikke altid, men det var altid målet,« siger Mogens Lykketoft og citerer den radikale ministerkollega Marianne Jelved i 1990’erne for at have kaldt ham »en forbandet socialdemokrat, der altid sad og var nøjeregnende med, om der var nogen i bunden, der mistede 500 kroner. Og det er nok også rigtigt.«

Bardunerne

For Mogens Lykketoft er ord som ’lykke’ og ’ulykke’ først og fremmest forbundet med det private liv. Men arbejdet har alligevel spillet en ikke ubetydelig faktor, fordi »det også kan udløse nogen af de hersens følelsesmæssige udladninger, både når det går godt, og når det går skidt.«

Jobbet har i perioder med megen tumult fungeret som en slags stabilisator for Mogens Lykketoft. Som efter tabet af sin første hustru og i de efterfølgende ikke altid lykkelige parforhold.

»Jeg har på godt og ondt haft det sådan, at når de største ulykker ramte, så har jeg holdt stenhårdt fast i, at jeg ikke skulle holde op med at koncentrere mig om mit arbejde. Jeg måtte for alt i verden ikke slippe taget i det ...«

– Du har altid kunnet arbejde, når du var ked af det?

»Ja. Måske ikke altid lige så godt, som når jeg var glad. Men jeg har næsten altid kunnet lukke af og sige: ’Nu skal det her laves.’ Arbejdet kan nærmest været en lettelse i nogle af de perioder. Så ved man da i det mindste, at der er noget, der hænger sammen … Jeg har altid kunnet sige: Du er nødt til at holde fast i bardunerne nu …«

– For ellers hvad?

»Jamen, ellers kan du jo principielt ende i at sidde og trøste dig med en flaske whisky om aftenen. Falde ind i dit selv af selvmedlidenhed…«

– Har du gjort det nogen gange?

»Nej. Jeg har altid stort set kun drukket, når jeg var glad... altså selvfølgelig har man drukket en flaske rødvin, når man var udmattet ind imellem. Men jeg har aldrig haft den der tilbøjelighed til at skulle drukne sorg i spiritus.«

Nej til finansminister

Er der en ting, Mogens Lykketoft kan svare »helt og aldeles, totalt og utvetydigt nej til«, så er det, om han inderst inde drømmer om en dag at vende tilbage til finansministeriet. Årene på stengangen var måske nok sjove og er måske nok den tid, han er mest kendt for i historieskrivernes bevidsthed. Men aldrig igen.

»Det var otte år, som var spændende, men også de allermest udmattende. Både på grund af arbejdsbyrden. Men også i en vis forstand psykologisk, fordi det ligger i embedet, at du er i slagsmål med alle andre på en gang. Det er ikke et spørgsmål om personen, men om embedet: Alle andre vil bruge penge – du skal holde på dem. Derfor er det i en vis forstand en hårdere kamp end næsten alle mulige andre jobs.«

Når man spørger Mogens Lykketoft, om han er lykkelig nu, svarer han uden tøven ja.

»Jeg er aldrig i tvivl om, hvornår jeg er lykkelig, og hvornår jeg er mindre lykkelig. Det ord har jo mange meninger. Fra det absolut lystbetonede, den hede forelskelse til bare at være glad for sit liv, sin familie, sin hverdag, sin bolig, sine omgivelser. Og hvis det er den brede definition af lykke må jeg sige, at jeg føler mig ualmindelig privilegeret, ja, lykkelig for, hvordan jeg har valgt at indrette min tilværelse nu.«

Det er blandt andet på grund af Mette Holm, som han mødte for otte år siden og for syv år siden flyttede ind her i huset i baghaven af Dyrehaven med, at Mogens Lykketoft kan svare ’ja’ uden tøven til spørgsmålet, om han er lykkelig. Mette Holm er barnefødt i kvarteret, og de var heldige at overtage et hus, som pludselig skulle sælges.

»Vi har da spekuleret på, hvordan det var gået, hvis vi havde mødt hinanden 30 år tidligere. Om det overhovedet havde været to legemer, som ville have mødtes i himmelrummet … det er svært at svare på. Men jeg er meget glad for det liv, vi har med børn og børnebørn, dem der er tættest på. Og vi har begge spændende job, som tager os rundt i verden. Vi er utrolig privilegerede.«

Endelig er der også en anden ting, som hjælper, når man taler om lykken. Det er livserfaring, mener Mogens Lykketoft.

»Hvis du har levet tilstrækkeligt længe og været ramt af op - og nedture, så ved du, hvad det er, du skal være på vagt over for at begive dig udi, hvis du vil blive ved med at være glad. Det er vel bare det.«

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Fakta

I en tid med økonomisk krise og søgen efter nye vækstbegreber er flere lande begyndt at stille spørgsmålet: Hvor lykkeligt er vores folk?

Bhutan lagde for med at indføre ’Brutto National Lykke’, der officielt vægter folkets velbefindende højere end økonomisk vækst.

Mens danskerne ifølge undersøgelser er verdens lykkeligste folk, har andre lande som Tyskland, Storbritannien og Frankrig haft fokus på lykkebegrebet de senere år.

Ved årsskiftet sendte EU-formand Herman Van Rompuy et nytårsbrev til alverdens ledere. Brevet var ledsaget af ’The World Book of Hapiness’ og en opfordring til, at de politiske ledere sætter lykkebegrebet mere i centrum af deres politisk arbejde i 2012. Han skrev blandt andet: ’Min opfordring til dig som en af verdens ledere, er at gøre folks velbefindende og lykke til politisk prioritet i 2012’ og begrundede det blandt andet med, at mennesker, der tænker positivt ser ’flere muligheder, leverer bedre, tager oftere rigtige og fornuftige beslutninger, har mere selvtillid, bedre relationer og vinder mere tillid.’

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Borregaard

Vi er nok mange, der i disse måneder spørger os selv, hvad der egentlig er sket med det land, vi bor i. Hvor er den grundlæggende humanisme og det solidariske menneskesyn, vi gennem generationer har været kendt for, blevet af?

Vi står over for et vigtigt valg: Vil vi satse på skattelettelser, der kommer de rige til gavn, eller vil vi satse på at give kvaliteten i vort fællesskab et løft? For mig er det ikke et svært valg at træffe.

Skatten ned, humøret op, er et begejstringsmotto som hører en af venstres valgplakater i 1960 til, udfordringen er en helt anden i dag, og her er investeringer i samfundet 3 til 7 gange så effektive som skattelettelser, sådan var det også under Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, efter finanskrisen brød ud efter Anders Fogh trak stikket ud.

Både på kort og langt sigt er investeringer i den offentlige sektor afgørende for at sikre høj beskæftigelse i Danmark - i krisetider er offentlige investeringer langt mere effektive end skattelettelser til at få skabt job på kort sigt - på mellemlang sigt er uddannelse den mest centrale vækstmotor - skattelettelser er således ikke det eneste saliggørende middel til at øge beskæftigelsen

Vi har råd til at sikre en god ældreforsorg. Vi har råd til at gøre en indsats mod nedslidning og den stress, der får flere og flere til at bukke under. Alt hvad det kræver, er blot lidt mere åndelig rigdom gennem tale og skrift end den nuværende syndebukke-retorik.

Det her handler om vores selvagtelse og vores stolthed. Vi skal behandle hinanden ordentligt, vi skal ikke acceptere skævheder eller umenneskelige forhold. Hverken for vore ældre, for flygtninge og indvandrere eller for alle dem, der af én eller anden grund ikke mere befinder sig på livets solside. Vi skal stoppe udviklingen og vende den. Ellers ender vi i en endnu større åndelig fattigdom end den der eksisterer i dag.

Jakob Haugaard forslog i folketinget 1995, at der skulle nedsættes en - kan de her tal virkelig passe kommission. Mit forslag ville være, at man nedsatte en kommission som skulle undersøge årsagerne til den åndelige fattigdom som er ved at skade samfundets solidaritet, det vil sige en ”åndelig fattigdoms kommission”.

Derudover, har jeg et spørgsmål til Mogens Lykketoft, hvad syntes du om sammenhængen mellem ordene - Men politik handler om at fjerne flest mulig af de sociale, materielle årsager der kan være til, at folk er ulykkelige. Derfor skal vi sørge for, at alle har mulighed for at udvikle deres talenter uden dyb økonomisk armod - og den indsats SRSF regeringen gør for, at det er dette politik handler om?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Sørensen

PS: Hvorfor spør medierne ikke om hvilke af de mange reformer og systemer som blev indført under OVK som har gjort Danmark bedre.

Strukturreformen har gjort livet meget vanskeligere for mange handicappede og megen viden er gået tabt ved at sprede ansvaret for special behandling og for miljøet. For ikke at tale om økonomien der i høj grad er blevet kommunernes ansvar.

Er universiteterne blevet bedre med taxameterordningerne og en erhvervstyret bestyrelse osv.........
Bar et par områder der bør spørgers ind til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

S og ABF- regeringen har udviklet sig til nogle hyklere, som påstår, at de vil det bedste for folk i svære situationer, men som samtidig skærer ned på det livsgrundlag, folk i bunden har. Hvordan Mogens Lykketoft stadig kan være medlem af af S og mene det han mener i denne artikel har jeg altså svært ved at fatte....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan Gullev

Lykke for mange nedslidte på arbejdsmarkedet var at kunne gå på efterløn fra de 60 år. Men her var Lykketoft den første til at undergrave ordningen, som blev skabt af Anker og Auken i 1979.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

»Det kan være, at man ønsker at sidde ved pejsen foran amagerhylden med benene oppe og se fjernsyn hver aften. Og spise chips måske. Det er helt fint for mig. Det er måske ikke min egen idé om lykke, men min drivkraft i politik har altid været at fjerne barrierer for, at folk kunne realisere deres egne forestillinger om et godt liv.«

Hver aften og chips, who cares. Spørgsmålet er om man skal have lov til det om dagen, mens de andre går på arbejdet.

Cyklede forresten gennem Hellerups bagland forleden hverdag og kom forbi nogle store villaer hvor folk lå på deres 1. sals teresser og slikkede den første forårssol. Det så sgu behageligt ud. Men de betaler sikkert selv for det og ligger ikke samfundet til last på samme måde som dem der spiser chips foran amagerhylden.

Der er i det hele taget for lidt Hellerup og for meget Amager over det danske samfund, hvis du spørger mig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

Jeg kan godt lide dig Lykketoft, tak for din indsats i Danmark, du har været den dygtigste finans/økonomiminister vi har haft til dato.
Og jo interessabt også at læse om din opvækst og din biologiske mors svære situation, min egen oldemor blev sindsyg af en tilsvarende devaluering efter at være blevet gravid og sad resten af sit liv og rokkede med en dukke som hun troede var det barn hun var blevet tvunget til at bortadoptere....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Georg Christensen

Til "Maya Nielsen", det samme er hændt for min , nu afdøde mor. Et bortadopteret barn, min storesøster, som også er fortid, og alligevel gør lidt ondt, fordi "lukketheden" regerede, og på bedste vis forsøgte at lukke alt ude, som ikke passede ind i det forgangne "system".

Derfor, og netop derfor, bør "samfundssystemet", ændres, og genopbygges med åbenhed, om "alt", så det enkelte "individ", i fred og ro får "eksistensmuligheden", som "LIV" at virke i fred og frihed.

anbefalede denne kommentar