BZ-biografi er nedslående læsning

Biografien om den tidligere BZ’er Christian Zwettler fortæller om en romantisk vanekriminel, som ingenting har lært af sine fejltagelser

Christian Zwettler fremstår politisk primitiv i bogen ’Jeg Revolutionær’, og man kunne generelt have ønsket sig et mere reflekteret billede af, hvorfor 1980’erne producerede desperadoer som Zwettler.

Søren Bidstrup

Christian Zwettler voksede op i en pæn forstad til Bonn. Han gjorde oprør mod sin fraværende far, tog stoffer, sloges med politi og skinheads, flyttede til Danmark for at blive BZ’er, siden revolutionær bankrøver, så heteroseksuel bøsseaktivist og endelig bagelpusher og sportsmassør, da 80’erne slap sit tag i København.

Han har tidligere udgivet uendelige RAF-manifester i det forgangne, autonome fotokopierede nyhedsbrev Slamm. Nu har han sammen med journalist Lars Borking udgivet Jeg Revolutionær på Peoples Press, og den er der flere triste ting at sige om.

Den sørgeligste er Zwettlers forhold til den 17-årige dreng, med hvem han udførte det mislykkede bankrøveri i ’92. Røveriet var kronen på hans revolutionære karriere og gav ham en vis berømmelse. Dengang fremstod Zwettler som en mand med et svagt realitetsprincip, og hans skildring af bankrøveriet 20 år efter svarer stadig ikke på de mest basale spørgsmål: Hvordan skulle et klodset bankrøveri af 87.500 kroner fra en lille filial af Danske Bank i Bispebjerg skabe revolution? Hvad skulle denne revolution gå ud på? Og hvordan havde han egentlig tænkt sig at slippe væk med pengene?

Det er derfor utroligt at læse, at det eneste, der betød noget for Zwettler, var, at han blev medlem af den VIP-klub af ’politiske fanger’, der anført af sultestrejkende RAF-fanger fik støttebreve og støtteaktioner fra tilbedende sympatisører. Den 17-årige, som Zwettler sendte hen for at hente byttet på Bispebjerg Kirkegaard, hvor politiet selvfølgelig ventede på ham, havde dog svært ved at se meningen med at sidde fire år i fængsel for Zwettlers egos skyld. Han besluttede sig for at anke sin dom og undlade at gøre retssagen til politisk teater. Den 17-årige fik heldigvis strafnedsættelse, og Zwettler kvitterer med at slå hånden af ham, hvilket han – helt usympatisk – ikke fortryder i dag.

Længes efter undertrykkelse

En anden nedslående oplevelse ved Jeg Revolutionær er den bizarre parodi på et venstreorienteret univers, som Zwettler lever i. Han længes efter at være undertrykt og vil hellere sidde i et lukket fængsel end i et åbent. Han ønsker, at han var: »En del af en undertrykt klasse. At jeg var sort. Eller kvinde. Transseksuel. Allerhelst sort.«

Han bliver bøsse uden at være det for at føle sig mere autentisk. Hans eneste politiske argument for at gribe til vold er, at alle, der ikke er med på hans revolution, enten er nazister – hvis de borgerlige – og reformister, hvis de er venstreorienterede. Han henviser konstant til ofre, der nødvendiggør hans handlinger – jøderne, palæstinenserne, kurderne, sorte, katolikkerne i Nordirland what-ever. Men det er ofre, som i øvrigt er stumme i hans fortælling, hvis eneste subjekt er ham selv.

Bogen giver derved et interessant indblik i den venstreorienterede gerningsmand af politiske voldshandlinger, og Zwettler fremstår politisk ligeså primitiv som de skinheads, han slås med ud over bogens 200 sider. Den eneste forskel er, at frem for at dehumanisere sine ofre med henvisning til sin egen racemæssige overlegenhed så ser han sig selv som moralsk overlegen med ret til at ønske at »nakke det svin«, som han siger om Per Larsen. Endelig er det trist at blive mindet om, at jeg, ligesom Zwettler, tilhører en generation, som løb panden mod Berlinmuren og blev helt fortabt i Den Kolde Krigs nihilisme. Små årgange, der var på bistandshjælp indtil Murens fald, og som helt opgav den lange march gennem institutionerne og i stedet knugede sig til et livsstilsprojekt som ’antiimperialist’, ’antiracist’, ’antinazist’, eller hvad det nu end var. Den eneste politiske sejr var boykotten af apartheids Sydafrika, men i øvrigt er det en generation, der ikke har sat sig de store spor i det politiske landskab, fordi vi var viklet ind i debatter, som fandt sted meget langt væk fra virkeligheden.

Kvindemudderbrydning

Jeg mødte Christian Zwettler i en sådan debat. Jeg var en del af miljøet omkring de BZatte huse for at bo i kollektiv, gå til punkkoncerter og forsøge at score piger i læderjakker. I ’91 var jeg involveret i at sætte et program op med splatterfilm og kvindemudderbrydning (i mange hundrede liter havregrød ) til en gadefest i det selvsamme BZ’er-kollektiv i Viborgade, hvor Zwettler havde boet tidligere. Programmet fik ’Tysker-Christians’ daværende celle – ’Antiimperialisterne’ – til at indkalde os til fællesmøde, hvor der udspandt sig en absurd diskussion om, hvorvidt film om zombier, nekrofili og eksploderende hjemløse var en del af kampen mod antiimperialismen.

Dengang opfattede jeg ham som en tør, politisk korrekt stivstikker, og det mest opløftende ved Jeg Revolutionær er, at den maler et helt andet kaotisk billede af manden. Der er virkelig ikke tale om en disciplineret samfundsfjende, men om en amokløbende vanekriminel, der drikker, ryger, sniffer, sælger stoffer, stjæler, rasper, knepper, smadrer og slår på tæven. Og som tilfældigvis retfærdiggør sit store forbrug af kicks med romantisk henvisning til den revolutionære nødvendighed.

Trods denne nye indsigt er det dog lidt sært, hvorfor tidligere Information-journalist Lars Borking har valgt at være medforfatter på bogen. Det kan ikke være den journalistiske side af sagen, for Borking har tilsyneladende ikke talt med andre end Zwettler og undersøgt, om det nu også kan passe, at Zwettler for eksempel lige banker tre skinheads på en gåtur langs søerne, mens han diskuterer parforhold med sin hustru, Anette. Det føles ikke som journalistik, men mere som dokufiktion et sted mellem Jønkes Mit Liv og Tine Brylds ungdomsbøger om BZ-romancen mellem Liv & Alexander. Hvilket er et mærkeligt valg, når nu Lars Borking havde en chance for at tegne et mere reflekteret billede af, hvorfor 80’erne producerede desperadoer som Christian Zwettler.

’Jeg revolutionær’. Christian Zwettler & Lars Borking. People’s Press. 300 sider, 250 kroner

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Jensen

Nikolaj:

"hvorfor 80’erne producerede desperadoer som Christian Zwettler."

Fat det. Skiderikken er et produkt af Tyskland - det kadaverdisciplinerede, absolutiske, egocentrerede, menneskeforagtende, autoritære Tyskland, som altid har eksisteret og som altid vil eksistere.

Jeg har en fornemmelse af, at det er sproget og de tyske skoler, som - i uskøn forening - skaber denne mennesketype, der lige så godt kan være RAFere som SSere eller medlemmer af en eller anden Burschenschaft.

Men DET er en længere diskussion.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Henrik Jensen, sjovt nok har jeg efter at have læst en del bøger om Rote Arme Fraktion og dens medlemmer fået den opfattelse at der var tale om et slags generationsopgør med netop det autoritære Tyskland. Som i alle andre lande er befolkningen ikke en monolitisk størrelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Henrik Wegener

Jo det lyder trist og måske er problemerne ikke så unormale alligevel.Problemet med overdreven bekymring for én type "identitet" på bekostning af en anden. Genealogi og "gruppetilhør" på bekostning af éns person og egen opførsel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen

Bill - jeg ved godt, hvad Iggy Pop siger om Hotel California. Men jeg vil alligevel citere to linjer:

"You can check-out any time you like,
But you can never leave!"

Sådan var det også med RAF - det er muligt at de - i deres egen selvforståelse - var i færd med at dræbe deres fædre. Men de var præcis lige så sadistiske og morderiske som tidligere generationer.

Nu vi er i gang med citaterne:

"der Tod ist ein Meister aus Deutschland
sein Auge ist blau
er trifft dich mit bleierner Kugel
er trifft dich genau"

I øvrigt er det også påfaldede hvor meget RAFerne bagefter ligner deres forældres generation, med denne hulkende, ynkelige selvmedlidenhed, som flere af dem har udvist.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

BZ-biografi..
Jeg er ikke begejstret for titlen, vi var nogle der var hjemløse og en var flygtet hjemme fra for ikke at blive tvangsgift osv. Mange var med markante politiske holdninger, men få vil jeg mene var politiske fanatikere.
Jeg vil betvivle, at der var flere der boede i besatte bygninger der var så fanatiske på venstrefløjen, som DF i dag har fanatiske vælgere på højrefløjen.
Det er en påstand jeg ikke kan underbygge, men det er alligevel min fornemmelse, så derfor nej tak til BZ-biografi.
Med venlig hilsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Jeg hørte et længere radiointerview med Zwettler - jeg sad med nøjagtig sammen fornemmelse af mandens totalt afsporede syn på egen ophøjethed iht hans gerninger. Så der kommer nok et dybere eller anderledes syn ved at læse bogen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Zwettler er ikke på nogen måde enestående - folk af hans kaliber/type/mentalitet har eksisteret til alle tider - og de er ofte endt som "tabere" eller diktatorer/demagoger o s v.

Var han vokset op i f eks Saudi Arabien, så var han vel blevet en radikal islamist i protest mod dekadance og vantro.

Var han vokset op under den franske revolution, så havde han vel været i første række som tilskuer, når antirevolutionære blev halshugget

Han kunne sådan set også have gået hen og blevet en fanatisk præst , der tordnede mod skilsmisser og abort.

Han er blot ekstrem og uden "skivebremser" og den type går altid amok i en eller anden ( tilfældig) retning - og det går altid ud over andre.

anbefalede denne kommentar